The War of the Fandoms

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jul. 2014
  • Opdateret: 2 aug. 2016
  • Status: Igang
The War of the Fandoms, samler 15 forskellige fandoms i en historie.
Året er 3248. Alt er muligt nu, hvis man er af en velhavende familie.
Verdenen er overtaget af Fandoms.
30 personer med et kendt efternavn er blevet trukket til The War of the Fandoms nr. 100

Hvem vinder af de 30 unge, som er mellem 12-18.

De mangler sponsorer, kan det være dig?

Tilmeld dig her under TWF: Online Hunger Games og følg med i opløbet til at de to vindere bliver kåret af TWF nr. 100

10Likes
10Kommentarer
1516Visninger
AA

9. Interviews (12, 13, 14)

   Tre distrikter tilbage. Tvillingerne fra 11, havde gjort et godt indtryk, nok fordi de havde meldt sig frivilligt og regnede ret meget med at vinde sammen, for at sige at distrikt 11 stadig kunne vinde. Det havde været ret mange år siden at dette distrikt havde vundet, de havde dog fået mange andenpladser. Den 17’årige dreng fra 12, havde været rigtig fed. Han havde affyret sin intelligens, på må og få. Fundet ud af alt muligt omkring forskellige publikum, og fået Atlas til at sige lige akkurat hvad han godt gad have at han skulle sige. Jasmin, som kom fra samme distrikt som Hamish, trådte ind og blev mødt med forventning til at hun kunne det samme.

   ”Jasmin, du har et vis show du skal overgå her, hvis det stod til publikum. Men det siges jo også at du er i familie med den verdenskendte geni, Jim Moriarty, er dette sandt?” Publikum holdte vejret, den 16’årige pige der skulle imponere ret meget for at få sponsorer ud af denne flok efter Hamish, tog en dyb indånding og smilede ud til forsamlingen.

  ”Tja, Atlas,” sagde hun dybt dramatisk og slog øjnene ned. ”Det de siger er skam den rene og skære sandhed.” Øjnene fløj op igen og et grin flød ud af den sammenpressede mund. Energien i Jasmin var ikke til at tage fejl af, hun var klar til at kæmpe for sin ret.

   ”Du formår at spille, men har du så arvet hans intelligens? Det ser i hvert fald sådan ud; minus at du er blondine.”

   Jasmin trak en af sine hår ned foran øjnene og smilede bagefter.

   ”Guuuuud, det er jeg da også. Men skal vi ikke se om det også gælder for mit indre.” Hun stirrede på Atlas i et lille øjeblik, lukkede øjnene, åbnede dem ud mod publikum og slog armen mod ham.

   ”Denne mand føler sig godt tilpas i sit arbejde, men har en søster som ikke bryder sig synderligt om det. Ud fra mærkerne på hans venstre sko har han en dårligt opdraget chihuahua og hans blik siger, at han har mere lyst til at spise kage end at lytte til en sekstenårig’s detektivarbejde omkring ham.” Den sidste kommentar fik Atlas’ kinder til at blusse op og publikum til at grine højt, der blev endda piftet et par gange. Jasmin havde som Hamish dem alle i sin hule hånd.

   ”Ja, du har noget derfra, tror dig og din meddeltager Hamish, vil gøre et formidabelt par. Og dog, i den gamle historie har man hørt at jeres efternavne altid har været rivaler, eller er det bare fortid?”

   Denne gang var det Jasmins tur til at få røde kinder, hun strøg hænderne igennem sit løse hår og stirrede hen over scenen til udgangen. Et lille smil løb over det nu stille og roligt aftagende røde ansigt.

   ”Hans sorte hår er et stærkt middel mod mig…. eller noget.” Hun kigger på Atlas og hæver det ene øjenbryn. ”Tjaaa, selv gamle traditioner kan brydes, Atlas. Nogle ting behøves man ikke leve efter for evigt vel?”

   ”Det har du nok ret i, og nu må du have den frihed at gå væk fra denne scene, mens jeg skal trækkes igennem 4 personer mere.”

   ”Når du er færdig byder jeg på kage, på etage 12, ovre i træningsbygningen.”

   Endnu et kæk kommentar til at afslutte en god samtale.

   ”Næste deltager efter de to supergenier vil blive og er: Legolas Greenleaf. Den rigtige gamle elver.”

