Ways of Grace ✎ Niall Horan

De sværeste drømme at fuldføre er dem, som alle drømmer om. Dette budskabs konsekvenser og udfordringer kender Grace Beckett alt til, da hun siden hun var lille har drømt om at blive journalist. Hun har mødt mange afslag på vejen, så da hun pludselig i sin nye lejlighed finder den verdenskendte sanger Niall Horan's hemmelige dagbog, kan hun ikke dy sig for at videregive dens hemmeligheder. Grace havde dog aldrig troet, at hendes ivrighed efter at opnå succes ville ende ud i, at hun forelskede sig i sit offer. Pludselig virker journalistdrømmen ikke så fantastisk, som hun før havde troet.

231Likes
168Kommentarer
51008Visninger
AA

8. Ⓖ - I'm not done yet


Kapitel 7    Frederikke

Dagene efter awardshowet var som den rene eufori. Mit humør var højt, og smilet var ikke til at tørre af mine læber. Selvom jeg ikke havde kendt specielt mange til den fest jeg efterfølgende havde været til, formåede jeg på en eller anden måde alligevel at have det sjovt. Måske alkohollen også havde en lille indflydelse på hvor udadvendt jeg havde været. Dog var det hvad jeg havde brug for, hvis ikke jeg skulle føle mig alt for genert. Og takket været alkohollen, dansen med den kendte blonde stjerne, Niall Horan, og de mange snakke med andre kender, endte aftenen med at blive husket i lang tid.

Den dejlige følelse endte dog ikke med at fylde min krop i lang tid. Da jeg midt på ugen igen sad i min sofa, lænet afslappet tilbage og med dagbogen i hånden, kunne jeg mærke hvordan mit humør begyndte at dale. Den dårlige smag kom tilbage i munden på mig.
Selvom jeg vidste hvor forkert det var, kunne jeg ikke lade være med at læse i den efterladte dagbog.

“Hvordan var det muligt at være i et så dårligt humør hver eneste dag? Bare de kommentarer han kom med, og de ting han beskyldte de andre drenge for. Det var svært for mig ikke at springe op og bede ham om at holde kæft,” halv hviskede jeg for mig selv, mens jeg læste den flotte håndskrift, der stod nedskrevet i dagbogen. “Argh!” Selvom det ikke var mit sted at grine over, kunne jeg alligevel ikke lade være med at trække på smilebåndet.
Det var tydeligt, at denne såkaldte N. J. H. var ret så irriteret, hvilket klart kom til udtryk i det jeg læste.

I det jeg rettede blikket mod siden ved siden af, blev jeg afbrudt af en pludselig banken på min dør. At sige, at handlingen gjorde mig bare lidt forskrækket var noget af en underdrivelse, for jeg fór sammen så snart bankene hørtes.
Hurtigt fik jeg trykket på “hjem”-knappen på min iPhone, og så at klokken var godt og vel halv seks om aftenen. Hvem ville banke på nu på dette tidspunkt? Burde alle ikke sidde sammen om spisebordet og være i gang med aftensmaden, i stedet for at banke på min dør?

Men siden personen ikke virkede til at give op og siden lydene stadig kunne høres, valgte jeg at lægge dagbogen fra mig i sofaen. Derefter gik jeg med langsomme skridt hen mod døren mens jeg for alt i verden ønskede at jeg i dette øjeblik havde haft et af de smarte “kig-huller” i døren, så jeg kunne se hvem der stod ude foran.
Forsigtigt trak jeg ned i dørhåndtaget, og frygtede det værste.

Personen der kom til syne så snart jeg havde fået åbnet døren, stod med hovedet bøjet mod min dørmåtte under sig. Dog kiggede han op på mig, så snart døren var åbnet helt.
Et overrasket smil formede sig på hans læber, mens jeg heller ikke kunne lade være med at grine kort.

“Dig,” kunne jeg høre den genkendelige irske stemme sige. “Var det ikke dig fra awardshowet i weekenden?” Det blonde hår var ikke til at tage fejl af, og stemmen var som jeg huskede den - meget sød og ufattelig imødekommende. Det samme gjaldt for de blågrønne øjne - de øjne havde jeg beundret meget under påvirkningen af alkohollen. Jeg indrømmede også gerne, at selv unden alkohol i blodet var popstjernen foran mig meget attraktiv.

Ganske kort nikkede jeg på hovedet. “Jo, Grace Be … Grace Huntington.” For at præsentere mig ordentligt, efter hurtigt at have rettet på mit efternavn, rakte jeg hånden frem mod ham.

“Niall Horan,” svarede han smilende tilbage.

