Summer romance

Annabelle Parker skal på ferie hos sine bedsteforældre i Oklahoma i 3 uger. Her møder hun den unger læge på akutmodtagelsen, og de forelsker sig med det samme i hinanden.

7Likes
10Kommentarer
1873Visninger
AA

2. Annabelle Parker

Jeg var lige landet i Will Rogers World Airport. Det var torsdag formiddag. Det var en lang tur, fra Miami, og med en mellemlanding i Houston. Jeg havde lige fået min bagage, og var på vej ud i ankomsthallen, hvor mine bedsteforældre ventede på mig. Jeg skulle være på 3 ugers ferie hos dem, denne sommer. Der var altid mange mennesker i Miami om sommeren, og det var sjælden jeg så min mors forældre. I år havde jeg selv valgt at forlade Miami, til fordel for Oklahoma City. For et par dage siden, havde jeg et voldsomt skænderi med min kæreste, som endte med at vi slog op, og jeg havde mest af alt brug for fred og ro. Mine bedsteforældre blev rigtig glade, da jeg ringede til dem og fortalt, at jeg ville bruge 3 uger af min sommerferie hos dem. Der var næsten ingen mennesker i ankomsthallen. Der var en ung kvinde, en ældre mand og en familie, som diskuteret højlydt. Men der var ikke skyggen af mine bedsteforældre. Jeg tog min telefon op af min taske, og tændte den. Der var ingen opkald og ingen sms'er. Jeg ringede op til deres hjemmenummer. Måske havde de glemt tiden? 

"Hallo." sagde en dirrende kvindestemme.
"Hej bedstemor. Det er Annabelle."
"Åh, Abe hvor langt er du kommet?"
"Jeg er kommet til Oklahoma. Er bedstefar kørt ind efter mig?"
"Øh, var det allerede nu, du ville være i Oklahoma? Jeg troede først det ville være i aften."
"Det er okay bedstemor, jeg tager bare bussen."
"Jeg er virkelig ked af det, min pige."
"Det er okay, bedste. Der er alligevel ikke så langt. Vi ses snart."
"Vi ses."

Jeg lagde på. Jeg gik mod udgangen. Luften i Oklahoma var meget anderledes end den varme saltede luft i Miami, der var bladet med lugten af benzin. Luften i Oklahoma var anderledes. Jeg fandt hurtigt bussen, der kørte til den nordvestlige del af Oklahoma City. Jeg havde undersøgt hjemmefra, hvilken bus, jeg skulle med, hvis nu det her skulle ske. Jeg fandt den hurtigt. Det var en lang tur med bussen. Men jeg elskede offentligt transport.
Jeg stod af ved et lille kryds, og så var der kun et par 100 meter ned til deres hus. Huset lagde på en stille vej, og alle kendte hinanden. Bedstes hus var et forholdsvist stort hus, med en lille have. Det var et rødt murstenshus, med hvide vinduer. Bedstemor gik rundt ude i haven, da jeg kom. Da hun hørte min kuffert rulle hen ad vejen, rettede hun sig op, og kiggede på mig. Hun lignede sig selv. Hendes lysegrå hår var klippet til skuldrene, og hendes klare grå øjne strålede af glæde, da hun så mig. Hun var en meget høj dame, med en kropsbygning der egnede sig perfekt til meget havearbejde. Hun var opvokset i den sydligste del af Oklahoma. Bedstefar stod i døren, da jeg kom hen til huset. Bedstemor var kommet ud til vejen for at tage imod mig. 

"Hej bedstemor." sagde jeg, da jeg gav hende et lille knus.
"Det må have været en lang rejse."
"Ja, det har det. Men det har været det hele værd." sagde jeg med et skvæt smil.
"Hej stump." sagde min bedstefar.

Han var på vej hen til os. Han havde altid boet i Oklahoma City. Han var en høj, slank mand. Og hans mørkegrå hår, havde stadig en nuance af hans gamle sorte hårfarve. Jeg havde arvet hans tykke sorte hår, og hans klare brune øjne. Jeg havde min bedstemors kropsbygning. Jeg passede perfekt ind i billedet som det perfekte barnebarn, til en familie der kom fra Oklahoma. Og jeg passede slet ikke til Miami. 

"Hej bedstefar." sagde jeg, og gav ham et knus. 

