Don't forget where you belong (One Direction)

Du føler dig splittet. Du ved ikke hvordan du skal reagere. Du føler dig forelsket men alligevel ikke. Sådan havde Harry Styles det den dag ham og tre af de andre bandt medlemmer fik et brev, der endred deres karriere for altid. Hvad der helt nøjagtigt skete den dag, må du jo læse her:)

(Cover og bedre beskrivelse kommer senere)

5Likes
22Kommentarer
749Visninger
AA

2. Don't forget where you belong, Harry (One Direction)

Harry's synsvinkel

 

Smerten iagttog min højre kind. Da en knytnæve blev plantet ved kanten af mit kindben. Liam havde bedt mig om at holde kæft den sidste halve time, hvilket var en evigt kamp for mig. Man kunne vel godt sige at jeg kæftede op! By the way. Så han stak mig en flad. Han var langt nede, længere end vi nogen sinde havde regnet med var muligt. Liam var ikke typen der græd. Han plejede at være den stærke, mest modne af os. Men nu, nu var det ligesom om den gamle Liam var væk. Den Liam, der var overbeskyttende, glad, og som skjulte han's følser og problemer. Hvor smilet var limet fast på ydersiden af ham. Og han's følser gemt væk. Nu havde de byttet roller. Ingen kunne finde ham igen, ingengang ham selv. Ikke engang Sophia, selvom hun kæmpede et brag af en kamp for at få ham til at smile. Det var ligefrem umuligt. Han's ansigt var koldt og gråt. Ikke flydt med farve og varme som gamle dage. Det var bare væk. Og vi savnede det. Vi savnede hinandens smil, glæde, sjove stunder. Vi havde givet op - for længst. Der var ingen af os der kunne finde os selv. Selv Zayn, som var verdens mester i at skjule sine følser. De sad altid på den indvendige side af tøjet. De følser var ikke skjulte længere. Nu had han og stirrede ud i luften. en gang i mellem kom der et par hulk forbi han's læber. Men ellers var han tom. Hele rummet var tomt. Med få undtagelser, os. Det havde han gjord i de sidste otteogfirs minutter helt præsis. Så var det cirka femoghalvfems minutter siden vi fik brevet. Vi var fuldstændig gået i sort. Lige fra det sekund vi fandt ud af det hele. Det var urimeligt. ingen af os havde regnet med det. Det var spookey, klamt, creepy, alt i tænkelige retninger. Det var ligesom at finde en nål i en høstak. Umuligt. Mit øje ville sikkert være helt blå lige som Niall's øjne var. Eller måske, ingen havde udelukket den teori. Jeg savnede han's øjne, han's spise vaner, han's lyse hår, der altid strittede til alle verden's hjørner. Men den mørke bund. Han's søde, og anderledes accent. Irisk. Jeg savnede ham, meget.

Han's brev lå stadig sammenfoldet i mine kolde hænder. Siden han forlod drengene og mig, virkelig det som om man havde mistet alt. Han havde taget ens hjerte med, glæden og lysten til at leve. Han havde taget alt med sig, ikke efterladt et enkelt smil tilbage. Det var ingengang muligt at smile længere. Ingengang lysten til at gå i studiet og afskyde en nu sang, var tilbage. Han havde taget alt. Han havde kun efterladt en ting- Et enkelt brev. Et sølle lille brev, men med så mange ord. Bestemt ikke et godt brev. Overhovedet. Han havde skrevet grundene til at han ikke var her længere. Der var mange grunde. Flere end jeg nogen sinde havde troet Niall kunne remse op. Umuligt. Flere ord end der fantes i en ordbog tilsammen. Han var ikke her ved os. Ikke bare ved os, eller ved han's familie, for ikke at tale om jorden. Han havde forladt os helt. Vi ville aldrig komme til at se ham i levende live igen. Ingen ville det. Han havde forladt alle, Directioners, venner, familie og bandet.  Man ville aldrig komme til at høre han's Irske accent igen. Med mindre det var på video. Men det var ikke det samme. Overhoved. Man ville aldrig komme til at se nogen øjne igen, som var så fulde af energi. Og som havde de mest blå og smukkeste øjne man længe havde set. Han kunne lyse alt op, men uden ham, var det hele mørkt, tomt. Der var overhoved ingen Niall tilbage. Der var ikke den dreng, der havde været med til at lave nogen at historien's bedste Moments. Ingen tilbage. Just gone! 

