Explosion | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jul. 2014
  • Opdateret: 15 okt. 2014
  • Status: Færdig
Harry Styles og hans kusine Piper Cox, har lige så langt tilbage de kan huske, ikke kunne enes. Det ene skældsord efter det andet bliver sagt og de sårer hinanden ved deres handlinger. Derfor beslutter deres mødre i fællesskab, at Piper skal med på One Directions WWA tour, for at skabe et bedre bånd imellem kusine og fætter. Der er bare det ved det, at et problem sjældent kommer alene og snart er det hele et stort spil Domino.

121Likes
139Kommentarer
19290Visninger
AA

10. Akavet

 

Det tog mig adskillige magtkampe med mig selv, inden jeg med et dybt suk slog øjnene op til en voldsom hovedpine og et underliv, der gjorde ondt af helvedes til. Jeg fik kæmpet mig op af sengen med et meget charmerende - not - gab. Jeg fortrød dog min første handling noget så voldsomt, da jeg mærkede et ordentligt jag i mit underliv, hvilket fik mig til at skære en grimasse, inden jeg forsigtigt tog mig til maven og bed mig hårdt i underlæben. 

Og det var først der, at det gik op for mig, hvorfor jeg havde så ondt. Mit blik gled hurtigt over i den anden side af min seng, men til min store overraskelse, så var sengen tom. Fuldstændig tom og det lignede bogstavelig talt, at der slet ikke havde ligget nogen. 

Jeg var ærlig talt forvirret, for jeg vidste, hvad jeg havde lavet. Jeg kunne huske Zayns nøgne krop imod min, mine læber sige hans navn adskillige gange og den store smerte, da jeg havde mistet min uskyld til Zayn. Det havde gjort ondt som ind i helvede.

Hvad havde jeg egentlig tænkt på? 

Jeg kunne ikke trække det tilbage, aldrig, men det værste var, at jeg faktisk ikke fortrød det. Jeg fortrød det ikke det mindste. 

Jeg fugtede hurtigt mine læber, da de føltes tørre som sandpapir, inden jeg rejste mig op fra sengen med et jammerligt støn, da jeg havde ondt i hele kroppen. Mit hoved dunkede, jeg havde ondt over det hele og jeg havde kvalme. 

Virkelig meget kvalme. 

Min kæbe rystede og det tog mig en del tid at overkomme alle de tanker og smerter, der kørte rundt i kroppen på mig. Det var først, da jeg opdagede, at min mobil ringede, hvilket også var det, der var hele grundlaget for, at jeg stod op. 

Jeg fik mig kæmpet irriteret hen til komoden, hvor mobilen lå og brummede, inden jeg tog den op til øret og fik mumlet et hallo. Det kom helt bag på mig, hvor hæs min stemme egentlig var, men i princippet burde jeg ikke være overrasket over det, for min stemme var altid lige så hæs som en gammel alkoholikers, når jeg havde drukket. 

"Skat, er det dig? Har du det godt?" Jeg kunne med det samme høre min mors bekymrede stemme igennem mobilen, hvilket fik mig til at mime adskillige bandeord. Hvorfor skulle hun ringe lige nu? 

"Jeg har det fint, jeg er bare lige stået op," sagde jeg en smule tøvende, da jeg havde det alt andet end fint. Jeg havde ikke lyst til nogen som helst former for mad, jeg kunne kun spise en stor, fed, hamburger fra McDonald's.

Det lød egentlig godt.

Jeg ville spørge, om der var nogen af drengene, der ville tage med mig på McD. Jeg håbede inderligt, at der var bare en af dem, der havde lige så mange tømmermænd som jeg selv havde, for ellers gik det hen og blev pinligt. 

"Du lyder meget hæs, hvad lavede du i går? Skal jeg ringe til Harry og spørge?" spurgte hun en smule truende, hvilket fik mig til at himle med øjnene. 

