Ways of Grace ✎ Niall Horan

De sværeste drømme at fuldføre er dem, som alle drømmer om. Dette budskabs konsekvenser og udfordringer kender Grace Beckett alt til, da hun siden hun var lille har drømt om at blive journalist. Hun har mødt mange afslag på vejen, så da hun pludselig i sin nye lejlighed finder den verdenskendte sanger Niall Horan's hemmelige dagbog, kan hun ikke dy sig for at videregive dens hemmeligheder. Grace havde dog aldrig troet, at hendes ivrighed efter at opnå succes ville ende ud i, at hun forelskede sig i sit offer. Pludselig virker journalistdrømmen ikke så fantastisk, som hun før havde troet.

231Likes
168Kommentarer
50867Visninger
AA

6. Ⓖ - Everyone you met


Kapitel 5    Frederikke

Flyttekasserne der stadig stod rundt omkring i min nye lejlighed, var et syn der irriterede mig. Godt nok havde jeg haft brug for at vænne mig til omgivelserne og tilstedeværelsen af at være alene, men at jeg havde udskudt at pakke ordentligt ud, bed mig nu i halen.

Lejligheden lignede noget der var løgn, og jeg vidste hverken hvor jeg skulle starte og hvor jeg skulle slutte. I øjeblikke som disse ville jeg ønske, at min mor var ved min side, så hun kunne hjælpe mig med det hele. Når alt kom til alt var hun trods mere organiseret end jeg var.

“Hmm..” sagde jeg lidt for mig selv, inden jeg tog hul på den øverste flyttekasse. Alt jeg fandt i den var dog bare porcelænsting bestående af diverse tallerkner, utallige glas samt to forskellige kollektioner af samlekrus som jeg samlede på da jeg var mindre. Krus der alle var købt fra forskellige rejser min familie og jeg havde været på, og som alle havde bragt en historie med sig.

Af ren og skær orden valgte jeg at sætte disse ting på plads med det samme, og fortsætte derefter med bestikket som næste ting på listen. Køkkenet jeg havde i min lejligheden var større end hvad jeg først havde søgt om, da jeg søgte efter lejligheder. Normalt var jeg ikke typen der lavede svære retter der krævede meget tid, men om det ville ændre sig med et køkken som det jeg nu havde, kunne godt komme op for diskussion.

Så med den store bestikkasse i favnen fik jeg slentret mig ud i køkkenet og åbnede en af de øverste skuffer i møbleringen. Min mor havde pakket en af de der smarte IKEA bestikholdere ned til mig, som ville hjælpe med at holde orden i det, men da jeg skulle til at placere den i skuffen foran mig, passede den ikke.
Undrende satte jeg tingene fra mig, og begyndte så at rode rundt i skuffen for at se hvad grunden til det kunne være. Måske skuffen havde andre mål end de ting min mor havde købt, eller måske…

Jeg stoppede midt i mine spekulationer da min hånd stødte på noget blødt, og sekundet efter, da jeg fik skuffen trukket helt ud, så jeg hvordan en brun bog kom til syne.
Det var en brun bog med et simpelt omslag. Hvad der dog fangede min opmærksomhed var tre simple bogstaver.

N. J. H.

Mine fingre kørte let henover de indgraverede bogstaver, hvorefter jeg åbnede bogen.
Da jeg så en dato øverst i højre hjørne, samt en masse skrift på siden lukkede jeg hurtigt bogen i igen. Min vejrtrækning blev hurtigere mens jeg chokeret stod og stirrede på genstanden i min hånd.

Det var en dagbog jeg havde fundet. En dagbog der på en eller anden måde var blevet efterladt i køkkenskuffen i min nye lejlighed, og som højst sandsynligt tilhørte en tidligere beboer eller en bekendt af den tidligere ejer.
Og selvom jeg vidste hvor forkert det var af mig, igen at slå op på første side, så kunne jeg ikke lade være.

Få minutter senere fandt jeg mig selv siddende i min seng med sengelampen tændt og med bogen placeret i mine hænder. Mine øjne var allerede i fuld gang med at skimte hen over siderne.

2. januar 2013

Alle skrigene, alle de glade mennesker og den fabelagtige stemning - følelserne fra disse tre ting fosser stadig rundt i mit blod. Det at stå på scenen på Times Square i forgårs var det største øjeblik i mit liv, og at Liam og jeg nogensinde fik en chance som denne, vil jeg for evigt være taknemmelig for.

Godt nok var det underligt at de alle var kommet for at se og høre os - specielt fordi bandet gik fra først at have tre medlemmer til pludseligt at have fem, men at de alle støttede os som de gjorde … ja den følelse kan ikke beskrives.

Liam og jeg snakkede om det lige efter vi var gået af scenen, og ingen af os kunne forstå hvordan en chance som denne nogensinde havde skinnet vores vej.

At en pedel på en radiostation og hans madglade bedste ven nu pludseligt var med i et stort boyband, var uvirkeligt.

Derfor havde jeg også brug for at komme ud med tankerne på skrift, og forhåbentligt vil dette få mig til at huske den dag hvor jeg for første gang optrådte med, hvad jeg tror vil blive, mine bedste venner.

Indtil næste gang

N.

Selvom jeg ikke vidste hvem denne såkaldte N var, kunne jeg ikke lade være med at smile stort over det jeg havde læst. Til trods for, at jeg egentligt burde føle mig utilpas og forræder agtig fordi jeg læste i en anden persons dagbog, fandt jeg glæde i hvad jeg havde læst. Personen, som højst sandsynligt måtte være en dreng, ud fra hvad der stod skrevet og taget i betragtning af håndskriften, så virkede han til at være så lykkelig over den mulighed der var blevet beskrevet. Han havde umiddelbart, som jeg kunne læse mig frem til, optrådt på Times Square.

