Where we are

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 aug. 2014
  • Opdateret: 11 aug. 2014
  • Status: Igang
At være mobbeoffer er ikke sjovt, men at være et mobbeoffer hele livet og bære rundt på det alene er mindre sjovt...
Sådan har 16 årige Sophia det, Og har haft det sådan i flere år.
Da hun en dag møder Zayn Malik fra 1D vender han det hele på hovedet. Ham og de andre drenge fra 1D beslutter sig for at hjælpe hende, men er det for sent...
Har mobningen allerede lavet for dybe ar ?
(Længden af kapitlerne kan variere)
Husk at skrive hvad i syntes :-D

6Likes
2Kommentarer
959Visninger
AA

9. 9

Jeg vågnede op i en hospitalsseng og med noget andet tøj på end da jeg kom. Langsomt satte jeg mig op i sengen, men mærkede straks at jeg blev svimmel og var nødt til at lægge mig ned igen. En ny sygeplejerske kom ind af døren og satte sig ved siden af mig. Hun kiggede mig i øjnene og jeg havde på fornemmelsen at hun ikke skulle til at sige noget godt. “Det er din bedstemor. Hun døde desværre af et hjertestop for 4 timer siden. Hun havde svære kvæstelser så lægerne ville alligevel ikke kunne have gjort noget.” Allerede da hun var kommet ind af døren havde jeg en fornemmelse af hvad der var i vente, men det at få det bekræftet var for meget. Der var en pause på et par minutter, men den føltes uendelig. Da sygeplejersken endelig fortsatte var jeg opløst i tårer og hulkede utrøsteligt. ”Vi forstår dit tab, men har du nogle forældre eller nogle som kan kigge efter dig fremover?” Det sidste fik mig til at føle mig mere alene end jeg nogensinde havde følt mig før. Ene og alene. Jeg rystede på hovedet og sygeplejersken stillede ikke flere spørgsmål til det. Istedet spurgte hun. “Kunne du tænke dig at se hende?” Jeg løftede hovedet, tørrede tårende væk og nikkede.”Kom.” Hun tog min hånd og førte mig ned af hospitalets lange gange. For enden af den 5. gang var der en stor dør som hun låste op med et personalekort. Det trak svagt derindefra og jeg fik kvalme af at tænke på hvorfor. Den store dør gik op og jeg tog et skridt ned af en endnu længere gang med meget dæmpet belysning. Der duftede overraskende godt i forhold til at det var stedet de opbevarede døde folk. Jeg snusede ind. Lavendel. Pudsigt, det var også den duft der duftede af hjemme hos min bedstemor. Det at hun var væk var begyndt at synke bedre ind og tårende blev langsomt flere og flere. For enden af gangen stoppede sygerplejersken og jeg kiggede op på hende. “Hun ser anderledes ud end normalt. Så du skal ikke være overrasket.” “Okay.” Nu kæmpede jeg for alvor med tårerne og sank et par gange før jeg gik med ind i rummet.

 

 

Hun lå på en båre med et tæppe over hovedet og jeg kunne kende hende på hendes blomstrede kjole som hun elskede så højt. Sygeplejersken kiggede spørgende på mig, jeg vidste hun gjorde det så jeg kunne nå at springe fra. Beslutsomt sank jeg og nikkede til hende. Hun fjernede tæppet og der lå min bedstemor. Min dejlige bedstemor, der havde været der for mig som den eneste. Hun så fredfyldt ud mens hun lå der næsten ud som om hun sov. Jeg mærkede tårerne presse mere og mere på og til sidst gav jeg dem frit løb. Sygeplejersken kom over og holdte lidt om mig inden hun fulgte mig ud. Det virkede som om der var uendeligt mange tårer, der bare ventede på at komme ud…

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...