Explosion | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jul. 2014
  • Opdateret: 15 okt. 2014
  • Status: Færdig
Harry Styles og hans kusine Piper Cox, har lige så langt tilbage de kan huske, ikke kunne enes. Det ene skældsord efter det andet bliver sagt og de sårer hinanden ved deres handlinger. Derfor beslutter deres mødre i fællesskab, at Piper skal med på One Directions WWA tour, for at skabe et bedre bånd imellem kusine og fætter. Der er bare det ved det, at et problem sjældent kommer alene og snart er det hele et stort spil Domino.

121Likes
139Kommentarer
19331Visninger
AA

4. To kvinders beslutning

 

Et træt og irriteret støn forlod mine læber, da der var nogen, der valgte at brase ind på mit ulåste værelse, hvor jeg lå og sov på denne ellers fredfyldte lørdag morgen. Jeg vendte mig irriteret rundt i sengen, da vedkommende gik over mit gulv for efterfølgende at trække de gardiner fra, som afskyggede for solen, der lige nu plagede mine øjne. 

"Så er det op skat," sagde min mor med en lidt for munter stemme. 

Helt ærligt? Det var lørdag morgen, hun kunne da ikke bare bestemme, hvornår jeg skulle stå op. 

En dag, hvor jeg ikke skulle op klokken seks om morgnen, men faktisk havde mulighed for at sove længe?

Nej gu fa'en om jeg skulle op nu. 

"Gå," mumlede jeg og trak dynen godt op over min skulder, imens jeg holdt mine øjne limet i, ganske enkelt fordi jeg virkelig ikke følte for at åbne dem lige nu. Klokken var blevet ret sent, inden jeg formåede at slå min røv i sengen for at sove. Og grunden til, det var blevet sent, var fordi jeg havde en opgave for til på mandag og jeg havde næsten brugt hele eftermiddagen i familien Styles' hus, hvor jeg var blevet holdt ved selskab af en Tomlinson, ikke en Styles. 

Men Anne, Gemma og Harry kom åbenbart først sent hjem den dag, men det gjorde mig egentlig ikke noget, Louis var en sød fyr. Han var ikke en Harry 2, som jeg først havde frygtet, han var faktisk helt anderledes. 

"Op unge dame, vi har gæster til morgenmaden," sagde min mor og rev dynen af mig, hvilket sendte en række kuldegysninger igennem mit krop, da jeg slet ikke var forberedt på det. 

Nu kunne jeg vel ligeså godt stå op, når hun havde taget min dyne. Så var det næsten ikke værd at leve mere.

Ej, just kidding, men som i ved, overdrivelse fremmer forståelse. 

I visse tilfælde.

"Hvem?," mumlede jeg en del forsinket, da det først lige var gået op for mig, hvad min mor havde sagt. 

"Anne, Gemma og Harry," sagde hun med et skævt smil, hvilket fik mig til at rynke lidt på panden. 

"Hvad med Louis?," spurgte jeg og gned mig træt i øjnene, da det for første gang lykkedes mig at slå øjenlågene op. Og så charmerende som jeg nu var, forlod et højt gab også min mund. 

"Han rejste hjem i morges, så han kunne nå at pakke og sige hej til sin familie inden de skal på ny tour," forklarede min mor og efterlod mig tilbage på mit værelse, uden dyne og ingen anelse om, hvorfor Louis ikke havde sagt det til mig igår. Men på den anden sige, hvorfor skulle han også det? Vi var jo ikke ligefrem slyngveninder eller noget, vi havde bare spillet et par spil, snakket og drukket kaffe. 

That's it. 

Alligevel kunne jeg føle en svag skuffelse brede sig i min krop, for udover Gemma, var han nok hidtil en af de venligste personer, jeg nogensinde havde mødt. For dem i min skole, var ikke ligefrem det, man kunne kalde venlige. 

De var nogle røvhuller - hver og en.