Forsigtigt tog jeg fat i kanten af papiret og åbnede det langsomt. Det gik mere og mere ondt for hver gang noget at han's sjuskede håndskrift kom til syne. Tårene dannede sig langsomt i min øjnkorg. Ikke på grund af smerten i kinden. Men af savn. Jeg havde aldrig forstået hvordan man ville kunne savne en så meget at man ville give sit liv, til at personen kom tilbage. Men det forstod jeg nu. Nogen gange er sorgen for stort til at holde ud. Glæden for lille til at leve, og blive ved med at se ting fra den lyse side. Kampen for svær til at vinde, minderne for svære at tabe og følserne for stærke til at kæmpe imod. Man følte sig forladt, svigtet, såret, forrådt af en og samme person. Men alligevel havde man en kæmpe skyldfølelse. Det var jo osse et eller andet sted personen's, venner's ansvar at holde personen i live, gøre ham eller hun glad, få lysten til at leve, og gejsten til at kæmpe tilbage. Men det var svært, mega svært. Det var jo på en måde ligeson om man kæmpede kampen sammen. Men havde bygget et tæt venskab sammen, et tæt bånd, som aldrig skulle brydes. Men det skete. Desværre. Ens krop eksploderede jo næsten af ren skyldfølelse. Man havde jo været så blind. Alle sporene var utydelig. Han plejede altid at være den glade, munder, drillende, og helt igennem fantastisk person. Men havde det skidt. Så skidt at hav ville gøre ende på alt.

Jeg havde læst han's afsked's brev igen og igen. Men det var ligesom om at ordene ikke gad at hænge fast til min nethinde. Ligesom om den ikke ville bearbejde ordene der var skrevet på det blanke papir, med den sjuskede men smukke håndskrift. Pænere end min til en opdatering. Den ville ikke optage alle de ord, alle de følser, der stod skrevet. Men et eller andet sted, var det jo logik for burhøns. Ingengang min hjernen ville opfange ordene. Det var for sandt til at tro. Niall ville jo aldrig selv skive det her. Det gav ingen mening, det kunne ikke være ham. Men det var ham. Det var han's håndskrift. 

Igen gik jeg i kamp med at folde papiret helt ud. Skriften, som var Niall's, kom mere og mere til syne. Borede sig ind i mine øjne, og tvang en masse tåre med sig i faldet. Det virkede som millioner af ugyldige tåre, men hver og en var fyldt. Med sår, vrede, frustrationer og skuffelse, så fyldte at de sprækkede da de ramte papiret's ruge overflade. Det var som om, at der var en del af mit hjerte der forsvandt da tårene forlod mit øje, og savnet blev større. Jeg havde læst brevet. Louis havde læst det. Zayn havde læst det og Liam. De var alle sammen gået i stå. Men på hver sin måde. Jeg havde fortalt om Zayn. Eller sådan nogen lunde, lige da jeg havde været færdig med at læse brevet op inden de andre læste det selv, var han begyndt at råbe op. Det lignede ham slet ikke. Han havde råbt i kort tid, inden han brød sammen i gråd. Jeg havde vist kun set ham græde en eneste gang. det gjorde helt ond at se at drengene var så langt nede. Det var hjerteskærrende, det gjorde så forfanden's ondt. Zayn var nu gået ud for at snakke med Perrie. Jeg kunne fandme godt forstå ham. Jeg forstod alle drengene. Eller ikke Niall. Ordene ville bare ikke hænge fast. Louis havde brug for at være for at være alene, så han var gået. Mest af alt havde han brug for at snakke med Eleanor. Hun var nok den eneste han gad eller rettere kunne snakke med. Eleanor er nok den eneste der kan trøste ham, når det kommer til sådan noget. Men siger man ikke, at kærelig heler alle sår? Eller er det bare mig? Jeg ved det ikke. Vi hjalp jo ikke en skid.  Og Liam, gik bare rundt i rummet og tænkte på syvhundrede og halvtreds forskellige ting. man kunne næsten høre knagen fra han's tanker. Det gav genlyd i hele rummet. Jeg var blevet så overrasket, så ulykkelig, så skuffet. Jeg var begyndt at skrige som et lille barn. De ord ville Niall aldrig skrive. Vi elskede ham forfanden. Mere end noget andet! Vores familie betød jo alt, og Niall var en del af den, siden dag et! Han ville aldrig gøre nogen ondt. Han var bare en uskyldig lille splejs, fyldt med en masse energi og liv's glæde. Eller det troede vi indtil for så minutter siden. Liam var blevet godt irriteret på mig, og min reaktion. Så det var grunden til at han stak mig en flad. På den ene måde mente jeg det var helt fint. Jeg fortjente det. Jeg fortjente det her. Niall var fandme ikke den eneste der skulle føle smerte. No go! Det var fandme ikke det man kalder fair play!. Det var jo osse vores skyld! 