   ”Og jeg holder mig stadig, så jeg ligner en på under de, i hvert fald 20” Legolas, en høj og slank fyr trådte ind på scenen. Man kunne tydeligt se at ikke var et menneske.

   ”Du kan egentlig godt ligne en på 15. Hvordan er det at blive forvekslet med en i den alder, når du er så…. Gammel?”

   Legolas klør sig let i nakken og sætter sig ned efter at have givet hånd til Atlas og bukket til publikum. Et par piger på de forreste rækker dånede under synet af ham.

   ”Jo Atlas, det er det gode ved at være elver. Jeg er omkring 7000 år gammel, men alligevel holder jeg både formen og udsende. Selvfølgelig kan det være irriterende når flok tror man er så ung, men det er lige meget. Jeg har set hvordan verden har ændret sig fra de første æra, og videre. Og til slut er det endt her. Der er dog en ulempe, alle ens venner og dem man har holdt af, dør. Min ven Gimli, som var en dværg, døde jo, men han lever videre med mig, I min sjæl.” Endnu et par piger der dåner over den perfekte gentleman i elveren.

   ”Vi burde nok gå væk fra den snak, ingen hele salen ligger på gulvet,” grinede Atlas og smilede ned til dem der stod ved siden af de omkomne piger. ”Du er en pæn god bueskytte, men er oppe imod nogle andre rigtig gode nogle, blandt andet distrikt 8, ville det måske hæmme dig hvis der kun bliver en bue i arenaen?”

   Legolas lænede sig frem mod Atlas og sagde med en rolig, men høj hvisken:

   ”Atlas, jeg har tusinde år erfaring, og er den bedste elver der nogensinde har været. Men det kunne være en lille hæmmelse men jeg kan også kæmpe både med sværd og daggert. Så jeg er ikke så bekymret igen. Men hvis jeg nu skulle være heldig at få den, hvis der kun er en, så må de andre hellere passe på.” Han vendte sig mod kameraet, ved det sidste og stirrede direkte ud mod de andre deltagere, der stod under scenen forsamlet og så på.

   ”Uhadada, nu bliver jeg næsten helt bange for at være til stede sammen med dem. Nu hvor andet interview er aflyst og i bliver sat på en rangliste, hvad har du så tænkt dig at imponere juryen med, så du kan komme højt op, hvis du altså har tænkt dig det?”

   ”Det vil jeg desværre ikke afsløre, men i kan se det, hvis jeg kommer nummer et, eller nummer sjok.” Klokken ringede og Legolas takkede af.

   ”Han har ret i noget der. Og nu til den laveste deltager i spillet, Evanna Baggins.”

   En pige på hoftehøjde, hvis hun stod ved siden af den bare lidt høje Legolas, gik ind og fik sat sig op på stolen. Et stort smil løber over publikum over den lille pige.

   ”Evanna, du er lidt meget lavere end de andre, og det kan tydeligvis ses når du står ved siden af Legolas, din meddeltager. Kan jeg - og andet publikum - få forklaringen?”

   ”Ja jeg er meget lav,” Et lavt grin fylder luften. ”Det er fordi at jeg er en hobbit, vi er kendt for at være små og dumme. Men vi er egentlig kun små. Der er mange der undervurdere os hobbitter.”

   Atlas smiler og trækker let på skuldrene, som for at sige, du har fat i noget. ”Tror du det kan blive en fordel? Altså at være så lille, så man kan gemme sig?”

   ”Det er en meget stor fordel mener jeg. Os hobbitter er meget gode til at gemme os. Det sker faktisk ofte at folk ikke lægger mærke til os.” Endnu et storslået grin, der fylder den trætte, men glade atmosfære.

   ”Lille og nuttet. Og ung. Det må vi ikke glemme, en af de yngste, kan dette føre til sympati?”

   ”Jeg ved ikke om nogen vil føle sympati for mig. Jeg ér meget ung af en hobbit at være. Jeg er endnu ikke fyldt 33 og blevet voksen, men jeg synes selv at jeg har meget erfaring. Ja, du tænker nok 33, men verdenen og Legolas lever i har anderledes levealder for forskellige racer. Jeg har ingen anelse om, om han vil føle sympati for mig, men jeg håber ikke at møde ham i arenaen.” Et lille skævt smil når at flyde over den mindste deltagers mund, inden klokken ringede.

