(Tertio 3) Himmel og Helvede

Maya er Nathans elsker. Nathan er blevet en ond og kold tyran, som ikke har noget til overs for nåde. Men da Maya finder ud af, at han planlægger et angreb på Jorden, flygter hun for at advare Himlen. Nu må mennesker og engle stå sammen i kampen mod Helvede - men kan Maya redde sin elskede Nathan fra Helvedes skygger? Og hvad nu, hvis hans hjerte er væk for evigt? Mayas kærlighedeventyr er blevet erstattet af en levende skrækfilm. Hun er offeret. Nathan er jægeren. Hvilket forhold kan overleve dét?

29Likes
78Kommentarer
3705Visninger
AA

10. Skibet

Tre uger senere...

Jeg sidder i min kahyt på skibet, der gynger i en fast rytme. Jeg har kun været her i fem timer. Efter pressekonferencen mødte mine forældre os på det hotel, vi opholdte os på. De græd, og var sure, irettesatte mig, sagde "hvad sagde vi" om Nathan, ville have min historie igen og igen... Til sidst tog jeg med dem hjem, pakkede en taske med noget tøj og nogle få personlige ejendele, blandt andet et billede fra min gradationsfest. Så tog jeg ad sted. Min kahyt er nogen lunde "personligt indrettet", jeg deler den med valkyrien, som ellers aldrig er her. Jeg har den nederste køje. Mit skema hænger på væggen. Skemaet viser, hvornår jeg skal spise, hvornår jeg skal trænes, hvornår jeg skal deltage i møder og så videre og så videre... Jeg er åbenbart en vigtig brik, fordi jeg er den eneste, der ved, hvordan Nathan tænker. Den første dag er ledig - men ellers gælder mit faste skema alle dage, bortset fra søndag, hvor alle engle (ja, ALLE) holder sabbat. Det er så blevet indført for alle på skibet, hvilket er mærkeligt. Alle verdens bedste forskere, officerer, ja, alle de mennesker, præsidenten nævnte, alle som én er samlet her. Tja, altså, de fleste. Nogle lande ville ikke slutte fred. Selv mener jeg, at Nathans dæmoner allerede har været på spil dér, eller også er vi mennesker bare tykpandede idioter.

   Men alle de mange mennesker betyder også mange forskellige religioner. Englenes tilstedeværelse lader til at genere mange. Jeg har på fornemmelsen, at der ikke vil gå længe, før nogen gør noget dumt...

   Døren går op. En engel går ind. Han ser meget alvorlig ud, men det er selvfølgelig ikke noget nyt hos engle. Jeg ser afventende på ham.

   "Frøken O'Conner. De er ventet på broen." Jeg rejser mig op med et suk og følger efter englen. På broen står kaptajnen, en amerikansk general og tre forskere, den ene fra Tyskland og de to sidste fra Indien. Englen bliver hos mig. Jeg er under konstant overvågning, fordi mange åbenbart mener, at jeg er et alt for potentielt offer. Som om. Hvis Nathan ville slå mig ihjel, så havde han allerede gjort det.

   "Frøken O'Conner." Generalen bukker for mig. De to indere bukker meget dybere og mere ærbødigt. Tyskeren nikker bare. Kaptajnen smiler. "Vi holder et spontant strategimøde om få minutter. Følg venligst med." Jeg gør som han siger - hvad skal jeg ellers lave? I mødelokalet sidder toppen af, ja, nok ikke poppen, men de er alligevel nogle store kanoner. Jeg sætter mig ned. Michael, som er repræsentant for englene, ruller et verdenskort ned. Grønne, runde klistermærker viser, hvilke lande Nathan højst sandsynligt IKKE vil angribe først. Gul viser dem, der er truet eller ville være gode at tage først, steder med mange besøgende, højt befolkningstal eller stort arealmæssigt territorium. Rød er de steder, der højst sikkert allerede var i Helvedes besiddelse før alt dette startede, eller som vil være næsten for let at overtage. Af én eller anden grund, så er der tre klistermærker på Kina... Tankevækkende...

   "Vi har netop modtaget en besked fra Djævlen selv," siger Michael stille. Mumlen bryder ud. Michael sætter et sort mærke på Israel. "Han vil først af med de steder, der forbindes med kristendommen. Han har udfordret os til at prøve at regne hans plan for ødelæggelse ud. Betlehem var først. Kaos er brudt ud i Egypten."
   "Mere?" spørger jeg. Michael nikker.