Efter langtid's kamp, fik jeg endelig foldet brevet helt ud. Alle ordene kom til syne. Et efter et. Den dreng havde skrevet en hel roman næsten. Mange sider, en til hver af os ihvertfald og et farvel. Det gjorde ondt, at han havde skrevet det. Ondt at føle den smerte han har efterladt. Ondt, at vide at det måske er ens egen skyld. Han har jo ikke lige direkte skrevet 'Det er din skyld' vel. Men man burde da kunne læse imellem de smalle linjer. Han skrev hvad han følte, grundene, oplevelser, og en masse andet. Men det var lidt ligesom om at han ikke var helt klar over hvad han gik ind til. Hvad det endelig betød at begå selvmord. Hvad ordene betød. Hvilke tanker der fløj ind og ud af hovedet på folk. På os. På mig. Hvad vi endelig viste hvad der stod imellem linjerne. Alt. Det var forfærdeligt.

Mine øjne gled ned til de kantede, slørrede bogstaver. Men mit syn blev ret hurtigt slørrede, da mine øjne blev fyldt med vand. Bogstaverne blev utydelig og kom til at line en kæmpe klump af mørk farve. Det der engang var kuglepen's streger. Hurtigt prøvede jeg diskret at stoppe de u-kontrollerede tåre. Der blev ved med at kommer flere og flere. Jeg blev nød til at tage mig sammen for ikke at bryde fuldstændigt sammen. Jeg måtte være stærk, slå koldt vand i blodet. Det her var ikke det Niall ville have ønsket. Han ønskede ikke at se os, begrave os lige som ham. I et stort sort hul. Det var ikke det han ønskede vel? Eller var det det mål han gik efter? Det kunne det umuligt være. Det måtte det ikke være. Nej, bare nej. Ikke noget men, bare nej. Det ville han aldrig gøre. Han ville ikke påføre os smerte med vilje. Kun vis han selv følte smerte. Som han gjorde. 

Jeg havde fået nogen lunde kontrol på mine tåre nu. Der var sikkert ikke snart flere tåre tilbage. Min krop virkede så tung. Lidt ligesom en pose fuld af luft. Tom. Kun med luft. Mine øjne begyndte at søge forbi de første ord.

 

Hej drenge. Eller hvad er enligt relevant at skrive? Det kan jeg, i enligt være ligeglade med. Det har alligevel ikke noget med sagen at gøre. Det er så pisse svært det her. Jeg undskylder på forhånd. Det gør jeg for alt, alle de ord der kommer til at stå her, men i må lige bære over med mig, okay? Tak. Jeg vil bare lige fortælle jer en lille smule. I må love mig at i læser det her brev til ende. Det er vigtigt. For min skyld. Og osse for jeres egen skyld. I må selvfølgelig selv bestemme, men tænk jer om. Jeg ved det vil blive svært for jer. Det ville ikke være let. Det er bestemt heller ikke let for mig at skrive det. Det virker så forkert, nærmest umuligt. Det gør så ufattelig ondt. Men jeg bliver nød til at give jer en forklaring nu. Jeg ville selv have en forklaring, vis jeg stod i denne situation som jeg sætter jer i. At skrive hvert eneste ord ned. Hver eneste tanke. Og tanken om at vide at i kommer til at læse det her.

Men drenge, drenge, drenge. Der er lige et par få ting jeg vil påpege før jeg springer ud i rejsen og tager jer med ind i mit liv, mine tanker, mine oplevelser og mine grunde. Alt i utænkelige retninger. Det der ligger bag det hele. I skal bare huske at det ikke er jeres skyld, overhovedet. I må ikke bebrejde jer selv. Ikke engang fans'ne, medierne, magnamentet, paparazziaerne, ingen overhoved! Det må i love mig. Jeg elsker jer drengen mere end noget andet. Selv Nando's. Nej dårligt eksempel ikke, selvfølgelig elsker jeg jer mere end mad. Det er kun idioter der elsker mad mere end sådan nogen som jer ikke? men hvem ved, måske er jeg en idiot. Det er der ihvertfald nogen der ville mene. Ikke? Det kan osse være ligemeget, alle er vel nogen idioter på et eller andet tidspunkt ikke? Jeg siger 'ikke' for meget ik? Ej nu gjorde jeg det igen. Haha, nej nok om det.

