Explosion | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jul. 2014
  • Opdateret: 15 okt. 2014
  • Status: Færdig
Harry Styles og hans kusine Piper Cox, har lige så langt tilbage de kan huske, ikke kunne enes. Det ene skældsord efter det andet bliver sagt og de sårer hinanden ved deres handlinger. Derfor beslutter deres mødre i fællesskab, at Piper skal med på One Directions WWA tour, for at skabe et bedre bånd imellem kusine og fætter. Der er bare det ved det, at et problem sjældent kommer alene og snart er det hele et stort spil Domino.

121Likes
139Kommentarer
19331Visninger
AA

24. Et brev, et farvel og en stor fortvivlelse

Dette kapitel er skrevet på en lidt speciel måde, som jeg ikke håber, bliver forvirrende for jer. Det er skrevet sådan, at det skifter ret meget imellem Piper og Louis' synsvinkel, men det er fordi, at jeg vil ha' i læser det som, at det sker på samme tidspunkt. Udfra deres navne, vil der stå et tal fx. Piper(1) eller Louis(1) og det betyder, at de to synsvinkler, foregår på samme tidspunkt. Håber ikke, det bliver besværligt :)

Knus Maite xx


PIPER(1)

 

Mine åndedrag var en smule ukontrollerede og mine håndflader var svedige, da jeg havde lagt brevet til Louis i hans kuffert. Jeg kiggede mig hele tiden over skulderen i frygt for, at nogen skulle opdage mig. Med nogen, mente jeg en af drengene. 

Mine hænder rystede og jeg tabte flere gange nøglen til mit værelse, da jeg skulle låse efter mig. Med hurtige skridt og min kuffert i bag mig, gik jeg imod receptionen. 

"Undskyld?" spurgte jeg lavmeldt for at fange så lidt opmærksomhed som overhovedet muligt. Det var varmt her i Barcelona, så jeg svedte som en gris i min store hættetrøje, som jeg havde trukket godt op om hovedet. Til gengæld havde jeg iført mig nogle grønne shorts og et par sandaler, men jeg kunne allerede lugte min deodorant langsomt overgive sig. 

Jeg måtte huske at tage noget nyt på på vej til lufthavnen. 

"Kan jeg få lov til at tjekke ud fra mit værelse? Det er nummer 512," sagde jeg med et forhastet smil og lagde nøglerne fra mig på bordet foran damen med det sorte hår og den hvide skjorte. 

"Selvfølgelig. Har du brug for at lægge en besked eller noget?" spurgte hun med et let hævet øjenbryn og tastede noget ind på hendes computer. Jeg kunne mærke mit hjerte springe et slag over, da hun stillede spørgsmålet. Som om, hun så direkte igennem mig. Jeg rystede hurtigt på hovedet. 

"Øh, nej... Nej ellers tak," sagde jeg med et anspændt smil, inden jeg takkede hende og smuttede ud til min taxa. Jeg fik min kuffert ind i bagagerummet og kiggede mig endnu engang over skulderen, inden jeg satte mig ind i taxaen for at tage til lufthavnen. Det, jeg havde gang i, var utrolig spontant og kun Niall vidste besked. 

 

 

LOUIS(1)

 

"Vi går på scenen om ti minutter!" blev der råbt, hvilket af ren vane, fik mig til at se hen imod, hvor der blev råbt. Dog kunne jeg ikke lige umiddelbart spotte stemmens ejermand, jeg kunne kun fortælle mig selv, at det havde været en mand. 

Jeg tog den sidste bid af mit æble, inden jeg smed skroget i skraldespanden og pludselig bemærkede en komme hen imod mig som jeg stod her, alene og foroverbøjet imens mine håndflader støttede mig på kanten af bordpladen. 

"Hvad så, du ser lidt fortabt ud?" kommenterede Zayn med et hævet øjenbryn. Dog spillede et svagt smil på hans læber, hvilket fik mig til at trække forsigtigt i mundvigene, inden jeg rettede mig lidt op og så ordentligt hen på ham. 

"Har du set Piper?" spurgte jeg direkte, da jeg ærligt var lidt bekymret for hende. Hun havde virket så fjern hele dagen og da hun sagde, at hun først kom senere herhen, blev jeg bare lidt mere urolig for hende. Jeg var bange for, om hun var blevet syg eller noget. 

"Louis, slap af. Hun sagde jo, at hun ville komme senere," beroligede Zayn mig, inden han selv snuppede et æble fra frugtaskålen og skulle til at tage en bid af det, da stemmen råbte igen. 

