Criminal Minds

"Don't always trust your mind. 'Cause sometimes It's criminal."

© Copyright 2014 1D_Crazeeh and This is me. All rights reserved.

104Likes
100Kommentarer
10142Visninger
AA

3. 2

Liams P.O.V 

 Vi sad i tavshed. Det eneste der foregik, var mig og Louis blik, som var fast plantet på døren. Alt bevægelse ved døren blev slugt op med mit syn. Man kunne høre en ude i entreen. Hjertet pumpede i brystet, da håndtaget langsomt blev hevet ned.

Til min lettelse, dog også forskrækkelse, trådte Harry ind ad døren. Han var bange, bleg, og våd af sved. I en hurtig bevægelse, tog han sin jakke af. En lang stribe af en rød masse, kunne ses på hans mave. Det var blod.

"Harry, hvad fanden?" Skrålede en forfærdet Louis, fra højre side af sofaen. Han sagde intet. Med faste skridt forsvandt han ind på sit værelse. Jeg blinkede i det sekund, man kunne høre et ordenligt smal.

Vi sad i tavshed. Louis ben hoppede uroligt op og ned. Nogle gange, så han op på det store ur, som hang i stuen."For pokker!" Han kastede sig irriteret op fra sofaen, og så på mig. "Han har været derinde i snart to timer, og har ikke sagt en lyd!"

Jeg så på ham, og trak på skuldrene. "Måske har han bare brug for fred." Louis vejrtrækning blev mere urolig. "Fred? MANDEN HAVDE FREAKING BLOD PÅ SIN TRØJE! Han kan ikke forvente, at jeg ikke vil have en forklaring!" 

Jeg tyssede på ham. "Darcy!" Sagde jeg, i at halvt hviskende tonefald. "Hvis han ikke kommer, må jeg jo prøve at få ham ud." Han traskede fra stuen, ligeud, og hen til Harrys soveværelses dør. Han bankede på. "Harry?" Der kom intet. Han bankede igen, dog hårdere. "Harry!" Råbte han. "Kom nu ud!"

Han lænede sig op af døren, og bed sig i læben. Han ville holde sin gråd tilbage."Please. Please.." Kom det stille fra ham. Men forgæves. Han stod der i godt og vel tyve minutter, indtil han besluttede sig for at gå tilbage til stuen igen.

Han stod der bare, og stirrede tomt ind i en bogreol. "Han har nogle problemer." Sagde han fortvivlet. "Jeg ved det bare." Jeg klappede på sofaen som tegn på, at han skulle komme hen og sætte sig.Med et livløst bump, sad han ved siden af mig. Han så på mig. Hans øjne var helt blanke, og fulde af bekymring.

"Han har problemer.." sagde han igen. Denne gang, trillede en tåre ned af hans kind. Jeg klappede forsigtigt hans skulder."Tag det roligt. Det skal nok gå alt sammen, Boo." Han tørrede sine øjne, og snøftede. "Det håber jeg. Jeg hader, og vil nødig ende med, at se ham i alvorlige problemer."

"Det er du ikke ene om." Pludseligt, kunne der høres en knirken på trappen. Darcy kom forsigtigt til syne. Hun så træt, og forvirret ud. "Hvad sker der? Jeg kunne høre jer råbe helt oppe ovenpå!"  Hun så over på Louis, og så op på mig.

"Og hvad er der sket med Lou?" Jeg sukkede. "Det er en lang historie." Hun skulle til at åbne munden, men jeg nåede et bryde ind."Der er ikke tid til at forklare nu. Op i seng." "Jamen.. ARGH." Mumlede hun. "Darcy. Tving mig ikke til at bære dig op i seng."

Fornærmet, og en smule irriteret, gik hun op på sit værelse igen. Jeg tændte for fjernsynet, og skimmede nyhederne. Imellemtiden, var Louis døset hen. Nu lå han og snorkede på sofaen. Jeg lagde et tæppe over ham, og satte mig hen i lænestolen istedet.

Alt syndes at have taget en drejning idag. Alle startede glade, og tilfredse, og endte sorgmodige, og vrede. Alt var ligsom ikke helt til at forstå. Ihvertfald ikke idag. Jeg satte mig til at tænke. Grundene til at Harry var så mystisk, kunne have uendelige årsager.

1) Måske havde han vel bare en dårlig dag? 2) Han havde været ude og slås, men gad bare ikke tale om det.. På den anden side havde der slet ikke været nogle tegn på, at han havde været oppe og slås. Der kunne ikke ses nogle skrammer eller sår, eller nogle blåmærker. Måske var der noget med hans familie?

Ligsom Louis, kunne jeg langsomt mærke bekymringen skylle ind over mig.Vi var hans bedste venner, han kunne fortælle os alt. Det slog mig lige, at han var bange. Hans flakkende blik, hurtige skridt, og våde, skinnende pande. Også den måde, hans bevægelser var.

 Den måde, han hurtigt smed sin jakke på plads, den måde, han rystede på. Jeg rejste mig stille fra lænestolen for ikke at vække Louis. Jeg gik ned ad gangen, til Harrys soveværelses dør. Jeg bankede forsigtigt på. "Harry. Jeg ved godt, at du er derinde."

Jeg så ned i jorden en stund, før jeg fortsatte. "Du gjorde Louis rigtig bange, og bekymret. Du gjorde også mig bekymret." Jeg kunne høre et suk derinde fra. "Alt er okay. Der er ingen grund til bekymring."

"Der du sikkker på-" "Jeg har det fint." Svarede han hurtigt. "Bare gå." Jeg kløede mig i nakken, og gik tilbage til lænestolen i hjørnet. Der var et eller andet totalt i vejen. Han var meget hemmelighedsfuld, og indelukket. Alt virkede bare så totalt underligt.

Idet mindste, kunne jeg fortælle Lou, at han sagde at alt var okay.Men noget undrede mig stadigvæk. Og på mange måder, troede jeg ikke rigtig på, hvad han sagde. Og hvor kom blodet fra? For, hvis alt var okay, havde han vel bare slået sig?

Eller havde været oppe og slås? Eller det tredje. Det, jeg ikke havde lyst til at tænke på, men desværre i denne situation kunne være mulig. 

Havde han været skyld i et mord? Havde han prøvet at holde noget så alvorligt, hemmeligt for os?

Jo mere jeg tænkte over det, jo mere passede alle billederne sammen. Opkaldet, det, at han havde været længe væk, og det, at han igen viste sig med blod på sit tøj.

En ny ting slog mig. Vi har ikke haft adgang til han værelse, siden han flyttede ind. 

 

"Harry," en lille tåre trillede ned af min kind. "Lov mig, at det bare er mine tanker, der leger med mig.. lov mig, at du ikke har mistet dig selv og virkelig har gjort noget, du inderligt vil fortryde."

 

 

 

 

* Håber i kunne lide det folkens! Jeg nyder virkelig at skrive denne movella til jer, og samarbejdet med 1D_Crazeeh. Håber i vil følge med! Jeg lover, at gøre mit bedste. Bare nyd det! xx *

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...