Jeg vil give alt for at i kommer ovenpå igen efter det her. Det vil komme til at fylde meget, både inde i jer, men osse at tid. Jeg kender jer for godt. I vil side længe og spekulere over det her. I vil bebrejde jer selv. I vil bebrejde hinanden, magnamentet, medierne, fansne, jeres familier, alle.

Det gjorde vi allerede Niall, hvorfor siger du det så. Du forstår ikke alvoren i at man mister en af sine bedste venner. En man har oplevede det vildeste med. At blive kendt. Vi bebrejdede hinanden og alle, fra starten af. Det kan ikke stoppe. Alle har vel en en tilknytning til dine grunde, har de ikke?

DONT! Det er det eneste jeg ønsker. Og så selvfølgelig at få fred. Ikke for jer, overhoved ikke for jer, men fra tanker, bekymringer, medierne, og rygterne. De har presset mig til det yderste. Jeg kan bare ikke mere drenge. Jeg er ked af det. Undskyld.

Jeg ved hvad i tænker lige nu, Jeg ved i hader jer selv, hinanden, alle. Det er helt okay, i må bare ikke lade det gå ud over dem. Det fortjener det ikke ligesom du ikke fortjener det. Jeg håber virkelig i forstår mig. Louis har sikkert brug for Eleanor lige nu. Hun er en virkelig god støtte tro mig. Bare spørg hende, eller Louis. Liam fatter ikke en skid sikkert, han kan ikke få det til at hænge sammen og bliver måske en anelse sur på nogen af jer. Så et godt råd til jer. Lad vær med at sige særligt meget når han er der okay?

You don't say Niall. Hvorfor sagde du ikke det bare liiidt før? 

Zayn viser sikkert sine følser nu. De sidder sikkert uden på tøjet. Og Harry du, du er svær at knække. Tro mig, det kommer senere. Men du sidder sikkert og kæfter op, special efter  del af brevet. Sorry Pretty-boy!

Pretty boy? Aha, var det, det eneste han kunne? Lyder mine tanker onde??.. Jeg var trist, skuffet og forvirret.

Hov, Der er ikke nogen der har tvunget mig til det her. Det er af egen fri vilje. Jeg havde aldrig troede jeg ville sige det her men jeg ønsker ikke mere. Jeg ønsker ikke presset længere. Jeg er ked af det Drenge. Keep Smiling, and let's startet!

Lad mig starte med dig Liam.  Undskyld, men det blev lige tilfældigt. Eller måske. Række følgen er lidt ligemeget. Undtagen slutningen, men den kommer senere. 

Er du klar? Det håber jeg du er, det kommer til at tage tid, før vi kommer til slutningen på historien hvor du er indblandet. Men bare rolig, det er kun gode ting ingen dårlige ting. Kun gode ting. Eller jeg ser hvad jeg kan love. 

Jeg kan tydeligt huske den gang hvor vi mødes første gang, men spørgsmålet er bare, kan du? Siger tallet 2007 dig noget? Det håber jeg enligt inderligt at det gør. Ellers så forklare jeg dig det nu. Vis jeg så siger Derby County, siger det dig helt sikkert noget. Jeg tager ikke hel fejl vel? Vi så hinanden til en fodbold kamp. Vi anede ikke hvem hinanden var! Vi sagde hej til hinanden den dag, men det var ellers det. Da du så deltog i x-Factor, og jeg osse gjorde. Så vi hinanden igen. Først viste vi ikke hvem hinanden var, men lidt tid gik det op for os. Vi fik hinandens navne og så slog det os. Vi havde mødes på den stadion. Til en fodbold kamp, hvor Derby County skulle spille. Det var ovn i købet en mega god kamp. Vi vandt. Det var urealistisk men osse cool på en eller anden måde. Vi var de eneste af os fra bandet der havde set hinanden før. Trods du boede i England og jeg boede i Ireland.