“Så hvad bringer dig herhen? Forfølger du mig?” Selvom det sikkert var upassende at fyre en joke af, når vi på ingen måde kendte hinanden, kunne jeg alligevel ikke lade være. Niall og jeg havde flirtet lidt frem og tilbage i weekend, men mere havde der ikke været i det. Han var en kendt popstjerne, og jeg var en spirende journalist - alle vidste godt hvordan det ville ende. En popstjerne ville for alt i verden aldrig date en journalist. Det ville ende galt.

Et kært grin forlod hans læber, inden han rystede på hovedet. “Måske jeg gør, måske ikke,” jokede han, mens han rokkede frem og tilbage. “Men egentligt kom bare bare for at…” Inden han fortsatte rømmede han sig kort. “Egentligt kom jeg bare for at se om jeg havde efterladt noget i lejligheden.”

Da han snakkede om at have efterladt noget, kunne jeg mærke hvordan mit hjerte begyndte at banke betydeligt hurtigere. Om det var fordi jeg var så tæt på en verdenskendt sanger, eller om det var på grund af mine anelser om, at han havde en forbindelse til min lejlighed, vidste jeg ikke. “Efterladt noget? I min lejlighed?”

Endnu en gang rømmede han sig, som var han ved at forme ordene i sin mund. “Jo ser du - jeg boede her. Selvfølgelig før du flyttede ind,” tilføjede han. “Og jeg tror jeg har glemt noget da jeg pakkede mine ting ned.”

Så var det ham den unge dreng, som min ældre nabo havde snakket om. Godt nok havde jeg ikke ligefrem regnet med, at det ville være Niall der før havde haft sig slået ned her. “Er det noget specielt du tænker på?”

“Faktisk er det en dagbog jeg har glemt. En med brunt omslag.” Det var nu officielt - mit hjerte havde aldrig banket så hurtigt i brystet på mig. N. J. H. selvfølgelig - Niall J. Horan. Hvad end J’et stod for, var egentligt ikke relevant i dette øjeblik. Alt jeg kunne fokusere på var, at dagbogen var i min lejlighed, og at Niall ledte efter den.
Den grimme smag fra tidligere hobede sig igen op i munden på mig, og jeg kunne mærke hvor utilpas jeg pludseligt blev. “Så jeg ville egentligt bare høre om du måske havde fundet den mens du pakkede ud,” fortsatte han, og rev mig delvis væk fra mine paniske tanker.

Jeg rystede, lidt for ihærdigt, på hovedet. “Det er ikke lige noget der siger mig noget, nej.” Hans ellers så store smil, falmede dristigt da jeg nævnte, at jeg ikke havde set hans kære eje. “Men du er velkommen til at komme ind og lede efter dig, hvis du vil? Du har sikkert en bedre anelse om, hvor den kan være end jeg har.” Jeg trådte et skridt væk fra døren så han kunne komme ind. Dog efterlod jeg ham selv i gangen, da jeg derefter nærmest sprintede ind i stuen, greb dagbogen fra sofaen og puttede den ind under min trøje.

“Jeg er straks tilbage. Så føl du dig bare hjemme,” fik jeg sagt til ham mens jeg løb fra stuen og ind i soveværelset. Her rev jeg min hovedpude væk, placerede dagbogen under den, og lagde så igen puden ned. Forhåbentligt ville han ikke lede her. I så fald ville jeg være på spanden.

“Kan jeg byde dig på en kop kaffe, eller er du mere til te?” spurgte jeg, da jeg igen kom ud i gangen. Niall gik rundt med et søgende blik i øjnene, men virkede til ikke at røre ved nogle af mine ting.

Da han hørte min stemme rettede han sit blik mod mig. “En kop kaffe ville være perfekt,” svarede han. “Og jeg kan godt lide det du har gjort ved stedet. Det virker til at være meget mere velholdt end da jeg boede her.”

Han kompliment om stedet gjorde mig glad. Han var den første der havde været her, siden jeg var flyttet ind og havde fået pakket ud, så jeg var glad for, at synet behagede ham. Specielt fordi han tidligere havde boet her.
Jeg bevægede mig ud i køkkenet med ham lige i hælene, stadig mens han søgte efter sin dagbog.

Lydløst fik jeg brygget kaffen, da jeg ikke rigtigt vidste hvad jeg skulle spørge ham om. Hvordan skulle man overføre sig overfor ham? Forventede han en overdådig gestus, eller skulle jeg bare virke nede på jorden og opføre mig som jeg altid gjorde?
Jeg valgte at gå med sidste mulighed. Det var vel aldrig rart for stjernerne at få en speciel behandling, bare fordi de havde lidt flere penge end os andre, og fordi de var kendt verden over. “Så hvorfor valgte du at flytte herfra? Området her omkring er ellers så stille og fredfyldt.”

