Hospice

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jun. 2014
  • Opdateret: 26 jun. 2014
  • Status: Igang
Vi fik i min klasse opgaven at vi hver især skulle skrive et essay der handlede om sorg og glæde. Mit resultat blev en historie om dengang min papfarmor, Ketty, kom på Hospice - om mine tanker, mine meninger og hvad der alt skete i mit hoved.

0Likes
0Kommentarer
118Visninger
AA

1. Hospice

Jeg husker den dag hvor jeg fik at vide at min papfarmor, Ketty, skulle på Sct. Maria Hospice i Vejle. Jeg blev selvfølgelig rigtig ked af det, fordi et hospice som ofte er “det sidste stop”. Men min mor, min papfar og Ketty selv fik mig faktisk på andre tanker.

Det er utroligt hvordan det, at en man har meget kær f.eks. skal på Hospice, og at man alligevel kan blive glad for det. Hvordan at den sorg der var i os over at hun skulle afsted, alligevel var glæde et eller andet sted. For da hun tog på Hospice betød det, at hun kunne komme et sted hen hvor der hele tiden var folk, og var alting var så rart. Det betød, at hun ikke behøvede at ligge hjemme i sin stue hvor det kunne tage flere kvarter før nogen kom og så til hende, og at hun heller ikke behøvede at ligge på hospitalet hvor den kvalmende lugt af rengøringsmiddel er overalt, og hvor alting er klinisk hvidt.

Det var som om at jeg var i en bobbel  i det første stykke tid, der for mig føltes som nogle meget lange år, for jeg følte ikke rigtig noget. Jeg var ikke specielt glad, men heller ikke specielt ked af det.

Men så kom den dag hvor vi skulle ned og besøg hende på Hospice, og da var det som om at den bobbel sprang, og jeg blev rigtig ked af det imens vi kørte derhen. Jeg kom dog heldigvis på andre tanker da vi ankom til Hospicet, for det var et helt fantastisk sted.

Alle de folk der arbejdede der var rigtig søde, gik altid rundt og smilede, var glade og spredte god stemning - de havde endda også en hund derhenne, Emil mener jeg vidst den hed. Han var en Golden Retriever, og han var bare så sød. Jeg husker hvordan jeg syntes at det var helt fantasisk at de kunne give de syge mennesker muligheden for at kæle med Emil, for han var en virkelig sød og nuttet hund. Jeg fik dog uheldigvis kun snakket med ham en enkelt gang, fordi vi kun nåede at besøge min farmor en gang.

 

Nu da min farmor er gået bort, og vi er kommet over det, er alle i vores familie rigtig glade for at hun fik muligheden for at komme på Hospice, for det var virkelig et fantastisk sted! Jeg, personligt, ville ønske at alle mennesker der ikke havde så meget tid tilbage havde muligheden for at komme på Hospice, men sådan er det jo uheldigvis ikke. Jeg er ihvertfald bare rigtig, rigtig glad for at hun fik en plads, og jeg kan ikke lade være at trække på smilebåndet når jeg tænker på hvor glad hun selv var for at hun fik muligheden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...