Liam du er helt igennem fantastisk, du er fejlfri. Der mangler intet, ved dig. Du er alle's drømme fyr, Sophia er heldig. Vis jeg havde været en pige ville jeg sikkert have faldet på dig, sammen med alle de andre piger der falder på stribe for dig. Dagligt. Men det er jeg ikke. Du er en fantastisk ven Liam. Hundrede prosent. Alle vil drømme om at få en ven som dig. Man skal lede længe, meget længe for at finde en ven som dig. En soul mate som dig. Det er næsten umuligt. Du er kærlig, sød, alvorligt, du er som en far på mange måder. Bestemmende, men spøjs. Ikke misforstå mig nu, men der er så mange gode sider ved dig Nogen sider man aldrig havde troet var muligt at en person som dig havde. Det er bare godt. Du er unik Liam, helt din egen. Der mangler ikke noget, som jeg sagde før. Du har stort set hele pakken. Vær glad for det. Jeg kan ikke finde noget der mangler. Du har en sød pige, du har de bedste venner, ikke fordi jeg ikke har det. Det har jeg fandme! Du har charmen, udsenet og lækkert hår, skulle jeg lige til at skrive. Ikke fordi, du har lækkert hår, men forstå mig ret. Liam du har bare alt. Vis jeg skulle nævne mere, ville jeg aldrig blive færdig. Jeg vil gerne skrive en hel roman mere, kun til dig. Men tiden er knap, så vi ses. Eller ikke ses, men jeg vender tilbage med dig, der er alligevel tre andre der mangler, at få deres historie. Og jeg undskyler igen, undskyld. Men jeg kan bare ikke mere, jeg ville gerne, men min krop siger stop. Hvorfor? Det får i avide senere..  Så Liam Live while we're young. Lev livet!

Zayn, The Mysterious Guy. Nu er det din tur okay? Jeg er virkelig ked af at dine følser nok kommer til at komme uden på tøjet. Du er fandme god til at skjule dem. Det må jeg sige. Gid det var mig, men det er det ikke, sorry Mysterious Guy. Ej undskyld, jeg elsker bare det navn til dig, eller hvad man nu lige siger. Selvom jeg prøver at lade være med at vise dem, lykkes det ikke helt til UG perfektion hele tiden. er det ikke det det hedder? Måske, måske ikke. Men Hey, jeg er ikke den skarpeste kniv i skuffen, hvad andgår ordsprog og forkortelser. 

Nå Zayn, min lille (Eller store) ven, hvor skal vi starte? Og med store er det ikke ondt ment, men du er ældre end mig såå. Just Forget that.. Hah. Nej, jeg køre i det samme, og samme igen. Sorry about that. Tingene er ikke lige let hver gang, det kender du sikkert godt. 

Nå men, kan du huske den gang hvor vi filmede This is Us. Den film, hvor fans'ne virkelig kunne se hvem vi virkelig var? Hvor de kunne se hvordan vi var når vi var hjemme, hvornår vi var os selv, hvordan vores familie og venner havde det med med vi var idag? Det var fake. Eller ikke alt. Men alt hvad jeg sagde var falsk. Det passede ikke. Jeg har det ikke godt hjemme, jeg har ikke et fedt liv. Svært imod. Jo, jeg elsker at være sammen med jer, det har jeg osse udtrykt før. Jeg ved ikke hvad jeg elsker mere i verden end jer drenge. I er så herlige. Du kender godt det med at man har svært ved at være sig selv ikke. Ej hvad snakker jeg om? Det kender alle kendte jo. Special dig Zayn. Hvorfor siger jeg mon det? Tja du kan vel læse det lidt længere nede på siden. 

Vi hader det stort set hver og en. At man ikke kan være sig selv. Men det er bare ikke det samme for hver person til person. Overhoved ikke. Sorry to say, Sherlock, eller skulle jeg sige, sweetluck? Nej det hænger ikke sammen. Men Zayn, grunden til at jeg siger Sweetluck. Er måske fordi du er bare lidt heldig hvad andgår kærelighed. Jeg tager ikke helt fejl vel? Nemmelig, det gør jeg ikke. Du har en af verden's smukkeste, talentfulde, og mest fantastiske pige i verden. Eller kæreste, eller skulle jeg ikke bare sige forlovede? Du er forlovede med Perrie Edwards fra Little Mix. De piger der er i det bandt er heller ikke ringe. Jesy, Leigh-Anne, Jade og Perrie, din Perrie. Det vil jeg med glæde skrive under på, vis jeg altså kunne. Men de er optaget, og ikke min type. I kender jo mine typer, ellers har i ikke fulgt helt med. Ej selvfølgelig gør i da det. 

Men det hele handler endelig om at jeg ikke er mig selv længere. Big suprice, huh??

uh? Nej det er det vist ikke lige. I ved jeg ikke er mig selv længere eller jeg siger det bare 'var' mig selv længere. Jeg vil gentage det igen, og igen. Bare så det bliver lidt lettere at fortælle, det hele.