“Egentligt var det ikke så meget på grund af området. For ja - naboerne er fantastiske, og det er rart til tider at være lidt i fred. Problemet var bare, at jeg ikke så tit var hjemme, og når jeg så var, lå denne her lejlighed for langt væk fra mit arbejde. Derfor købte jeg en lidt større lejlighed tættere på centrum.” Da han fortalte, var det ikke svært at høre på ham, at han ikke prøvede på at fremkomme som en rig superstjerne. Han forklarede bare simpelt hvorfor han var flyttet, og prøvede ikke på at virke bedrevidende og mere værdig. “Dog indrømmer jeg gerne, at jeg til tider savner stilheden herude. Og specielt savner jeg Sharons kager.”

Hans tilføjelse af min nabos kager, fik et let grin til at undslippe mine læber. “Dem har jeg aldrig været så heldig at smage. Hvert fald ikke endnu.”

Da jeg nævnte, at jeg ikke havde smagt kagerne endnu, virkede han til at blive helt forbavset. “Har hun ikke engang tilbudt dig nogen endnu? Eller inviteret dig på middag inde hos hende?” Jeg rystede på hovedet. “Chokerende,” grinte han. “Jeg plejede til tider at være nede og spise hos hende op til flere gange om ugen. Måske det var fordi hun mente jeg havde så travlt, og derfor ikke selv kunne sørge for kosten.”

Det kunne lige lyde som Sharon, det han fortalte mig. “Forhåbentligt kommer det med tiden. Det ville være rart, selv ikke at skulle sørge for maden hele tiden.” Mens jeg snakkede, fik jeg hældt kaffen i en Starbucks kop, hvorefter jeg rakte den til ham. Jeg selv fik hældt noget kogende vand over i en anden kop, og fik puttet et tebrev ned i vandet. “Det bliver til tider lidt ensom at sidde og spise alene.”

Han nikkede forstående da han tog mod koppen. “Sådan havde jeg det også. Derfor var det også rart at have Sharon heromkring, eller drengene jeg kunne ringe til. Men nok om det,” kom det fra ham, inden han tog en lille sip af kaffen. “Nød du awardshowet?”

Tankerne om awardshowet kom strømmende tilbage til mig. Specielt tankerne om hvor ivrig efter at danse med ham, poppede op i hovedet på mig. “Jeg havde en super god og underholdende aften,” indrømmede jeg. “Det var utroligt hvor sjovt det var, med så mange forskellige mennesker samlet på et sted.”

“Du vænner dig til det med tiden. Det lover jeg dig.” Havde det været så let at se, at det var min første gang ved et awardshow og en efterfest? “Og når det er sagt, så tror jeg, at jeg skylder dig en ordentlig dans. Vi blev mere eller mindre afbrudt i vores første dans i weekenden, da jeg skulle køre Louis hjem.”

Var det hans måde at invitere mig ud på? Eller hentydede han bare til, at hvis vi igen endte op samme sted, til en fest eller noget lignende, at han ville byde mig op til dans? Signalerne var svære at tyde, men hvem overraskende det? Drenge var ikke just min spidskompetence, og jeg var derfor ikke mester i at tyde deres signaler og flirtende ord.

“Den må vi hellere have til gode til en anden god gang så,” smilte jeg, og indså, at jeg snart blev nødt til at skifte emne, hvis ikke dette her skulle ende med at blive akavet. Vi kendte jo ikke hinanden overhovedet. “Men jeg skal nok hjælpe dig med at lede efter din dagbog.”

Forstående, og stadig smilende, nikkede han på hovedet. “Det ville være rart, da det er vigtigt at jeg får den fundet. Der står skrevet nogle ting i den, som helst ikke skulle ud, og derudover er den også meget personlig.”
Da han nævnte, at den var meget personlig, kunne jeg ikke lade være med at føle et stik i mit hjerte. Jeg vidste hvor forkert det var, det jeg havde gang i. Derfor blev det også endnu sværere for mig, ikke at løbe ind på soveværelset og hive bogen frem under min pude. Niall fortjente at få den tilbage, men hvad ville han ikke tænke, hvis jeg pludseligt fandt den?

“Vi skal nok finde den,” forsikrede jeg ham om. “Koste hvad det koste vil.”

***

Grace og Niall har altså noget til fælles - lejligheden (Men det havde I vel regnet ud)
Og hvordan kommer det mon til at gå, når Niall ikke kan finde sin dagbog fordi Grace har den?

Derudover vil jeg også gerne spørge: HVEM FØLGER STADIG MED? :-)
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...