"To minutter!" Denne gang fik jeg kordineret det hen til at være en mand i 30'erne med kortklippet, mørkt hår. Zayn havde nok ret. Piper havde lovet, at hun ville komme senere, så jeg valgte at tro på, at der ikke var noget galt. "Så er det nu!" blev det råbt, hvilket fik Zayn til at skyde brynene i vejret, inden han tog endnu en bid af sit æble og et til, inden han smed det i skraldespanden og gik sammen med mig og de andre imod scenen.

Vi fik hurtigt vores mikrofoner og Niall fik sin guitar, inden vi stillede os klar bag dørene, der meget snart ville åbne. Skrigene tog til og jeg nåede kun lige at skimte hen på Niall, der så utrolig ukoncentreret ud, som han gang på gang kiggede ned på sit ur. Som om han vidste noget. 

 

PIPER(2)

 

Timerne og minutterne gik så forfærdelig langsomt. Mit blik blev ved med at skimte sig op på det store digital ur og fordi jeg havde så meget tid i overskud, havde jeg snart ikke mere negl tilbage på mine fingre. Jeg hævede og sænkede min fod i urolige bevægelser, så undersiden af min Converse hele tiden ramte gulvet og udgav en klikkende lyd, som jeg allerede havde fået nogle irriterede blikke af. 

Jeg kunne godt forstå dem, for hvis det var mig, så var jeg også selv blevet pissed på mig. Jeg var utrolig irriterende lige i øjeblikket. 

Mit blik vandrede endnu engang op på uret, der viste, at drengenes koncert var ved at flakke imod enden. Selvom jeg kæmpede stærkt imod, blev jeg ved med at tænke på Louis. Jeg vidste, at jeg ville såre ham ved denne beslutning. Jeg ville ikke såre ham, men nogen gange måtte man bare tænke på sig selv. 

Jeg kunne ikke det her mere, det var for stressende og jeg følte, at det ikke gav andet end problemer. Så det at forsvinde ud i den blå luft, virkede som den mest oplagte mulighed lige i dette øjeblik. 

Selvom det ville såre dem alle sammen; Harry, Liam, Niall, Zayn og specielt Louis. Det var måske heller ikke den smarteste løsning efter, at jeg havde fået snakket ud med Harry og vores forhold blev bedre og bedre. Lige nu, måtte jeg bare være en kold skid og tænke på mig selv. 

Jeg mærkede pludselig min mobil vibrere i min lomme, hvilket fik mig til at stivne totalt. Jeg bed mig hårdt i underlæben i frygt for, at det måske var en af drengene, men da jeg fandt min mobil frem fra min lomme, var det ikke nogen af drengene, men min mor. Jeg bandede lydløst, inden jeg tog mobilen op til øret. 

"Hej mor," hilste jeg og lænede mig tilbage i stolen, selvom mit blik stadigvæk lå imod gulvet. 

"Hej skat, hvordan går det?" spurgte hun. 

"Øh, fint... Jeg er faktisk på vej hjem," sagde jeg ærligt og hørte straks et gisp forlade min mors læber. 

"Piper? Hvorfor dog det? Er der sket dig noget?" spurgte hun nervøst, hvilket fik mig til at ryste på hovedet. 

"Der er ikke sket noget mor, jeg har fået snakket tingene ud med Harry og jeg følte bare for at tage hjem. Jeg savner dig og de andre," sagde jeg, selvom det delvist var løgn. Det var delvist pga. savnet til min mor, at jeg tog hjem, men en stor del af det, lå på noget helt andet. 

"Alle passagerer med flyet til Gatwick Airport klokken 22:30, bedes tjekke ind nu," blev der sagt over højtalerne. 

"Øh mor, jeg bliver nød til at smutte nu. Jeg er hjemme engang i nat, du skal ikke bekymre dig. Elsker dig," sagde jeg hurtigt, inden jeg lagde på og lagde min mobil tilbage i min jakkelomme for at gå imod check ind. 

 

LOUIS(2)

 

"Tusind tak Barcelona!" råbte Harry, inden dørene lukkede sig omkring os igen. Vi havde sluttet aftenens koncert af med en af vores ældre sange, One Thing, hvilket ikke var noget, vi plejede at gøre. Men jeg havde behov for at synge den her til aften og drengene var åben for ideen. Derfor var der blevet tilføjet denne lille surprice sang til, som jeg ude på scenen havde dedikeret til en helt speciel pige, som alle nok godt vidste, var Piper. 

Jeg glædede mig til at se hende nu og holde hende i mine arme, men da jeg gik rundt backstage for at finde hende, var hun der ikke. Mit hjerte begyndte at banke hurtigere, da jeg snart havde været hele vejen rundt uden at finde hende. 

Jeg søgte straks imod Niall, der havde forholdt sig en smule underlig og ukoncentreret under aftenens koncert. 

"Niall, ved du hvor Piper er?" spurgte jeg direkte og betragtede ham, da han vendte sig forskrækket hen imod mig efter at ha' taget en slurk af sin vandflaske. 

