(Tertio 2) Englevinger

Det er et halvt år siden, at Maya og Nathan vendte tilbage til Helvede. Mareridt begynder at plage Nathan, og Maya sætter sig for at finde ud af, hvad der egentlig sker med ham. Samtidig er Lucifer blevet syg, men han fortsætter med at oplære sin søn med pisk, smerte og lidelser. Mayas frygt for, at Nathan ikke vil kunne klare presset under Lucifers træning, og de grufulde mareridt. Derfor begynder hun at lede efter en kur, men kan hun nå det, mens Nathan endnu er sig selv? Og vil deres forhold kunne klare det, hvis Nathan går fra forstanden?

22Likes
38Kommentarer
3586Visninger
AA

5. Helvedes by

Det er første gang, jeg sådan rigtig er i byen. Jeg er gået ud af slottet, eller, jeg er blevet fløjet ud, fordi jeg vil lede efter Nathan. Lucifer sagde, at det var nyttesløst, fordi Helvede er så uendeligt stort. Alligevel vil jeg ud. Jeg kan ikke holde mine tanker ud mere. Jeg har brug for adspredelse, og en gåtur på cirka fem timer skulle kunne gøre det.

   Byen er overraskende hyggelig. Jeg har ingen vagter med, det er trods alt Helvede. Hyggelige gamle huse står tæt op ad hinanden. På torve står gamle stenbrønde, nogle steder handler dæmoner med hinanden. Jeg forstår først ikke, hvorfor det skulle være så slemt. Så finder jeg ud af det.

   Et pibende kor af hjælpeløse stemmer, får mig til at gå hen til en af de utallige brønde. Jeg ser ned i den, og får øje på flere hundrede lænkede sjæle, som ynkeligt klatrer op ad hinanden, i en forgæves kamp for at komme op ad deres fængsel. I det samme kommer en dæmonpige hen til brønden, og smider affald ned i den, som var det en anden skraldespand. Sjælene dernede skriger og hyler, da affaldet rammer dem. Jeg er på dæmonen.

   "Hvorfor gjorde du det?" spørger jeg bebrejdende. Dæmonpigen ser undrende på mig. Hendes røde hud, hornene i panden og de læderagtige vinger er det eneste, der gør, at hun ikke ligner et menneske. Hun har en sort kjole på, og sort hår sat op i en hestehale.

   "Hvad?" spørger hun uforstående.

   "Hvorfor gjorde du det mod sjælene?" Jeg peger ned i brønden. Dæmonen smiler skævt.

   "De er sjæle i Helvede. Det er deres straf at blive pint. Kun sådan kan de afsone deres straf og komme i Himlen. Hvor længe har du været her?"

   "Kun lidt over et halvt år. Undskyld, jeg er ikke særlig vant til at færdes her." Dæmonen fnyser.

   "Nej, det kan jeg høre. Undskyld? Det er længe siden jeg har hørt det... Hvor bor du? Du ligner ikke en dæmon. Er du en falden? Jeg har aldrig set en kvindelig falden. De holder sig vist mest inde i slottet."

   "Jeg er ikke en falden. Jeg er et menneske." Jeg rækker en hånd frem. "Mit navn er Maya O'Conner. Jeg bor på slottet sammen med Nathaniel Lucifer Montiara..." I det samme falder dæmonpigen på knæ.

   "Undskyld! Jeg sværger, jeg anede ikke at du var hans majestæts elskede! Vis mig nåde, høje Frue!" Jeg ser forvirret på dæmonen.

   "Hvad snakker du om?"

   "Du må ikke straffe mig! Jeg anede det virkelig ikke!"

   "Jeg vil da ikke straffe dig. Jeg sagde det jo, jeg er et menneske. Bare fordi Nathan er min kæreste, betyder det ikke, at jeg ikke kan vise medfølelse. Jeg er jo ikke gift med Lucifer." Dæmonpigen og jeg ler. Jeg hjælper hende op at stå. "Bare kald mig Maya."

   "Maya... Mit navn er Eve."

   "Rart at møde dig, Eve. Nå, øhm, vil du vise mig lidt rundt her? Ellers farer jeg sikkert bare vild." Eve nikker.

