The War of the Fandoms

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jul. 2014
  • Opdateret: 2 aug. 2016
  • Status: Igang
The War of the Fandoms, samler 15 forskellige fandoms i en historie.
Året er 3248. Alt er muligt nu, hvis man er af en velhavende familie.
Verdenen er overtaget af Fandoms.
30 personer med et kendt efternavn er blevet trukket til The War of the Fandoms nr. 100

Hvem vinder af de 30 unge, som er mellem 12-18.

De mangler sponsorer, kan det være dig?

Tilmeld dig her under TWF: Online Hunger Games og følg med i opløbet til at de to vindere bliver kåret af TWF nr. 100

10Likes
10Kommentarer
1556Visninger
AA

6. Interviews (Capitol, 1, 2)

3248 Nord Amerika: Capitol Hunger Games

    ”Tak til Finnick Everdeen,” Atlas hev Finnick’s hånd op i luften og skubbede ham venskabeligt ud mod en dør til højre for ham.

Atlas rettede ryggen og slog ud mod døren til venstre for ham. Han havde underligt Capitol med et par minder fra de seneste par år, før Finnick var trådt ind som den første deltager. Blandt andet drabet på storebroderen til den person der trådte ind, efter den lækre dreng, som havde været den første til at komme med svar.

   ”Lilly Hawthorne. Giv Capitols skønheds dronning en hånd,” sagde Atlas smilende. Pigen, der med en let rødmen, kom gående kastede med det brune hår. Heldragten skinnede i projektørerne.

   ”Atlas, altså. Så højt ligger jeg ikke,” svarede Lilly kort og satte sig ned i stolen overfor Atlas. Hendes øjne havde stadig en snært af tårer i sig. Nok fra på det tidspunkt hvor Taylor hendes afdøde storebror blev nævnt.

   ”Nu har vi ikke særlig lang tid sammen, men altså Lilly, nu er det jo anden gang at en i din familie er med i spillet. Sidste gang tog din mor sit liv efter din bror , Taylor, døde, hvordan tror du at din familie kan komme igennem pinslen hvis du dør fra dem? Og nu hvor det er din far der har præsidentrollen?” Atlas lænede sig lidt frem i sædet og tog fat om brunettens hænder.

   ”Jo Atlas, det tærede meget på vores lille dejlige familie, der inden for et år mistede to. Nu kan den komme op på tre indenfor 3 år. Men jeg ved, at hvis der sker noget imens jeg er i arenaen, vil jeg gøre alt for at vinde. Min lillebror, Ian, skal ikke lide mere, det kan han ikke holde til.” Hun sank en klump og smilede skævt ud til publikum og kameraet. Hun slap Atlas’ hænder og tørrede sine øjne med ærmet på dragten.

  ”Det kan jeg godt se. Nu til lidt mere sjovt, for at få tårerne grint væk. Allerede nu, før interviewet, havde du mange sponsorer. Alle kender dit smilende ansigt der hjælper alt og alle. Hvad tror du at de andre deltagere føler omkring dette, og især Finnick, som faktisk er en fantastisk dreng?” Atlas greb ud efter et glas vand, mens han ventede på svaret.

    ”Jeg tror de er en smule jaloux på mig og Finnick. Men altså, en fordel har man jo lidt, når man kommer fra Capitol. Fordelen plejer at hedde kendt efternavn, men i år hedder det vist kendte originale forældre. Altså jeg er da også lidt jaloux på dem, der har forældre der kan berette om original tiden, men altså, jeg er glad for den chance jeg har. Jeg vil så meget som muligt gerne hjem levende, og så vidt selvfølgelig sammen med Finnick. Omkring at slå ham ihjel, hvis vi kommer ud fra den situation, så kan jeg ikke udtale mig endnu.” Hun trak undskyldende på skuldrene og vinkede ud til menneskerne der sad, med et medfølende ansigt. En flok, der gav deres penge, til den med den sørgeligste historie. Selv syntes jeg at det var mere sørgeligt, men altså hver sin smag.

   En lyd lød, og interviewet sluttede. Der var en vis tidsbegrænsning på. Ved distrikt 1, var der ikke noget at komme ind på. Scathach, viede forbi de fleste af spørgsmålene. Kort og præcise svar, der ikke gav et fuldt grundet svar. Joshua fik Atlas lidt mere ud af. Hemmeligheden omkring hans kræfter, han viste frem lidt tidligere, fik han ikke. Kun lidt familie historie, om at han faktisk var i familie med døden, så han frygtede den ikke.

   ”Jamen, det er da godt Scathach. Håber du kan overleve spillet,” sagde Atlas kort. Han havde haft svært ved at føre en samtale i de få minutter den rødhårede pige, der faktisk var ret så gammel, havde været i den varme stol. Scathach rejste sig nikkede en gang til ham og vinkede henkastet til publikum.

    ”Nu til den næste. Loki Thorson, mine forsamlede herskaber,” med et smil der lyste op på ny, af at se den mørk hårede dreng bestige trappen til scenen ud fra scenen. Han tog endnu en slurk af vandet.

”Når Loki, du er nu den næste i søgelyset,.” Nogle få grin hist og der, blev givet af menneskerne der var forsamlet. ”Din far er gud og er en af de originale. Gør det så dig til en halvgud med dette samme, eller er der en hvis procedure omkring sådan noget?” forsatte Atlas, efter at få ro på folk.

