(Tertio 3) Himmel og Helvede

Maya er Nathans elsker. Nathan er blevet en ond og kold tyran, som ikke har noget til overs for nåde. Men da Maya finder ud af, at han planlægger et angreb på Jorden, flygter hun for at advare Himlen. Nu må mennesker og engle stå sammen i kampen mod Helvede - men kan Maya redde sin elskede Nathan fra Helvedes skygger? Og hvad nu, hvis hans hjerte er væk for evigt? Mayas kærlighedeventyr er blevet erstattet af en levende skrækfilm. Hun er offeret. Nathan er jægeren. Hvilket forhold kan overleve dét?

29Likes
78Kommentarer
3648Visninger
AA

9. Det Hvide Hus

Jeg står her faktisk. Jeg står her rent faktisk. I det der kedelige tøj, som sekretærer altid har på, som ikke kan støde nogen. Jeg ser mig nervøst omkring. To engle beskytter mig i form af to store gorillavagter. Åh kære Gud, hvis du kan høre mig, så lad det her gå. Jeg ser på den ene vagt - en kvindelig engel. Hun blev kaldt for en valkyrie, selvom jeg troede at det var noget fra Nordisk Mytologi.

   "Alle religioner og mytologier hænger på en eller anden måde sammen," havde Jesus sagt. Fint... Men hvad skulle jeg med en valkyrie i De Hvide Hus?

   Målrettet går vores trio hen mod dørene, eller, mine så kaldte vagter er målrettede. Jeg føler mig åndssvag. Hvad skal jeg sige, så jeg ikke kommer til at lyde som Jesus den Anden? Jeg når ikke rigtig at tænke over det, for lige pludselig er vi der. Vi er faktisk i Det Hvide Hus. Ingen sikkerhedstjek. Ingen kropsvisitering. Vi gik bare lige ind, som om vi var... usynlige? Kan engle det? Det ville faktisk give god mening...

   En sekretær kommer hen til os, da vi skal til at gå op ad trappen. Hun ser undrende på os.

   "Undskyld mig? Har I en aftale?" Valkyrien ser med pokeransigt på kvinde - fuldstændig udtryksløst.

   "Ja," siger den mandlige engel. "Jesus Kristus har sendt os." Sekretæren makker ret og går tilbage til hvor hun kom fra. Jeg følger med i min egen lille døs. Jeg fatter ikke en meter af hvad der sker... Men så... så står jeg der. Uden for præsidentens kontor. Jeg er målløs. Jeg troede aldrig, at det var her, jeg skulle ende... Men... Manglen på sikkerhedsvagter generer mig lidt. Mine vagter skubber dørene op, og vi vader bare ind.

   Bag et skrivebord sidder præsidenten af De Forenede Stater. Jeg overvejer at bukke, men så på den anden side - jeg har mødt både Lucifer, Helvedes konge, Jesus Kristus, engle og dæmoner, samt været kærester med Helvedes Prins, og har selv fået tilnavnet Helvedes Prinsesse (selvom dem i Himlen ikke kender det, godt for mig). Måske var det præsidenten, der burde bukke for mig? Nej. Jeg må ikke være for selvhøjtidelig. Præsidenten farer op og trykker på en knap under bordet. Men der sker ikke noget.

   "Hr. Præsident," siger min mandlige vagt. "Vi har et livsvigtigt ærinde at drøfte med dem." Præsidenten synker og sætter sig ned. Jeg træder frem, bukker hovedet lidt.

   "Hr. Præsident... Vi ønsker Dem intet ondt. Men... Åh, De vil sikkert ikke tro mig, men bare, lyt til min historie. For jo længere jeg taler, desto mere mening giver det hele." Og så begynder jeg. Jeg fortæller alt om Himlen, Helvede, om Jordens plads som en form for mellemverden, om Gud og Jesus, om Lucifer, Nathan, om hvordan jeg mødte Nathan, om alt det uforklarlige, der er sket, men som så alligevel kan forklares. Og så, om Nathans planlagte angreb på Jorden. Da jeg efter godt en halv time er færdig, sidder præsidenten bare med store øjne og ser på mig.

