Secrets

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jun. 2014
  • Opdateret: 26 jun. 2014
  • Status: Igang
Denne historie handler om en vampyr ved navn Rose La Grave. Hun redder en aften, en fyr, ved navn Josh Dreis, som ændre hendes liv. De er forenet af et umuligt bånd, som hverken hørte en vampyr eller menneske til. Sammen må de klare en række udfordringer, for at forblive sammen for evigt.

1Likes
1Kommentarer
368Visninger
AA

2. Episode 2

Endelig var timen slut og skole dagen var forbi, så kunne jeg gå ud, for at lede efter mit sølv armbånd med blodrøde diamanter. Det burde ikke være svært at finde det, men inden jeg nåede ud af lokalet blev jeg standset af 'hr. Night'.  
Han begyndte at smile lumsk.
"Hvor tror du, du skal hen, Rose?".
"Ud at lede efter noget vigtigt, så vis du lige vil flytte dig lidt".
"Vigtigt, mener du det her?".
Og der stod Eric Night med mit diamant armbånd. Men hvordan havde han fundet det. Havde han fulgt efter mig eller var han bare tilfældigt stødt på det mens han gik? Se det vidste jeg ikke. Men jeg skyder på han fulgte efter mig.
"Hvor har du fundet det armbånd og hvordan vidste du det var det?".
"Jeg fulgte efter dig, fordi det lignte et problem at vise Josh Dreis rundt".
Jeg vidste det, han var fulgt efter mig.
"Hvad snakker du om, det var da intet problem".
Fandens os, hvordan viste han det var et problem. Jeg viste det jo ikke, da jeg talte.
"Det lignte da et problem, siden du prøvede at flygte. Kendte du ham på forhånd?".
"Hvad vedrøre det dig om jeg kendte ham eller ej. Du har ingen grund til at snage i mit privat liv".
"Næh, det har jeg vel ikke, men det ville jeg have, vis jeg gjorde dig min".
"Hvad snakker du om?". 
"Jeg tror godt du ved hvad jeg snakker om. Du er den eneste pige på hele skolen som ikke savler over mig. Så du har gjort mig interesseret i dig".
HVAD! Er 'hr. Night' interesseret i MIG!. Det er jo helt forkert, mig en normal og upopulær pige. 
"Hvorfor er du interesseret i mig, bare fordi jeg ikke savler over dig?".
" Fordi du er speciel og fordi jeg så hvordan, du kyssede med Josh og det så virkelig hyggeligt ud og jeg tænkte jeg ville prøve at gøre det med dig".
Efter at have hørt det begyndte jeg at grine. Hvis han havde fulgt efter mig, havde han opdaget, at jeg ikke havde kysset med Josh og set at Josh holdt mig op mod væggen, mens jeg prøvede at slippe væk.
"Helt ærligt, tror du virkelig jeg kyssede med Josh. Det er da noget af det dummeste jeg har hørt. Hvis jeg kyssede med ham, hvorfor prøvede jeg så at slippe væk fra ham til at starte med. Og du nævnede det endda også selv".
"Du har fat i noget, men jeg mener stadig det med, at jeg gerne vil kysse dig".
"Ja ja, i dine drømme hr. Night".
"Hvad mener du med, at det kun er i mine drømme?".
"Tror du selv jeg vil falde for en som dig. Jeg falder ikke for hvem som helst. Og hvis du så gerne vil vide, hvorfra jeg kendte Josh, fint så fortæller jeg dig det. Bare lad mig være i fred".
"Det er ret lige meget nu og hvilken type går du så efter?".
"Hvad vedrører det dig, du er stadig kun en lærer og du skal ikke vide alt om dine elever".
"Jeg ved da alt om alle pige elever, undtagen dig".
Ved han alt om alle pige elever på hele skolen, ALT. Vidste inspektøren det. Vidste han så også alt om inspektørens niece.
"Ved du så også alt om inspektørens niece?".
"Hvad, har inspektøren en niece her på skolen?".
"Ja det har han og det er Alice Rowling, en af mine bedste veninder".
Jeg begyndte at smile, da jeg så hans fortvivlede ansigts udtryk. Det var det bedste jeg havde set til dato.  Af alle ansigts udtryk jeg havde set på ham, var det her helt klart det sjoveste.
"Lov mig du ikke fotæller det til inspektøren, ellers bliver jeg smidt ud af den her skole".
Jeg hadede at se det bedende ansigt, det mindede mig om det ansigt Josh, havde lavet til mig da jeg løb.
"Fint jeg fortæller det ikke, men så skal du love mig en ting".
"Hvad som helst, jeg vil gøre hvad som helst, bare du ikke siger det til inspektøren!".
"Hold dig væk fra mig og mine veninder forstået. Nu vil jeg gerne hjem, så vis du vil give mig mit armbånd, så kan jeg komme ud fra det her lokale".
"Forstået og selvfølgelig, så ses vi imorgen".
"Ja det gør vi og til det tidspunkt, har du glemt alt om det her".
"Selvfølgelig, farvel".
Han gav mig mit armbånd og forlod klassen.
Endelig, endelig fik jeg lukket munden på den stodder af en lærer. I de to år jeg har gået her,har der ikke været andet end problemer mellem mig og ham.

