Explosion | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jul. 2014
  • Opdateret: 15 okt. 2014
  • Status: Færdig
Harry Styles og hans kusine Piper Cox, har lige så langt tilbage de kan huske, ikke kunne enes. Det ene skældsord efter det andet bliver sagt og de sårer hinanden ved deres handlinger. Derfor beslutter deres mødre i fællesskab, at Piper skal med på One Directions WWA tour, for at skabe et bedre bånd imellem kusine og fætter. Der er bare det ved det, at et problem sjældent kommer alene og snart er det hele et stort spil Domino.

121Likes
139Kommentarer
19296Visninger
AA

12. Fødselsdag i legeland pt. 1

 

Et ord, ti bogstaver. 

F - Ø - D - S - E - L - S - D - A - G. 

Idag var det min fødselsdag, hvis i ikke allerede havde regnet det ud. Noget jeg normalt afskyede, for jeg hadede at være midtpunkt og få alt opmærksomheden væltet over på en, men dagens anledning var noget andet. De kunne ikke længere bruge det skide argument imod mig, at jeg kun var seksten. 

Og ja, så må vi vel alle indrømme, at det lyder en lille bitte smule bedre at kunne kalde sig selv for sytten istedet for seksten. Det syntes jeg i hvert fald. 

Så da jeg vågnede i morges, var jeg overraskende nok, slet ikke træt. Jeg slog øjnene op præcis klokken halv syv og jeg havde nu taget mig et karbad, vasket mit hår og glattet det, så nu duftede det af karamel, barberet mig og havde for en gang skyld iført mig noget ordentligt tøj. Jeg havde valgt et par stramme, sorte bukser, der sad tæt ind til mine smalle ben med huller på knæene, en strikcardigan der gik ned til lige under rumpen, en pastellyserød T-shirt og nogle helt hvide Nike sko. Air Max faktisk, ja. 

Da jeg kort betragtede mig selv og tænkte over, hvorfor jeg ikke forkælede mig selv sådan her noget oftere, bankede det på døren. Jeg havde allerede snakket med min mor, Anne og Gemma her til morgen. Jeg vidste ikke, om drengene vidste, at det var min fødselsdag, men jeg ville ikke nævne noget. 

Da vi lige nu var i London og drengene imorgen skulle spille på Wembley, ville jeg tage hjem til min mor i morgen, så hun kunne få glæden at at fejre en nogenlunde normal fødselsdag for mig. Til at starte med undrede jeg mig over, hvorfor jeg ikke bare kunne komme hjem idag, men så sagde hun, at hun skulle til jobsamtale, hvilket jeg selvfølgelig var oven ud lykkelig for, at hun skulle, efter hun blev fyret fra hendes tidligere job. 

Hun hadede det selv som pesten, at hun skulle til jobsamtale på min fødseldag, men istedet for at tage hjem, hvor hun alligevel ville være nogle timer ude, kom hun med den ide, at vi bare kunne rykke min fødselsdag en enkelt dag. Jeg havde hurtigt sagt ja, da jeg ikke ville ha' hende til at aflyse hendes samtale og sådan. 

Jeg glædede mig til at skulle se min mor igen. 

Tilbage til, at det bankede på døren; Jeg gik hurtigt derhen og lod mine fingre folde sig om dørhåndtaget, som jeg uden tøven klikkede ned og blev mødt af et storsmilende ansigt. 

"Tillykke med fødselsdagen min yndlings Piper!" udbrød Niall, inden han trak mig ind i et stort kram og før jeg kunne se mig om, havde han placeret en yderst grim plastic krone på toppen af mit hoved. 

"Tusind tak Niall, men er kronen virkelig nødvendig?" spurgte jeg med et par rynkede bryn og betragtede ham nikke. 

"Vi har bestilt morgenmad, alle drengene er dernede, inklusiv Harry" Jeg nikkede kort til hans ord og kunne ikke lyve mig udenom, at jeg var glad for, at Harry var dernede. Det betød faktisk noget for mig. 

Jeg trådte ud af værelset, efter jeg havde grebet min lille, sorte taske med en lang strop, der hang over skulderen og ned til min hofte, hvor selve tasken var og jeg lagde min mobil og mit nøglekort ned, inden jeg trådte ud af værelset og klikkede døren i efter mig. 

"Hvordan vidste du... I, at det var min fødselsdag?" spurgte jeg kort da vi gik nedad gangen, hen til elevatoren, hvor Niall trykkede på knappen og vi få sekunder efter trådte ind. 

"Harry talte over sig," betroede han mig med et skævt smil. "Igår," uddybede han kort og hurtigt og jeg nikkede bare tilfreds med hans ord. "Udover det havde du nævnt en del gange, at det snart var din fødselsdag, så vi pressede det måske også lidt ud af ham," smågrinede Niall, hvilket selv fik mig til at trække voldsomt på smilebåndene. 