"Ved du det ikke?" spurgte han undrende og rynkede på panden, inden han stillede flasken fra sig på bordet ved siden af ham. 

"Ved hvad?" spurgte jeg og kunne mærke hele min krop blive urolig, da jeg længdes efter svaret på det spørgsmål, jeg havde stillet mig selv hele aftenen. 

"Jeg er ikke sikker på, om jeg må fortælle dig det, hvis hun ikke har gjort det," sagde han, hvilket fik mig til at blive en smule irriteret. Jeg elskede Piper. Hvad var det, hun ikke havde fortalt mig? 

"Sig det nu, please Niall" Niall lod hans blik flakke rundt, inden han kløede sig lidt i nakken og tænkte over, om han burde fortælle mig det her eller ej. 

"Piper er på vej tilbage til London, Louis," fortalte han hurtigt, hvilket han tydeligt fortrød i det samme, som han havde sagt det. 

"Af hvad er hun!" udbrød jeg og tog mig frustreret til håret. "Hvorfor det?" spurgte jeg lidt efterfølgende. Jeg var nærmest i fuldstændig chok over det, Niall lige havde fortalt mig. 

"Det ved jeg ikke, det ville hun ikke sige"

"Hvilket fly, hvad tid?" spurgte jeg desperat og lod straks mine øjne søge uret. 

"Hun skulle med flyet til Gatwick klokken 22:30" Niall nåede knapt nok at færdiggøre hans sætning, før jeg med det samme kunne mærke en uro brede sig i mig, da klokken var cirka 22:10. Jeg vendte straks om og løb imod udgangen, da jeg kun havde et mål lige nu, og det var at komme hen til Piper så hurtigt som overhovedet muligt. 

 

PIPER(3)

 

Mine skridt bevægede sig direkte igennem den lange parfumeafdeling, forbi alle butikkerne og alt det andet, som man kunne få til lavpris her i lufthavnen. Men fordi jeg vidste, at jeg ikke havde råd til noget lige nu og mit fly gik i luften om cirka ti minutter, fortsatte jeg bare den anviste vej. 

Jeg fandt den rigtige vej, heldigvis, og kom igennem security og alt andet, uden de største udfordringer. Jeg fandt min billet frem og viste den til damen, der skulle tage imod den, inden jeg gik imod flyet. Jeg skimmede kort ned på mit armbåndsur. 22:25. 

Jeg bed mig hårdt i underlæben, inden jeg gik op imod indgangen til flyet for at finde min plads. Lige da jeg skulle til at træde ind, hørte jeg dog en genkendelig stemme, som jeg troede, at jeg først forestillede mig, men da jeg vendte rundt, var stemmen virkelig. Jeg kunne straks mærke tårerne, da Louis blev båret væk af secutity efter at ha' råbt mit navn adskillige gange. 

 

LOUIS(3)

 

Jeg sprang hurtigt ud af taxaen efter at ha' betalt chaufføren. Jeg løb ind i lufthavnen og ignorerede alle omkring mig, da jeg kun havde et mål at fokusere på. 

"Undskyld? Er det her med flyet til Gatwick?" spurgte jeg hurtigt og så ned på damen, der sad bag skranken. Hun nikkede undrende til mig. 

"Har du billet?" spurgte hun og stillede sig front imod mig, sikkert for at gøre klar til at checke mig ind. Jeg fangede knapt nok hendes spørgsmål, inden jeg bare løb videre. Jeg hørte hende råbe efter mig, at jeg skulle stoppe, men jeg løb bare videre. Klokken gik utrolig hurtigt imod 22:30. Næsten for hurtigt. 

Jeg løb blot videre, selvom der adskillige gange blev råbt efter mig, at jeg skulle stoppe, da jeg ikke havde adgang hertil. Damen, der stod for at tjekke biletterne en sidste gang, var lige ved at lukke dørene, da jeg løb hen imod hende og lige nåede at få mig presset ud imellem dem. Også hun, så først forskrækket ud, inden hun også råbte efter mig. Jeg kunne høre nogen løbe i bag mig og da jeg pludselig fik øje på Pipers brune hår, var det som om verden gik i stå.

"Piper!" Jeg råbte hendes navn et par gange i det samme som to vagter tog fat om mine arme og begyndte at trække mig væk fra stedet, selvom jeg stærkt kæmpede imod. Piper hørte mig efter tredje forsøg og vendte sig forskrækket om imod mig. Jeg kunne se fortvivlelsen stige i hende, tårerne forsigtigt trille ned af hendes kinder og hendes læber forme mit navn, inden stewardessen bad hende om at træde ind i flyveren og vagterne trak mig væk. 

Hun var væk. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...