   "Ahm..." Han rømmer sig. "Hør, jeg ved ikke, hvilket sindssygehospital I tre kommer fra, men jeg tror jer altså ikke." Selvfølgelig. Man skulle have været der. Til min store forskrækkelse og overraskelse, så begynder valkyrien at knappe sin jakke op. Præsidenten ryster leende på hovedet. "Kære pigebarn, det dér virker altså ikke i Det Hvide Hus." Pige. Ja, det passer meget godt. Hun er smuk og ung. Hendes hår er lyst og bølger ned over hendes skuldre. Han englen tager jakken af. Både præsidenten og jeg får et chok, da englen folder sine vinger ud. Valkyrien smider kjolen, hun havde under jakken. Under den har hun en gylden rustning i vikingestil. Et par hvide vinger skinner på hendes ryg. Præsidenten nikker rystende. "Jeg tror at jeg måske tror jer nu..." Jeg ånder lettet op.

   "Mit navn er Maya O'Conner. Jeg er mellemmand mellem Himlen og Jorden. Hr. Præsident. Vil De informere befolkningen om angrebet?" Præsidenten nikker.

   "Ja..." Han skriver noget på sin telefon. "Jeg indkalder til pressekonference i aften. I er nød til at tage med, ingen vil nogensinde tro mig!" Jeg nikker.

   "Hvad vil De gøre ved truslen?" Præsidenten ser på mig.

   "Hvad jeg vil gøre? Det er jer, der har vinger og glorier og Jesus Kristus! Hvad kan jeg gøre, som I ikke kan meget bedre?"

   "Hverken engle eller Jesus kan hjælpe alle mennesker på Jorden. Vi må slutte fred med så mange som muligt. Danne alliancer. Beskytte hinanden."

   "Dæmonerne kan ikke tåle store doser af vand," siger min mandlige vogter. "Jeg foreslår at vi får de vigtigste personer, dem, der højst sandsynligt kan udtænke en modstrategi, skal sættes på et stort skib, der skal sejle rundt på Stillehavet."

   "Men kan de dér dæmoner ikke flyve?" Valkyrien nikker.

   "Jo. Men vi er sikrere på havet." Præsidenten nikker og sukker.

   "Godt så. Jeg vil gøre hvad jeg kan."

 

Samme aften står vi alle fire på et podium uden for Det Hvide Hus. Blitzer og kameraer er rettet mod os. Præsidenten begynder at tale. Han præsenterer os og lader så mig tale. Da jeg er færdig, og latteren bryder ud, træder mine vagter frem. Valkyrien skiftede ikke, og at folde vingerne ud er ikke så svært. Folk bliver hysteriske og bange.

   "Gå ikke i panik!" siger præsidenten. "Vi har en plan. Vi vil arbejde sammen med Himlen, de øverste magter, og sammen finder vi et modangreb mod Helvede! Nogen spørgsmål?" Spørgsmålene kommer væltende. Præsidenten vælger én til at stille det første spørgsmål, en ung journalist fra en eller anden lokalavis.

   "Hvorfor smider den sexede chik ikke resten af undertøjet?" Latter. Valkyrien trække er sværd. Folk begynder at skrige. Jeg lægger min hånd på hendes. Valkyriers temperament er vildere end engles - og menneskers.

   "Andre mere relevante spørgsmål?"

   "Hvordan ved vi, at det hele ikke er fup?" En Tv-journalist. Englen breder vingerne ud og letter. Han lander på toppen af Det Hvide Hus. Folk klapper og gisper og kommer med forskrækkede udbrud.

   I det samme farer valkyrien frem. Hun griber noget, der kommer flyvende mod os, i luften, og kaster det højt op i himlen, hvor det eksploderer.

   "SVIN!" råber en person. "I ØDELÆGGER VORES TROSRETNING!" Jeg husker Jesus ord. "I PRØVER AT PRÆDKE OG OMVENDE OS!" Jeg smiler venligt og går hen til mikrofonerne og kameraerne.

   "Alle religioner er på én eller anden måde forbundet. Jeg er selv menneske. Der er ikke noget at være bange for. Himlen holder øje med os. Beskytter os. Men I behøver ikke at tro, at det er den eneste trosretning. Vi mennesker har blandet det hele sammen. Der er kommet mange. Bare tro på hvad du vil," siger jeg kærligt. "Det er dit eget valg. Det er ikke noget, vi skal bestemme." Folk begynder at klappe. Jeg nikker lidt forlegent og bakker væk. Valkyrien lander. Præsidenten læner sig frem mod mikrofonerne.

   "Et skib vil sejle de bedste soldater, trænere, forskere, generaler og andre inde for samme kategori ud på Stillehavet om få uger. Derfra vil vi udtænke et modtræk."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...