   ”Stolt af at sige det, ja. Jeg ville selvfølgeligt foretrække at være, helt gud, men jeg kan leve med dette. Jeg er stolt af at være min fars søn og min mors skat, jeg kunne ikke være gladere end jeg er nu,” sagde han og lagde et smil på læberne. ”Jo hvis min mor også havde været en gud. Undskyld mor,” grinede han ind med et undskyldende skævt smil på læberne.

    Jeg kan tydeligt huske at vi derhjemme flækkede af grin. Vores mor, min og Loki’s, tog sig til hovedet og tørrede tårerne væk med et lille smil. I Capitol forsatte Atlas med sine spørgsmål.

   ”Du er blevet opkaldt efter din fars halvbror, som døde under en af de kampe der nu er sket. Det siges at du har samme kræfter som ham, er det sandt?” Atlas hoved lagde sig på skrå. Loki grinede kortvarigt, før han svarede på ny.

   ”Ja Atlas. Altså, jeg er på sin vis stolt af at være opkaldt efter min fars bror, da det efterlader historie. Og ja, rygtet er sandt, jeg har min onkels kræfter, stolt af det eller ej. For at uddybe dette, er jeg glad for de kræfter jeg har og vil med fornøjelse bruge dem, med fryd. På den anden side, har kræfterne haft historie før min tid, og bragt skam over min onkel og min fars side af familien. Vil dog også selv sige at han har været en djævelsk laban, godt han nåede at skifte side inden han døde, så der ikke var lige så stor skam over min familie. Det er lidt hårdt at blive sat sammen med ham der dræbte flere tusinder.” Loki kiggede ned på gulvet af scenen. Han bed læberne sammen og kiggede op igen, med et hårdt ansigt.

   ”Nogle gange bliver jeg sur på folk, når de forveksler mig med min onkel, da jeg ejer samme navn og kræfter. Fordi han var en drillenisse , for at sige det mildt, tror de også jeg er det. Hvilket jeg bestemt ikke er, medmindre det drejer sig om nogle bestemte personer,” han satte tungen lidt ud mellem læberne og bed sig derefter flirtende i underlæben. Med glimtet i øjet med, vil jeg væde med, at den aften fik han nok op til flere piger til at besvime.

   Atlas lagde hovedet bagover og grinede højt. Det så kun en smule sjovt ud. ”Showet du lavede i paraden, var jo fantastisk og se lige dit tøj.” Med den ene hånd slog han mod den sorte rustning, hvor der var tilhørende scepter og hjelm til. Med den anden hånd fik han publikum til at juble.  ”Hvad fik dig til at lave en showkamp mellem dig, distrikt 3 og distrikt 4?”

   Nu var det Lokis tur til at grine. ”For at sætte gang i festen. Jeg, distrikt 3 og 4 tænkte at det ikke bare skulle være den kedelige parade med kun tøj og accessories, da det jo er nummer 100 i år. For en andens sags skyld viste vi os jo bare frem, for at sige: se hvad jeg kan. Hvis du forstår mig ret. Er super glad for at vi gjorde det, og at alt endte godt uden nogle skrammer.

   Og mange tak Atlas, du ser også forrygende ud her til aften,” et flirtende smil røg mod Atlas og publikum grinede af det lille syn. Lyden, der fortalte at tiden var gået, lød og Loki takkede af. Atlas lod det nederste af sit ærme tørre nogle tårer væk, der var kommet af at grine.

    ”Nu til den lille prinsesse fra distrikt 2. Christine Stark, pigen der blev båret op ad trappen.” Den sidste kommentar fik mange til at fnise. Også nede bagved garanteret. Men altså, Christine kom op fra siden med hovedet hævet og et overfladisk smil. Hun vinkede til publikum og sendte endda små fingerkys til flere.

    ”Atlas, altså. Det at blive båret er bare fedt, ikke en nedgørende ting. Folk burde se mig som en sød og fortabt  pige, der er fanget i en frygtelig verden. Det er jo det jeg er,” sagde hun, kastede skødesløst med det gyldne hår, slog kjolens skørt tilbage og satte sig elegant i stolen

   ”Christine, du er vist lidt af primadona. Men altså, udover det, har du så noget specielt du kan? Din medspiller Loki, har nogle ret så heftige kræfter, mens du har?” Han slog hænderne ud mod hende, med et skævt spørgende smil. Den mindre pige fnisede og legede med sit hår.

   ”Nej. Jeg kan ikke noget specielt, så det kan blive svært for mig at overleve spillet, men håber lidt at prinsen på den hvide hest kan være der og hjælpe mig. Og det kunne sagtens være Loki, han er heldig at have en fordel der.” Hun skød leende sit brystparti frem. Atlas lænede sig ind mod hende.

   ”Du er skam også smuk. Han skal nok være der. Men inden du finder ham, så svar mig lige på dette: Du ligner en der kan styre hvordan ting ender, er vist ret god til at manipulere med folk og få dem over på din side, ikke rigtig? Eller er jeg forkert på den?”

   ”Det kommer nok an på hvem man er og hvordan man så tager det. Ik’ Atlas?. De andre sonere bør være bange for mig og have respekt for mig, men jeg ved nu ikke om det er manipulere med folk. Der er jo heller ingen regler for det vel?” Hun trak kækt på skuldrene. Lyden lød og hun begav sig ud. Selv på vejen ud vinkede hun individuelt til folk. Især mindre børn, hvor hun bøjede sig ned, så det var i øjenhøjde. Sikke en drama Queen.

   ”Nu til Distrik 3,” bekendtgjorde den leende vært. Den næste trådte ind.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...