Og fordi jeg var blevet så opslugt af hvad denne dreng skrev, kunne jeg ikke lade være med at bladre et par sider frem og læse endnu en del der var, også selvom at den dårlige samvittighed hobede sig op inden i mig.

Det var forkert og jeg burde finde ejermanden - alligevel kunne jeg ikke lade være.

15. januar 2013

Hvordan er det muligt for en person at være så selvoptaget, egoistisk og snobbet som Harry er? Lige siden Liam og jeg kom med i bandet har han ikke gjort andet end at nedgøre alt vi foreslår, le af os og svare i en negativ tone når vi spørger ham om noget.

Hvis det er sådan han altid har været, hvordan har Zayn og Louis så kunnet holde det ud i al den tid de var sammen før vi kom til?

Det eneste han går op i er de penge vi tjener, og på de skrigende piger der forfølger os. Som om han tror, at de alle vil springe på ham blot fordi han er kendt og fordi han er mange millionær.

Gid han ville indse, at der rent faktisk er andre ting i livet en dét og så alkohol.
På den ene måned vi har kendt hinanden har drengene og jeg allerede skulle slæbe ham hjem fra intet mindre end tre diskoteker hvor han var pisse fuld og nærmest kastede op udover inventaren.

Hvis bare han kunne blive sat på plads, og hvis bare han kunne opføre sig lidt bedre overfor os alle. Så ville tiden men ham måske ikke virke så pinefuld.

Jeg håber på forbedring.

N.

En dagbog var kendt for at være en personlig ting, så da jeg stoppede med at læse det der var skrevet den 15. januar, blev jeg nødt til at lægge den fra mig. Den dårlige følelse overtog, og det hele blev for meget. Jeg havde snerret i et privatliv der slet ikke ragede mig, og alligevel blev jeg tidligere ved med at læse og læse.

For at få tankerne på gled og for at tænke på noget andet der ikke indebar en uskyldig dagbog der tilfældigvis var blevet glemt i min køkkenskuffe, trak jeg dynen til side for derefter at ligge mig til rette under den. En god nats søvn, uden aftensmad og det hele, kunne måske hjælpe lidt på det.

Meget ro blev det dog ikke til, for få minutter efter at jeg havde lukket øjnene kunne jeg høre min telefon ringe inde fra stuen. Med et irriteret suk rejste jeg mig fra sengen, traskede ud fra soveværelset og hev telefonen op til mit øre da jeg kom ind til den.

“Hallo?” var alt jeg sagde, inden jeg gabte. “Hvem er det?”

“Hej Grace. Det er David - din chef.” Da jeg hørte min chefs stemme i den anden ende af røret rettede jeg hurtigt mit op og var lutter øre derefter. Jeg blev nødt til altid at være klar når det gjaldt mit job. “Var du gået i seng?”

Inden jeg svarede skulede jeg ned på mit armbåndsur der stadig sad om mit håndled. Klokken var ikke mere end halv ti om aftenen, så troede han monstro at jeg var gået i seng fordi han havde hørt mig gabe? “Nej nej bare rolig. Jeg pakker bare ud.”

Han grinte kort. “Okay godt, for jeg har noget vigtigt at fortælle dig.” Selvom han ikke kunne se det, nikkede jeg på hovedet. “I morgen vil der blive afholdt et awardshow, hvor jeg gerne vil have at du er til stede. Jeg er ked af, at jeg ikke fik det sagt før, men det er meget vigtigt at du tager derhen og holder øje med stjernerne. Skriv ned hvad de laver og læg gerne vægt på hvem de går sammen med, hvem de snakker med og hvem der selvfølgelig også render af med præmierne.”

I morgen? Ville han have mig til at gå til et såkaldt awardshow i morgen, hvor jeg skulle dukke op i et pænt outfit og hvor jeg skulle snakke med kendte? Kunne han ikke for guds skyld havde sagt det lidt før, så jeg mentalt kunne have forberedt mig på det?
Det var ikke just fordi jeg havde meget ekspertise og erfaring indenfor den branche jeg var startet i. Og hvad skulle jeg overhovedet?
Skulle jeg interviewe de kendte? Forfølge dem? Stalke dem eller bare snakke til dem, hvis de tilfældigt kom forbi mig?

Alligevel måtte jeg virke begejstret og lade som om jeg var klar til det store ansvar, jeg åbenbart ville stå med om under fire og tyve timer. “Forstået sir. Kan du måske sende en mail med informationerne? Såsom starttidspunktet, adressen og de ting jeg skal medbringe?”

“Selvfølgelig. Og en anden vigtig ting er…” Der blev stille i et øjeblik, hvorefter en høj skramlen kunne høres - som bladrede han rundt i en masse papirer. “I morgen er du ikke Grace Beckett. I morgen er du kun Grace, og du må under ingen omstændigheder forklare hvem du er. Din identitet skal altså forblive en hemmelighed. På den måde løfter du ikke sløret for hvad din profession er. For hvis først de har dit navn, er det ikke svært at finde frem til hvad du til dagligt laver.”

“Jeg forstår,” gentog jeg inden han allerede tog ordet igen.

“Og en rigtig journalist afslører aldrig sin identitet. Så hold øje med din mail og så ses vi.” Linjen døde derefter og alt der kunne høres var en masse biplyde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...