Explosion | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jul. 2014
  • Opdateret: 15 okt. 2014
  • Status: Færdig
Harry Styles og hans kusine Piper Cox, har lige så langt tilbage de kan huske, ikke kunne enes. Det ene skældsord efter det andet bliver sagt og de sårer hinanden ved deres handlinger. Derfor beslutter deres mødre i fællesskab, at Piper skal med på One Directions WWA tour, for at skabe et bedre bånd imellem kusine og fætter. Der er bare det ved det, at et problem sjældent kommer alene og snart er det hele et stort spil Domino.

121Likes
139Kommentarer
19580Visninger
AA

16. Et flænget øjenbryn og et blåt øje pt. 2

 

Igen prøvede jeg at trække min arm til mig, men uden held. 

"Hvorfor har du så travlt? Vil du ikke meget hellere med mig istedet?" spurgte han med et skævt smil, der ærligtalt skræmte livet ud af mig. Jonathans pludselige ændring anede jeg ikke, hvad skyldtes. 

"Hvis du ikke slipper mig, skriger jeg," truede jeg ham, men Jonathan gjorde ikke andet end at lægge hovedet provokerende på skrå og før jeg havde opfattet noget som helst, havde han hevet mig rundt om hjørnet på pubben og jeg stod presset op af den kolde murstensvæg. 

"Hvis du skriger, så skal jeg personligt sørge for, du aldrig nogensinde kommer til at se din familie igen," mumlede han imod min hals. Hele min krop rystede og jeg kunne mærke tårerne hobe sig op i mine øjenkroge, da Jonathans læber kyssede mig langs halsen imens hans hånd lå ved mit inderlår. 

"Please," hviskede jeg. "Vil du ikke nok lade vær?" hviskede jeg hulkende og prøvede at komme fri, hvilket blot resulterede i, at han bankede mig hårdt tilbage ind imod væggen, så et jag af smerte borede sig ind i min ryg og efterlod et klynk, der bevægede sig over mine læber, men jeg prøvede igen. Denne gang fik jeg ham skubbet en lille meter væk fra mig, hvilket jeg så som min flugt, så jeg begyndte hurtigt at løbe imod vejen, men det lille skub havde ikke været lang tids afledning, for få sekunder efter kunne jeg føle hans hånd på min skulder, da han væltede mig ned imod det kolde grus. 

"Hjælp!" skreg jeg af mine lungers fulde kraft, imens jeg lige nåede at få mig selv op igen og kravle et enkelt skridt, før Jonathan igen var ovre mig og en knytnæve ramte min kind, hvilket fik mig til at udgive et højt klynk, imens jeg desperat prøvede at få ham væk fra mig igen, men uden held. "Hjælp!" fik jeg skreget igen. 

"Jeg sagde, du ikke skulle råbe efter nogen!" vrissede han og gav mig denne gang en lussing på den samme kind. Min kind dunkede og det gjorde mere ondt end det flængede øjenbryn, jeg næsten kun lige havde fået. 

"Hey!" Jonathan stoppede pludselig hans truende bevægelser, da han kunne høre en stemme råbe og før jeg vidste af det, havde vedkommende taget fat ved hans trøje og fået ham revet væk fra mig, imens et par hænder lagde sig rundt om mine arme og støttede mig op og stå, hvilket jeg var utrolig lettet over, for hvis ikke, så havde mine ben knækket sammen igen. 

Det var først nu, jeg opdagede, det var Louis, der havde råbt, da jeg kun lige skimtede ham slå ud efter Jonathan, der vaklede et par skridt bag ud, men kom igen ved at knytte sin næve og lod den ramme Louis ved hans øje. Et højt gisp forlod mine læber, da jeg så Louis bukke sig forsigtigt sammen, inden Harry også gik ind i kampen for at få dem skilt ad med Zayns hjælp, og jeg derfor kunne regne ud, at det havde været Liam og Niall, der støttede mig hen imod bilen, som de få sekunder efter dumpede mig ind i. Niall beodrede mig til at sidde på hans skød, hvilket jeg kun så som støtte og så fordi, der kun var plads til fem i bilen og vi var seks, for Louis, Zayn og Harry kom få sekunder efter ind i bilen. 

Niall strøg mig beroligende over armen, imens alt foran mine øjne var som om, det foregik i slowmotion. Mine åndedrag var tunge, hulk forlod mine læber og tårene synes ikke at ha' nogen ende. Jeg kunne se Harry sige noget til mig, men lyden kom ikke med. Det hele var sløret. 

