Love is all you need (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jun. 2014
  • Opdateret: 3 aug. 2014
  • Status: Igang
Hvordan er det at flytte til et nyt land, et nyt sted, med nye mennesker og få et helt nyt liv? Det oplever Jessica Valtine. Jessica er en helt "normal" pige der passer sin skole, hygger sig med sine venner/veninder og har ingen problemer i familien. Men sådan fortsætter det ikke længe, indtil hendes forældre bliver skilt, og der bliver lang distance fra mor til far. Hun bliver nød til at flytte med sin far til England sammen med hendes lillesøster, fordi hendes mor er alkoholiker og Jessica vil ikke have kontakt til hende. Hvad sker der når det man frygter allermest bliver til virkelighed? Når man får nogen nye venner, som mange vil gøre alt for bare at se dem? Der er også kærlighed og sorg med.
Følge med i "Love is all you need (1D)".

2Likes
1Kommentarer
246Visninger
AA

2. Divorce

Jeg burde nok fortælle jer lidt om mig, men der er ikke så meget at fortælle om mit liv synes jeg. Altså jeg hedder Jessica Valtine er lige fyldt 18 år og bor sammen med min far, mor og lillesøster Milla. Vi bor i en lille by i Danmark, så vi kender stort set alle hinanden her i byen. Min mor har intet arbejde her for tiden og min far... ja, han er ejer af en af de største designer firmaer i verden. Så kan i nok regne ud at han har mange, mange penge, fordi han arbejder rigtig meget og ikke rigtigt hjemme så han giver altid alting vi peger på. Så tænker i nok at jeg er mega forkælet og er en snob og alt det der. Men det er jeg faktisk ikke, jeg plager aldrig efter nye ting og er heller ikke snobbet, jeg er godt nok populær i skolen og mange vil gerne være venner med mig, men de fleste er bare nogen der kun vil være ved mig fordi jeg er populær og de er alle sammen så falske, for resten hader jeg ordet "populær". Altså næsten alle er falske undtagen min bedsteveninde, hun er ikke falsk, hun er næsten den eneste som jeg kan stole på 100%, hun hedder Rosa. Jeg kan også fortælle lidt om hvad jeg laver i fritiden, altsååå... jeg er nok lidt doven, jeg er sammen med Rosa, er på arbejde og så har jeg gået til fodbold og spring gymnastik. Jeg kan stadig godt spille fodbold og springe, jeg er bare holdt med det, fordi jeg havde ikke tid til det når jeg skal på arbejde og i skole.

*******

Jeg tog min taske over skulderen og løb ud af døren, jeg var for sent på den og det værste var at jeg ville få en eftersidning og jeg havde ikke fået en eneste det her år, og hvis jeg fik ville min mor fuldstendig flippe ud. Da jeg kom over til skolen var der helt tomt uden for og allerede der viste jeg at jeg skulle til at finde på en undskyldning til min mor om hvorfor jeg kom for sent i skole.

Jeg stod foran døren til klasseværelset, jeg stod overvejede om jeg skulle banke på og vente på om der var nogen der svarede, eller om jeg bare skulle åbne døren og lade som ingen ting. Jeg løftede min hånd til at gøre klar til at banke på døren, men nåede aldrig at banke på fordi døren gik op det havde jeg jo ikke lige lagt mærke til så min hånd ryger lige ind i lærens ansigt. Allerede nu kunne jeg mærke at jeg ikke havde hel med mig i dag, og lige en lille ting mere det var ikke en sød lærer, det var selveste fru. Smith. Som jeg havde regnet med stod hun og skældte mig ud og hun blev ved, ved og ved, men som om jeg gad og tage det til mig, det røg ind ad det ene ører og ud ad det andet. Det var jo ikke andet end ubrugelige ting hun sagde, nu må i ikke misforstå mig, jeg lukker ikke alt ude jeg tager bare de ting til mig der er nyttige og lukker alt det unyttige ude, ligesom det hun står og siger.

"Jessica! lytter du over hovedet efter?" havde jeg nu været væk i mine egne tanker igen? lige en vigtig info om mig, jeg har det med at falde hen i mine egne verdner af tanker og så er jeg ikke rigtig til at komme i kontakt med. Jeg stod bare og kiggede på hende, for jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige jeg kunne jo ikke bare sige "Nej, fordi alt det du siger er røvsygt". Så jeg valgte bare den nemme og enkle metode, at lyve.

"Ja, undskyld jeg kommer for sent" mere sagde jeg ikke, jeg gik forbi hende og satte mig på min plads ved siden af Rosa.

"Du ved godt du får en eftersidning for det"... og der kom den, så kunne jeg ko bare bruge den tid på at finde på en undskyldning til min mor.