Bare lige for at løfte stemingen en lille smule inden jeg springer videre til dig Louis. Eller rettere dit moment, og så Louis. Så vil jeg lige fortælle lidt om den dag Simon Cowell satte os sammen. Den 23 Juli, ikke? Jo det var den 23 Juli 2010. Vi stod inde iblandt alle finalisterne og var ikke de eneste der var spændte. Det kunne man tydelig se. Jeg havde tåre i øjnene i de minutter som føltes som timer. For tænk nu vis jeg røg ud, det var en af det største og eneste chancer jeg kunne få for at opleve min drøm. Vi kendte ikke rigtigt hinanden, så hvad ville der ske vis foreksempel Liam, eller dig røg ud? Det viste vi ikke. Og det tænkte vi ikke over. Da Simon nåede til de sidste to heldige finalister i vores kategori og vi alle står tilbage. Var vi alle ved at give op. Vi stod sammen med otte andre finalister eller noget. Som var lige så talentfulde som man selv synes man var. Da Simon så nævnede det sidste navn og ingen af os var gået videre, brød vi fuldstændigt sammen. Eller de fleste af os gjorde.

Det er verdens dårligste fornemmelse at vide at man er blevet stemt ud. Det var måske ens karriere eller drøm der stod på den anden side af døren. Og kort efter var den væk. Hvornår ville man lige få den chance igen? 

Jeg kan ihvertfald huske at Louis, Liam og mig selv brød sammen. Men vi viste jo stadig ikke hvem hinanden var. Så det var ikke noget vi bemærkede yderligere. Da Simon sagde at vi var talentfulde alle sammen, men de ikke havde plads til flere. Begyndte vi alle sammen at gå, for nu var det jo over. Eller ikke helt alligevel. Da han så sagde at han havde en nyhed han gerne ville sige, blev vi alle nysgerrige. Simon var en meget hemmelighedsfuld mand, det viste vi alle jo. Jeg huskede det nærmest som det var igår. Mine øjne var blodsprængt, røde. Det var klart en af de største nederlag jeg havde fået, alle deltagerne som var på vej ud af konkurrencen havde fået. Simon begyndte at nævne nogle navne, Zayn Malik, Liam Payne, Louis Tomlinson, Harry Styles og Niall Horan, mig. De fem navne, de fem drenge, som idag udgøre One Direction, eller gjorde. Da Simon sagde at han ville sætte os sammen i en gruppe, kunne det jo ikke blive meget bedre, det regnede vi ihvertfald ikke med. 

Da en mørkhåret dreng med en bøllehat af en form så trådte lidt frem bag rækken med deltager og sagde at han var Zayn Malik. Det kom endelig ikke som et chok men alligevel. Din accent var britisk, og jeg elskede det. Lidt efter trådte Louis frem og sagde at han var den såkaldte Tomlinson, og slog en af han's spøjse latter, kunne vi andre ikke lade være med at grine lidt. Men vi var jo allesammen generte, men det rørte os ikke en skid længere, vi var jo med. Da Styles og Payne så trådte frem, gjorde jeg det samme. De andre deltager var ligeså stille begyndt at forsvinde, og kort efter stod vi fem alene med selveste Simon Cowell alene i et rum. Det er da alle's drøm er det ikke? De fleste har set ham i Uk's x-factor på en skærm. Men at stå ansigt til ansigt til sådan en betydnings fuld mand, så kunne det umuligt blive bedre? Men jo det kunne det!

I 2011 smed vi simpelhen vores første single på gaden "What makes you beautiful". Den var på top et i lang tid, og næsten over hele landet. Kort efter kunne vi ingengang gå over til det lokale supermarked eller hvad vi ville uden af vi blev overfaldet af en million skrigende piger. Det var virkelig urealistisk i starten, men efterhånden vennede vi os til det. Vi var i rampelyset. Vi levede livet som vi havde ønsket, vi kørte regent ud med klatten! Eller det gør vi stadig, spørgsmålet er bare, hvor længe gør vi eller retter i det endnu? I er kun fire tilbage. Zayn do it Alive. Du er i live. 