Han tog min kuffert i den ene hånd, og bar den indenfor. Bedstemor og jeg fulgte efter ham ind. Huset var fyldt med minder. Vi gik ovenpå, og ind på det største gæsteværelse, som jeg altid havde når jeg var der. Rummet var dejlig stort og lyst. Midt i rummet stod den prinsesse seng, som jeg altid havde drømt om, jeg kunne få hjemme i Miami. På højre side af sengen, står et hvidt skrivebord, med en hvid træ stol til. Der stod en lille kommode i det ene hjørne, og ovenover hang et spejl. Midt vindue vendte ned mod Deaconess Hospital. Jeg blev født, som den eneste af mig, og mine søskende på det hospital. Derfor havde jeg fået det værelse, som mit værelse, når jeg var der. Jeg gik hen til vinduet, og kiggede drømmende på det. Jeg har kun været der én gang, og det var da jeg blev født. Døren til mit værelse gik stille op, og bedstefars mørkegrå hår kom til syne. Han gik hen til mig, og lagde en arm over min skulder.

"Står du nu der igen?"
"Ja. Er det ikke mærkeligt?"
"Jo, det er det. Og nu skal vi en tur derhen." sagde han, og hans glæde forsvandt.
"Hvad er der sket?"
"Mary blev indlagt i går aftes. Det er ikke så alvorligt. Kom nu."

Jeg fulgte efter ham ud på gangen, og ned ad den brede trappe. Jeg fik mine sko på, og gik ud i den blide sommervarme. Bedstemor var allerede henne i deres Ford, og ventede på os. Jeg satte mig ind på bagsædet. Jeg havde lovet min mor, at jeg ville sende en sms til hende når jeg var ankommet til Oklahoma. 

'Hej mor. Jeg er kommet hjem til bedstemor og bedstefar, og nu er vi på vej hen til Hospitalet for at besøge moster Mary. Knus Abe'

Jeg sendte den, og lagde mobilen tilbage i lommen på mine shorts. Det tog 5 minutter, at køre hen til hospitalet. Vi gik ind, og hen til elevatoren. På 5. sal gik vi ud på gangen, og drejede til højre. Lidt længere nede ad gangen, kunne jeg se en af mine fætre. Han var ikke mere en 11 år gammel. Da han fik øje på bedstemor og bedstefar, løb han ned ad den brede gang, og lige i favnen på bedstefar. Da han fik øje på mig, gav han slip på ham, og hoppede lige i favnen på mig.

"Hej Abe. Hvad laver du har?"
"Jeg er her for at besøge din mor, James."

Jeg satte ham ned, og tog hans hånd. Han nærmest trak mig ned ad gangen, og ind på den stue hvor hans mor lagde. 

"Hej Mary. Hvordan går det."
"Åh, sikke en overraskelse at se dig Abe. Hvordan går i Miami?"
"Jo du ved, sådan som det altid går i Miami, på den her tid af året. Mange mennesker." svarede jeg med et skævt smil.

Bedstemor og bedstefar kom ind, og gav moster et knus. Kort efter blev der tavst, og akavet. Jeg rejste mig, fra den stol jeg havde sat mig i. Jeg gik forbi de andre, og ud på gangen.

"Hvor skal du hen Abe?" spurgte bedstemor.
"Jeg skal hente noget vand. Skal I have noget med?"

De rystede på hovedet. Jeg gik ned ad gangen, og for enden af gangen, stod der et lille bord, med nogle vandkander, og plastik kopper. Jeg tog en kop, og fyldte den med vand. Jeg vendte mig om, og lige i det samme, kom en læge gående forbi. Han gik lige ind i den arm, hvor jeg havde koppen. Vandet røg ud, over min hvide stoptrøje, som blev gennemsigtig af vandet. Jeg kiggede først ned ad mig selv, og derefter op på lægen. Han kiggede bare måbende på mig, og afventede en reaktion. Han havde de smukkeste grønne øjne. Hans fyldige læber gled over i et smil. Han var høj, muskuløs, og han havde brunt hår. Hans tøj sad stramt til, over brystet, og over overarmene. Han var ikke mere end 27 år gammel. Jeg kiggede surt på ham, men mine læber gled over i et prøvende smil. 

"Det må du virkelig undskylde. Jeg havde ikke set dig."
"Havde du ikke, eller siger du det til alle?"
"Det havde jeg ikke." sagde han.

Han kiggede nu undskyldende på mig. Han havde den mest maskuline, og den smukkeste stemme. Jeg kunne ikke være sur på ham, uanset hvor meget jeg prøvede. Jeg klemte koppen, og smed den væk. Jeg kiggede kort på ham, og gik så tilbage til Marys stue, med en gennemsigtig trøje, som klæbede sig, til min solbrune hud. Jeg kiggede mig over skulden, og så at lægen stadig kiggede på mig. Jeg vendte hovedet væk igen, og drejede ind på Marys stue. De kiggede alle sammen på mig da jeg kom ind.

"Hvad er der dog sket?" udbrød bedstemor.
"Ingenting bedste." sagde jeg, og satte mig tilbage i stolen. 

Jeg lagde mine arme over kors, og endelig kunne jeg være sur.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...