Summer romance

Annabelle Parker skal på ferie hos sine bedsteforældre i Oklahoma i 3 uger. Her møder hun den unger læge på akutmodtagelsen, og de forelsker sig med det samme i hinanden.

7Likes
10Kommentarer
1858Visninger
AA

17. Forlader Malibu, Annabelle Parker

Det var meget hurtigt blevet den sidste dag i Malibu. David var blevet kaldt på arbejde fredag aften, så vi havde pakket vores ting, og skulle af sted lørdag morgen. Jeg sad i sengen, og kiggede surmulende på David. 

'Hvorfor skulle han også kaldes på arbejde i weekenden? Hvorfor lige i dag? Det havde været så hyggeligt.'

Davids blik fangede mit triste blik, da han kiggede op fra hans kuffert. Han rettede sig op, og gik hen til mig. Jeg rykkede lidt længere ind i den store seng, og gjorde plads til, at han kunne sætte sig ved siden af mig. Jeg lagde trist mit hoved op ad hans bare skulder. Han lagde sin hånd på mit lår, og gav den et lille trøstende klem.

"Hvorfor kan du ikke bare sige, at du ikke kan komme hjem før i morgen, som vi havde planlagt?"
"Jeg havde sagt til dem, at jeg ville have fri fra mandag til fredag, og hvis der blev sygdom op til weekend, og de ikke kunne få fat i andre, kunne de bruge mig som nødløsning."
"Og er du sikker på, at de har ringet rundt til andre?"
"Jeg har selv prøvet at få fat i nogle som kunne tage vagten i aften, men alle andre er i udlandet. Jeg er den eneste der kan nå, at være der til i aften."
"Det er uretfærdigt."
"Ja. Det er det." sagde han trist.

Jeg tror ikke jeg havde hørt ham være trist. Hans stemme fik en dybere klang af at være trist. Jeg kyssede hans skulder, blidt og elskeligt. Han lagde armen om mig, og trak mig lidt længere ind til sig. Min hånd fandt vej til hans muskuløse lår. Han havde et par hvide shorts, og en lyseblå t-shirt på. Han duftede fantastisk. Jeg havde aftalt med mine bedsteforældre, at jeg ville tage et direkte fly fra Malibu til Miami, så jeg kom ikke hjem til dem mere i denne omgang. De blev kede af det, men de forstod godt, at det var nemmest på den måde. Jeg kunne komme med et direkte fly, fra Los Angels til Miami.

"Hvad gør vi så nu?" spurgte jeg trist.
"Jeg ved det ikke."
"Jeg elsker dig, David."
"Jeg elsker også dig, Abe."
"Der er 1 times tidsforskel på Oklahoma, og Miami." sagde jeg tørt.
"Det ved jeg. Facetime så ofte så muligt?"
"Ja."
"Jeg sender min arbejdsplan til dig på en mail, hver gang jeg få en ny, eller der bliver ændret i den."
"Og du får mit skema, når jeg starter i skole igen."
"Det bliver svært."
"Hvis det ikke fungere, så fungere det ikke, og så må vi vel bare acceptere, at det er sådan det er." sagde jeg stille.
"Ja det må vil vel."

Vi kom ud af sengen, og tog vores kufferter. Vi kørt i tavshed til LAX airport inde midt i Los Angels. Jeg skulle flyve derfra. Jeg tjekkede ind. Jeg kunne mærke tårerne presse sig på i mine øjne. Jeg kiggede op på David. Han smilede blidt til mig. Vi fandt en lille bænk mit i det hele. Jeg lod tårerne trille stille ned ad mine kinder. David rejste sig, og tog mig i sine arme. 

"Jeg ringer til dig i aften, når jeg er landet." sagde jeg.
"Jeg tager min telefon med mig, overalt indtil du ringer."

Han kyssede mig. Jeg forlod chekin området, og fandt den gate, der havde flyet til Miami. Jeg ville holde tårerne tilbage indtil jeg kom ombord på flyet. Kort efter begyndte folk at gå ombord på flyet.

 

______________________________________________________________________________________

6 timer senere. 

Jeg havde lige fået min bagage, da jeg ringede til David, for at sige, at jeg var kommet godt til Miami. Efter 4 ring tog han den.

"Åh godt du ringer, Abe. Jeg har været så nervøs."
"Er der sket noget?"
"Nej, jeg savner dig bare. Jeg savner din sukkersøde ånde mod mig."
"Jeg savner også dig David."