   "Vi er nød til at regne deres strategi ud," siger en irlænder med gebrokken accent. Vi andre nikker.

   "Men hvor kan de have kurs mod?"

   "Egypten, hvor ellers?" Vi ser alle sammen på en kineser. "Jeg er ikke kristen, men var det ikke dér, Josef og Maria flygtede hen?"

   "Jo, men det giver bare ingen mening. Hvad vil Nathaniel i Afrika?" spørger jeg. "Der er ikke andet end sand og ørken i det område, han i så fald vil befinde sig i..." En forsker rejser sig op. Hun ser på Michael med kolde øjne.

   "Lad os sende vores bedste militær ud i ørkenen, for at finde ud af, hvad Helvede vil dér."

   "Men ville spioner så ikke være bedre..."

   "Nej! Militær! Send militæret derhen! I engle ved ikke noget om det!" Michaels blik bliver dystert. Han tager et glas vand op og smider den hen på forskeren. Hun skriger som om det brænder. Og så ser vi alle noget, der i hvert fald vil give mig mareridt i nat.

   En rød, skællet, bevinget tingest begynder at kravle ud af forskerens mund. Da den springer ud, bliver den straks skudt. Forskeren falder død om.

   Forskeren bliver fjernet. Michael undersøger dæmonen. Han sukker.

   "Lad os håbe, at det var den eneste, der kom om bord."

   "Nu ved vi i det mindste, at vi ikke skal ud i ørkenen," siger en egyptisk general. Jeg er lidt bange for ham. Jeg ved ikke helt hvorfor.

   "Maya," siger Michael. "Kan du se noget, der ville passe ind i Nathaniels strategiske tankegang?" Jeg tænker mig om.

   "Nej..." Jeg graver, dybere ned end jeg troede muligt. Jeg husker de ferier, vi har været på sammen.

   "Intet? Ikke engang feriesteder, der kan give os et præg om det?" Jeg rynker panden.

   "Jo... Eller, det vil sige... måske... I løbet af det sidste år har vi været i Paris og Barcelona, men jeg kan ikke rigtig se, hvordan det..."

   "DESIGUR!" udbryder en rumænsk forsker i religion. "Paris og Barcelona har begge to én af verdens mest kendte kirker! Notre Dame og Sagrada Familia! Frankrig og Spanien ligger op ad hinanden. Hvilket land i Europa har en anden verdensberømt kirke, som er dybt forbundet med kristendommen, og som ligger i et land, der er naboland til Frankrig?" Vi ser alle lidt forvirrede på hinanden. "Italien! Sct. Peterskirken i Rom! Man mener, at det er dér, Jesu decibel, Peter, blev begravet!" Jeg nikker langsomt.

   "Det kunne godt give mening... Sct. Peterskirken er stor, og Nathan kunne bruge den som sit slot på Jorden. Som en eller anden slags syg joke." Der bliver mumlet og snakket lidt. Så siger Michael:

   "Lad os antage, at det faktisk er dér, Nathaniel holder til - hvad skal vi så? Vi kan ikke ødelægge, storme eller invadere kirken. Det er helligt område. Alle har lov til at være der, selv Nathaniel." Jeg nikker. Så trækker jeg på skulderne.

   "Vi må vel lokke dem ud derfra." Michael ryster på hovedet.

   "Det duer ikke. Nathaniel er ikke så dum at sende alle sine dæmoner ud efter os på én gang. Nej, vi må få ham op i Himlen. Jesus har en idé om, at han måske kan få Nathaniels fornuft igen."

   "Det er de, vi i min land kalder kidnapning," siger en spansk general.

   "Det er én måde at se det på," siger en australsk forsker. "Men hvordan skal vi få ham ud? Og selv hvis han kom ud, kunne han nemt klare vores militær, ja, selv jer engle." Michael nikker. Han ser på mig.

   "Har Nathan nogen svagheder?" spørger han så ligeud. Jeg tænker mig om.

   "Hm... Kun én, så vidt jeg ved." Jeg synker en klump og ser tøvende på Michael. "Mig..."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...