Jeg opfangede slet ikke, at de sad og snakkede højlydt om et eller andet, som jeg ville skyde til at være det, der lige var sket. Det eneste der var foran mig var hele episoden, der gik replay inde i mit hoved. Det var først, da vi var tilbage ved hotellet og jeg var oppe ved min hoteldør, hvor drengene gik hver til sit, at jeg opfangede, hvad der skete. 

Niall sagde roligt godnat til mig efter at ha' trukket mig ind i et tæt kram som den næstsidste, inden han forsigtigt forlod mig og gik ind på sit værelse, der var lige overfor, hvor han fortalte mig, at jeg bare kunne banke på, hvis der var noget. 

"Tak," mumlede jeg til Louis, der stod tilbage og sten sikkert ville få et blåt øje. 

"Har du brug for noget? Noget koldt til ryggen? For jeg har brug for noget til mit øje," sagde han roligt og forsøgte at grine, men det kiksede dog ret meget, så hans mundvige pegede hurtigt en smule nedad igen. 

"Tak," sagde jeg igen og betragtede Louis vende om og gå ned imod elevatoren, sikkert for at få fat i noget is. Jeg fortsatte ind på mit værelse imens en hel masse tanker kørte rundt inde i mit hoved. Jeg fattede ikke, hvad der lige var sket. Det var som jeg ikke kunne tænke, som om jeg var fuldstændig tom indeni, men alligevel kørte mine tanker på højtryk. 

Jeg følte mig som... Ingenting. 

Jeg lod mine hvide bukser, der ikke rigtig var så hvide mere, lande på det bløde gulvtæppe, da jeg trådte ud af dem for efterfølgende at lade min trøje ryge den samme vej og påføre mig min natkjole, lige i det samme som Louis trådte ind på mit værelse med en pose is i hånden. 

"Her," sagde han roligt og rakte den til mig. Jeg tog imod den med et svagt, takkende smil, inden jeg tog den imod min kind, selvom han nok havde hentet den beregnet til min ryg Men det var egentlig min kind, der havde taget mest skade af alt det her. 

"Tak," hviskede jeg, da jeg opdagede, at jeg bare stod og stirrede på ham. Alligevel kom det ikke ud som andet end en hvisken. 

"Det har du allerede sagt," sagde han forsigtigt med et lille smil, hvilket fik mig til at grine svagt, men da smerten i min kind hobede sig op på grund af det, stoppede jeg hurtigt igen. 

"Har du... Jeg ved Niall allerede har tilbudt dig det, men har du... Du ved, brug for en i nat? Det er okay, hvis du ikke har ovenpå det, der lige er sket, men -"

"- Louis," afbrød jeg ham roligt. "Jeg ville elske, at ha' dig sovende," tilføjede jeg kort tid efter, hvilket fik ham til at trække lidt på smilebåndene. Jeg lagde forsigtigt isposen fra mig i en skål, der stod på den hvide komode, så der ikke ville komme vand over det hele, når den højst sandsynligt ville tø op i nat. 

"Har du brug for noget at sove i? Jeg... Okay, jeg har ikke rigtig noget i mandestørrelse," sagde jeg med et forsigtigt smil, inden jeg lagde mig ned i sengen og Louis rystede svagt smilende på hovedet, inden han trådte ud af hans sko og lod hans bukser falde til jorden for blot at stå tilbage i hans grå T-shirt og boxers, inden han gik hen til mig og lagde sig i den anden side af sengen. 

"Godnat Piper," hviskede han til mig. "Godnat Louis," sagde jeg kort tid efter og bed mig svagt i underlæben. Det var som om jeg slet ikke kunne sove, som om jeg var lysvågen. Mine øjenlåg gad ikke glide i og hvor lang tid jeg lå sådan her, anede jeg ikke, men jeg ville skyde på omkring de ti minutter, indtil jeg mistede tålmodigheden. 

"Louis?" hviskede jeg forsigtigt og vendte mig om imod ham. 

"Piper?" efterlignede han mig og så over på mig i mørket. 

"Sover du?"

"Hvis jeg sov, havde jeg ikke svaret dig," sagde han drilsk og jeg mødte hans øjne i mørket. 

"Undskyld for det i morges, det var ikke rimeligt af mig, du prøvede bare at hjælpe," sagde jeg roligt og førte noget af mit filtrede hår om i bag mit øre. 

