Peter Pan- Lost girl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jun. 2014
  • Opdateret: 25 jun. 2014
  • Status: Igang
Vi kender alle historien om Peter Pan. Drengen, der ikke vokser op. Historien om Wendy, John og Michael, Klokkeblomst, kaptajn klo og alle de andre.
Men tiderne har ændret sig - det samme har Pan. Han er ikke længere helt så uskyldig, ikke helt så livlig. Ikke længere helt på barnlig.
Efter Wendy forlod ham, er han vokset. Ikke meget, bare en smule. Nu sidder han fast i en alder af 16, med ny styrke, nye idéer og nye følelser, som han har svært ved at acceptere.
Hans magi er vokset, hans sind blevet en tand mørkere. Neverland med.
Alt dette vidste Daisy Walker selvfølgelig ikke da hun lod sig fortrylle af løftet om et bedre liv.

6Likes
1Kommentarer
638Visninger

1. Daisy

Daisy's POV

”Daisy!” Der er mor. Hun råber igen. Irriteret kniber jeg øjnene endnu tættere sammen og gemmer hovedet i puden. Det er vel 3 eller 4 gang hun råber, og hun er ved at blive irriteret. Har på fornemmelsen at jeg ikke ville gå glip af noget hvis jeg blev i sengen resten af dagen, men regler er vel nu engang regler- Ikke at jeg altid følger dem. Desuden er det fredag, en enkelt dag mere skader vel ikke. Urgh. Skole. Med en klagende lyd rejser jeg mig.

Jeg finder hurtigt noget tøj i skabet og børster mit hår, klarer alle de små ting man nu skal om morgnen. Jeg er pænt træt og gider ikke rigtig gøre så meget ud af mig selv, så jeg sætter Ed Sheeran på og nynner med på Give me love mens jeg glatter mit røde hår. Ikke den der jordbærblonde farve, ikke orange-rød, men en dyb mørkerød. (Det er naturligt, jeg sværger). Jeg lægger en let make-up, snupper min taske og lægger mobil og høretelefoner i lommen, inden jeg forsvinder nedenunder.

En stank af røg og alkohol møder mig nedenunder. Min stedfar ligger på sofaen og glor fodbold med en øl i hånden og tomme flasker på sofabordet. Min mor sidder og ryger i lænestolen ved siden af. Jeg ignorerer trangen til at råbe af hende, og fortsætter så ud i køkkenet. Bedste sidder på en stol ved vinduet, men er faldet i søvn. Jeg placerer et let, forsigtigt kys på hendes pande. 

Jeg kigger kort på uret. Der er et kvarter til første time starter. Jeg kigger på bedste igen. Hun her boet her hele livet. Hver morgen sad hun ved vinduet. Nogle gange troede jeg rent faktisk hun sov der. Det er faktisk hendes hus. Mor fik lod at flytte ind da min far forlod hende, kort før jeg blev født. Min mor var ikke rigtig i stand til at tage sig af mig efter far skred, så bedste tog sig af mig, fortalte historier og inspirerede mig. Gav mig noget at tro på. Men hun er ved at være gammel. Hun holder nok ikke længe.  Uret fortæller at det ringer om ca. 7 min., så jeg går ud af døren og låser efter mig. Det er måske ikke nødvendigt, men jeg gør det altid. For en sikkerheds skyld. Skole ligger et par huse væk, så det tager ikke mange minutter at gå. Med musik i ørene nynner jeg hele vejen til skole.

 

Oh gud. Skole. Forbyd det. Jeg lægger mig på senge så snart jeg er hjemme. Et udmattet suk forlader min mund. Det er ikke engang værd at fortælle om, så kedeligt var det. Jeg gemmer hovedet i dynen, og langsomt bliver mine øjenlåg tungere. Jeg er på kanten til at falde i søvn, da jeg hører en lyd ved vinduet. Hurtigt er jeg oppe at tjekke, men der er intet. Det var nok bare et blad eller noget. Bedste har fortalt alt for mange historier, et kort øjeblik håbede jeg han ville være der. Naive tøs. Peter Pan, Ha! Som om. Hvad havde jeg regnet med? Jeg er trods alt snart 16, alt for gammel til at tro på flyvende gingers i gamacher. Jeg går langsomt tilbage til sengen og finder bogen frem fra under sengen. Det har været bedstes, men hun gav den til mig på min 10 års fødselsdag. Peter Pan. Bedste have også altid være besat af ham. Måske er det derfor hun altid sidder ved vinduet. Hun plejede altid at fortælle historier om ham, hvordan hun altid havde siddet ved vinduet, i håb om at få ham at se. Med bogen i hånden satte jeg mig over i vindue kammen. Med et smil på læberne, og et sidste blik på det klare himmel, lukker jeg øjnene og døser hen, uvidende om den ekstra skygge på væggen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...