Da jeg kom ud af lokalet, stødte jeg på en jeg helst ikke ville møde. 
Josh Dreis, den dreng jeg havde redet og den dreng der ville have svar på de spørgsmål, jeg ikke måtte svare på. Da jeg gik forbi ham,greb han fat om mit håndled og bad mig om at blive. Jeg skyndte at rive mit håndled til mig og råbte ham i hovedet.
"Hvad vil du mig?".
"Jeg vil have nogle svar" skyndte han at svare tilbage.
"Hvilke svar, jeg har intet at snakke med dig om".
Jeg begyndte at snerre af ham. Jeg kunne mærke, min vampyr var ved at presse på og jeg var bange for, jeg ikke kunne holde den tilbage. 
Jeg trak vejret dybt og slappede af i mine muskler. Jeg fik holdt vampyren nede.
Jeg vendte mig om og begyndte at gå. Josh råbte efter mig.
"Jeg tror, jeg ved hvad du er". 
Jeg vendte mig om og så på ham.
"Godt, hvad tror du så jeg er, vis jeg ikke er menneske?".
"Jeg tror, du er en vampyr".
Da han havde sagt det begyndte jeg at grine voldsomt, måske lidt overgearet.
"Hvorfor tror du dog, jeg er en vampyr".
"Fordi den nat du redede mig, så jeg dine hugtænder, der bed i din arm og så gav du mig blod og det smagte ikke metallisk som normalt blod, det smagte sødt som honning".
"Er du sikker på du ikke har slået hovedet, jeg har aldrig mødt dig før".
"Hvorfor nikkede du så udenfor? Du nikkede ja til, at du huskede det".
Fandens, jeg bliver nødt til at finde på noget hurtigt, ellers finder han ud af jeg lyver.
"Jeg har ikke mødt dig før idag og jeg nikkede kun, så du ville slippe mig".
Da jeg havde sagt det fik han et trist udtryk i ansigtet. Jeg hadede at se på hans udtryk, så jeg vendte mig og gik. 
"Vent må jeg så ikke få et billede af dig som bevis".
"Fint, men kun et".
Det kunne jo ikke skade med kun et billede, jeg har mange billeder af mig der hjemme, og der er da ikke noget unormalt ved dem. Det er jo ikke sådan, at jeg forsvinder fra dem om natten.
"Tak, Rose".

