Explosion | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jul. 2014
  • Opdateret: 15 okt. 2014
  • Status: Færdig
Harry Styles og hans kusine Piper Cox, har lige så langt tilbage de kan huske, ikke kunne enes. Det ene skældsord efter det andet bliver sagt og de sårer hinanden ved deres handlinger. Derfor beslutter deres mødre i fællesskab, at Piper skal med på One Directions WWA tour, for at skabe et bedre bånd imellem kusine og fætter. Der er bare det ved det, at et problem sjældent kommer alene og snart er det hele et stort spil Domino.

121Likes
139Kommentarer
19321Visninger
AA

17. Et smil, et grin og et glimt i øjet

 

Jeg havde faktisk aldrig været i Danmark før og for at være helt ærlig, så havde jeg aldrig rigtig tænkt over, at det faktisk lå her. Selvfølgelig vidste jeg, at det eksisterede, men det var aldrig et sted, hvor jeg virkelig havde sat mig ned og tænkt: "Hmm... Måske skulle jeg tage derhen en dag?"

Den tanke fortrød jeg med det samme, når jeg var kommet her, for det var enormt hyggeligt. Her var så småt og hyggeligt. Det var nok også derfor, at drengene elskede at være her. Det vidste jeg, de gjorde. 

Det måtte da også være lidt vildt for dem at kunne holde to så store koncerter i et så lille land, som Danmark. Jeg mener, man skal jo have en vis mængde fans for at kunne holde to koncerter for 45.000 mennesker, udsolgt, så lille et sted som her. 

Det beviste bare endnu engang, hvad de var i stand til og de styrede deres shit med hård hånd. 

Jeg lod hurtigt mit blik glide op fra det solide marmor gulv og det første jeg fik øje på, var Louis. Jeg bed mig svagt i underlæben ved alle de tanker, der pludselig væltede ind i mit sind, da jeg så ham. Gad vide, om det Niall havde sagt, var sandt? Hvad nu, hvis det bare var noget han troede og Louis måske i virkeligheden afskyede mig? 

Jeg ville ikke gøre mig selv til grin, men sandheden var nok den, at jeg også var en lille bitte smule forelsket i Louis. Jeg havde bare ikke indset det, før Niall sagde, at Louis var forelsket i mig, hvilket var noget, jeg langt fra havde set komme. 

Hvorfor skulle han være forelsket i mig? Det gav ingen mening, inden mening overhovedet. Han kunne få hvem som helst, han kunne få de smukkeste og sødeste piger i hele verden, men alligevel var han forelsket i mig? 

En kikset, akavet og højst ucharmerende 17-årig pige fra Holmes Chapel. Jeg var bare Harry Styles' kusine. 

Jeg kunne hverken finde hoved eller hale på det. Alligevel befandt jeg mig dog få sekunder efter lige foran Louis, der stadigvæk ikke havde opdaget mig og sad med hovedet begravet ned i en avis. 

"Sidder der nogen der?" spurgte jeg forsigtigt og hentydede til pladsen ved siden af Louis. Han så hurtigt op, først en smule uforstående, da han ikke havde bemærket mig, før jeg sagde noget. Til sidst endte han dog med at smile svagt og ryste på hovedet. Jeg satte mig forsigtigt ned ved siden af ham og slog det ene ben over det andet, inden jeg lænede mig lidt tilbage i sofaen. 

"Hvorfor sidder du her?" spurgte jeg lidt efterfølgende, da Louis blot havde slået blikket ned i avisen igen. 

"Hvad mener du?" spurgte han en smule uforstående og hævede forsigtigt det ene øjenbryn imens et svagt, skævt smil spillede på hans læber. 

"Jeg mener, at alle de andre drenge er udenfor for at studere omgivelserne, hvorfor sidder du herinde?" uddybede jeg mig selv lidt og holdt mit blik på ham, selvom hans gradvist faldt, imens det så ud som om, at han tænkte ret meget over et eller andet. 

"Jeg læser," sagde han lidt efterfølgende og hentydede til avisen i hans hænder. Jeg lænede mig lidt fremad imod ham for at skæve ned på avisen sider, hvor jeg der fandt ud af, at det var en dansk avis. 

"Helt ærligt Louis, det der er en dansk avis og så vidt jeg ved, så kan du ikke dansk," sagde jeg med et sæt hævede øjenbryn og et lidt drilsk smil spillende på mine læber. "Så helt ærligt, hvad laver du herinde?" tilføjede jeg og lagde hovedet let på skrå for at afvente hans svar. 

"Okay... Jeg følte ikke rigtig for at gå udenfor og sådan. Vejret er skønt, menneskerne er skønne, men jeg ville egentlig bare gerne være lidt alene," forklarede han, hvilket fik mig til at kort at sænke mit blik og pille lidt ved mine negle. 

"Forstyrrer jeg så?" spurgte jeg uden at hæve blikket. 

"Nej nej, slet ikke, det er dejligt med dit selskab" Jeg slog hurtigt blikket op igen og nikkede svagt, inden en ide slog mig. 

"Har du ikke lyst til at gå en tur? Tage på en eller anden lille hyggelig cafe og få en kop kaffe? Der skulle være ret mange her" Jeg smilede svagt til ham og betragtede, hvordan hans grøngrå øjne var en smule matte, hvordan hans brune hår var sat til perfektion og den svage skægstubbe, han endnu ikke havde barberet af. 

