(Tertio 2) Englevinger

Det er et halvt år siden, at Maya og Nathan vendte tilbage til Helvede. Mareridt begynder at plage Nathan, og Maya sætter sig for at finde ud af, hvad der egentlig sker med ham. Samtidig er Lucifer blevet syg, men han fortsætter med at oplære sin søn med pisk, smerte og lidelser. Mayas frygt for, at Nathan ikke vil kunne klare presset under Lucifers træning, og de grufulde mareridt. Derfor begynder hun at lede efter en kur, men kan hun nå det, mens Nathan endnu er sig selv? Og vil deres forhold kunne klare det, hvis Nathan går fra forstanden?

22Likes
38Kommentarer
3554Visninger
AA

1. Min sorte engel

Nathan stønner og griber fat om mig. Jeg ler. Han kysser mig i nakken. Jeg stryger hans ryg, han griber hårdt fat om mine hænder, da jeg nærmer mig hans skjulte vinger.

   "Slem pige," hvisker han og kysser mig på halsen. Jeg smiler. "Nok se - ikke røre." Jeg ligger hovedet ind mod hans bryst.

   "Hm? Okay - samme gælder her." Han tager fat om min hage og ser mig ind i øjnene.

   "Nu er du unfair, min kære." Han kysser mig. "Hvis du rør mine vinger, smerter det mig. Hvis jeg rør din ryg..." Han trykker mig tættere ind mod sig. Jeg fniser. Han stryger mit hår. "Så bliver vi begge glade." Jeg skubber ham lidt væk fra mig. Ser på ham. Styrkemærkerne omkring hans øjne er blevet tydeligere og tydeligere, lige siden vi kom tilbage fra himlen. Han har ikke kunnet skjule dem. Selv Lucifer, Helvedes konge, kan skjule sine. Jeg undrer mig meget over at Lucifer, som rygtes som den stærkeste og mest magtfulde i hele Helvede, kan skjule sine, mens Nathan, der stadig er under oplæring som engel, ikke kan. Lucifer har fortalt mig, at jo stærkere man er, desto sværere bliver det at skjule mærkerne. Nathans er stadig matte, men de bliver kraftigere og kraftigere for hver dag. Et øjeblik står jeg og falder i staver. Nathan slukker for bruseren og trækker forhænget fra. Han tager et håndklæde til mig og tager selv et. Han vender ryggen til mig. Jeg kan ikke lade være med at se på de skygger, der ligger sig om vingerevnerne. Jeg vikler håndklædet omkring min krop og ligger armene om Nathan bagfra. Et øjeblik gibber det i ham. Så slapper han mere af. "Hvad er der?" Jeg strammer bare grebet om ham en smule. Han ved det godt. Derfor står han bare stille, indtil jeg endelig slipper ham. Jeg tager et nyt håndklæde og begynder at tørre mit hår.

   Nathan ligger en hånd på min skulder. Jeg gyser. Hvor er han dog kold! Han ligger sin hånd under min hage, og skubber til mit hoved, så jeg ser op på ham. Han kysser min pande.

   "Stadig hjemve?" Jeg lukker øjnene. Ja. Jeg savner min familie og mine venner.

   "Kan vi ikke tage til Jorden igen? Bare kort. Som en ferie." Han smiler sørgmodigt til mig.

   "Maya..." Jeg ser afventende på ham. Han bider sig i læben. Hans hugtænder er så småt ved at trænge rigtigt frem. En dråbe blod springer frem, han slikker den væk. Så ryster han på hovedet. "De må vi se til, når Lucifer endelig lader mig slippe for træningen." Nathan slipper mig. Jeg ser på ham med korslagte arme.

   "Hvem?" Han sukker og himler med øjnene.

   "Far," mumler han lavt. Jeg har prøvet at få Nathan til at kalde Lucifer for far, fordi det tænder en særlig glød i den gamle djævels øjne - næsten glæde. Det banker på døren. "Når man taler om solen..." Jeg tager hurtigt tøj på, selvom mit hår stadig er drivvådt, og går hen til døren. Jeg åbner den. Lucifer ser på mig med det faderlige udtryk, som han så småt er ved at få styr på.

   "Maya," siger han høfligt. "Hvor er Nathaniel?"

   "Ude på badeværelset." Lucifer nikker og hoster stille.