 

Timerne var færdige og jeg var all alone på gangen i skolen, på vej hjem fra eftersidning og jeg havde stadig ingen undskyldning, men jeg tror bare jeg holder mig til at prøve at undgå hende. Men så heldig er jeg nemlig ikke, da jeg kom ind i gangen kunne jeg hører fjernsynet kører, jeg havde også et andet problem for at komme op på værelset skal man igennem stuen. Jeg havde stadig en lille chance, fordi sofaen vender med ryggen til så jeg kunne jo snige mig forbi den og op ad trappen. Så er jeg sådan lidt Ninja, så vil jeg være en Ninja fra "The Ninja Turdels".

jeg listede ind i stuen, da jeg kom hen til sofaen kastede jeg mig ned så hun ikke kunne se mig. Nu bliver det til James Bond, jeg kan bare være en Ninja Bond, se det er godt. Så skulle jeg også lige lave et rullefald, så er jeg en ægte Ninja Bond. Jeg havde fuldstændig glemt, at hun sad i sofaen og så godt som jeg var i gang med mine tanker, ville jeg jo lige lave et rullefald, og lander med et bump på gulvet. Jeg vender mig om mod sofaen og det første jeg får øje på er hende. FUCK... hun opdagede mig. Hvad skulle jeg gøre nu, det skal lige siges at jeg ikke har noget godt bånd længere til min mor, efter hun begyndte at drikke. Hun så ikke glad, men hun så heller ikke rasende ud, det var mere et trist udtryk.

"Hej" kunne jeg virkelig ikke finde på noget bedre at sige.

"Jeg går op på mit værelse..." jeg gik diskret hen mod trappen, men nåede kun første trin da hun sagde.

"Du går ingen steder unge dame, vi har noget vi skal fortælle dig". Hvad, hvorfor vi? jeg behøver jo kun en til at fortælle mig at jeg ikke skal komme for sent i skole.

"okayyy..." sagde jeg med sådan en stemme, som om jeg ikke vidste hvad der forgik. Jeg vidste godt hvad der forgik, men det var stadig mærkeligt at de begge skulle sige det til mig.

"Milla kommer du ikke lige ned i stuen" sagde min far henne ved trappen. Okay... hvad forgår der lige her. Det har vist ikke noget med skole at gøre, det er mærkeligt. Jeg kunne se på far at det var seriøst det her, mor så stadig trist ud.

"Hvad sker der?" Hvorfor kunne jeg bare ikke holde min mund engang imellem! Jeg kunne se min far kiggede med triste øjne over på mig, min mors øjne var blanke, det lignede at hun begyndte at græde.

"Mor og jeg har noget vi gerne vil fortælle jer". sagde min far, jeg kunne hører at han hadede de her situationer.

"Jeg har besluttet at vi, det vil sige mor og jeg, ikke skal være... sammen længere". Min verden gik lige i stå der, hvad skulle jeg sige? Hvad vil der ske nu? jeg kunne mærke at jeg bare begyndte at hade min mor mere og mere. Det hele var hendes skyld. Det var hende der ikke lavede en skid, det eneste hun lavede var at side foran fjernsynet eller sove hele dagen. Det var efter hun mistede sit arbejde, så nægtede hun at søge efter et andet, hun var bare sur og gad ikke hjælpe med noget som helst. Det er også derfor at mit arbejde er så vigtigt, det er for at hjælpe min far, han har nok penge til at betale det hele, men jeg kunne ikke lide at han skulle bruge alle de penge og især ikke når min mor ikke lavede noget, han brugte bare penge på hende også.

Jeg drejede hovedet over mod Milla, hun sad helt stille med tårer løbende ned ad kinderne. De eneste jeg havde ondt af nu var min far og Milla, jeg kunne se at min far havde det hårdt med at se Milla på den måde. Han rejste sig op og gik på vej hen mod Milla, men hun var hurtig til at rejse sig op, hun løb over mod trappen og op på sit værelse. Jeg sad stadig med stone face i sofaen, det var først nu det gik op for mig at jeg sad med våde øjne. Jeg kiggede hen på min far, jeg skulle ikke skænke min mor et eneste blik, jeg kunne se at han var såret af at Milla bare løb væk fra ham. Jeg rejste mig fra sofaen gik over forbi min far og viskede til ham "jeg snakker med hende". Han kiggede på mig med et stadig såret blik, men også med lidt taknemlighed.

Jeg stod foran hendes dør, jeg kunne høre at hun græd. Jeg bankede på døren med en speciel rytme vi lavede da vi var mindre, jeg trækkede stille ned i håndtaget og åbnede døren helt. Der lå hun helt stille i sengen og græd, jeg gik stille hen til sengen og satte mig på kanten. Det var frygteligt at hun skulle opleve noget i den alder, hun er kun 9 år. Jeg lagde mig ned ved siden af hende, så jeg kunne kigge hende i øjnene, jeg fjernede en tot hår fra hendes ansigt og viskede så "det skal nok gå, vi finder ud af det hele."

Hun lagde sig ind i mine arme og puttede sig der, mine øjne blev våde igen og tårne løb lydløse ned ad min kinder.

"Du må ikke græde, Jessica" sagde Milla. "alt skal nok gå." sagde vi på samme tid. 

                                                                     *****

 

Det var så første kapitel, hvad synes i?

-J

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...