"Harry ved sgu ikke en skid om, hvad jeg render rundt og laver," fnøs jeg. "Han er jo ligeglad med mig," mumlede jeg få sekunder efter og lod mit blik falde til jorden, inden jeg besluttede mig for at forlade hotelværelset for at gå ned imod restauranten, hvor drengene sikkert befandt sig. Altså lige efter jeg havde fået iført mig et par joggingbukser, en BH og en top. 

Min sminke sad alt for dårligt og mit hår var alt for rodet, men trods det, valgte jeg alligevel at gå ned imod restauranten. 

"Går det virkelig ikke bedre med dig og Harry endnu?" sukkede min mor idet samme som jeg greb ud efter mit nøglekort og førte det ned i lommen på mine joggingbukser. 

"Nej, og det kommer det nok heller ikke til lige foreløbig. Det her var virkelig spild af tid," mumlede jeg, selvom jeg var 100% på, at min mor stadigvæk kunne høre det. Jeg gik ud af værelset og lukkede døren efter mig, inden jeg gik hen imod elevatoren og trykkede på den lille, runde knap. 

"Kan du ikke bare gøre et forsøg?" spurgte hun, hvilket ærligtalt pissede mig mere end rigeligt af. 

"Hvorfor er det altid kun mig, hvorfor er det aldrig Harry? Hvorfor er det kun mig, der skal gøre et forsøg?" Da jeg trådte ind i elevatoren, modtog jeg hurtigt et bebrejdende blik fra et ældre ægtepar, sikkert fordi de kun hørte halvdelen af min sætning og vel også dels pga. den måde, jeg så ud på. 

"Hør skat, slap nu lige lidt af. Jeg ved godt, at det ikke kun er dig, men en af jer bliver jo ligesom nød til at tage det første skridt, ikke?" sagde hun roligt og jeg kunne nærmest fornemme det småirriterede blik, der lå over hendes ansigt i samme sekund som de sidste ord havde forladt hendes mund. 

"Jeg kan sgu da ikke gøre for, at han hellere vil rende rundt og knalde piger fra højre til venstre istedet for at snakke med mig," sagde jeg hurtigt, hvilket skabte et dybt suk hos min mor og et højt gisp fra de ældre mennesker i den anden side af elevatoren. Jeg sendte dem bare en lille grimasse, inden dørene åbnede sig og jeg trådte ud, hvilket ægteparret nok var ret glade for. De havde helt sikkert fået den på en helt forkert måde. 

"Dit sprog søde," sagde min mor overraskende roligt. Hun hadede ellers, når jeg snakkede sådan, hvilket jeg heller ikke ligefrem gjorde ofte overfor hende, det røg bare ud af mig. Jeg fandt min vej til det bord, hvor Liam, Harry og.... Zayn sad. Hvor var jeg bare heldig. 

"Hør mor, jeg bliver nød til at løbe, vi snakkes," sagde jeg hurtigt imens jeg trak en stol ud og dumpede ned på den. Mit blik fangede hurtigt Zayns, hvilket vi dog begge afbrød ret hurtigt igen. Det her var mere end akavet. Jeg lagde mobilen fra mig på bordet og tog mig til panden, da den dunkede utrolig kraftigt. 

"Hvordan var det lige, du gik? Hvem er den heldige?" spurgte Harry med væmmelse i stemmen, hvilket fik mig til at rulle med øjnene af ham. Jeg lod i meget få sekunder mit blik glide hen på Zayn, der stivnede under Harrys ord. Det var klart, at han ikke ville ha' mig til at sige noget, men havde det ikke været hele grundlaget for, at vi overhovedet havde sex? 

Så han kunne få hævn over hans utro forlovede og jeg kunne få hævn over Harry. Alligevel, som det gode menneske jeg var, lod jeg hver med at sige noget, før jeg havde drøftet den med Zayn først.... Om lang lang tid. 

"Shut up," vrissede jeg af ham, hvilket blot fik ham til at grine og drikke noget af hans juice. 