Men Zayn jeg ville lige fortælle dig om vores moment. Det er faktisk ikke så langt tilbage. Et år, eller halvandet. Eller er det lang tid? Ej jeg kan ikke huske hvornår. Men du kom hjem til mig en dag fordi du ville spørge mig om noget. Men det var ikke noget normalt du ville spørge mig om.  Eller ihvertfald ikke noget helt normalt. Du kom for at høre hvad jeg synes om en ring. Ikke hvilken som helst ring, men en vielsesring. Og ikke bare en vielsesring, men en vielsesring til Perrie. Du ville fri, og det har du gjord. Det var virkelig en smuk ring, sikkert osse dyr. Men penge er ikke det man tænker på når det kommer til en pige man vil leve sammen med resten af sit liv vel? Selvfølgelig ikke. I får sikkert et mega smukt bryllup og en mega god dag, som i nok aldrig vil glemme. Held&Lykke til jer begge.

Tomlinson, Tommo, Tomlinson, nu er det din tur. Du har hørt de andres historier, vi mangler dig, og så Harry, er du klar?

Det gav næsten et stik inden i mig, da han nævnede mit navn. Jeg savnede ham mere end noget andet. Han var en af de bedste drenge i verdenen, en af de bedste SoulMates man kunne finde. Han var bare fantastisk, og så han's stemme, og han's speciale latter, det var heller ikke noget man kunne tage fejl af. Det var bare Niall. 

Louis du skal være glad for at du har Eleanor. Hun er din største støtte du kan have nu her. Tag hjem til hende når du har læst det her brev færdig, hyg dig med hende, få snakket alt det her ud. Og giv jer god tid. Louis jeg har ikke så meget at sige om dig, eller ikke ligesom alle de andre. Du er herlig Louis. Du har talentet, du har alt, ligesom de andre drenge. Den gang vi sang 'Your song' i x-factor, sang jeg den sang med en klump i halsen. Den er så god, den beskriver så meget på en mærkelig måde. Selv da jeg hørte den her forleden. Din stemme er så perfekt. Den passer til dig.

Louis kan du huske den gang hvor vi fik grineflip kort inden en koncert fordi, fordi Zayn ikke lige var den skarpeste kniv i skuffen? Han havde vist fået det forkerte ben ud af sengen den dag. Han gik stadig rundt i hans boxers med supermand på, syn minutter før vi skulle på scenen. Jeg forstår endelig ikke hvorfor det var så sjovt, men det var det åbenbart bare. 

Men det jeg allerbedst kan huske med dig, var den dag hvor vi skulle filme 'Kiss You' hvor optagelserne var i gang, og vi sad og vippede med imens Zayn sang starten af hans intro. Eller hvad du vil kalde det. Lige da det var ved at blive Harry's tur, slog du til solskærmen for sjov. Og jeg måtte have solbriller på resten af optagelserne fordi jeg havde fået et blåt øje. Men Louis, det var ikke sjovt. Vi havde en mega god dag og det var det vigtigste. Og alle fansne var ovn i købet mega vilde med den video. Vi har faktisk 232.800.000 views på den. Det er da lidt klamt at tænke på er det ikke? 

Louis du er en lidt, hvad kan man kalde det, en lidt spøjs person måske? Eller det er måske ikke ordet? Du er herlig, du er skøn, du er bare dejlig. Du er sku en af de bedste personer jeg har mødt. Du har altid humøret i top, der er stort set ikke noget der kan få dig ned med nakken. Ikke så vidt jeg ved nej. Eleanor er virkelig er herlig person osse, hun er både smuk, sød og hendes personlighed, sidder lige i øjet. Du har ihvertfald valgt rigtigt, omkring piger. 

Jeg er ked af at sige det her, men den dag hvor vi havde et interview, det interview hvor værten spurgte om dig og Eleanor's forhold. Og hvor Harry spurgte om hun var god, og du bare sagde lige ud, at du aldrig havde fået noget bedre. Det var måske bare lidt svært at holde masken. Jeg undskyler meget, for mit grineflip den gang. Men du er bare så herlig, du siger din mening fuldt ud, og når man spørger dig om noget, er du ikke bange for at dumme dig. Det er noget af det jeg allermest elsker ved dig. More than this, Louis. Der skal nok komme mere af det.

Det var drengene, nu kommer min del. Jeg bider allerede tænderne sammen, det bliver navpigerne det her.

Harry, your lucky boy. Det skal nok blive sjovt det her, men osse svært, og nok ikke helt uden tåre. Undskyld Harry, men det her bliver lidt måske meget skørt, eller det kommer and på hvordan du vender og drejer det. 

