Secrets

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jun. 2014
  • Opdateret: 26 jun. 2014
  • Status: Igang
Denne historie handler om en vampyr ved navn Rose La Grave. Hun redder en aften, en fyr, ved navn Josh Dreis, som ændre hendes liv. De er forenet af et umuligt bånd, som hverken hørte en vampyr eller menneske til. Sammen må de klare en række udfordringer, for at forblive sammen for evigt.

1Likes
1Kommentarer
354Visninger
AA

3. Episode 3

Jeg skyndte mig i den anden retning og var hjemme på under 7 minutter. Da jeg kom ind af døren, hørte jeg min forældre snakke. Jeg lukkede den stille og gik ind i stuen. Der så jeg mine forældre sidde og snakke med David og hans forældre. Da David pegede på mig kiggede mine forældre og hans forældre over på mig. 
"Og se hvem der besluttede sig at vågne. Rose, hils på Enright familens ledere."
"Det er hyggeligt at mødes med dig Rose La Grave, vi er glade for at så smuk en pige, skal giftes med vores søn."
Jeg havde så meget lyst til at skrige, men lod være og smilte bare i stedet. 
Men det blev svære at holde det inde, når den idiot til David bare sad og smilte sit irriterende hoverende smil.
"Jeg er også glad for at kunne være sammen med Rose igen."
Da han havde sagt det var det som om mit hoved sprang i luften af bar vrede. Mit hoved dunkede slemt og jeg begyndte at gnide mine tindinger. Min mor rejste sig op og rørte ved min arm,men jeg slog den væk og snerrede.
"Lad være med at røre mig."
Efter at have sagt det, løb jeg ud af døren og ud i mørket. Jeg kunne høre min far råbe efter mig. Jeg vidste,at hvis jeg ikke satte farten op, ville han kunne nå at indhente mig. Jeg begyndte at løbe endnu hurtigere, hurtigere end jeg nogensinde før havde løbet. Tankerne kørte rundt i mit hoved og ind imellem de dårlige tanker så jeg Josh's ansigt. Hans søde smil fik en rødme til at blusse op i mine kinder. Jeg havde sådan lyst til at se ham og hans smukke smil. 
Jeg fik et chok over min tanke om at se Josh.
Jeg løb ned til søen og gennem tjekkede området, inden jeg satte mig ned. 
Jeg begyndte at skrige op mod himmelen. 
Lige pludselig kunne jeg mærke noget koldt og vådt løbe ned af min kind. 
Tårer. Jeg græd, jeg græd rent faktisk. 
Dette er første gang i 10 år.
Jeg græd ikke engang, da jeg slog med David, så hvorfor græd jeg nu.
Var det fordi jeg følte mig forladt. Mine forældre havde solgt mig for et partner skab med Enright klanen. 
De havde solgt deres egen datter. 
Havde de planlagt det her siden jeg blev født.
De havde altid sagt, at jeg selv måtte vælge personen, jeg ville giftes med. 
Men de solgte mig til en player, for at der ikke kom krig mellem de to klaner igen. Lige nu ønskede jeg krig. Jeg ville se de to klaner dræbe hinanden for at stille deres egen blodtørst. Der skulle være et hav af vampyr blod og jeg være den eneste tilbage fra begge klaner. 
Efter at have haft den tanke, begyndte jeg at ryste. Den tanke jeg lige havde haft var forfærdelig, jeg var jo kun sur på mine forældre, Davids forældre og selvfølgelig David. 
Mens jeg sad og tænkte, hørte jeg en lyd i busken bag mig. Jeg vendte mig om og kastede en sten efter lyden. Der kom et av, fra en stemme jeg kendte alt for godt.
"Hvad laver du her Josh."
Han begyndte at grine.
"Hvordan vidste du det var mig."
"Fordi du sagde av."
"Nårh."
"Hvad laver du egentlig her Josh?."
"Aner det ikke, jeg følte bare en underlig trang til at komme. Det var som om en kaldte på mig."
En der kaldte. Var det det bånd David snakkede om. Det bånd kun Josh kunne mærke og som jeg ikke kunne!.
"Kaldte på dig, er du sikker på du ikke hallucinere?."