Det sagde jeg lige idet, jeg gik ind i ankomsthallen i Miami lufthavn. Der var proppet med mennesker, der tog imod de andre passagerer på flyet. Med et kom en hel flok mennesker strømmende mod mig.

"Jeg ringer til dig senere søde."
"Hvad sker der?"
"Mine venner!" sagde jeg.

Jeg lagde telefonen lige i tids nok til ikke at tabe den, da alle mine venner kastede sig over mig. De snakkede alle i munden på hindanden.

"Hvor er du brun." sagde den ene
"Uhe, hvem snakkede du med?" sagde en anden.
"Du har godt nok været meget tavs, siden du rejste." sagde en tredje.
"Hvem er han." spurte den fjerde.
"Fortæl Abe." bad den femte.

Jeg prøvede, at komme ud af den summende mængde omkring mig, men de fulgte efter mig, for hvert skridt jeg tog.

"Okay fint. Vil I ikke godt lagde mig få noget luft?" sagde jeg bedene.
"Det har været en hård tur hjem."

Tårerne var på spil igen. De kiggede alle måbende på mig.

"Jamen Abe, du græder jo."
"Ja, jeg ved det godt."

Jeg vendte ryggen til dem, tog min kuffert, og satte kursen mod udgangen, med tårerne løbende ned ad kinderne. 

"Abe!" råbte Jane.

Alle i ankomsthallen havde nu deres fulde opmærksomhed rettet mod mig. Jeg undgik alles blik, mens jeg fortsatte gennem det store rum, med de mange mennesker, som flyttede sig, så de ikke stod i vejen for mig. Pigerne satte efter i løb, men de nåede mig ført, ude midt på vej til parkeringspladsen. Jeg drejede rundt på hældene, og stirrede rasende på dem.

"Hvad?" sagde jeg flabet.
"Hvordan er han?"
"Jeg vil ikke snakke om det lige nu, okay."
"Okay."

Jane tog min kuffert, og Kitty og Josefine, lagde hver deres arm, ind i mine. Så satte vi kurs mod Kates bil. Hendes forældre havde en 7-personersbil, og mine forældre havde taget min med, da de var kommet hjem fra Malibu. Vi satte kursen mod mit hus, og en 20 minutters køretur fra lufthavnen, ankom vi til det eneste hus der virkede velkendt, mine forældres. Min mor stod i døren for at tage imod os. Klokken var 18, og hun havde lavet aftensmad til os alle sammen. Mens vi 6 piger spiste parkkede mor min kuffert ud. Hun kom kort efter ind i køkkenet med hen hvid t-shirt, og kiggede på mig, med et par øjne der fortalte; du-har-bare-ikke-taget-en-af-hans-trøjer-med-hjem. Hun havde den mellem to fingre. Jeg rejste mig hurtigt fra stolen, og tog den fra hende. Jeg smilte undskyldende til hende.

"Helt ærligt Abe. Hans t-shirt."
"Det var den trøje, jeg lånte, den første aften jeg sov hos." sagde jeg.

Min mor kiggede chokket på mig. Jeg drejede rundt, og kiggede på pigerne. Deres blik var chokket. Jeg trak på skulderne.

"Hvad?"
"Du har sovet hos ham?"
"Ja, og jeg har også været i sommerhus med ham i Malibu."
"Hvad?"
"Jep."

Jeg gik forbi min mor, og løb op ad trappen til mit værelse. De store cremefarvede vægge lignede sig selv. Min mørke himmelseng, stod midt i det store rum. På hver side af sengen er der et vindue. I den modsatte ende er der en dør ind til mit lille work-in. Så er der en dør ind til mit eget badeværelse, og mellem de to døre, har jeg et skrivebord i hvid højglans og en en hvid gyngestol. På skrivebordet er det eneste der står min macbook. Jeg har et marineblåt gulvtæppe, som er giver lidt farve i rummet. Til venstre for min seng, har jeg en rund sofa, i en lidt lysere marineblå end gulvtæppet, hvor pigerne og jeg, hygger, når vi har tøse aften.
Jeg går hen, og sætter mig i sengen. Jeg trækker benene op under mig, og dynen trækker jeg hen til mig. Jeg lægger trøjen ned på dynen. Hans duft spreder sig i værelset. Mindet om ham, får mig til at føle, at jeg er lidt alene. Der bliver banket på den min dør ud til gangen. Alt i det her hus er nærmest lydtæt. Døren bliver åbnet, og Jane, Kate, Kitty, Josefine og Audrey. 
Jeg smilede prøvende til dem. De gik hen, og satte sig ved siden af mig i sengen. Det var Kate der sagde nogen.

