(Tertio 3) Himmel og Helvede

Maya er Nathans elsker. Nathan er blevet en ond og kold tyran, som ikke har noget til overs for nåde. Men da Maya finder ud af, at han planlægger et angreb på Jorden, flygter hun for at advare Himlen. Nu må mennesker og engle stå sammen i kampen mod Helvede - men kan Maya redde sin elskede Nathan fra Helvedes skygger? Og hvad nu, hvis hans hjerte er væk for evigt? Mayas kærlighedeventyr er blevet erstattet af en levende skrækfilm. Hun er offeret. Nathan er jægeren. Hvilket forhold kan overleve dét?

29Likes
78Kommentarer
3662Visninger
AA

13. Skift

Jeg har altid hadet den slags drenge, der havde mange kærester på én gang, også selvom pigerne godt vidste det. Og nu... Nu er jeg selv én af de piger. Nathan har bestemt at jeg skal sove med ham, bare i nat. Cleo ligger på hans højre side, jeg ligger på den venstre. Jeg er den eneste, der ligger vågen. Jeg forstår ikke at han kan holde ud at være her, det er et forfærdeligt sted, for varmt. På den anden side, så må det virke som en badeferie frem for varmen i Helvede.

   Midt om natten er jeg stadig vågen. Men da står Nathan op. Jeg skynder mig at lade som om jeg sover. Han kysser både Cleo og mig. Så går han ud af værelset.

   Jeg ser på det ur, der står henne i hjørnet. Klokken er et kvarter i midnat. Jeg sætter mig op, kommer i tanke om den natkjole jeg har på, og ligger forskrækket armene om mit bryst. Måske har Cleo ikke noget imod alt det her, men min grænse går lige efter gennemsigtigt nattøj!

   Lige så stille lister jeg efter Nathan. Hvor skal han hen på denne tid af døgnet? Nu ved jeg godt at natteluskeri ikke er noget unaturligt i Helvede, for dæmoner eller især for djævlen, men jeg kan ikke forestille mig nogen grund til at Nathan skulle forlade sit værelse. Specielt ikke når man tænker på, at ikke én, men hele to unge kvinder lå ved hans side. Jeg stopper næsten op, fordi det virker så mærkelig, men tager mig så i det og går videre.

   Nathan går ned i de dybeste katakomber. Nede i det dybeste mørke (hvilket er ingenting sammenlignet med Helvede, derfor kan jeg se) åbner han en skjult dør, som fører dybere ned under den store kirke. Allerdybest nede går han ind ad en dør og lukker den efter sig. Jeg venter lidt. Så lister jeg hen og skubber døren op, lige så forsigtigt. Jeg chokeres af det syn, der møder mig.

   Nathan er ved at binde sine ben fast til en stol, meget lig den elektriske, med tykke læderstropper. Han har iført sig det tøj, han første gang havde på, da han ændredes til den nye djævel. En dæmon kommer luskende hen til ham og begynder at lukke dem om håndleddene, da Nathan er færdig med benene. Omkring remmene på hans ben er hans bukser begyndt at blive røde.

   "Luk dem strammere!" siger han hårdt. Dæmonen strammer stropperne så meget at Nathan læner hovedet tilbage og hvæser, mens hans ærmer lige så stille begynder at klistre fast og får mindre, røde plamager. Han trækker vejret tungt. Hans lille tjener binder et sort stykke stof for øjnene. Dæmonen binder remme om brystet og maven. Nathan gisper, sved pibler frem overalt. Han åbner munden og snapper efter luft, som om rummet skulle være iltfattigt. Hans negle kradser armlænene på stolen op så huden på fingrene bliver revet op. Dæmonen lusker ud igen. Nathan ryster og hiver efter vejret, han prøver at rive sig fri. Og så sker det. Hans hår bliver sort.

   Jeg er lige ved at skrige. Jeg går stille ind i rummet. Nathan river og hiver for at komme fri, han gisper og vrider hovedet og rokker for at bryde remmene.

   "Maya!" gisper han. "Maya! Maya! Maya, hvor er du! Hjælp! Hjælp mig! Jeg vil ikke være her mere! Maya!"

   "Jeg er her." Nathan vender ansigtet mod det sted, han tror jeg står.

   "Maya!" gisper han. "Hvor er du?!" Jeg står og tripper lidt. Skal jeg hjælpe ham? Skal jeg lade være? Hvad hvis det bare er et trick? "Maya? Maya, kom hen til mig! Jeg er så bange. Hvor er jeg? Hvorfor kan jeg ikke se? Hvorfor gør min krop så ondt?! Der er noget, der skærer i min hud! Arh! Hvor gør det dog ondt!" Jeg ser tøvende til siden. Så går jeg hen til ham og fjerner stoffet fra hans øjne. Jeg gisper.

   Hans hår går ned over det anede øje - og det er ikke blåt, men rødt. Han ser bange på mig, hans hud glinser af sved.

   "Maya!" Han prøver at komme op, men skriger, da remmene strammes og skærer sig ind i hans hud. Han begynder at græde. "Maya! Hvor er jeg? Hvad er det for noget tøj jeg har på?" Han ser på mig. "Hvad er det for noget tøj du har på?" Pludselig farer han mod mig og knurrer. Så ser han forskrækket ned. "Hvad sker der med mig?" Det gibber i ham, han ser begærligt på mig. Begæret forsvinder og erstattes af frygt. Jeg sætter mig på knæ foran ham. Ligger en hånd på hans. Selvom den er blodig og anspændt, så stryger jeg den for at berolige ham.

   "Jeg er lige her. Lige her. Kan du slet ikke huske noget?" Han ryster på hovedet. Måske skulle jeg ikke konfrontere ham med det lige her og nu? På den anden side... "Du er blevet den nye djævel." Han ser lamslået på mig. Det gibber i ham.

   "Hvad?" spørger han uforstående.

   "Du er ikke dig selv."

   "Hvad?! Jeg forstår det ikke!" Han hænger med hovedet. Jeg stryger hans ansigt, tager fat om det og lægger min pande mod hans. Hvor har jeg dog savnet ham. Ham! Den rigtige Nathan.

   "Bare slap af. Jeg ved ikke, hvorfor du er dig selv igen, men jeg tvivler nu på at du vil være normal længe." Nathan ryster på hovedet.

   "Jeg har det mærkeligt." Jeg kysser ham på panden.

   "Jeg elsker dig." Han snøfter.

   "Vent på mig." Jeg trækker mig lidt væk fra ham. Nikker. Han lukker øjnene. En tåre løber ned ad hans kind. Jeg lukker øjnene. Nathan bryder i flammer. Da de igen forsvinder, er hans hår hvidt, og hans blå øje er det eneste synlige. Han ser på mig. Koldt.

   "Spænd mig løs," hvæser han.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...