"Okay," sagde han med et stort smil og lagde hurtigt avisen fra sig og rejste sig op, hvilket jeg hurtigt gjorde lidt efterfølgende. 

"I har altså en ret god makeup artist," sagde jeg pludselig, hvilket egentlig kom lidt bag på mig selv. "Man kan slet ikke se dit blå øje," uddybede jeg og så hurtigt hen på ham og opdagede det lille smil, han havde placeret på sine læber, da vi trådte ud fra hotellet og ud i den friske sommerdag. 

"Ja, hun er ret dygtig. Hvad med dit øjenbryn? Og din kind for den sags skyld?" spurgte han og slog blikket hen på mig, så vi egentlig bare gik og kiggede hinanden i øjnene, inden jeg brød øjenkontakten og så ligefrem for mig. 

"Mit øjenbryn har det fint, jeg har fået plasteret af som du kan se og min kind gør ikke ondt mere, så det er vel fint," nåede jeg lige at svare, da jeg hørte et højt skrig og både mig og Louis stoppede brat op, da to piger var løbet ind foran os og så med store øjne op på Louis, inden de spurgte, om de måtte få en autograf og et billede. 

Louis smilede stort til dem begge, inden han skrev dem hver en autograf. 

"Nu skal jeg," sagde jeg med et lille smil, da de var ved at finde ud af, hvordan de skulle greje det med at få taget et billede, hvor de allesammen kunne være med. 

"Tusind tak Piper," sagde den ene pige, hende med blond hår, inden hun rakte mig hendes iPhone, som jeg tog imod med et lille smil. Hun vidste mit navn? Wow. 

De stillede alle tre op og gjorde klar til at få taget et billede. Jeg bakkede få skridt og lagde mobilen på højkant, inden jeg tog et par billeder af dem, så hun havde noget at vælge imellem, hvis et af dem blev slørede. 

"Må vi godt få et billede med dig også?" spurgte pigen med brunt hår og så forventningsfuldt op på mig. Ville de have et billede med mig? Det havde jeg aldrig nogensinde oplevet før. Det var nok også derfor, at det tog mit et par sekunder at opfange hendes spørgsmål. 

"Klart," sagde jeg en smule overrasket og stillede op med de to piger, hvor det der var Louis tur til at tage et billede, hvilket så ud til at more ham ret meget, inden han klikkede på knappen et par gange og gav mobilen tilbage til pigen, for at give dem hver et kram. De skulle lige til at vende sig taknemmeligt om og forlade os, da de vidst kom i tanke om noget. 

"Dater i egentlig? For hvis i gør, ville i være verdens sødeste par," sagde hende med det blonde hår og så skiftevis på mig og Louis. Louis skulle lige til at svare, da jeg tog ordet. 

"Øh vi... Vi er vidst bare venner," forklarede jeg dem stille og betragtede dem se en smule sørgmodige ud, inden de trak på skuldrene, sagde farvel og forlod os. Vi begyndte at gå ned ad gaden igen i stilhed. Louis havde ikke sagt noget, siden jeg sagde, at vi bare var venner. Han gik bare og kiggede lidt ned i jorden imens jeg overvejede, hvad jeg skulle sige til ham. 

"Skal vi ikke gå derind?" spurgte jeg ham og pegede op på en cafe, der så utrolig hyggelig ud. Den var en smule mørklagt, hvilket også kunne gå hen og blive til Louis' fordel, hvis han ville ha' lov til at drikke kaffe i fred. 

Han gjorde ikke andet end at nikke, inden han gik ind i cafeen og fandt et ledigt bord, hvor vi begge satte os. 

"Hvad kunne du tænke dig?" spurgte han roligt uden at se op på mig, men istedet havde hans fulde opmærksomhed på menukortet. 

"Bare en iskaffe," nåede jeg lige at sige, inden Louis nikkede og sagde, at han ville gå op og bestille for derefter at forlade mig alene tilbage. Havde jeg sagt noget forkert? Hvorfor blev han pludselig så mobset? 

Jeg sad bare overladt til mine egne tanker, da Louis kort tid efter kom tilbage med to iskaffer og nogle servietter. 

"Tak. Ikke kun for kaffen, som det egentlig var meningen, at jeg ville betale, men for alt" Louis så en smule uforstående op på mig og stoppede med at røre i hans kaffe. 

"Du har allerede takket mig for det," sagde han kortfattet, inden han førte glasset med kaffe op til hans læber og tog en slurk, for at sætte glasset ned igen. 

"Det ved jeg, men jeg føler altså, at jeg ikke har takket dig nok. Du gør alle mulige søde ting for mig, og jeg takker dig ikke ordentligt for det. Specielt ikke det med ham i Sverige, det kan jeg jeg ikke takke nok for. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skulle gøre, hvis det ikke havde været for dig. Hvad han kunne ha' gjort, det tør jeg slet ikke at tænke på, så tak Louis. Tak for alt, okay?" Louis forholdt sig i kort tid helt tavs, imens han bare stirrede ned i det mørke bord. Han nikkede stille og bed sig forsigtigt i underlæben, inden han så op på mig. 

"Der er en grund til, at jeg gør alle de ting for dig," sagde han et par minutter efter, hvilket føltes som timer for mig. "Ved du, hvorfor jeg gør alle de ting for dig, Piper?" spurgte han stille og skabte en øjenkontakt med mig, som var som lænket. Jeg rystede forsigtigt på hovedet, selvom jeg nok godt vidste, hvad han var ved at sige. 

"Fordi jeg elsker dig"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...