(Tertio 3) Himmel og Helvede

Maya er Nathans elsker. Nathan er blevet en ond og kold tyran, som ikke har noget til overs for nåde. Men da Maya finder ud af, at han planlægger et angreb på Jorden, flygter hun for at advare Himlen. Nu må mennesker og engle stå sammen i kampen mod Helvede - men kan Maya redde sin elskede Nathan fra Helvedes skygger? Og hvad nu, hvis hans hjerte er væk for evigt? Mayas kærlighedeventyr er blevet erstattet af en levende skrækfilm. Hun er offeret. Nathan er jægeren. Hvilket forhold kan overleve dét?

29Likes
78Kommentarer
3712Visninger
AA

4. Den Hemmelige Plan

Nathan vækker mig med et blidt kys. Jeg smiler og åbner øjnene. Han ligner sig selv. Sort hår. To øjne. Venligt smil. Så forsvinder det. Han kysser mig igen.

   "Godmorgen," siger jeg stille. Han griber fat om min nakke og kysser mig hård. Nårh... Det var ikke af venlighed. Ikke af kærlighed. Men af begær. Mit hjerte, så ellers endelig var ved at føles rigtigt, synker tilbage på sin snart faste plads i maven. Nathan roder op i mit hår. I ét hurtigt ryk er han på alle fire over mig. Han ænser ikke mig. Kun min mund, og den syge glæde han får ud af at kysse mig. Jeg lader ham gøre det. Lige så meget for min egen skyld. Han må ikke slå mig ihjel. Han napper mig i læben, bare hurtigt, som en farlig fugl. Jeg kan mærke en lille bloddråbe pible frem. Han slikker den af, og bider ned i min læbe, så en lille strøm af min læbes blod løber ind i hans mund. Han slikker sig om munden og ser på mig.

   "Godmorgen." Jeg skriger, da han bider mig i struben. Jeg griber fat i hans arme og prøver at komme fri. Han ser. Slubrer mit blod i sig som var det sodavand. Nyder hver en dråbe. Han trænger mine arme ned. Jeg sparker med benene. Jeg kan ikke få luft! LUFT! Jeg gisper efter vejret og læner hovedet bagover, hvilket bare blotter min hals endnu mere. Han trækker tænderne ud kort, stønner tilfreds og strækker hals. Så bider han igen. Jeg vil fri! NU! Få mig fri! En eller anden, hjælp mig! HJÆLP MIG! Jeg sparker og slår og vrider mig for at komme væk fra ham. Det gør så ondt! Jeg bliver svimmel. Mine lunger har ikke mere reserveluft at give af. Jeg bliver svagere og svagere. Et svagt, hjælpeløst, halvhjertet "stop" undslipper mine læber. Jeg kan høre mit hjerte hamre i brystet på mig. Jeg er ved at glide væk. Ligesom sidste gang. Sidste gang... Det er mere end syv måneder siden, at Nathan bed mig. Dengang døde jeg faktisk af det. Men takket være Jesus og Herren fik jeg et nyt liv. Vil han afslutte det nu?

   Men så, endelig, trækker Nathan sig væk. Ja, eller, han slikker blodet, der stadig fosser ud af min hals, af, drikker det som det mest delikate i verden. Han ryster af blodrusen. Jeg kan mærke hans puls gennem hans hænder, som stadig holder mine arme nede. Den brager ad sted. Nathan ser på mig med vilde øjne. Mit blod er smurt ud over hans hvide hud. Han slipper mig, men flytter sig ikke fra mig. Han sider overskrævs på min mave og tørrer blodet af, hvorefter han slikker det af hænderne. Da beslutter jeg det - ved næste mulige chance stikker jeg af! Jeg vil ikke være her mere. Nathan gisper og stønner. Han ser på såret på min hals.

   "Mere!" hvæser han. Han trykker mine skuldre helt ned i madrassen. Hans ansigt kommer helt hen til mit, det er så tæt på at vi næsten ville røre hinanden. Jeg kan lugte mit blod i hans ånde. "Jeg vil have mere!"

