Criminal Minds

"Don't always trust your mind. 'Cause sometimes It's criminal."

© Copyright 2014 1D_Crazeeh and This is me. All rights reserved.

104Likes
100Kommentarer
10143Visninger
AA

12. 11

Darcys P.O.V

Jeg sprællede og sparkede med alle mine kræfter, men til ingen verdens nytte. Bortføreren havde mig i et fast greb. Som en ulv, der næppe ville af med sit bytte. Gang på gang prøvede jeg at tyde hans ansigt i mørket, men forgæves. Hans grove måde at håndterer mig på, var ved at give mig kvalme.

Brutalt og med en hurtig bevægelse, blev jeg smid ind i en sort Mercedes. Han havde stadig sit greb om min arm, som efterhånden var begyndt at blive øm. Dog flyttede han sin hånd, for så med begge hænder, at tage fat i min kæbe.

"Ikke noget med at skrige, vel smukke?" Spurgte han lumsk. Jeg rystede på hovedet. Han bakede stille væk fra mig, og med det same lød der et skrig fra den sorte bil. Han kom styrtende, og inden den håbløse kamp, jeg vidste jeg ville tabe, samlede jeg alt luften som mine lunger kunne bære, og skreg. "Louis!"

Efter det, kunne jeg mærke noget brænde på min kind, og at de stærke hænder som havde hlot mig fast, fumlede med noget på min mund. Alt blev tåget, og lidt efter lidt, forsvandt verdnen fra mine øjne. For til sidst at efterlade alt sort.

Louis P.O.V

 Jeg vågnede med et sæt. Jeg havde hørt et skrig fra gaden. "Sikkert bare et mareridt." Jeg var ved at ligge mig tilrette igen, da en tanke slog mig. Der blev råbt efter mig! Jeg sprang op af sengen, og ned i stuen. "Darcy!" min stemme rungede gennem gangen, og jeg blev grebet af en pludselig angst. Hun var altid hurtigt til at svare mig.

Mine fødder bankede over gluvbrædderne, og min beslutsomhed gik mod gæsteværelset. Jeg mærkede lettelsen skylle ind over mig, da der lå  noget på madrassen. Men sammentidtig vreden. Jeg gik ind i væreset. Jeg satte mig på kanten af madrassen, og sukkede. "Darcy, det må du aldrig gøre igen.." Der kom intet svar.

"Darcy?" Hun måtte havde vånget på grund af al påstyret. Hun sov normalt ikke så  tungt. "Darcy." Sagde jeg igen, dog hårdere i stemmen. "Darcy forhelvede!" Jeg trak i dynen, for så  til min overaskelse at finde en tom plet der, hvor hun skulle havde ligget. I det samme, brummede min mobil. Jeg trak den op, for så  at mde ordet, "ukendt nummer."

Tøvende åbnede jeg beskeden, og begyndte at læse.

@ Du har sikkert bemærket, at du mangler noget, ikke? Din pige. De næste stykke tid vil du få nogle indstruktioner, som du meget nøje skal følge. For, man kan jo aldrig vide, om der bliver fundet et lig af en ung pige, hvorpå skylden peger mod ens selv. Vel? @

"Den skiderik!" Jeg kunne næsten mærke hans ulækre, lumske smil i mi nakke. Gåsehuden kom tilo mig, bare ved tanken. "Det kryb! Det får han betalt.." For en stund, gik jeg en til vinduet, og så ud mod gaden. Tvivlen kom pludselig krybende, og jeg var inderligt bekymret for hende.

"Jeg lader ham ikke røre dig, Darcy. Det lover jeg.."

Darcys P.O.V 

Jeg vågnede ved, at en kold overfalde rørte min kind. Jeg lå på et stengulv, i et halvmørkt rum. Svagt kunne jeg se en skikkelse, røre på sig i den mørkeste ende af salen. "Hallo! Hvem der?" Råbte jeg. Intet svar. Min irritation og angst var begyndt at vokse, men jeg prøvede en gang til. "Jeg ved du er her! Hvem er du?" 

Skikkelsen kom tættere på. "Nå, du er vågnet, kan jeg se." Stemmen var dyb, og jeg syndes at kunne kende den. "Hvorfor er jeg her?" Jeg kunne høre hans skridt gå i en cirkel omkring mig, i en langsom, skræmmende takt. 

"Din tilstedeværelse her, har mange årsager, Darcy Styles." Han stoppede lige foran mig, men stadig i mørket. Mit hjerte bankede som aldrig før. Hvor vidste han mit navn fra? Han gik igen i den samme,  dystre gang, som før. "Du er del af det opgør. Mit opgør. Noget, jeg skulle havde gjort for flere år siden." Stille var min undring sammen med alt andet, begyndt at komme. "Hvad har dit opgør, med mig at gøre?" 

Han lo hånligt og ondt, så jeg kunne mærke latteren selv længe efter, at han havde holdt op. "Du er en større del i det her, end du aner, søde skat." Han gav mig kuldegysninger, det kryb. "Hvilken del spiller jeg så?" Sukkede jeg. Min hjemve var blevet så uendelig stor, at det næsten ikke var til at bære. 

"Jeg kan forstå, at de har indgået et frygteligt tab fornylig, ikke sandt?" "Jo.. min bror er lige død. Men hvad ved de om det?" Spurgte jeg nervøst. "Jeg har mine forbindelser, ser du."  "Jeg høre, at han blev fundet i Central park. Han havde begået selvmord, ikke?" 

En pludselig raseri kogede dybt indeni mig. "Han begik ikke selvmord, han blev myrdet!" Skreg jeg, og prøvede forgæves at slå efter skikkelsen i mørket. "Hvorfor træder du ikke ud af mørket? Din kujon!" Spyttede jeg efter ham. 

"Din lille.." Snerrede han efter mig. Han løftede hånden, som han han skulle til at slå, da han pludselig tøvede, da man kunne høre en bankende lyd. Døren. Jeg var i en kælder! "Forhelvede!" Vredt gik han mod trappen, men stoppede et sekund. "Jeg får ram på dig og din skide familie. Stol på det!"

Og i det samme, var han væk. Der efterfulgte et hårdt dunk. Gitter. Det gik nu op for mig, at intet stod i min magt. Jeg var låst inde, og den eneste udgang var trappen. Jeg måtte bare stole på, at Louis var på vej. "Louis.." hviskede jeg, mens en tåre fandt vej ned af min kind. "Jeg savner dig.. vær nu sød at komme snart.." 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...