   "Ja, selvfølgelig. Kom med, så skal jeg vise dig markedspladsen." Eve tager mig med til markedspladsen. Jeg bliver overrasket over, hvor meget den minder om et af de dér hyggelige loppemarkeder på Jorden. Eve er utrolig sød mod mig, meget venlig og menneskelig, og vi bliver hurtigt gode venner. Vi ler, ligesom normale piger, hun udpeger "lækre han dæmoner" i mængden, som jeg personligt ikke syntes synderligt om. Vi ser på kjoler og shopper, ligesom almindelige piger ville gøre i et storcenter, og jeg får endelig anskaffet mig noget tøj, der har andre farver end sort og rød. Blandt andet bukser og trøjer, i stedet for kjoler, som jeg er ved at være godt træt af.

   Eve og jeg spiser frokost på en café lidt væk fra markedspladsen, eller, Eve spiser frokost. Jeg undskylder med, at jeg er på en nul orme, biller eller edderkopper kur. Bagefter går vi rundt i byen og snakker, prøver ikke at tabe vores poser, og griner af forskellige ting. Jeg fortæller Eve om Jorden. Hun er meget fascineret af teknologi, selv elpæren får hende til at udspørge mig om adskillige ting.

   "Du ville da gå helt amok på slottet," siger jeg henkastet. Eve stopper op og ser på mig med store øjne.

   "Er der alle de dér dimser på slottet?!" spørger hun.

   "Ja," siger jeg. "selvom, jeg har hverken set en computer eller et fjernsyn. Og kun Nathan og jeg har telefonen, og de er stort set kun sporingsenheder. Men vi har elektricitet, toilet, badeværelse, lys og sådan noget." Eve sukker længselsfuldt.

   "Det lyder helt fantastisk..." Vi fortsætter ned ad gaden. "Fortæl mig mere om Jorden." Jeg synker en klump.

   "Ved du hvad, Eve, jeg har faktisk ikke lyst til at tale mere om Jorden."

   "Fint. Hvad så med Nathan?" Hun prikker til mig med albuen. "Bare hans navn får dig til at rødme. Kom nu! Fortæl mig alt om ham! Jeg har aldrig set Helvedes Prins. Hvordan er han? Hvordan ser han ud?" Jeg smiler, rødmer lidt.

   "Tja... Sort hår, sølvsorte vinger..." Jeg sukker. "Død sexet." Eve fniser.

   "Jeg troede kun at Amor holdt til i Himlen."

   "Hvad mener du?" spørger jeg åndsfraværende. For mit indre blik kan jeg se Nathan for mig.

   "Jeg mener bare, at det er de færreste her der forelsker sig. En djævel bliver skabt af menneskers onde gerninger." Hun støder med vilje ind i min. "Men jeg har hørt at mennesker kan elske meget højt. Og vildt?" Jeg rødmer og ser væk.

   "Jeg..."

   "Hvad?" ler Eve. "Du rødmer. Det betyder, at jeg rammer et ømt punkt. Nå?"

   "Hvor gammel er du?"

   "367, hvorfor?"

   "Jeg havde håbet at du var for ung til at føre den her samtale," sukker jeg. Vi ler.

   "Okay, jeg forstår, emneskift - hvordan er Nathans personlighed?"

   "Du ved, det er ikke rigtig et samtaleemneskift."

   "Jeg er ligeglad. Kom nu, svar." Jeg sukker.

   "Han er til tider forvirrende og uudgrundelig, men for det meste er han sød, kærlig, elskelig, modig... fornuftig... vild..." Jeg stopper op og ser ned i vejen. Tårer begynder at presse sig på. Eve ser på mig.

   "Hvad er der galt, Maya?" Jeg snøfter og lukker øjnene.

   "Jeg savner ham." Jeg har fortalt Eve, at Nathan tog af sted, ikke hvorfor. Eve kommer hen til mig.

   "Så så. Han skal nok komme tilbage til dig. Han er trods alt halv engel." Ja. Nathan er halv engel. Min halve engel. Og min halve djævel.