"Næh, stemmen lød desperat, af en grund lød den lidt som din stemme". 
"Min stemme, nu er du fjollet. Hvorfor skulle jeg kalde på dig?."
"Aner det ikke."
Han kom over og satte sig ned ved siden af mig. Da han satte sig, fik han strejfet min arm. Lidt efter mærkede jeg et let tryk oven på min hånd, jeg kiggede ned og så Josh's hånd ligge oven på min. Jeg kiggede underligt på ham.
"Josh, hvorfor ligger din hånd oven på min?."
"Jeg havde på en underlig måde lyst til at holde dig i hånden."
Han begyndte at klemme min hånd. Jeg havde intet i mod at han holdt mig i hånden, for der kom en varm følelse over hele min hånd. Jeg syntes der begyndte at blive stille så jeg spurgte ham om ting fra tidligere på dagen.
"Nårh, hvorfor ville du have et billede af mig tidligere?."
"Nårh  det, det var fordi jeg ville sikre mig du ikke var en vampyr. Som du ved har vampyre ikke spejlbilleder og de kan ikke ses på billeder, så derfor tog jeg et billede af dig. Det blev nu ret godt."
"Må jeg se det?."
"Selvfølgelig må du det."
Jeg kiggede på billedet og så mig smile et lille, næsten usynligt smil. Billedet lignte et hvilket som helst billede, men alligevel var der nået specielt ved det, men jeg kunne ikke sætte fingeren på hvad. Jeg kiggede igen grundigt på billedet. Og nu så jeg det, det som skildrede billedet fra andre billeder af mig. Min hud skinnede underligt på billedet. Jeg kiggede igen på Josh. 
"Det er da meget pænt."
"Ja det syntes jeg også."
Jeg kiggede på Josh og så et lille smil brede sig på hans læber.
Jeg spurgte ham om hvorfor han smilede og han begyndte at rødme.
Jeg begyndte at grine lavt.
"Josh, burde du ikke se at komme hjem?".
"Jo, det burde jeg nok... Hvad med dig Rose?."
Jeg tøvede lidt, inden jeg svarede.
"Jeg kan..... ikke rigtig tage hjem."
"Hvad er der sket siden du ikke kan tage hjem?."
"Jeg var oppe at skændes med mine forældre."
"Hvorfor det?."
"Det.....vedrøre ikke dig."
Jeg kiggede ned, da jeg så Josh' ansigt. Han virkede trist over det jeg lige havde sagt. Vi sad stille og lyttede til naturen i cirka 5 minutter. Jeg hadede den stilhed der var mellem mig og Josh.
Da jeg skulle til at sige noget kom Josh mig i forkøbet.
Han rejste sig fra jorden og jeg mærkede et stik i brystet, da han fik strejfet min arm. Jeg havde lyst til at række ud efter ham, men holdte min trang tilbage. Istedet blev jeg bare siddende.
Jeg sad og lyttede efter hans fodtryk mod de visne blade. Jeg blev siddende indtil jeg hørte hans bil forsvinde ud i mørket.
Jeg var hjemme kl. 04. 
Jeg skyndte mig ind af døren, og lukkede den stille, men det må havet være nok, for mine forældre styrede direkte imod mig, da jeg trådte ind i stuen.  Det gav et set i mig da min mor krammede mig. Jeg rev mig fri. Min far begyndte at råbe.
"Hvor har du været henne unge dame, ved du overhovedet hvor bekymret du har gjort mig og din mor!"
Den måde han sagde det på, pissede mig fuldkommen af og jeg råbte tilbage.
"Har jeg gjort jer bekymret, det er jer der har bestemt, at jeg skal giftes med den fyr som knuste mit hjerte. Men nårh nej, bare fordi jeg ikke græd, troede i at jeg ikke var sønder knust." 
Jeg kunne mærke tårerne presse på men jeg holdte dem tilbage. 