   "Nathan... Nathaniel..." Min stemme er så hæs og svag. "Ikke... mere... Jeg har... ikke mere..." Jo, jeg har mere, men hvis han tager det er jeg død! Og så er der ikke mere.

   "Jeg vil have mere!" Han slår mig hårdt ned i sengen i blind, dyrisk vildskab. Jeg ryster på hovedet. Tårer glimter på mind kind.

   "Nej... Ikke... mere..." Jeg snapper efter vejret. Jeg kan ikke få luft! Luft! Jeg har brug for luft. Nathan holder en hånd for såret på min strube, klemmer måske lidt for hård. Men jeg kan mærke såret lukke sig med en svag summen. Jeg kan stadig ikke få luft. Jeg er ved at forsvinde. Mit bryst trækker sig lidt sammen i krampetrækninger. Nathan holder mig for næsen og sætter sin mund mod min. Han puster luft ned i min hals, og mine lunger fyldes. Han fjerner sin mund og trykker lidt ned på mine lunger. Sådan fortsætter han indtil jeg næsten ikke har åndenød mere. Så hvisker han i mit øre, fuld af gift, begærlighed og desperation:

   "Mere." Jeg ser på ham. Min krop er træt efter iltmanglen.

   "Ikke... lige nu..."

   Nathan generer mig ikke mere den dag. Jeg ligger bare i min seng. Iris passer godt på mig. Hun giver mig mad, tørrer febersved af min pande og sørger for at jeg ikke har det for varmt eller koldt.

   "Iris," siger jeg hæst hen ad eftermiddagen. "Hvorfor er du så sød ved mig?" Iris stopper brat op. Hun ser bedrøvet på mig.

   "Jeg var engang et menneske." Hun tøver. Mennesker kan blive engle, hvis de udretter noget stort og godt i deres liv. Hvis de kun gør onde ting, bliver de til dæmoner i Helvede. "Jeg døde, da jeg skulle føde mit første barn. En lille pige. Hun døde naturligvis også. Men... hun blev genfødt, og nu har jeg ikke rigtig nogen. Så du er vel som en slags reservebarn for mig." Jeg nikker.

   En svigende smerte skærer gennem min hals. Jeg begynder at hose og tager mig til struben, hvor Nathans bidemærker stadig er dybe. Iris kommer hen til mig.

 

"Vi rykker først ind her. Derefter sætter vi lokkemaden ind."

   "Hvilke menneskekroppe skal vi bebo, Mester Nathan?"

   "Ingen." Gispende udbrud. "Det er tid til at hele Jorden lærer vores eksistens at kende. Først knuser vi Jorden. Menneskene skal holdes i kort snor, som slaver. Eller, endnu bedre, som føde. Derefter indtager vi himlen, så snart vi har rekrutteret nok mennesker. Vi sender Lokkere til at lokke menneskene til at begå al slags kriminalitet. Når vi har nok, går vi efter Himlen! Vi smider den gamle Gud ned fra hans høje trone!"

   "Hvad med sønnen?" Nathan ler koldt.

   "Jeg er ældre end ham. Og stærkere. Fred være med ham, ha! Hvor latterligt! Englene smider vi i Helvede. På den måde får vi flere soldater. Sønnen kommer i Helvedes pinsler! De, der ikke lystrer mine ordre, vil lide samme skæbne!" Nathan griner ondskabsfuldt. Jeg står uden for døren til tronsalen og holder mig for munden, så jeg ikke siger en lyd. Nej. Det ville han da ikke gøre! "Min far frygtede Himlen. Det gør jeg ikke. Jeg kan komme derind. Jeg er selv halv engel. Jeg gemmer mig i mængden. Så snart jeg får åbnet porten og giver signal, skal I tage til Jorden. Forstået?"

   "Javel Mester!" lyder flere stemmer. Mit hjerte banker hurtigt. Så sætter jeg i løb ned ad gangen. Jeg må komme til Himlen først! Jeg må og skal til Himlen!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...