"Det skal du ikke tænke på"

"Jeg mener det. Du hjælper mig gang på gang og jeg er bare lidt af en bitch," sagde jeg ærligt og kunne kort tid efter høre Louis grine svagt. "Men... Altså... Er du sød at holde om mig? Du ved, for tryghedens skyld" Det sidste kom måske ud som en lille hvid løgn, for jeg ville faktisk gerne ha' Louis til at holde om mig. Han så først meget overrasket ud på den måde han skød brynene i vejret, men han endte med at nikke og jeg vendte derfor ryggen imod ham med et takkende smil, for få sekunder efter at føle hans arm lægge sig rundt om mig. 

"Godnat Louis. Og tak" Han svarede ikke, men jeg kunne føle hans blik i nakken og med hans arm omkring mig, kunne jeg pludselig føle mine øjenlåg blev tunge, inden jeg gled langsomt hen i søvnen. 

 

 

 

 

"Hey" Jeg kiggede forskrækket op fra min lille trance, hvor jeg bare havde stået og nedstirret den appelsin, der lå trygt imellem mine fingre. Til min store overraskelse, så jeg direkte op på Harry. "Hvorda... Hvad fanden er der sket med dit øjenbryn?" spurgte han med rynket pande og jeg kunne med det samme mærke Harrys blik vige fra mine øjne og ligge stift på mit øjenbryn. Og det var så der, det gik op for mig, at jeg havde glemt at tage min hue på i morges. 

Forhelvede Piper! 

"Øh jeg... Det..." Jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige og for at undgå Harrys blik, lod jeg hurtigt mine øjne rette sig imod appelsinen igen. "Damon," sagde jeg hurtigt og valgte ikke at lyve for denne gang, jeg kunne ikke holde flere løgne ud, det kunne jeg bare ikke. 

"Forhelvede, er han stadigvæk efter dig?" spurgte han hårdt, men som for denne gangs skyld ikke var rettet imod mig, men Damon. Harry kendte til Damon, for han havde været efter mig lige siden omkring tredje klasse. Jeg undlod at svare, da jeg regnede med, at mit øjenbryn var svar nok. Det var som om min krop ikke havde været andet end en omvandrende boksepude de sidste par dage. "Piper, ærligt, hvad skete der igår?" spurgte han en smule mere roligt, men man kunne både høre og se, at han var ophidset. 

"Jeg... Jeg aner det ikke. Jeg var på vej ud efter du ringede, og og... Han ville ikke lade mig gå, jeg ved ikke hvorfor, han... Han truede mig på livet Harry" Det sidste kom kun ud som en svag hvisken og da jeg kunne mærke en tåre i min øjenkrog, tørrede jeg den hurtigt væk. Jeg ville ikke græde foran Harry. 

"Piper, jeg..." Harry stoppede sig selv med at snakke, istedet greb han hurtigt ud efter en banan fra frugtskålen og så ud til at tænke voldsomt over et eller andet. "Vi kører om en halv time," afsluttede han, selvom jeg var sikker på, at det ikke var det, der var beregnet til afslutningen på hans sætning. Istedet for at uddybe sig yderligere, vendte han mig ryggen og drejede om et hjørne, så jeg ikke længere kunne se ham. 

Jeg rystede svagt på hovedet og besluttede mig for langt om længe at lægge appelsinen tilbage, da jeg egentlig ikke rigtig var sulten. Istedet besluttede jeg mig for at gå op til Nialls værelse, hvor han hurtigt åbnede døren. Til mit held var han alene. 

"Kom ind," sagde han med et forsigtigt smil og lod mig træde ind på værelset, hvor det første jeg gjorde, var at smide mig i sengen. Jeg havde snakket med Niall om episoden igår, jeg havde bare undladt den detalje, der hed Louis. "Noget galt?" spurgte han med et halvt hævet øjenbryn, inden han satte sig ned i sengen overfor mig. 

"Jeg ved det ikke helt, altså Louis tilbød at sove inde på mit værelse igår og jeg... Jeg ved ikke, hvad der er galt med mig Niall! Jeg bliver ved med at klokke i det og han bliver ved med at sige, det er okay, jeg fatter det ikke!" udbrød jeg, højere end hvad meningen egentlig var. 

"Har du virkelig ikke gennemskuet det?" Spurgte han med et hævet øjenbryn og et svagt smil. 

"Gennemskuet hvad?," spurgte jeg hurtigt, for ærlig talt, så var jeg utrolig nysgerrig. 

"Han er forelsket i dig Piper"

 

Dam, dam, daaaaam.

Og lad mig så bare lige høre om i havde regnet ud, at Louis gik rundt og var lidt småforelsket i Piper? Og så; hvad syntes i om Damon? Personligt hader jeg ham >:)

Ej, men altså, kan i gætte, hvor turen går hen næste gang!?

DANMARK, mine damer og herre ;)

God onsdag xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...