Jeg kunne bare ikke fatte, at mine forældre faktisk sagde at jeg havde gjort dem bekymret, det gav jo på ingen måde nogen mening. Det var dem der altid havde sagt, at jeg kunne vælge den person jeg ville giftes med og ikke en der var blevet valgt for mig, på grund af politiske grunde. Jeg havde så mange flere spydige ord på tungen, men valgte og tie stille. Istedet vendte jeg mig om og løb op af trappen. På vej ned forbi mit værelse lagde jeg mærke til at der var lys på min brors værelse, det så vist ud til at han var kommet hjem. Jeg gik ind på mit værelse og skiftede kjolen ud med et par jogging bukser og en tank top( som jeg havde gemt fra min mor). Jeg sad på min seng og tænkte tilbage på de gode tider med mine forældre og min store bror. Jeg lagde mærke til at jeg ikke kunne huske noget fra da jeg var to og tre år. Det var som en slør havde lagt sig over min hjerne, hvad ellers burde være umuligt, for vampyre havde en perfekt hukommelse, selv min mor kunne huske da hun var to og tre og hun er 245 år gammel (Ja det lyder umuligt at en person kan være så gammel, men det er muligt for os vampyre). Efter at havde tænkt lidt over hvorfor jeg intet fra den tid kunne huske, gik jeg istedet hen til min brors værelse. Jeg stod lidt uden for døren, men han må have fornæmmet at jeg var uden for døren, for jeg hørte ham sige, at jeg bare kunne komme ind. Jeg stak hovedet stille ind.
"Undskyld jeg forstyrrer."
"Hej Rose, jeg troede at det var mor eller far."
"Nej det bare mig din kære søster."
Han begyndte at grine over min bemærkning, men kun fordi jeg altid havde været en pestilens. 
"Du er ikke ligefrem kær, men min søster er du." 
Jeg blev en smule irriteret over hans bemærkning. Han begyndte grine igen. Jeg tror det var fordi, jeg var rød i hovedet af irritation. Jeg gik hen til hans seng og satte mig ned. Jeg sagde ikke noget mens jeg sad på sengen. Han kiggede på mig forventningsfuld. Men da jeg ikke sagde noget spurgte han først.
"Hvad er det der går dig på?"
Jeg kunne mærke tårerne presse på, og denne her gang gad jeg ikke holde dem tilbage. Jeg begyndte at sidde og stor tude. Gennem tårerne, så jeg at min bror var tæt på at panikke og jeg kunne mærke på ham at han ikke vidste hvad han skulle stille op med en grædende søster som ikke havde grædt foran nogen siden hun var 6 år. Eller i hvertfald ikke foran sine forældre eller sin store bror. Han kom og satte sig ved siden af mig og strøg mig trøstende over ryggen.
Han hvisekede i mit øre at det nok skulle gå og på en måde havde jeg lyst til at tro på ham. Men inderst inde vidste jeg at intet ville blive normalt mellem mig og mine forældre. Aldrig mere samtaler om drømme med min mor, aldrig mere spøge min far med at jeg havde noget kørende med forskellige drenge og ALDRIG mere nogle hyggelige familie aftner. Jeg begyndte at tænke på de positive ting det skabte. Jeg kunne gøre ting der gjorde dem rasende uden det ville have virkning på mig, fordi hvis jeg allerede var det sorte får i familien, kunne det jo ikke blive værre. Jeg stoppede med at græde hurtigere end jeg selv havde forventet. Jeg rejste mig fra sengen, Så hurtigt at min bror væltede forover. Han landede på maven midt på gulvet. Jeg gik over til ham og knælede ved hans side. Jeg strøg hans hår tilbage ved panden og der skete noget uventet. Jeg lagde mærke til at han blødte fra et sår i panden og jeg fik en stærk trang til hans flydende røde blod. Han satte sig op og tog sig til hovedet. Efter lidt tid tog han hånden ned og kiggede underligt på den. Han begyndte at grine dæmpet. Han gik over for at hente noget papir, til at tørre blodet væk, istedet for selv at slikke blodet i sig, nok fordi at vampyre ikke kan lide smagen af deres eget blod, men der var jeg anderledes. Jeg elskede smagen af blod, ligemeget om det kom fra mig selv  eller andre. De andre vampyre elsker også smagen af menneskers fyldige og mættende blod, men de drikker blodet fra dyr for at stille deres sult, men selvfølgelig kan de også godt lide at spise menneske mad. Jeg kan ikke lide at drikke blodet fra dyr, for jeg syntes at det smager forkert, men jeg kan godt lide smagen af deres kød så længe det er branket sort. Da jeg kom tilbage til virkeligheden, lagde jeg mærke til at min bror havde fået fat på noget papir og skulle til at tørre det smukke røde blod væk. Jeg begyndte at stirrede  hypnotisk på blodet. Min bror lagde mærke til den måde jeg stirrede på hans hånd, og han gik tættere mod mig med hånden strakt frem. Jeg fik en stor trang til at kaste mig over hans hånd og slikke alt blodet op. Jeg kiggede op på ham og han fik et ordenligt chok, så han sprang tilbage. 
