Summer romance

Annabelle Parker skal på ferie hos sine bedsteforældre i Oklahoma i 3 uger. Her møder hun den unger læge på akutmodtagelsen, og de forelsker sig med det samme i hinanden.

7Likes
10Kommentarer
1846Visninger
AA

7. Morgenmad, David Williams

Jeg lagde stadig på siden, lige der hvor jeg var faldet i søvn i nat. Annabelle havde lagt sig om på ryggen, men hendes venstre arm, lagde langs min og hendes hånd rørte blidt ved mit bryst. Det bankede på døren, og gik derefter stille op. Jeg lod som om jeg stadig sov. Jeg var nysgerrig, efter hvem det var. Det var Mrs. Gonzalez. Hun blev lettere forskrækket, da hun fik øje på mig, og så lukkede hun døren med det samme igen. Uden at vække Annabelle kom jeg ud af sengen. Jeg gik hen til min skjorte, og tog den på. Jeg knappede den, og med et blev døren flået op, og ind kom Mr. Gonzalez. Han kiggede chokket på mig, og jeg på ham. Annabelle rørte på sig i sengen. 

"Hvad er der bedstefar?"
"Har han sovet i samme seng som dig i nat?"
"Ja, det har han. Er der noget galt i det?"
"Hvor meget tøj havde du på unge Williams?"

Mr. Gonzalez rette sin opmærksomhed til mig. Jeg havde lige rette skjorten til så den sad ordenligt.

"Min cowboybukser mr." svarede jeg.
"Så du sov i bar mave?"
"Ja, det gjorde jeg." sagde jeg med et skævt smil.

Han nikkede, og vente sig om mod gangen og gik. Lige inden han gik ud på gangen, vente han sig om igen.

"Der er morgenmad nu."
"Vi kommer nu." sagde Annabelle.

Jeg gik hen til sengen, og hjalp hende op. Hun humpede ikke så meget i dag, som hun havde gjort i går. Så hvile var sikkert det bedste middel i denne sag. Jeg løftede hende op i mine arme, så hun ikke skulle belaste den mere end nødvendig.

"Du behøver ikke bære mig rundt. Jeg kan sagtens selv gå."
"Ja, du kan, men du skal ikke belaste den mere end nødvendigt, og så længe der er en, som kan bære dig, så er det den bedste måde, for dig at komme rundt på."
"Hvor lang tid har du så tænkt dig at være her?"
"Indtil dine bedsteforældre smider mig ud." sagde jeg, og begyndte at grine.

Annabelle begyndte også at grine, og slog mig på overarmen. Hendes latter var fortryllende. Hendes brune øjne strålede glæde, og hendes hvide perfekte tænder, blev blottet under hendes læbers adskillelse. Da vi kom ned i gangen, satte jeg hende ned, og jeg hold hende humpe ind til spisebordet i køkkenet. Mr. og Mrs Gonzalez og James var allerede i fuld gang med at spise. Annabelle og jeg satte og tavse til det store spisebord. Der blev spist i tavshed. Jeg kiggede op flere gange. Annabelle smilede til mig. Hun lagde sin hånd på mit lår. Det var en let berøring, men min krop reagere på det, med det samme. Jeg lagde min hånd på hende, men lod som ingenting, ligesom hun gjorde. Mr. og Mrs. Gonzalez kiggede konstant på os. Det var som om de forventede en forklaring på det.

"Er du så kæreste med mors læge nu?" spurgte James.

I det samme trak hun sin hånd til sig, og lagde den på bordet ved siden af sin tallerken. Hun kiggede diskret på mig, før hun svarede. 

"Nej James, vi er ikke kærester."
"Endnu." hviskede jeg, til mig selv, men James hørte det.
"Hvad skal det sige?" spurgte han.
"Hvad?" spurgte jeg.
"Du sagde endnu."
"Arh det. Det er ikke noget. Jeg tænke bare lidt for højt. Det skal du ikke lægge noget i."
"Hvad skal du lave i dag bedstemor?" spurgte Annabelle.

Det var tydeligt, at hun ville dreje samtalen over på noget andet.

"Jeg skal ind til centeret, for at handle til aftensmaden, og så skal jeg være færdig i haven. Indtil i går, var det planen, at du skulle hjælpe mig, men det bliver der jo ikke noget af."

Det var tydeligt for enhver, at hun havde glædet sig til, at bruge tid med sit barnebarn. Og Annabelles humør faldt med det samme.

"Jeg har tilfældigvis et par krykker til at ligge ude i bilen. Hvis I er heldige, så kan Annabelle bruge dem, og så kan i tage ind til byen, og handle sammen." indskød jeg.

Annabelle glæde vendte tilbage, og hun smilede til mig. 

"Er det rigtig?" spurgte hun.
"Ja, jeg har altid et par, til at ligge i bilen, hvis jeg nu skulle komme ud for, at der er brug for det. Og det lyder det til, at der er."
"Det ville være dejligt." sagde mrs. Gonzalez.