   For tre måneder siden, lagde jeg mærke til, at djævlen var begyndt at hoste mere og mere. Hans kridhvide ansigt er efterhånden ved at blive gråligt. Nathan kommer ud fra badeværelset. Han har sorte bukser på, som altid. Han er ved at tørre sit hår, men stopper, da han får øje på Lucifer.

   "Hvad laver du her?" spørger han. Lucifer vinker Nathan med sig.

   "Nathaniel... Kom med. Der er noget, jeg er nød til at tale med dig om." Nathan ser med undrende øjne på sin far. Lucifer går tilbage ud af døren. Nathan smider håndklædet på sofaen og går med, lader ikke til så meget som at overveje ordet "T-shirt".

 

Nathan kommer først hjem sent om natten. Han falder straks om i sengen. Eller, det tror jeg da. Så ligger han armene om mig, og ligger sit ene ben over det ene af mine. Jeg er ikke faldet i søvn, så jeg bliver ret overrasket, da han pludselig begynder at kærtegne mit ansigt.

   "Hej smukke," fniser han og kysser mig i nakken. Jeg prøver at rykke lidt væk, men han tager fat om mine skuldre og tynger mig ned i sengen. Hans kinder er røde og hans øjne er slørede. Jeg prøver at vride mig fri, men han presser mine arme ned i madrassen over mit hoved.

   "Nathan... Er du... fuld?" Han slikker mig på halsen.

   "Åh ja." Han fniser. "Det kan du tro! Det er tid til en... snack?" Han åbner munden og slikker mig på halsen. "Mhm! Lækkert!" Han lader sine hugtænder synke ned i min efterhånden skrøbelige hals.

   Nathan har haft blodrus flere gange de sidste ugers tid. Den første gang, jeg opdagede det, morede, ja, morede, han sig med at stikke en hel flok dæmoner ned. Hans kolde, hysteriske, sindssyge latter lyder stadig i mine ører. Siden da, hver gang han vil have blod, har jeg lagt hals til, så længe at han stopper når jeg beder ham om det. Han undgår altid struben, så jeg stadig kunne trække vejret.

   Men Nathan forskrækker mig, da han kysser mig på hagen. Jeg kan mærke mit ejede varme blod. Nathan sætter igen tænderne i mig, men kort efter kysser han mig på munden. Smagen af mit blod får mig til at panikke. Jeg vrider mig for at komme løs. Han slipper mig og strækker halsen.

   "Mhm!" Han slikker sig om munden og smider sig på ryggen ved siden af mig. "Hvor lækkert!" Jeg ligger paralyseret på ryggen. Nathan hæver sig op ved hjælp af albuen. "Åh, Maya... Nu skal jeg." Han slikker blodet af min hage og mine læber. Han slikker også det blod, som løber ud ad sårene på min hals, væk, og jeg kan mærke sårene trække sig sammen med en summen. Jeg ved ikke, hvordan det kan være, men hver gang Nathan slikker mine sår, så heler de på få minutter. "Så. Mhm mmmm! Det smager bedre end helvedes vinen!" Jeg farer sammen og sætter mig op.

   "NATHAN! Har du drukket helvedes vin?!" Han vifter afværgende med hånden.

   "Så så, det er jo ikke noget..."

   "IKKE NOGET!" Jeg er helt hysterisk. "Nathan, det er farligt!" Nathan har kun drukket helvedes vin én gang før. Lucifer havde presset ham så meget til træningen, at Nathan ikke kunne bære smerterne mere. Lucifer havde anbefalet helvedes vinen, en vin, som kun Lucifer ellers har, fordi kun djævlen kan tåle den alt for stærke vin. "Vin" passer måske ikke så godt, men det har samme konsistens og lugt. Selv dengang, hvor han kun fik vinen i et af de dér små plasticglas, som man normalt får medicin i, blev han omtåget og mærkelig. Hvor meget har han mon drukket nu? "Hvor meget har du drukket?!" Nathan strækker sig. Han har stadig ingen trøje på.

   "Ikke så meget... Lad være med at råbe, jeg får det dårligt." Jeg ser vredt på ham. Så står jeg ud af sengen.

   "Jeg sover på sofaen. Du stinker af vin!" Jeg tager min dyne og pude og går ud i stuen. Nathan følger ikke efter mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...