Dørene klikkede op og vi trådte ud på 3. sal, hvor hotellets restaurant lå. Niall ledte mig hurtig hen til det bord, de åbenbart havde reserveret til dagens begivenhed. Lige så snart jeg satte mig, lagde jeg mærke til de engelske flag og, at jeg ikke var den eneste med krone på. 

Jeg havde bare dronningekronen, de andre var bare prinser. 

MWUHAHAHAHA. 

Det frydede mig at se Harry med den krone på hovedet, som han nok også kæmpede en brag kamp med sig selv, for ikke at tage af. Vi så allesammen latterlige ud. 

"Tillykke med fødselsdagen!" hilste de mig allesammen og jeg sendte dem et stort smil og et 'tusind tak'. 

"Det var Nialls ide med kronerne," hørte jeg pludselig en stemme ved siden af mig sige. Det var Zayn. Han snakkede faktisk til mig? For ikke at gøre det akavet, valgte jeg at svare ham. 

"Det kommer egentlig ikke bag på mig," sagde jeg med et træk i den ene mundvige, hvilket fik Zayn til at smile svagt og læne sig lidt tilbage i stolen. Jeg greb hurtigt ud efter en croissant og hældte lidt kakao op i mit glas. 

"Hvordan føltes det så at være blevet sytten?" spurgte Louis med et skævt smil. 

"Det føltes... Godt. Nu kan i ikke længere bruge argumentet imod mig, at jeg kun er seksten," sagde jeg med et kækt smil, inden jeg tog en bid af min croissant. 

"Vi beklager, at vi jo ikke har nogen gave til dig, så derfor tænkte vi, at vi kunne tage hen i et tivoli, der er åbnet henne i byen?" foreslog Liam. Jeg skød hurtigt brynene i vejret og kunne ikke skjule mit smil. 

"Perfekt"

 

 

 

 

"Nej nej, det kan i godt glemme - under absolut ingen omstændigheder, at jeg går derind," nægtede jeg og bed mig nervøst i underlæben, da drengene ville ha' mig med ind i et fucking spøgelseshus. 

Jeg skulle aldrig i mit liv ind i sådan et hus igen - aldrig. Sidste gang var slemt nok for mig, jeg kunne ikke sove flere nætter i træk. Jeg sov inde hos min mor, og jeg var fjorten. Fra den dag af, lovede jeg mig selv, at jeg aldrig skulle sætte en fod indenfor et spøgelseshus igen. 

"Kom nu Piper, der sker ikke noget," sagde Liam med et drilsk smil, imens de alle sammen prøvede at overbevise mig om, at jeg skulle med ind i det klamme hus. Jeg mener, du ville aldrig nogensinde gå derind, ved bare at ha' kigget på huset først. Braderne, der var malet sorte, var helt og aldeles går i stykker flere steder, malingen var skaldet af og der kom gentagende gange skrig og andre uhyggelige lyde derinde fra.

Der var lige en lille pige, der kom grædende ud derfra. 

"Piper forhelvede, du dør ikke. Der er små børn, der prøver den der," sagde Harry småirriteret efter, at drengene havde prøvet at overtale mig i nu godt og vel ti minutter. 

"Men..." 

"Jeg skal nok passe på dig," sagde Louis med et kækt smil. Jeg bed mig stadigvæk i underlæben og sank en klump, der havde samlet sig i min hals, imens jeg hele tiden forsøgte at overvinde mig selv. 

"Hvis jeg får en candyfloss bagefter," satte jeg krav om og skød et bryn i vejret. 

"Top," sagde Niall og de begyndte alle sammen at småjuble lidt, bortset fra Zayn, der havde forholdt sig ret stille under hele turen. Det var vel heller ikke nogen overraskelse, at Harry bare rullede med øjnene af mig. 

Jeg fortsatte op af trapperne med dem og kunne med et samme mærke en fortrydelse vokse indeni mig. "Jeg vil ikke alligevel," sagde jeg hurtigt og bakkede et enkelt skridt. Heldigvis stod der ikke nogen i bag os, men istedet for at svare, lagde Niall bare sin hånd på min ryg og tvang mig fremad. Harry og Zayn hoppede op i en vogn imens jeg bare stod og stirrede på de sorte, afskallede vogne, man skulle sætte sig op i. Jeg nåede knapt nok at reagere yderligere, før jeg pludselig så Niall og Liam hoppe op i den næste, og jeg var alene tilbage med Louis. 

Vores vogn kom stille kørende og jeg knyttede mine hænder så meget sammen, at mine knoer blev helt hvide og mine håndflader begyndte at blive svedige. 

