Lovin Life

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2014
  • Opdateret: 23 jun. 2014
  • Status: Igang
Stefanie Jones er en 19-årig pige, der er godt træt at livet. Og hun har allerede planlagt hendes udgang. 5 dage efter hendes fødselsdag vil det være slut - men tingene tager en irriterende uventet drejning, der tvinger hende til måske at blive en lille smule længere.

3Likes
5Kommentarer
361Visninger
AA

1. "Hvorfor ville du slå dig selv ihjel?"

19 år. 19 år var gået. 19 fødselsdage var ensomt blevet fejret. 6.940 dage var overlevet. 166.560 timer. 9.993.600 minutter. 599.616.000 sekunder. Så meget tid der alligevel bare var spildt. Jeg kiggede på sekundviseren der tikkede ukontrolleret. 599.616.001, 599.616.002, 599.616.003 osv. 

Jeg havde allerede besluttet det hele. 5 dage efter min fødselsdag skulle det hele ske. Jeg ville tage ind til centrum. Spise en masse piller. Og så "tilfældigt" falde om mellem en masse mennesker. De ville ikke kunne at fragte mig til hospitalet inden det var for sent. Det var helt perfekt.


Jeg gik mellem alle de uvidende mennesker. Pilleglasset lå i tasken. Jeg fandt det sted hvor jeg var omgivet af aller flest mennesker. Så tog jeg en håndfuld af pillerne. Tog en slurk af min vandflaske. Og så en lille håndfuld mere. Det var slet ikke så svært. Pludselig blev jeg svimmel. Det sortnede langsomt for mine øjne. Langsomt blev min krop svag. Jeg kunne ikke rigtig mærke mine ben, de knækkede bare sammen. Jeg slog hovedet mod asfalten. Og så var hele verden væk.

Jeg åbnede brat øjnene, og det eneste jeg kunne se var farven hvid. Det måtte være himlen. Jeg drejede hovedet en smule, og blev ufattelig skuffet. Det var et hospital. Jeg kiggede rundt i det tomme lokale. Der var ikke en sjæl at se. Mit hoved gjorde ondt. Jeg tog mig til panden og kunne mærke sting. Jeg måtte være blevet syet.

Pludselig kunne jeg høre et toilet skylde ud på den anden side af en dør, og derefter var der nogen der trak i håndtaget. Jeg kiggede straks hen mod den. Jeg måtte nive mig selv i armen, for at være sikker på at det ikke var himlen. Eller en eller anden form for mellemting mellem liv og død. Ud af døren kom Louis Tomlinson. Fra One Direction.

"Hey, du er vågen" sagde han da han så mig. Jeg stirrede forvirret på ham i hans hvide t-shirt og mørke, næsten sorte, slidte jeans. Hans hår sad en smule uglet, men på en sød måde. "Hvor kender du mig fra?" spurgte jeg og satte mig op, men fortrød hurtigt, da jeg mærkede en forfærdelig smerte i mit højre knæ. Jeg faldt sammen i sengen. "Hey, rolig" sagde han og tog forsigtig fat i mig. "Du har skadet dit knæ, da du faldt" sagde han og kiggede mig dybt i øjnene. "Og dit hoved" fortsatte han. Jeg tog mig selv på panden igen. "Er det alvorligt?" spurgte jeg. "Ambulancefolkene troede du var død" sagde han. Jeg tog det som et ja.    "Hvorfor er du her?" spurgte jeg. "Jeg kørte med dig i ambulancen" svarede han. Hans stemme var rusten, men på samme tid beroligende. "Så jeg var død eller hvad?" spurgte jeg. "Det mente ambulancefolkene" svarede han bare. "Hvordan fik i mig fragtet så hurtigt hertil?" spurgte jeg. Mine spørgsmål var uendelig. "Jeg tror vist det er min tur til at spørge" sagde han bare. "Hvorfor ville du slå dig selv ihjel?" spurgte han alvorligt. Jeg blev dårligt tilpas, og fik kvalme. Langsomt begyndte det at sortne for mine øjne igen, og jeg skreg af smerte. En række af læger og sygeplejersker kom løbende ind. Jeg kunne se panikken i Louis' øjne, og så var hele verden væk igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...