"Rose dine øjne er helt røde", hviskede han.
"Det er nok fordi jeg lige har grædt", svarede jeg hviskende tilbage.
Han rystede på hovedet.
"Nej jeg mener at din øjen farve er fuldkommen blodrød".
Jeg rejste mig hurtigt og gik over mod det spejl, der hang på hans væk. Jeg fik et chok over at se mit ejet ansigt ikke kun min øjenfarve var ændret men også mit ansigt var mere glødende end normalt, præcis ligesom en vampyr der havde levet i 1000 år. Ifølge bøger var det kun nogle af de ældste vampyre der havde så smuk en hudtone, som jeg havde lige nu. Men så vidt jeg vidste var jeg kun 17 og tusind år. Det burde være umuligt. Jeg vendte mig væk fra spejlet og ind i øjnene på min bror. Han kom hen imod mig, med hånden strakt frem mod mod mig. Jeg kunne mærke mine hugtænder vokse frem og jeg kunne ikke trække dem tilbage af mig selv. Min vampyr havde fået overtaget. Da han var kommet helt hen til mig, kørte han sine blodige fingre hen over mine læber, så jeg kunne smage hans lækre delikate blod. Jeg tog fat om hans håndled og trak hans hånd helt hen til min mund, så jeg kunne få mere af det dejlige blod der havde svøbt sig om min brors hånd. Jeg kiggede op på hans ansigt. Det lignede han var i trance. Eller rettere han var i trance, for han stirrede hypnotisk på mig og jeg vidste ikke hvorfor. Efter jeg havde slikket det sidste blod af hans hånd, lod jeg den falde. Og bakkede væk og ud fra værelset. Jeg løb ind til mig selv og jeg sværger, jeg kunne høre min bror klynke som en lille hundehvalp,som lige netop havde mistet noget meget elsket legetøj. Jeg gik over til mit spejl, og jeg kiggede mig selv ind i øjnene og lagde mærke til der kun var lidt rødt tilbage, men min hud var stadig smuk og glødende. Efter at havde stået og betragtet min hud, gik jeg ind på min fars kontor og hentede en af bøgerne om vampyrens fulde forvandling, for jeg havde på fornemmelsen, at det var det der var sket for mig. Jeg fandt hurtigt siden om den fulde forvandling og detaljerne den laver og hvilke konsekvenser den får. Men da jeg læste, fandt jeg ud af at jeg havde alle detaljerne, på nær mine øjne, men jeg havde ikke oplevet problemer med solen eller en større trang til blod. I hvertfald ikke menneske blod, hvilket er hvad man ville have, hvis man var ved at blive en fuldt udviklet vampyr, men der var det, det slog mig. Jeg var ingen fuld voksen men jeg var noget andet. Jeg slog op i bogen omkring mine øjne og læste:
' disse øjne er nogle der viser sig hvert tusinde år. Og kun slægten der er nærmest den førstes eller også kendt som den hellige vampyr, vil kun tilfalde mandlige medlemmer af denne familie. Disse øjne kan putte folk i dyb trance og kan samtidig give clairvoyante evner, som fx åbenbaringer, telekinese, tankelæsning og tankeoverførelse.'
Efter jeg havde læst det, gik en ting op for mig, min skæbne var forandret og noget endnu mere foruroligende og yderst tillokkende, ventede ude i den nærmeste fremtid. Men det der fik mig til at spekulere var at jeg var noget der aldrig før havde fandtes.
Jeg var en ny form for vampyr.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...