"Er han så sød?"
"Hvis du mener med sød, at første gang vi møder hinanden, går han lige ind i mig, og jeg får et glad vand ud over min hvide stroptrøje, så ja, så er han vildt sød."
"Det var sikkert et uheld."
"Det påstår han også det var, men hvad ved jeg."
"Ja, hvad ved du."
"Er han god?" spurgte Audrey. 
"God?"
"Ja, du ved, er han god i sengen?"
"Det ved jeg ikke." sagde jeg, og kiggede ned i trøjen.
"Hvorfor ikke?"
"Jeg vil ikke snakke om det."
"Hvordan er han?"

Det var Kate, der skiftede emne. Jeg havde godt nok lovet min far, ikke at sige noget om voldtægten til nogen, men jeg havde virkelig brug for, at snakke med andre end ham om det, og Kate havde altid været der for mig. Vi havde været uadskillige siden børnehaven. Hun kunne garanteret se på mig, at jeg ikke ville snakke om det. Jeg kiggede taknemlig på hende et øjeblik.

"Han er fantastisk. Han er høj, muskuløs, virkelig veltrænet, han har de smukkeste grønne øjne, så dybe og klare. De kan fortrylle en bare ved at han kigger på en. Og hans læber, så røde, så store og bløde. Og det bliver bare endnu bedre, når han er på arbejde. Hans tøj, sidder perfekt hen over hans brede skuldre, lidt stramt, men ikke for meget. Og den trøje han har på, sidder perfekt, til hans mave. Man kan lige ane hans mavemuskler."
"Okay, stop en halv."
"Bare når du beskriver ham, så er han helt klart en, jeg gerne vil i bukserne på. Jeg kan se på dig, at du er helt tosset med ham, men du vil ikke i bukserne på. Abe hvad er der galt med dig." udbrød Kitty.
"Voldtægt." fløj det ud af mig.

Alle stivnede. Selv Kate, som godt viste det. Hun havde lovet, hun ikke ville sige det, og det var åbenlyst, at det havde hun heller ikke.

"Jeg vil ikke snakke om det." sagde jeg kortfattet.
"Okaay. Det var der vist ingen af os der havde forventet."

De andre rystede bare på hovedet.

"Nu ved i det. Bare lad vær med at sige det til nogen, okay."
"Ja." sagde de.

Timerne gik, og jeg fortalte om min ferie, og de fortalte hvad de havde lavet, mens jeg havde været væk. Min telefon ringede pludselig i min lomme. Pigerne blev en smule forskrækket. Da jeg kiggede på den smilede jeg for mig selv.

"Er det David?" spurgte Jane.
"Ja."

"Hej David."
"Hej søde Annabelle."
"Var det hårdt, at komme hjem, og arbejde så hurtigt?"
"Det der var hårdest var at sige farvel til dig."
"Hvor er du sød. Jeg savner dig, David."
"Jeg savner også dig Abe. Er du alene?"
"Nej, det er jeg ikke. Hvorfor?"
"Jeg vil gerne fortælle dig noget, men det ville være bedst hvis du var alene."
"Kan det vente til i morgen?"
"Ja. Tag ind til lufthavnen i morgen. Så ringer jeg til dig der."
"Men så er jeg jo ikke alene."
"Nej, men der er vel ikke så mange der kender dig."
"Okay. Lufthavnen i morgen."
"I ankomst hallen."
"Kommer du til Miami?"
"Du er fandme hurtigt. Ja, jeg har fået fri et par dage, fordi jeg kom så hurtigt hjem fra ferie."
"Det løgn."
"Nej. Jeg flyver til Miami, lige så snart jeg er færdig med at arbejde, så det bliver engang i morgen aften. Men kom alene."
"Okay." sagde jeg. 
"Vi ses i morgen."
"Elsker dig."
"I lige måde."

Jeg lagde på, og hoppede ud på gulvet, med trøjen i hænderne. Jeg krammede den ind til mig, mens jeg drejede rundt på det bløde gulvtæppe. 

"Han kommer i morgen." skreg jeg.
"Han kommer i morgen, og jeg skal møde ham i lufthavnen. Alene."

Pigerne rejste sig fra sengen, og hoppede rundt på gulvet, sammen med mig. Vi faldt sammen på gulvet, og grinte. Efter flere timers snakken faldt vi i søvn i en stor klump i sengen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...