"Kom nu Piper, jeg passer på dig," lovede Louis mig med et skævt smil, inden han tog fat ved mit håndled og hev mig ned i vognen, for efterfølgende at hive bøglen ned over os. Jeg lod kort mine øjne skimme, hvad der var rundt om mig, inden de hurtigt landede på et skilt, hvor der stod: Der kan forekomme levende væsner. 

Jeg spærrede med det samme øjnene op og fortrød noget så voldsomt, at jeg overhovedet var gået op på de trappetrin. Jeg klamrede mig hurtigt ind til Louis, da vi kørte igennem de sorte døre og da jeg kunne høre et højt barneskrig, lod jeg et gisp forlade mine læber. Louis lagde beroligende sin arm omkring mig og istedet for at fylde hele tomandsvognen med de to sæder, sad jeg næsten halvt på skødet af Louis. 

For at sige det ligeud, så var jeg pisse hamrende bange. 

Men den havde du måske allerede fanget. 

Jeg pressede mine øjne hårdt sammen, da jeg hørte nogle rislende lyde efterfulgt af en ond latter. Vi kørte forbi adskillige dukker og billeder, der først så harmløse ud, men ændrede sig efterfølgende til noget, der skræmte livet ud af mig. Det blev dog først slemt, da der var nogen, der tog fat om min ankel. 

Jeg skreg op og slog ud med armene, så jeg næsten var hundrede på, at jeg ramte en i hovedet. Ikke Louis, en fremmed. Ham, der havde taget fat i min ankel. "Der, der, der, der var nogen, der, der, tog fa-fat i min ankel," stammede jeg og modtog et svagt grin fra Louis, inden han strøg mig over ryggen og tog sin arm ordentligt omkring mig. "Er vi snart ude?" hviskede jeg, da jeg intet kunne se, fordi jeg havde mine øjne lukkede og sad helt krybet op af Louis. 

"Snart," sagde han hurtigt og jeg tvang mig selv til at åbne øjnene, hvor jeg så en udgang og med det samme følte mig mere end lettet. Vi skulle lige til at køre ud, da noget sprang ind foran vores vogn. 

En klovn og han kom fra loftet af, hvilket fik mig til igen at slå voldsomt ud med armene, inden et højt og øredøvende skrig forlod mine læber. Stakkels Louis. 

Men klovnen havde en kniv og det var nok den klammeste klovn, jeg havde set til dato. Så da vi endelig kom ud, sprang jeg hurtigt op af vognen, hvor Louis tog det mere roligt. Mine åndedrag var ukontrollerede og jeg rystede i bukserne af skræk. Det var de værste, lange minutter i hele mit liv. 

"Var det dig, der skreg sådan?" spurgte Niall med et drilsk smil, da jeg klamrede mig op af ham og gik ned af de få trappetrin sammen med ham og de andre drenge, der havde været så elskværdige at vente på os. 

"Mon ikke, jeg er næsten døv nu," sagde Louis med et skævt smil og tog sig til øret for at understrege hans ord. 

"Det var jeres egen skyld, jeg sagde til jer, hvor bange jeg var for spøgelseshuse," forsvarede jeg mig selv og trak lidt i den ene mundvige, da jeg havde fået mig selv under kontrol. "Nu skylder du mig også en candyfloss, Niall," kommenterede jeg og Niall rystede smågrinende på hovedet, inden han nikkede og vi fandt vejen frem til en candyfloss bod. 

"Hvilken farve?," spurgte han og åbnede sin pung, da han havde sagt til candyfloss manden, at jeg skulle ha' en candyfloss. 

"Grøn," bestemte jeg mig hurtigt, for selvom alle farverne nok smagte ens, syntes jeg alligevel, at grøn var den bedste. Manden bag kassen lavede hurtigt en grøn candyfloss til mig og rakte mig den, inden Niall betalte. Jeg pillede hurtigt en stor tot af den og proppede det i munden. 

"Jeg kan ikke forstå du kan," kommenterede Harry imens han bare så tomt på mig. 

"Bare fordi du ikke kan li' candyfloss, betyder det ikke, at alle andre i verden heller ikke kan," svarede jeg igen, inden jeg proppede endnu en tot candyfloss i munden. Harry svarede mig ikke, men efter hvad jeg kunne tyde, lod han et irriteret suk forlade hans læber. 

"Uh, se karrusellen, den kan vi prøve!" udbrød jeg med et stort smil, da jeg fik øje på en nuttet, lille karrusel.  

"Mener du det? Hvorfor vil du kun prøve ting til fire år?" spurgte Harry irriteret og rystede på hovedet af mig. Det var godt nok utroligt, hvor meget han snakkede til mig idag, det måtte være hans rekord. 

"Fordi de er søde, ikke uhyggelige. Come on," bad jeg imens jeg prøvede at præstere et så godt hundefjæs som muligt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...