Harry, der er en grund til at jeg har valgt at skrive din besked her til sidst. Det er nok ikke en helt god, eller hvad kan man sige det, fair grund? Det må du selv bestemme. Men Harry jeg holder virkelig meget af dig, måske lidt for meget en da. Og det er  nok en af grundene, men ikke den betydnings fulde grund. Men du har forhåbentligt lært at læse mellem linjerne, så du ved nok allerede hvor det her peger hen. Men jeg vil nu fortælle det alligevel, for jeg ved ikke om i går til medierne med det her, Who know's? Men i kommer nok ikke helt uden om det her alligevel. Just a guess! Det vad alle j at i ikke gør, de finder ud af det på en eller anden måde. Så hvorfor ikke fortælle sandheden? Men det må i selvfølgelig selv bestemme okay? Jeg kan ikke bestemme det længere. 

Jeg viste hvad han mente, jeg viste jeg havde tabt denne her kamp. Men osse at jeg ville blive ved med at kæmpe selvom det var umuligt. Det ville jeg bare. 

Men Harry, nu kommer jeg til vores moment, ligesom de andre drenge osse har fået et moment hver. Men det er ikke et helt normalt Moment men eller ikke et fuldstændigt moment fra min side af ihvertfald. Men igen, jeg ved ikke hvordan du ser på det. Kan du huske den gang hvor jeg datede en, hvem det var kan endelig være fuldstændigt ligemeget. Men vis du gerne ville have opfrisket det lidt så var det Selena Gomez, og det var i starten af 2014. Men sandheden er at vores følser for hinanden ikke fantes, der var ikke noget der hed følser i vores verden. Når vi var sammen. Det var alt sammen fordi vi ville have at medierne fik lidt ro på, så de ikke spurgte fireogtyvesyv hvem vi datede. Men jeg spillede med.

Da vi slog op i gåsøjn, fordi vi ikke gad at spille mere, spillede vi stadig. Vi spillede at vi var forladte, og kede af tabet på hinanden. Alt kun for mediernes skyld. Men det var aftalt, og jeg kunne ikke andet end at spille med. Du begyndte at date en eller anden model, som jeg stadig ikke rigtigt ved hvad hedder. Don't hate me for that. Men jeg har bare glemt det, jeg ved bare det er et eller andet med 'P'.

Niall vi dater ikke, husk det. Vi er kun venner, KUN venner.

​Da du skrev for sjov at vi datede blev jeg inderligt glad, jeg viste det bare ikke. Jeg kunne ikke..

Nå men du vil nok godt vide hvorfor vi ikke havde følser for hinanden ikke? Selena er jo en mega sød person, det er hun helt bestemt. Men sandheden bag alt det her, er at jeg har følser for en anden. Men hun, eller rettere han  er umulig at få. Han er single, eller nej, han dater en. Men Harry det er ikke bare hvilke som helst han. Harry det er..... dig. 

SAY WHAT!! Det nævnede Liam intet om før??

Jeg er så ked af at d får det avide på denne her måde. Men jeg sad fast, fast i mine tanker, jeg blev stum. Hvergang jeg så dig, begyndte mit hjerte at banke uafbrudt. Allerede fra dag et af hvor jeg lærte dig at kende. Jeg havde aldrig haft følser sådan rigtigt for nogen før, og slet ikke af en af mit eget køn. Men jeg har ikke noget imod det, jeg kan faktisk godt lide det. 

Men Harry, du er dejlig, fantastisk, kærelig, og alt andet. Du har alt hvad en mand skal have, alt hvad en man skal komme sammen med skal have. Du har hjertet på den rette plads. Du ved hvad der skal til for at munder en op igen, for at man ikke føler sig nede og forladt længere. Men det hjælper ikke længere, jeg har prøvet alt. Det gik for ondt at holde det for mig selv længere. Jeg har givet op, og det kom til at gå ud over jer, og det var ikke meningen. Men Harry, jeg har følser for dig, og jag kan ikke holde dem inde længere. Så jeg har valgt at.. Jeg ikke vil være her længere. Når i får det her brev efter i har været til møde med Paul, er jeg ikke tilstede længere. Ikke bare i London, eller menneske mængden. Jeg er iblandt alle døde sjæle nu. Og jeg er virkelig virkelig ked af det, men jeg kan bare ikke mere. Den person jeg er forelsket i, er uopnåelig, og jeg gider ikke at kæmpe for det mere. Mit hjerte siger stop. Men det eneste der ikke siger stop, er mine følser for dig.

Harry, Dont forget where you belong, du tilhøre kun dig selv. Og det overlevede jeg, bare ikke længere. Jeg elsker dig, din Nialler xx

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...