"Hvordan har hovedet det?" spurgte Liam betænksomt, da han vel havde opdaget, at jeg sad og masserede mine tændinger. 

"Du vil ikke engang vide det," mumlede jeg og opdagede, at han skulle lige til at spørge mig om noget nyt, da Louis og Niall pludselig kom dumpende. Niall med en ordentlig tallerken mad og et glas vand, hvor Louis derimod ikke havde noget som helst og så lige så sløj ud som mig. 

"Velkommen i klubben," smågrinede Louis, da han sikkert havde bemærket mine tømmermænd, min blege hud, grimasse og den måde jeg sad på. Det var nu heller ikke så svært at regne ud. Jeg sendte ham bare et forsigtigt smil og greb ud efter Nialls glas med vand, inden jeg drak det hele og satte glasset ned igen. 

"Hey," udbrød han med et stort smil og tog en bid af hans toast. Hvordan fanden kunne drengen spise så fucking meget?

"Har du slet ikke tømmermænd?" spurgte jeg ham, men blev kun svaret med et grin, hvilket jeg tog som et nej. Det blev dog også mere klart, da Niall rystede på hovedet. 

"Jeg drak ikke noget, kun et enkelt glas eller sådan noget," sagde han med et skuldertræk. Ærligt, så fik jeg mere og mere kvalme hver gang han tog en ny mundfuld mad. Derfor valgte jeg hurtigt at flytte mit blik væk fra ham og istedet over på Harry, der begyndte at snakke, overraskende nok til mig. 

"Hvor var du egentlig igår? Vi kunne pludselig ikke finde dig," spurgte han og lød faktisk delvist bekymret. 

"Var du bange?" valgte jeg at spørge drillende og modtog blot et dybt suk fra ham. "Okay okay, jeg tog en taxa hjem. Jeg var træt," forklarede jeg roligt og undlod bevidst alt fortælle hele sandheden. Med Zayns blik, der hvilede på mig konstant, kunne jeg konkludere, at hvis jeg sagde noget, så ville jeg blive slagtet levende. "Er der egentlig nogen, der vil med på McDonald's bagefter?" spurgte jeg og lænede mig håbefuldt tilbage i stolen, da det vand hjalp overraskende godt på min hovedpine. Niall og Louis meldte hurtigt, at det ville de gerne imens de andre sprang fra. 

Det var vel også mig og Louis, der sad med tømmermændene. Det undrede mig faktisk lidt, at Harry ikke havde nogen tømmermænd. Han havde måske ikke drukket så meget igår. Noget havde han drukket, det var jeg stensikker på, for det havde jeg selv set, men det havde åbenbart ikke været så meget. Jeg skulle lige til at svare på Louis spørgsmål om, hvornår vi så skulle tage afsted, for det skulle være inden vi forlod hotellet ved totiden, da jeg kunne mærke en underlig og højst upassende fornemmelse i min mave efterfulgt at en voldsom kvalme. 

"Hvor er toilettet?" spurgte jeg desperat og fulgte Liams finger, der pegede imod dametoilettet, som jeg hurtigt løb hen imod, hamrede døren op til toilettet op og lod alt mit maveindhold vælte ud i det første ledige toilet. 

Lækkert. 

Imens jeg lå her, kastet over toilettet, kunne jeg høre et par fodtrin i bag mig og kort tid efter, var der to hænder, der førte mit hår tilbage. Jeg var bare taknemmelig, da vedkommende også strøg mig blidt over ryggen i en rolig bevægelse. Jeg fumlede efter træk ud knappen og trak ud i toilettet, inden jeg slog toiletbrættet ned og fik kæmpet mig op at sidde på toilettet, hvor vedkommende, der havde hjulpet mig med mit hår, rakte mig en serviet som jeg taknemmeligt tog imod. 

Det var først der, det gik op for mig, at det var Niall, der havde hjulpet mig. 

"Tak," mumlede jeg roligt og førte mit hår om i bag mit øre med et snøft. "Du havde altså ikke behøvet at komme ud på dametoilettet for at hjælpe mig," smågrinede jeg og så op på ham med et taknemmeligt smil. 