Jeg rejste mig sukkende op fra min behagelige seng og undgik bevidst spejlet, der hang over min komode i den anden ende af det knapt så store værelse. Jeg magtede ikke at kæmpe lidt mere med min selvtillid, og mit spejlbillede om morgnen var lige til at ødelægge det, jeg havde kæmpet med at bygge op det sidste lange stykke tid og som Harry gang på gang formåede at flække et lille stykke af. 

Jeg havde ikke nogen selvtillid. 

Alligevel fandt jeg mig selv nede i spisestuen få minutter efter jeg havde kæmpet en brag kamp med mig selv om, hvor vidt jeg skulle komme herned eller ej. 

"Wow, hvor lang tid var du ude igår?," spurgte Harry med et flabet smil, da jeg trådte ind i spisestuen. Han modtog et puf i siden af Gemma, men jeg havde selvfølgelig ikke tænkt mig bare at lade den hænge. 

"Faktisk, så studerede jeg igår. Det er jo ikke alle, der bare kan komme sovende til succes," svarede jeg igen og satte mig ned på stolen. Min mor havde lavet en god, engelsk, traditionel morgenmad med tykke pandekager, æg, bacon, baked beans osv. 

"Det er måske fordi du ikke har noget talent," mumlede han, hvilket fik mit indre til at koge over, selvom jeg desperat forsøgte at styre mit temperament. 

"Harry," sukkede Anne, hvilket stoppede mig i at fyre den næste kommentar af, selvom jeg ikke ville lade Harry vinde, magtede jeg ikke at diskutere. 

Jeg tog en pandekage hen på min tallerken og begyndte at rive små stykker af den, som jeg proppede ind i munden, inden jeg hældte noget æblejuice op i mit glas. 

"Vi har faktisk noget at skulle fortælle jer," sagde min mor efter lidt stilhed og lagde bestikket fra sig. "Noget at fortælle Harry og Piper," afsluttede hun sig selv og fangede delvist min opmærksomhed, imens jeg proppede lidt mere pandekage ind i munden. Jeg tog en slurk af min juice, lige i det Anne forklarede videre. 

"Vi har besluttet os for, at du Piper, skal med One Direction på tour," sagde hun, hvilket fik mig til at spytte al den æblejuice ud af munden, jeg havde forsøgt at synke. Uheldigvis sad der ikke nogen foran mig, og med nogen, mente jeg Harry. 

"Hvad?!," udbrød Harry og mig i munden på hinanden og de to kvinder, der skulle forestille at være vores mødre, nikkede bare. 

"Vi har kordineret det med både Paul, Modest! og alle de andre, så de er klar til at tage imod jer imorgen," afsluttede Anne og foldede tilfreds hænderne over bordet. 

"I må jo være sindssyge? Hvad med min skole? Jeg har snart prøver, og og..." Jeg kunne slet ikke finde ordene i min panikkede talestrøm, så det endte bare med, at jeg ville gentage mig selv, hvis jeg ikke stoppede. 

"Jeg har snakket med din skole, skat," forsikrede min mor mig om og jeg endte bare med at stirre tavst ned på min halvspiste pandekage. 

"Men... Hun kan altså ikke komme med, det er udelukket," sagde Harry og jeg måtte ærligt indrømme, at jeg var enig med ham for nok første gang i mit liv. "Jeg mener, vi kan da ikke bare ha' hende på slæb med rundt i hele verden? Det er komplet sindssygt," sagde han efterfølgende og jeg kunne faktisk ikke andet end at føle mig en smule såret over hans ord. 

"Vi har taget beslutningen udelukkende fordi, i er så lede imod hinanden og har brug for at skabe et stærkere bånd. I er trods alt i familie," forklarede min mor. Jeg bed mig hårdt i underlæben og så igen op fra min tallerken. 

"Jeg er enig med Harry. Jeg kan ikke bare komme med på den tour, jeg kender jo ikke andre end Harry og Louis, og dem kender jeg knapt nok," sagde jeg ærligt, fordi det var sandt. Jeg kendte ikke nogle fra Harrys omgangskreds, for jeg kendte knapt nok til min egen fætter. 

Jeg vidste ikke noget så simpelt som, hvad hans livret var, selvom jeg nok bare kunne google det. 

