(Tertio 2) Englevinger

Det er et halvt år siden, at Maya og Nathan vendte tilbage til Helvede. Mareridt begynder at plage Nathan, og Maya sætter sig for at finde ud af, hvad der egentlig sker med ham. Samtidig er Lucifer blevet syg, men han fortsætter med at oplære sin søn med pisk, smerte og lidelser. Mayas frygt for, at Nathan ikke vil kunne klare presset under Lucifers træning, og de grufulde mareridt. Derfor begynder hun at lede efter en kur, men kan hun nå det, mens Nathan endnu er sig selv? Og vil deres forhold kunne klare det, hvis Nathan går fra forstanden?

22Likes
38Kommentarer
3587Visninger
AA

15. Tilbage til Himlen

"NATHAN!" Nathan falder pludselig ned ad væggen. Hans blik er sløret og fjernt. Gabrielle og jeg løber hen til ham. Gabrielle prøver at få Nathan op, men det får ham bare til at krumme sig mere sammen. Den sidste sorte lok af hans hår bliver hvid med en svag hvislen.

   "Nathaniel! Nathaniel! Han du høre mig!" Gabrielle prøver desperat at få sin søn til at vågne fra hans fjerne tilstand. Nathan krummer sig sammen med et smertestøn. Hans vinger springer frem og ødelægger ryggen på hans trøje.

   "Det... er så koldt..." Han begynder at ryste. En dør går op. Jeg ser hurtigt på den præst, der forskrækket ser på os.

   "Ángeles!" udbryder han. "Ángeles! Oh, ángeles de altura!" Åh nej... Nathan tager en hånd op for øjnene.

   "Vig bort!" siger Gabrielle rungende. Præsten makker ret og går. Hun vender sig mod Nathan. "Nathaniel, kære, hvad ser du?" Ser? Han holder sig for øjnene, han ser vel ingenting?

   "Ild," gisper Nathan. "Blå, kold ild! En brændende due!" Han skriger stille. "Åh, det gør så ondt!" Sved springer frem overalt på ham. Fjerene på hans finger ligner pludselig pile, der ville kunne stikke mig ned så let som ingenting.

   "Hvad ellers?" Gabrielle presser Nathan. Nathan skriger skingert og falder sammen i smerte på jorden. Gabrielle lukker sine store vinger omkring som. Da hun folder dem ud igen, er vi i Himlen. Engle dukker op. De griber Nathan og får ham væk. Jeg prøver at løbe efter dem, men Gabrielle tager fat om min arm og trækker mig med. Hun er forbløffende stærk. Jeg bliver sat på en sky. Gabrielle ser alvorligt på mig. Skarpt. Engle er kun engle når de ønsker det. "Har du gjort noget imod min søn!" hvæser hun. Jeg ryster forskrækket på hovedet. For mindre end seks minutter siden stod vi og talte om sko! Hvad er der dog sket!?

   "Nej, nej, jeg ved altså ikke hvad der er sket med ham!" I det samme rystes hele Himlen. Torden og lynild brager mellem skyerne. Gabrielle ser sig forskrækket omkring. Så ser hun bange op.

   "NEJ! Herre, jeg beder dig! Du må ikke! Ikke igen!" Hun folder vingerne ud og flyver i den retning, Nathan blev ført. Jeg løber efter hende.

   Hvad sker der dog? Himlen rystes igen. Panikken breder sig mellem de mange engle. Gabrielle bliver stoppet af en anden engel. Jeg genkender ham som Gabriel, Gabrielles søster og Nathans onkel.

   "Gabrielle!" siger Gabriel strengt. "Der er ikke noget du kan gøre! Herren og Sønnen har bestemt sig!" Gabrielle slår hænderne op for munden og ryster på hovedet.

   "Nej... åh, nej! Gabriel, du må ikke lade dem gøre det! Det er mit eneste barn!" Gabrielle gør nu noget, som jeg ikke troede, en engel kunne. Hun begynder at græde. Hun græder og græder. Gabriel trækker hende ind til sig. Jeg ser forvirret på ham. Han ser ned. Og så forstår jeg.

   Engang var Lucifer en af Herrens mest betroede engle. Men Lucifer brød sig ikke om menneskene, og ville straffe dem. Gud blev vred og rev Lucifers vinger af, hvorefter han kylede ham ned i Helvede. Vil han nu gøre det samme med Nathan? Nej! NEJ! Det må han ikke! Jeg sætter i løb. Kalder på Nathan. Men da jeg endelig ser ham, er det for sent.

   Nathan står på kanten af Himlen, stadig i smerte. Englene tør ikke nærme sig mere end fem meter. De slår med vingerne. Nathan prøver at skærme sig fra de kraftige vinde. Men så... så falder han. Jeg skriger. Nogen tager fat om mine hænder og holder mig tilbage. Nathans skrig hænger stadig i luften. Jeg slår den person, som holder fast i mig. Englene gisper og bliver stille. Alt, selv vinden og tordenen bliver stille. Jeg får onde blikke tilsendt. Langsomt vender jeg mig om. Jeg gisper og slår hænderne op for munden.

   I en brun kjortel, med langt hår, står en mand på omkring tredive og ømmer sin kind. Hans venlige øjne er forbløffede og overraskede. Mit hjerte synker ned i livet på mig. Sårene på hænderne er ikke til at tage fejl af. Jeg falder på knæ.

   "Herre!" udbryder jeg. "Herre, tilgiv mig! Jeg vidst ikke... jeg så ikke at... jeg... jeg..." Så begynder han at le. Han rækker mig hånden. Jeg ser forskrækket på ham.

   "Når nogen slår dig, så vend den anden kind til." Jesus smiler til mig.

 

Bare for at opsummere - jeg sidder lige nu til bords med Jesus Kristus, Vorherres søn. Jeg sidder med hænderne i skødet og ser ned. Jeg er mundlam. Jesus smiler til mig.

   "Maya." Hans stemme er venlig. "Jeg bider altså ikke." Jeg tager en dyb indånding.

   "Hvor er Nathan?" spørger jeg med spinkel stemme. Jesus smiler.

   "Han har det fint. Han er i Helvede, og..."

   "Jeg vil hen til ham," siger jeg hurtigt. Jesus hæver øjenbrynene. "Nu!"

   "Er du sikker?" Jeg nikker. Jesus trækker på skulderne. Jeg begynder at lyse, og pludselig er Himlen væk. Jeg tror, at det her er en af de mærkeligste dage i mit liv...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...