Da jeg var kommet hjem, var klokken 18 og jeg fik en ordentlig skideballe af min mor. Men efter det sagde hun undskyld og at hun kun skældte mig ud, fordi hun var bekymret. Jeg sagde også undskyld. 
Da vi var færdige med vores samtale, gik jeg op på mit værelse og åbnede mit klædeskab. Jeg fandt min blå korte kjole frem, tog den på og derefter tog jeg min lange jakke, løb nedenunder og skyndte mig ud, inden jeg blev opdaget.
Men jeg vidste at jeg aldrig ville blive opdaget, for efter 18 satte mine forældre sig altid ind på sit værelse og talte om alt muligt. 
Da jeg var kommet ud skiftede jeg til min vampyr skikkelse, løb gennem skoven og ned til mit yndlings spot - søen.
Da jeg nåede søen, opfangede min næse igen den søde duft af blod.
Men denne gang var det ikke Josh's blod, tro det eller ej,men menneskers blod dufter forskelligt, denne gang var det dyre blod. Jeg løb hen til offeret og det viste sig det var en hare.
Jeg tjekkede den for sår og så det var en knivs værk.
Nogen måtte have slået den ihjel og bare efterladt den til at måske en bjørn, kom og spiste den.
Ligepludselig hørte jeg en grine. 
"Jeg vidste jeg ville finde dig her, Rose".
Den stemme, det var.....
"Har du savnet mig smukke".
Og der kom han frem, David Enright, min ex-kæreste.
"Hej David, dig har jeg ikke set siden, jeg slog op med dig".
"Det var et grimt brud, og jeg er kommet tilbage for at gifte mig med dig".
"Hvad snakker du om og hvorfor tror du jeg vil giftes med dig, og  hvornår bestemte du dig for det?".
"Siden dine og mine forældre bestemte det".
"HVAD! Jeg fortalte dem, jeg aldrig ville se dig igen, så hvorfor fanden har de sagt vi skal giftes!?".
"Fordi både La Grave klanen og Enright klanen er store klaner, derfor ville de sætte os to sammen som et par".
Mens jeg stod og tænkte og håbede på han ikke ville sige mere, begyndte han igen.
"Jeg har taget en forlovelses gave med til dig".
Han pegede ind i skoven. Jeg kiggede fra hans finger og hen på et træ. Der sad en velkendt skikkelse. Flot overkrop, brunt hår og midnats blå øjne. 
Det var Josh.
Han sad bundet og kiggede skrækslagen på David, han havde åbenbart ikke lagt mærke til mig. Det var nu forståeligt, siden jeg stod bag et træ. Jeg skyndte mig at rive fat i David og smed ham ned i jorden. Jeg hviskede.
"Jeg vil ikke have nogen gave og da slet ikke en fra min klasse. Og desuden mellem dig og mig, er han under min beskyttelse".
"Hvad, vidste han vi er vampyre i forvejen".
"Nej, men takket være dig, ved han det nu! Og det jeg snakkede om var, at han var blevet reddet af mig".
"Så længe du ikke gav ham blod, så er der da intet galt".
"Hov, det glemte jeg vist at fortælle dig, jeg har givet ham blod og derfor er han under min beskyttelse".
"Hvad, gav du ham blod. Det er forbudt. Du ved godt, at du har formet et bånd med ham, da du lod ham drikke dit blod".
"Hvilket bånd, hvad snakker du om?"
"Kender du ikke til båndet mellem menneske og vampyr?".
"Nårh det bånd, det kender jeg da godt, men det opstår kun vis jeg suger hans blod og ikke når man giver ham blod".
"Det er også rigtigt og selvom du ikke kan mærke båndet, så kan han mærke det, hvergang han rør ved dig. For når han rør dig, vil han røre mere, er det sket?".
"Måske, måske ikke, hvem ved og hvis det var sket, vedrører det ikke dig!".
"Øh, jo det gør, jeg er jo din forlovede".
Han blev hele tiden ved med, at sige han var min forlovede. Det gjorde mig så gal, at jeg smadrede min hånd ned i jorden ved siden af hans hoved. 
I stedet for at blive bange, vendte han sig, så han lå øverst og jeg lå nederst. Han hviskede i mit øre.
"Jeg elsker når du bliver gal".
Da han bøjede hovedet ned for at kysse mig, slog jeg en knytnæve i ansigtet på ham og råbte. 
"Tror du virkelig jeg vil lade dig kysse mig, efter alt du har gjort mig og så i en situation som den her".
Efter at have råbt af ham,så han målløs ud, ligesom da jeg havde slået op med ham. Jeg skubbede ham væk og rejste mig op. Da jeg begyndte at gå hen mod skoven, hørte jeg fodtrin bag mig. Jeg vendte mig om og kiggede på David. 
Han så vred ud , men jeg var ligeglad, hvis han ikke havde været sådan en player, da vi var sammen, havde vi sikkert stadig været det. Jeg sagde en sidste ting, inden jeg vendte ryggen til ham.
"Det var din egen skyld, jeg elskede dig, det gjorde jeg virkelig, men du havde ikke de samme følelser som mig og det var derfor jeg slog op".
Efter at have sagt det løb jeg over til Josh, som stadig så rædselslagen ud, efter at have været fanget af David.
Jeg stillede mig foran ham og han begyndte at smile sit smukke generte smil. Jeg følte en rødme blusse op i mine kinder. Jeg skyndte mig at binde ham op og inden han nåede at snakke, lukkede jeg munden på ham og stillede ham nogle spørgsmål.
"Ved du, hvad han er?".
"En vampyr, JA!".
"Hvordan stødte du på ham?".
"Jeg var på vej ned til søen, for at lede efter den person, der reddede mit liv.
Nårh ja, hvad laver du egentlig her Rose?".
"Det er en lang historie, men vi må hellere komme videre, inden David kommer tilbage".
"Hvor ved du fra hvad han hedder?".
"Det er også en lang historie".
Da han var kommet op og stå, løb vi ud mod vejen. Han faldt et par gange, men kom hurtigt op og stå igen. Da vi nåede vejen, satte han sig ind i bilen, men siden jeg ikke satte mig ind, fik han et forvirret udtryk i ansigtet.
"Hvorfor sætter du dig ikke ind Rose?".
"Fordi jeg skal et andet sted hen, der ikke har noget med dig at gøre. Så skynd dig nu at kører hjem".
"Ses vi imorgen". 
"Vi får at se".
Han tændte motoren og kørte ud i natten

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...