(Tertio 2) Englevinger

Det er et halvt år siden, at Maya og Nathan vendte tilbage til Helvede. Mareridt begynder at plage Nathan, og Maya sætter sig for at finde ud af, hvad der egentlig sker med ham. Samtidig er Lucifer blevet syg, men han fortsætter med at oplære sin søn med pisk, smerte og lidelser. Mayas frygt for, at Nathan ikke vil kunne klare presset under Lucifers træning, og de grufulde mareridt. Derfor begynder hun at lede efter en kur, men kan hun nå det, mens Nathan endnu er sig selv? Og vil deres forhold kunne klare det, hvis Nathan går fra forstanden?

22Likes
38Kommentarer
3585Visninger
AA

8. Hvid

Næste morgen vækkes jeg af en besynderlig lugt. Jeg ved ikke helt, om jeg finder den berusende eller frastødende, men jeg ved, at den kommer fra badeværelset. Jeg går derud, og finder Nathan i færd med besværligt at tørre sit hår. Hans højre arm er brækket og sidder i slynge. Hans ansigtsudtryk er næsten desperat. Jeg står et øjeblik og betragter ham. Så får han øje på mig og farer sammen.

   "Maya! Jeg..." Jeg ser på ham, lægger armene over kors og hæver et øjenbryn.

   "Burde du ikke ligge i sengen? Og lade dine knogler hele?"

   "Jeg..." Han ser sig om efter en udvej.

   "Hvad laver du i det hele taget her?" Jeg får øje på en flaske ved siden af håndvasken. Jeg går hen forbi Nathan og puffer ham let til side. Tager flasken op og ser på den. Jeg ser spørgende på ham. "Farver du dit hår?" Da Nathans hår for godt et halvt år siden blev hvidt, fortalte han mig, at det ville blive sort igen, og at han derefter ville blive den nye djævel. Men hans hår blev sort, så snart vi kom til Helvede, og Lucifer levede stadig. Så han havde altså bare farvet det? Nathan sukker og ser ned i gulvet. Han tager håndklædet væk fra håret. Enkelte lokker af hans våde hår er hvide. "Jeg kan stadig ikke se det store problem. Jeg mener, dit hvide hår var pænt." Nathan fnyser og smider håndklædet fra sig.

   "Det er ikke et godt tegn! Det skulle være hvidt, og så blive sort igen. Derefter skulle jeg blive den nye djævel. Det her er helt forkert!"

   "Hvor længe har du farvet det?"

   "De sidste seks måneder. Men det virker ikke mere!" Hans stemme er desperat og en smule skinger, næsten panikslagen. Jeg går hen til ham og tager fat om hans raske arm.

   "Kom nu. Vi kan spørge din far til råds senere. Nu skal du bare hvile dig." Nathan ryster. Jeg nævner det ikke, men jeg kan mærke det. Jeg hjælper ham ind i soveværelset og får ham lagt ned. Han virker urolig, så jeg tager hans hånd og begynder stille at nynne. Det er en enkel sang, som jeg engang nynnede for ham, efter han havde haft et af sine "skizofrene anfald". Det viste sig selvfølgelig bare at være frygt for englene, men hey, alle kan tage fejl!

   Jeg kan huske det helt klart. Jeg var kommet hjem fra mit deltidsjob sent om aftenen, på grund af en medarbejderfest. Nathan sad på gulvet i soveværelset, holdt om sig selv og rystede af rædsel. Nu har jeg så fundet ud af, at det var en falden, der havde vist sig udenfor vinduet for at genere ham. Han havde fået ham op i sengen, og havde holdt ham tæt ind til ham og nynnet melodien, indtil han var faldet ned igen. Gad vide, om han rent faktisk ville være skizofren, hvis vi havde et normalt liv, eller om han bare ville være en helt almindelig person.

   Nathan falder langsomt hen. Jeg ser på de drops og slanger han har revet ud af sig selv, og overvejer kort om jeg skulle tilkalde nogen eller noget, som kunne få det fikset. Men det behøver jeg slet ikke. En dæmon i lægeskikkelse kommer hurtigt ind i og sætter de forskellige anordninger ind i Nathans krop igen. Jeg kan ikke lade være med at gyse. Det er den klassiske "onde doktor". Lige bag den ydre, venlige skal, bor en dæmon, som ville kunne dræbe mig med den skalpel, der hænger i hans bælte. Da dæmonlægen er væk, putter jeg mig ind til Nathan. Jeg gider ikke stå op. Jeg gider faktisk slet ikke andet, end at være sammen med ham. Han lægger besværligt sin raske arm om mig og stryger mit hår. Jeg kysser hans hånd. Han smiler.

   "Mange tak. Det var dejligt." Jeg smiler, men mit smil blegner, da jeg kommer i tanke om det: Jeg kan kun bruges til fornøjelse. Nej. Sådan ville den rigtige Nathan aldrig tænke om mig. Han elsker mig. Hvis han kunne, ville han kysse mig, og kramme mig, og... Så går det op for mig. Jeg er jo hans fornøjelse. Jeg er ingen for ham. Jeg er ikke Maya O'Conner, hans kæreste. Jeg er Maya O'Conner, hans elsker. NEJ! Slå det ud af hovedet Maya. Jeg lukker øjnene og kryber sammen. Nathan rykker på sig. "Maya?" spiger han søvnigt. "Maya, er du okay?"

   "Ja da," siger jeg med grødet stemme. Jeg rømmer mig. "Hvorfor?" Nathan tager en hurtigt indånding.

   "Jeg... kan mærke din smerte. Din elendighed." Han spjætter og gisper. "Maya! Kom væk far mig! Hurtigt!" Jeg rejser mig op og ser forskrækket på Nathan. Eller, det, der engang var Nathan.

   Hans øjne er kolde og uvenlige. Fulde af had og foragt. Og begær. Åh, det begær, der lyser ud af dem, alene dét er nok til at få mig til at bakke væk. Hugtænderne er blottet i en snerren. Han ser så drabelig og samtidig overlegen ud. Jeg vender mig om og løber.

   Normalt ville jeg ikke løbe fra Nathan. Men sidst han så sådan ud, var lige inden han bed mig og stak af. Jeg løber ned ad gangen på slottet, så hurtigt jeg kan. Ind gennem en dør, smækker den bag mig, og fortsætter indtil jeg er nød til at have luft. Først da stopper jeg op, først da lytter jeg efter skridt eller vingeslag. Men da jeg ikke hører noget, falder jeg lettet ned i en stol. En stol? Jeg farer op. Der er kun bløde lænestole ganske få steder på slottet. Blandt andet... Jeg synker en klump. I Lucifers soveværelse.

   Langsomt vender jeg mig om. En kæmpestor, høj himmelseng står ved midten af den bagerste væg. Svage stearinlys oplyser området omkring sengen. Jeg går langsomt derhen. Nervøs. En smule bange. Og da ser jeg det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...