Just a nightmare

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jun. 2014
  • Opdateret: 12 nov. 2015
  • Status: Igang
Historien tager plads i den lille by ved navn Beacon Hills. I denne by bor pigen Alexandra Walker, som bliver kaldt Alex. Ligesom i byen, sker der ikke så meget i hendes liv, indtil hendes tur på Motel California, hvor det tager en helt ny og anderledes drejning. Alex finder ud af, at hun måske er mere end bare et menneske? Og folk som kalder sig selv for hunters, der fanger og dræber overnaturlige mennesker.. Men Alex er ikke bare endnu et offer for disse hunters, og møder hun rent faktisk nogle der vil beskytte hende? Hvorfor?

0Likes
0Kommentarer
593Visninger
AA

1. Et mareridt

Det et mareridt. Det et uendeligt mareridt. Det den samme uhyggelige drøm som jeg forsætter med at få. Det føles som om det bare bliver ved med at kører i ringen, igen, igen og igen. Der er ikke nogen vej uden om, og jeg forsætter med at løbe. Der noget som følger efter mig, noget som skræmmer mig af vid og sans. Jeg kan se mig selv løbe, og bag mig en hånd, en mand. Han ser ikke ud til at bruge nær så mange kræfter på at følge med i mit tempo. Jeg løber hurtigere, men han indhenter mig med det samme. Han ser ikke nær så træt og forpustet ud. Det virker som om at hvis han havde lyst kunne han med et knips med fingrene få fat i mig, men han lader være. Han vil ikke have det på den lette måde, men se mig knokle hårdt. Han vil gør mig træt, forpustet og han vil have jeg kommer til ham. Jeg løber et sted, som er fyldt med sand og kæmpe træer rundt om mig som i skoven. Det ligner en blandning af ørknen og skoven. Det hele er gråt. Den eneste farve er på træerne, som desuden også bare er en slidt, kedelig, mørk grøn farve. Det er ikke nogen ende på det. Jeg løber i intethed.

"Alex, Alex, ALEXANDRA!"

Jeg vågner op med samme, af råben komme henne ved døren. Det tager mig noget tid lige at få øjnene helt åben, og da jeg ser hen mod døren står min far der. Han har allerede gjort sig klar i sin politi uniform, og ser en anelse utålmodig ud. Han er byens betjent, eller sherif som man nu også kan kalde det. Beacon Hills. Byen. Den lille by, hvor der ikke foregår så meget. "Hvad er klokken?" Spørg jeg, og jeg kan sagtens hører min egen hæs stemme. Jeg føler mig helt tør i halsen, og er i meget træng for et glas vand. "Klokken er, du skal stå op nu for ellers kommer du forsent." Siger min far, som forresten hedder Charlie. Han er lidt irriterende, på en pinlig far måde. Han er dog det eneste familie jeg. Min mor er død, bilulykke. Vi snakker ikke så meget om det, faktisk snakker vi aldrig om det. Jeg har heller aldrig gjort mig tanken at spørger ind til min mor, eller bilulykken. Det vel fordi jeg selv ikke har lyst til at sidde og tude over det, for jeg er ikke rigtig en tuder.

Jeg kommer op fra sengen, og ser på min far. "Lidt utålmodig idag?" Spørg jeg med et kækt lille smil på læben, for jeg elsker at drille min far. Det gør vi nemlig heletiden. "Næ, jeg vil jo bare have at du komme til tiden. Retter sagt at jeg kommer til tiden." Han træder ind i mit værelse og går hen og åbner mit vindue. Jeg følger ham med øjnene og hiver lidt i min over-sized t-shirt, og natbukser. Jeg retter det ene bryn op, og sætter hænderne i siderne. "Og hvad skal det menes med?" Mit blik følger hans bevægelser, mens han kæmper med at få mit vindue op. Det en smule hårdt at få op, og sidder ret tit fast. "Lad mig, gamlejas. " Siger jeg, og ler kort. Han træder til siden, så jeg kan komme til. Jeg giver vinduet et hård skub, og får det åbnet. "Hvad jeg mener er at du tit kommer forsent, og fordi jeg sætter dig af på skolen kommer jeg forsent. Vi burde vågne lidt tidligere op.. Og forresten, er jeg ikke gammel. Endnu." Jeg ruller med øjnene og går hen til ham. Jeg sætter en hånd på hans skulder, og sætter hovedet på skrå. "Det samme sagde du med den nye kostplan, men den ændrede sig ikke ret meget. Så at vågne tidligt, tror jeg ikke vil løse problemet.. Og jo, du pænt gammel." Jeg klapper ham på skulderen og skubber ham ud af midt værelse. "Men vent, du kunne jo også bare købe mig en bil?" Siger jeg til ham, og står ved døren. "Glem det." Han har selvfølgelig et dumt fader smil på læben, typisk. Jeg skubber til ham igen, og smækker døren. Jeg griner lidt for mig selv og ryster på hovedet.

Jeg skifter mit tøj, til et par sorte jeans, en grå t-shirt og et par smykker på. Jeg går hen til mit spejl så jeg kan se hele mit outfit, og med et smil bekræfter jeg det. Jeg rær mit hår, som heldigvis stadig har krøller fra dem jeg lavede igår. Jeg brændte mig faktisk på armen da jeg krøllede mit hår. Jeg løfter min arm op for at se hvordan brændmærket er, men da jeg kigger er det forsvundet. "Hvad.." Mumler jeg stille for mig selv, for jeg er 100% sikker på det præcis der, på grund af hvor ondt det gjorde. Der umuligt at det allerede er gået over, for jeg husker klart hvor rødt det var. "Måske er jeg ved at blive skør?" Spørg jeg mig selv, og faktummet at jeg snakker højlydt med mig selv er skørt. Jeg kommer i tanke om min drøm, retter sagt mit mareridt. Jeg har haft den samme drøm flere gange i træk, tre uger for at være helt præcis. Jeg hader det, men en del af mig er blevet vant til det. Så hver nat når jeg vågner på grund af det, tænker jeg ikke over det. Jeg prøver bare at falde i søvn igen. Jeg ryster på hovede af mig selv, for det er også ligemeget. Jeg slipper jo bare for et rødt mærke på armen. Det er dog stadig en smule pudsigt.

Det går hurtigt med morgenmaden, og jeg sidder nu til rette i politi bilen med min far. Der har altid været en smule underligt at kører rundt i den, mest fordi folk konstant glor på en. Jeg hadet det især i skolen, men på en måde er jeg og dem på skolen vant til det. De lagde mærke til det før, hvilket var lidt sjovt for en som mig der aldrig rigtig fik opmærksomhed fra andre. De lægger ikke mærke til mig eller bilen længere, men det også ligemeget. Jeg hader ikke opmærksomhed tværtimod. Jeg elsker det. Det bare ikke noget jeg får tit, men det ligemeget for jeg elsker det kun når jeg får det. "Vi ses derhjemme, ikke?" Jeg vender mig mod min far, med et smil. "Jeg kommer nok senere hjem idag, så du behøver ikke at vente." Jeg nikkede bare, for jeg var vant til det. Komme hjem, være alene, spise min mad i stilhed. Jeg har dog venner, eller en ven. Jeg kysser min far hurtigt på kinden, og stiger ud af bilen. Jeg svinger den ene strop på tasken over skulderen, så tasken hænger lidt. Jeg forsætter hen mod skolens indgang og går ind.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...