   Evanna maser sig ned af stolen og går over mod udgangen, mens den næste deltager kommer ind. Endnu et interview, der lignede de fleste. Jokes, sympati fra andre deltagere på grund af alderen, original familien og klokken. Næste deltager ind. Det sidste interview, for dette spil. Producerne plejede også kun at lave et interview, lige efter at pointene var blevet udgivet. Nogle gange lå deltagerne så tæt på hinanden at lavede rangliste, som de også gjorde til dette spil, for at vise helt præcis hvem der var bedst og sådan. Nummer sjok, og nummer et bliver vist, for at vise hvad der ligger imellem. Og denne sidste interview deltager, formåede på den korte tid, at vinde mange sponsorer, og så selvom at hun lå som en af de nederste.

   ”Jessica Lecter, den sidste der skal over scenen. Hvordan går det?”

   ”Det går okay, hvad med dig? Glad for at du snart får fri?” Hård tone, men med et drillesygt smil nederst på ansigtet. Øjnene er stadig neutrale.

   ”Dit familienavn har en vis ting der hænger tæt til det. Kannibalismen. Er det noget du også lever af?”

   ”Kannibalisme...du får det til at lyde brutalt og ulækkert Atlas,” et fnys og en fornærmet vendning for publikum til at grine kort. ”Men ja jeg lever efter det, der ligger i genet og opdragelsen.” Atlas slår hænderne beskyttende op foran sig.

   ”Jessica, du er den ældste pige i år, tror du de andre piger ser en smule op til dig?”

   Endnu et fnys, kommer fra pigen. Hun svinger sin høje hestehale, da hun vender sig mod Atlas. Et farligt udtryk har lagt sig over folderne på hende.  ”Alder har som regel en virkning, der giver folk respekt for en... så måske.” Et lille træk i skuldrene, får hendes attitude til at løsne lidt op.

   ” Du er som sagt den ældste, og har en god chance, men der er mange erfarne krigere rundt omkring. Tror du at du kan slå disse af pinden?”

   ”Selvfølgelig har jeg en chance. Der vil altid være andre valg end at nedslagte alle i voldsom kamp. Hvilket jeg tror giver mig en fordel, da de fleste af de fødte krigere nok ikke har tænkt på det. Der er selvfølgelig nogle tænkegenier også, men jeg er nok den der har mest af begge dele i mig. Jeg stoler på mig selv.”

   Hun rejser sig og vender sig mod publikum. Med armene løftet og en overraskende Atlas ved sin side, siger hun højt og tydeligt.

   ”Jeg stoler på mig selv, men hvis jeg skal have en chance, stoler jeg på jer til at hjælpe mig. Jeg vil først udfolde mig i arenaen, så ignorer min rangering, den betyder ikke noget.”

  Med disse ord gik hun ud og efterlod en rystet, men åbenlyst placeret gang publikum. Atlas trak på skuldrene og lukkede interviewsne af med:

   ”5 dage, så ved i hvordan rangeringen ser ud, og om bare 7 dage, så skal deltagerne møde en ny verden, og kun to kommer tilbage til denne. Giv dem en sidste hånd.” Et forhæng bag de to stole, bliver hevet op og der stod de alle 30 unge. Nogle af dem med hevet hænder, andre med et smil og andre med et fast udtryksløst ansigt.

 

 

3252 Nord Amerika: Capitol Hunger Games

Det var det. Interviewsne var færdige. Det var sidste gang jeg så min bror før han kom ind i arenaen. For Ians vedkommende sidste gang han så sin søster inden det gik over på de morderiske plane.

 

 Jennifer ligger blyanten og puster ud. Ian sætter sig op ved siden af hende og ligger armen omkring livet på Jennifer. Der sidder de i lidt tid, med deres tasker og andre ting liggende ved siden af sig.

   ”Skal vi tage hjem?” Hvisker Ian og nipper Jen stille i øret. De har siddet der i et par timer. Begge er trætte, og solen er ved at stå op i horisonten.

   Med et bid i underlæben ryster Jennifer på hovedet.

   ”Vi kan ligeså godt afslutte det nu. Find ranglisten frem, og de to videoer. Det er det vi skal bruge nu.” Et suk fra drengen, og et par himmelvendte øjne fra pigen. Solen lyser ned på bænken og giver de to unge energi til at forsætte.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...