"Beslutningen er taget, og sådan bliver det"

 

 

 

 

Hvad var klokken overhovedet? Jeg var lang fra sikker. Det eneste jeg vidste lige nu var, at jeg burde ligge og sove i min dejlig bløde seng. 

Men istedet stod jeg lige nu i en tom lufthavn og lignede lort med mine brune krøller stikkende ud i alle retninger fra den rodede knold, der var på toppen af mit hoved. Jeg havde mørke render under øjnene, der nok skyldtes søvnmangel, min kinder var rødblussede og jeg var bare iført Vans, joggingbukser og en sort tanktop, imens jeg havde mine sorte Ray Ban solbriller på, så jeg ikke helt lignede noget, katten havde slæbt ind. 

Og tom, nej okay, det var lufthavnen ikke helt. 

Istedet havde jeg æren af at være her med hele One Direction og nogle stykker fra deres crew, som jeg ikke rigtig kendte og heller ikke gjorde nogen form for indsats for at komme til. Jeg sad fint her - på min kuffert og med min mobil i hånden, imens utallige gab forlod mine læber. 

Rend mig. 

Hvorfor skulle jeg lige med? Hvad tænkte min mor lige på der? Jeg har jo ligesom en skole at skulle passe og vi var altså kun i april måned! 

Men ja, som hun havde sagt, havde hun fundet af det med skolen og pga. det, havde jeg også tonsvis af bøger og opgaver nede i min kuffert. For ja, så heldig var jeg jo.

I det mindste slap jeg da for alle de mennesker jeg hadede, specielt Damon. Det var nok det dejlige ved at få fri fra skole, så skulle jeg ikke gå rundt og frygte for mit liv hvert sekund. 

"Klar til Bogota?" Jeg så skræmt op fra min mobil, da der var en eller anden, der snakkede til mig. 

Ser man det, den søde, irske dreng, der så mindst ligeså træt ud som mig. 

"Tjo... Nej," svarede jeg ærligt og betragtede Harry komme gående i bag Niall, inden han stod ved siden af ham. 

"Hvad snakker i om?," spurgte han, imens hans hårde blik lå fast limet på mig. 

"Ikke noget der rager dig," svarede jeg koldt tilbage. Harry fnøs af mig og rullede med øjnene. "Hvad vil du Harry?," spurgte jeg. 

"Jeg skulle sige fra Paul, at vi skulle op på flyet nu," mumlede han, inden han vendte om og begyndte at gå med hans kuffert. 

"Er i altid sådan der?," spurgte Niall, da jeg rejste mig fra min kuffert, hankede op i den og begyndte at rulle med den samme vej som alle de andre gik. Jeg nikkede.

"Hvis ikke, havde jeg ikke været her," mumlede jeg og lod mit blik glide en enkelt gang rundt på de få mennesker, der skulle med det samme fly som mig. Det var kun Paul, Lou, to mænd jeg ikke kendte, min fætter og så resten af drengene. 

Nogle havde taget flyet et par dage tidligere, nogle tog det først senere, selvom drengenes koncert allerede var i aften. 

"Så, hvor lang tid har i været uvenner?," spurgte Niall og så hen på mig, imens jeg smed min kuffert op på bagage vognen og han gjorde det samme. 

"Det ved jeg faktisk ikke helt... Jo, jeg tror vidst det for alvor startede, da han gik til audition," svarede jeg ærligt. Niall var overraskende nem at snakke med og jeg havde endnu ikke været ude for, at der var flere fra One Direction, der var nogle ligeså store idioter som Harry.

Hvordan kunne de holde ham ud? 

Niall skulle lige til at svare mig, da vi trådte op i flyet, men blev afbrudt af Harry, der kaldte på ham. Han sendte mig et undskyldene smil, inden han gik ned til Harry og de andre drenge i den anden ende af flyet og jeg bare slog røven i sædet på nogle af de forreste pladser, inden jeg fandt mine høretelefoner frem og tændte musikken på min mobil. 

Jo hurtigere dette her kunne gå, desto bedre. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...