(Tertio 2) Englevinger

Det er et halvt år siden, at Maya og Nathan vendte tilbage til Helvede. Mareridt begynder at plage Nathan, og Maya sætter sig for at finde ud af, hvad der egentlig sker med ham. Samtidig er Lucifer blevet syg, men han fortsætter med at oplære sin søn med pisk, smerte og lidelser. Mayas frygt for, at Nathan ikke vil kunne klare presset under Lucifers træning, og de grufulde mareridt. Derfor begynder hun at lede efter en kur, men kan hun nå det, mens Nathan endnu er sig selv? Og vil deres forhold kunne klare det, hvis Nathan går fra forstanden?

22Likes
38Kommentarer
3547Visninger
AA

4. Frygt

Om natten kan jeg ikke sove. Jeg er blevet så vant til, at Nathan ligger ved siden af mig, at jeg slet ikke kan lide en tom seng. Det er derfor, jeg hader at sove på sofaen. Men lige nu kan jeg ikke bare ligge mig ind ved siden af ham. Jeg kan ikke bare ringe til ham, og høre om han har det godt. Jeg har prøvet. Han har efterladt sin telefon.

   Helvede er stort, mørkt og fuld af uhyggelige skygger, når Nathan ikke er hos mig. Sent om natten bliver jeg så bange, at jeg begynder at græde. Uden Nathan, er ordene "sikkerhed", "tryghed" og "hjem" ikke længere gyldige. Han var den eneste, der fik den til at passe ind i underverdenen. Nu vil jeg bare hjem. Jeg vil vågne fra min onde drøm.

   Selvfølgelig. Det hele er en drøm. Al den rædsel og tortur, jeg har set og følt, det er alt sammen en drøm! Om lidt vågner jeg op, skrigene, og Nathan vil være ved siden af mig. I sengen i vores lejlighed i New Castle. Han vil lægge armene om mig, og lytte til mig. Grine medfølende, når jeg fortæller om mit mareridt. Stryge mig over håret, kysse mig på panden, og sige, at det hele nok skal gå. Sige, at han bestemt ikke er prins af Helvede, men at han er søn af ædelstenshandlere, sådan som han fortalte mig det for evigheder siden. Så vil han se drillende på mig, og sige, at hvis jeg vil have det, skal han med glæde være et helvede af en prins, kun for mig. Vi vil le, og han vil kysse mig godnat. Så vil vores liv fortsætte. Vi vil få et normalt arbejde. Han vil elske mig, bare sådan elske mig som en normal japansk latinsk ung mand ville elske en helt almindelig halv irsk pige. Vi vil med tiden blive gift, få to børn, som vi vil opdrage og en dag sende i skole.

   Med tiden vil jeg blive gammel med Nathan. Vi vil se vores børnebørn vokse op, forkæle dem, elske hinanden, indtil den dag døden os skiller.

   Da den tanke når mig, skriger jeg pludselig. Tårerne får frit løb. Nej. Hvis vores liv var normalt, ville jeg ikke engang få hundrede år med Nathan! Han ville måske dø før mig. Jeg ville blive ladt alene med mine børn og børnebørn. Hver dag ville jeg længes efter ham. Flere tanker går igennem mig. Nathan ville ændre sig. Han ville ikke altid være ung, smuk, vild, fræk og sexet. Vi ville blive voksne. Han ville få et almindeligt job. Måske endda skulle gå i jakkesæt hver dag. Her i Helvede kan jeg beholde min lækre prins. Men... hvad hvis han aldrig komme tilbage.

   "Selvfølgelig kommer han tilbage," bider jeg af mig selv. "Men... Hvad hvis han ikke gør. Nej, selvfølgelig gør han det! Og så alligevel... Han er måske ikke længere sig selv. Han gjorde noget, lige inden han forsvandt. Det var ikke Nathaniel, min Nathaniel, der bed mig. Det var ikke ham. Det var hans vinger. Var det ikke?" Jeg tager mig til hovedet. Alle de tanker, der konstant kører rundt i mit hoved... De piner mig. Jeg vil have Nathan! Med ham i Helvede vil livet fortsætte, de vilde, søvnløse nætter vil aldrig ende, og det spændende, lidt farlige liv vil bare blive ved og ved.

   Men lige nu, vil jeg bare have ham hos mig. Jeg knuger en pude ind til mig, prøver at forestille mig, at det er hans varme krop. Men nej. Puden er for blød. Intet eller ingen kan erstatte Nathan. Han er unik. Jeg er unik. Vi er unikke, et originalt par, som ikke findes magen til.

   Jeg har altid ment, at mennesker bliver skabt to og to, i et par om man vil, og at de derefter spredes ud over hele verdenen. Derefter er det op til os at finde hinanden igen, men kun de færreste finder faktisk deres "tvilling". Jeg har fundet min. Nathan er min "tvilling". Når folk på film siger, at de er skabt for hinanden, giver det mig kvalme. Vi er ikke skabt for hinanden. Vi er skabt med hinanden. Derfor gør det ondt, når Nathan ikke er med mig. Han er min anden halvdel. Og... så er jeg så pokkers bekymret for ham. Jeg vil vide, om han er okay. Om hans vinger gør ham ondt. Om han savner mig. Hvor er du, Nathan? Jeg er så bange uden ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...