"Det manglede da bare, desuden, så så det altså ud som om, du havde rimlig meget brug for hjælp," sagde han med et skævt smil, jeg ikke kunne andet end selv at smile af. 

"Tak Niall, du er en god ven," komplimenterede jeg, imens jeg gik ud fra toiletbåsen og hen til en håndvask, hvor jeg for første gang kastede et blik på mig selv. Jeg så forfærdelig ud. Dybe render havde malet sig under mine øjne og mit hår var en stor tot filt, der ville gøre mega ondt at rede ud senere. 

"I lige måde" Hans ord fik mig til hurtigt at se hen på ham. Havde han lige kaldt mig en god ven? Jeg lod kort mit blik falde, inden jeg bed mig hårdt i underlæben. "Er der noget galt?" spurgte han en smule bekymret og holdt sit blik på mig. 

"Der er bare... Aldrig nogen, der har kaldt mig en god ven før. Det er nok fordi, jeg aldrig har haft nogle rigtige venner," sagde jeg lavt og lod et lydløst suk forlade mine læber. Der var aldrig nogen, der havde kaldt mig en god ven før. 

 

 

 

Efter et dejligt og hvad jeg syntes, var et velfortjent brusebad, hvor jeg efterfølgende havde kæmpet en brag kamp med mit filtrede hår og matte øjne, var jeg kommet frem til et nogenlunde okay resultat. Og med et par panodiler indebors, kunne jeg endelig se mig tilfreds med, hvordan jeg så ud. 

Selvom jeg aldrig blev 100% tilfreds. 

Men jeg havde valgt nogle løse bukser, en strik cardigan, en mintfarvet top og nogle hvide Nike sko. 

Niall havde utilfreds skrevet til mig, at ham og Louis ventede nede i lobbyen og at jeg skulle skynde mig efterfulgt af en smiley, der rækker tunge. Jeg lod derfor hurtigt min mobil, pung og nøglekort glide ned i lommerne på mine bukser, som jeg hurtigt lynede og forlod værelset for at gå ned imod lobbyen. 

Jeg gik egentlig bare lidt i mine egne tanker, så da en hånd pludselig lagde sig om min albue og trak mig rundt om hjørnet, kunne jeg mærke mit hjerte pumpe hurtigt. Nu blev jeg kidnappet, jeg var helt sikker. 

Og så ikke alligevel, for da jeg så, at det bare var Zayn, begyndte jeg at slappe lidt mere af.

Vent hvad? 

"Jeg bliver nød til at snakke med dig," sagde han hurtigt og så mig dybt i øjnene inden han slap taget om min albue. 

"Om hvad?" spurgte jeg med et skævt smil. 

"Det ved du godt," sagde han en smule irriteret. Jeg lagde roligt armene over kors og lod ham fortsætte. "Det var en fejl okay, en virkelig stor fejl, der kun er sket en gang og som aldrig skal ske igen. Du er -"

"- Er hvad?" Både mig og Zayns blik flyttede sig hurtigt til siden, da Harry pludselig stod ved siden af os med et hævet øjenbryn. Jeg vidste ikke, hvor meget han havde hørt, men jeg håbede ikke, det var meget. Eller jo, for min skyld måtte han egentlig gerne vide det, men så på den anden side ikke. Jeg ville gemme det til det helt rigtige tidspunkt. 

"Øh, ikke noget," sagde jeg hurtigt og undgik bevidst begges blik, inden jeg møvede mig forbi Zayn og fortsatte ned i lobbyen, hvor Niall og Louis ventede på mig. 

Det var... Akavet. 

 

 

Uhadada, det var vidst ikke så godt, var?

Hvor meget tror i, at Harry hørte?

Og noget andet er, at Explosion har ramt 100 favoritlister! Wow, det er virkelig stort, jeg ved slet ikke, hvordan jeg kan takke jer nok!

Tusind tak.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...