 

Jeg er på vej tilbage til slottet. Eve måtte gå hjem, og jeg mente, at jeg udmærket var i stand til at finde tilbage. Men... jeg tog fejl. Det er lidt af en kliché, er det ikke? En pige, alene i byen, der prøver at finde tilbage til det sted, hun bor. Og skyggerne, der sniger sig ind på mig, gør da bare billedet helt perfekt...

   Da jeg opdager skyggerne, sætter jeg straks i løb. Men vægten af poserne gør mig langsommere. Jeg ved ikke, hvor jeg løber hen, og lige pludselig står jeg i en blindgyde. Jeg vender mig om, og er lige ved at falde om af frygt. Men hvis jeg gør det, er jeg næsten sikker på, at de har planer om at æde mig.

   Deres hud er lød og grå. Deres øjne er store og hvide, de buler næsten ud. Deres læmmer er lange, tynde og har skarpe kløer for enden. De er pilskaldede, har ikke ét hår på hele kroppen, til gengæld stinker de langt væk. Jeg trykker mig op mod muren, leder desperat efter en flugtvej. Men jeg er fanget. Som lus mellem to negle. Væsnerne kommer tættere på. Jeg piver, da de åbner deres kæmpestore munde, og afslører ikke bare en fæl ånde, men også et sylespidst tandsæt, som ville kunne rive min arm af så let som ingenting. De hvæser af mig, som ville de sige "så, nu har vi dig!". Som om det ikke er slemt nok, at jeg i det hele taget er i Helvede. Gad vide hvad der sker, når jeg om lidt dør. Bliver jeg til en forpint sjæl i Helvede? Kommer jeg op i Himlen? Én ting er sikkert. Jeg vil ikke kunne se Nathan igen.

   Tanken om aldrig at se Nathan igen, får en tåre til at løbe ned ad min ene kind. Jeg lukker øjnene, da et af væsnerne springer frem mod mig. I det samme hører jeg et smertehyl, som en såret hund, der piver efter sin herre. Flere hyl følger, og jeg åbner forsigtigt øjnene.

   Vingerne skærmer for det meste af mit udsyn, men jeg kan se kløerne, der farer mod hinanden, og de spidse tænder der blodigt river kød af kroppe.

   Jeg ved ikke, hvilke kløer der tilhører hvem, eller hvilke tænder der er hvis, men jeg ved, at mine forfølgeres angrebsmand er Nathan. Jeg står og ser med store, tomme, vidtåbne øjne på det blodige scenarie, der udspiller sig foran mig.

   Kampen er kort. De overlevende væsner løber pibende væk, og Nathan lukker hånden sammen om et af væsnernes hals. Væsnet hoster blod op som et grotesk springvand. Han lader den grå skabning falde til jorden, og vender ansigtet mod mig, smilende.

   "Nathan!" smiler jeg lettet, og får endnu flere tårer i øjnene. Jeg er ved at blive lidt af et tudefjæs.

   "Maya..." Nathan skal til at vende sig mod mig. Men en af de skabninger, som vi begge troede lå død, springer pludselig op på Nathans, og borer kløerne på de dårlige parodier af arme ind i hans bryst, hvor efter den begynder at rive hans hud af. Han skriger og flår den af, kyler den ind mod væggen, så dens hoved bliver kvast imod muren. Nathan står med et ansigt, der er stivnet i rædsel og smerte. Han vender sig helt mod mig. Jeg skriger lavt.

   Blod løber ud af Nathans mund i to små floder ved hver mundvig. Han ryster. Foran hans hjerte er et faretruende stort hul, hvorfra blod løber ned over resten af kroppen og gør han våd af den varme substans. Han rækker ud mod mig, siger mit navn med hæs, lidende stemme. Men jeg hører den knap nok. For i næste øjeblik falder han om på jorden. Hans vinger er pjuskede efter kampen. Han ligger og gisper efter vejret, stadig svagere. Først da reagerer jeg.

   "HJÆLP!" skriger jeg. "FALDNE, HJÆLP OS! I LUCIFERS NAVN BEFALER JEG JER AT HJÆLPE OS!" Der går få sekunder, før de faldne lander i gyden. Selv de ser med chok og rædsel på Nathans blodige og døende skikkelse. De løfter ham op og letter. En af dem tager fat om mig og tager mig med.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...