Jeg smilede til hende. Vi sad længe, og snakkede over morgenmaden. Kl. 11.00 rejste mr. Gonzalez sig, og takkede for dejlig morgenmad. Han satte kurs mod sit kontor. James fulgte meget hurtig trop, og gik ind i stuen for at se fjernsyn. 

"Skal jeg hjælpe med, at tage af bordet mrs. Gonzalez?"
"Vil du det?" spurgte hun, og smilede af glæde.
"Det vil jeg."

Annabelle, humpede ud til trappen. Hun skulle op, og skifte til det tøj hun skulle have på ind til centeret. 

"Hun er en sød pige hva'?" sagde mrs. Gonzalez.
"Ja, det er hun. Hvordan holder I hende fra mændene her i området?"
"Hun har altid været en køn pige, og drengene her, har altid været betaget af hende. Men da hun var her for 1 år siden, havde hun sin kæreste med. Det var et hårdt slag for mange."
"Har hun en kæreste?" spurgte jeg.

Jeg var såret, og chokeret på samme tid. Såret over, at hun ikke havde sagt det, og chokeret over mig selv. Chokket over at hun lod mig komme så tæt på. Hun protesterede ikke engang på det i aftes. 
Jeg tog tallerknerne, og bestikket, hvorefter jeg gik hen til vasken med det. Jeg tænkte for vandet, og skyllede det hele af inden jeg satte det i opvaskemaskinen. 

"Hun kom her, fordi de havde et forfærdeligt skænderi, og hun valgte at forlade ham. Hun kunne ikke være i fred. Hendes venner forstod vist ikke hendes valg, og min datter ønskede, at Abe ville tilgive ham. Men hun er stædig, og hun ved, hvad der er vigtig for hende."
"Hvad kaldte du hende?"
"Abe? Det er hendes kælenavn i familien."
"Så alle i Annabelles omgangskreds ønsker kun, at hun går tilbage til ham?"
"Ja. Jeg har aldrig set hvad, hun så i ham."
"Og I støtter hende i hende valg?"
"Lige i dette valg gør vi. Hun har truffet mange andre dårlige valg, men lige denne her, har hun gjort det rigtige. Vores dør står altid åben for vores børnebørn.
"Hvor mange børnebørn har I?"
"Vi har 20. Annabelle, er den ældste, og hun er 20, og James er den 2. yngste, og han er 11. Imellem Annabelle og James er 17, og så er der selvfølgelig 1 efter James."
"Så må i vel have mange børn." røg det ud af mig.
"Vi har 5 børn."
"Hold da op."
"Ja, og så mange børn skal jeg aldrig have."

Det var Annabelle, som var kommet ned. Jeg havde slet ikke hørt hende komme ned ad trappen. Hun var iført en smuk enkel sommerkjole i rød/lilla farve. Den sad løst over hendes former, men den fremhævede alligevel hendes bryster. Den var meget nedringet, og sluttet midt på lårene. Under kjolen havde hun et par shorts, og en sort bh, stropløs. Hun humpede gemmen det store køkken, hen ved siden af mig. Hun løftede sig op i armene, og satte sig på køkkenbordet. Hendes kjole kravlede lidt længere op på lårene. 

"Jeg går lige ud i bilen, og henter de der krykker."

Jeg kyssede hende let på panden, og gik ud i gangen og videre ud i entreen, hvor jeg tog mine sko på. Jeg åbnede døren, og gik ud. Solen skinnede, og det var varmere i dag, end det var i går. Bilen holdte over på den anden side. Jeg fandt hurtig krykkerne. Jeg gik tilbage til huset. Da jeg kom ind i køkkenet igen, sad Annabelle stadig på køkkenbordet, men sin telefon i hånden. Hun sad bare og kiggede på den. 

"Jeg fandt dem." sagde jeg.
"Det var da godt." svarede hun toneløst.
"Hvad er der galt?"
"Du er lige blevet kaldt på arbejde. Ikke andet." svarede hun.

Hun lagde telefonen fra sig, og kiggede op på mig. Det gik op for mig, at det var min telefon hun havde siddet med, og det var hendes jeg gik rundt med i baglommen. Jeg tog telefonen op, og kiggede på coveret. 4 børn, hvor den ene virkede bekendt.

"Er det dine søskende?" spurgte jeg.
"Ja." svarede hun, da jeg gav hende telefonen tilbage.
"De vil gerne, at du kommer med det sammen."
"Okay. Må jeg ringe til dig når jeg har fri?" spurgte jeg, og smilte skævt til hende.
"Ja, det må du gerne." sagde hun.

Hun lagde sin venstre hånd på min højre skulder. Jeg satte krykkerne fra mig, og lagde mine arme omkring hende. Hun lagde sin anden arm, over min skulder, og så trak hun mig, ind til sig. Jeg strammede mit greb om hende, og hun strammede sit.

"Er du klar Abe." råbte mrs. Gonzalez ude fra gangen. Hun løsnede sig.
"Det er meget tæt på bedstemor."

Jeg hjalp hende ned fra bordet. Krykkerne passede perfekt. Vi gik sammen ud i entreen. Annabelle og mrs. Gonzalez gik hen til deres bil, og jeg gik hen til min.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...