Criminal Minds

"Don't always trust your mind. 'Cause sometimes It's criminal."

© Copyright 2014 1D_Crazeeh and This is me. All rights reserved.

104Likes
100Kommentarer
10117Visninger
AA

14. 13

Darcys P.O.V

"Harry, kom nu her!" Han løb i forvejen, med et grin. "Se om du kan fange mig først!" Vi løb ad gaden fra lejligheden, som førte ned til parken. Jeg kunne mærke vinden slå mod mit ansigt, og mit hjerte pumpe i brystet. Vi nåede indgangen til parken, hvor vi sprang over hegnet, og for videre ned til stierne.

Med hans forspring og så barnlig som han nu var, løb han ud og gemte sig. "Se om du kan finde mig!" Råbte han. Jeg standsede på en af stierne, for at få noget luft i mine skrigende lunger, for så stille at grine for mig selv. Han var mere et barn i en teenagers krop, end en mand.

I en stor busk et par meter væk, kunne man lige skimme nogle brune krøller, og farven af Tommy Hilfiger jeans. "Harry, jeg har set dig." Grinede jeg. "Øv.." Jeg gik hen til ham, og skubbede ham. "Du er så barnlig." Han løftede sit ene øjenbryn, og klikkede med tungen. "Ved du hvad? Det er jeg stolt af." Så roede han i mit hår.

Mit smil kom krybende, efterfulgt af hans. Jeg stod ved siden af ham, men kunne ikke lade være. Jeg trak ham ind i et kram. Jeg kunne mærke varmen fra ham, og lagde mit hoved på hans skulder. Han gjorde mig tryg. Tryg på den måde som kun familie kan.

Han lagde sine stærke arme om mig, og smilede. "Jeg elsker dig, stump." Jeg så op i hans varme grønne øjne, og svarede. "Jeg elsker også dig." Blidt kyssede han mig på toppen af hovedet, og vi gik tilbage ned af stien, hvor vi først kom fra..

Alt begyndte at lysne, og billedet blev svagere, og svagere for hvert sekund der gik. "H-Harry.." mumlede jeg halv sovende. "Bliv hos mig.." men han forsvandt. For aldrig at vende tilbage igen. "Åh Harry.." mine øjne åbnede sig forsigtigt. Jeg så op i loftet, og kunne mærke en tåre trille ned af min kind.

Jeg savnede ham. Min arrogante, irriterende, krøltop. Ham, som ingen kunne erstatte. Det sværeste var nok at indse virkeligheden. At han virkelig var væk.  At han ikke bare havde været ude og købe ind, og straks ville være tilbage. Men at han gik, for aldrig at vende tilbage. For aldrig at fylde mit hjerte med glæde og varme med sine grønne øjne igen, men at lukke dem i al evighed. 

At efterlade mig dels alene, og med et ar på hjertet, som nok aldrig ville forsvinde. Mine tanker blev pludselig afbrudt, da et skarpt skær af lys ramte mine hornhinder. Trangen til at skrige af smerte kom hurtigere og hurtigere til mig, men jeg valgte at lade være, da jeg sikkert bare ville få flere tæsk end jeg havde fået i forvejen. 

Jeg så ned i jorden, da jeg ikke turde at se på ham. Der lød en pivende metalisk raslen, da et fad blev skubbet over til mig. Lyden af sko kunne høres et sted i rummet. Og det gjorde mig fustreret, at jeg ikke kunne se ham. Mit blik kørte nervøst rundt omkring i rummet, men han var ingen steder at se.

Lyden kom tættere, og tættere på mig, for til sidst at stoppe helt. Mit hjerte stoppede, og jeg sad helt stille. Jeg kunne mærke hans varme ånde i min nakke. Jeg kæmpede med mig selv om, at han ikke stod bag ved mig. Men min forstand sagde noget andet. Han var bag ved mig.

Chokket løb gennem mig, da han pludselig tog fat i mit håndled. Jeg lagde an til at skrige, men kunne ikke. Det var som om at det hårde tag, sugede alt mit mod fra mig. "Du virker så stille, er der noget i vejen?" Han smilede hånligt. 

"Det forstår jeg godt." Han gav slip, og gik lidt væk, så vi kunne mødes ansigt til ansigt. Mit blik forblev nede i jorden. Jeg prøvede ikke at lade mig påvirke af, at hans skridt kom tættere på. Jeg sank en klump, da han stoppede, og at par sko kunne ses inde for mit synsfelt. 

Til sidst var jeg så bange for, hvad der ville ske, at jeg så op. Jeg frøs. Det kunne ikke være rigtigt. Sorgen om mit hjerte gro, med følelsen af had. Bitterlig had. "Dig.." hvæsede jeg, med sammenbide tænder, med en tone af foragt. "Altid." Svarede han, med et lumsk udtryk.

"Men hvorfor?" "Hvorfor? Nu skal jeg fortælle dig hvorfor!" Han begyndte at kræse om mig, som et vildt dyr. "Harry, bare navnet giver mig kvalme. Den opblæste krøltop havde flere problemer end du nogensinde får fantasi til at forstille dig." Spyttede han efter mig, med et groft tonefald.

"Hvad har det at gøre med mig?" "Åh søde skat. Mere end du og dit smukke lille hoved tror. Og du får det snart at se. Så vil alt om dit løgn af en bror gå op for dig, og du vil stå tilbage uden noget. Helt alene. Glemt og forladt. Der hvor I hører til!" 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...