Love Is Sacrifice

Stærk, tapper og tro beskriver Riley Williams bedst. Hun har været alene i hele 5 år under zombie apokalypsen, og det samme har Benjamin Newton. Til forskel for Riley så er Benjamin ved at være godt træt af ensomheden, så da Riley kommer ridende på den hvide hest og redder ham, lader han hende ikke gå igen. Sammen går de igennem meget, og knytter noget der kunne ligne et bånd, på trods af Rileys fjendtlighed. Men da de begge har hinanden sker et uheld, der får store konsekvenser for den ene af dem. //Vi har valgt mulighed nr. 2 i The Walking Dead konkurrencen//

13Likes
36Kommentarer
1501Visninger
AA

3. Screwing up - again.


 

Jeg har fået noget søvn i nat, dog er jeg lige vågnet op nu. Hvad der har vækket mig, ved jeg ikke, men jeg kan i hvert fald ikke falde i søvn igen. Riley sover stadig, og jeg kan ikke få mig selv til at vække hende, så vil hun måske bare overveje endnu mere at efterlade mig. Så jeg lader hende sove.

Jeg har været alene i noget tid nu, dog har jeg mistet tallet på dagene. Man har ikke lige en kalender på sig eller en mobil, som man kan kigge på. Min familie røg hurtigt, da sygdommen brød ud, dog havde jeg min bedsteven Ryan. Vi var nu en god gruppe. Det var indtil at vi for nogle uger siden var inde i et hus og lede efter forsyninger, vi havde ikke fået mad i et par dage.

Han var blevet angrebet af en Walker der bare pludselig var kommet ud fra et værelse. Han fik den da også dræbt, men det var først, da han allerede var blevet bidt. Der havde jo ikke været noget at gøre, når man først er blevet bidt, så er der intet at gøre. Man kunne amputere, men han var blevet bidt i skulderen, derfor var håbet ude for ham.

Han havde ladt sin pistol og bedt mig om at forsvinde langt væk. Jeg havde gjort som han bad mig om, for jeg vidste hvad han ville gøre, og larmen ville tiltrække Walkers derhen. Jeg havde dog ikke haft det godt med det, Ryan var jo min bedsteven. Jeg havde gemt mig inde i et andet hus, da jeg havde hørt skuddet og siden den dag, har jeg været alene og klaret mig selv.

Jeg er heldig, at jeg har klaret mig så lang tid. Derfor da Riley havde reddet min røv fra en gruppe Walkers, havde jeg været desperat og bedt hende om at danne en gruppe med mig. Jeg havde tydeligt kunne se på hende, at hun ikke gad, hvilket hun også sagde, men jeg fik hende da overtalt, og nu sidder jeg så her i en gammel container sammen med hende.

Jeg er utrolig lettet over, at jeg ikke længere er alene, nu har jeg større chance for at overleve det her. Jeg hader at være alene. Der er gået noget med fem år, jeg er ikke sikker på om der vil komme en kur. Alle dem der ville være i stand til at lave en kur er vel døde. Enten er de blevet spist op, eller så er de dem der spiser andre, river kødet af folks knogler. Walkers.

”Lad være med at stirre sådan..” lyder Rileys stemme, og det går op for mig at jeg har siddet og stirret på hende, så jeg kigger hurtigt væk fra hende. ”Undskyld..” mumler jeg, og jeg prøver at lade være med at gå hende på nerverne, så hun ikke vil fortryde at have hjulpet mig - det gør hun måske allerede. ”Var du stalker før sygdommen brød ud?” spørger hun om, og jeg smiler usikkert. ”Selvfølgelig ikke, jeg var studerende på College. Til din information forfølger en stalker også og chikanerer, jeg kiggede bare på dig..” svarer jeg, og hun himler bare med øjnene over mig. Har jeg nu sagt noget forkert? Det jeg sagde var da korrekt.

Hun åbner containeren og lyset skærer ned på os. Det er blevet morgen. Vi kommer begge ud fra containeren, og jeg kigger lidt søgende rundt, imens jeg tager min taske over skulderen. Her er ingen Walkers lige nu, hvilket er meget heldigt for os.

”Kommer du? Jeg har ikke hele dagen..” sukker Riley, og jeg skynder mig at følge efter hende. Hun er allerede nogle meter fremme. Imens vi går, ser jeg rundt efter noget der kan bruges. Der ligger en masse skrald, og vi kommer faktisk også forbi nogle lig. Deres hoveder er dog smadret, så vi er i sikkerhed. De vil ikke genopstå, deres hjerne er blevet ødelagt. Man kan kun dræbe dem ved at ødelægge hjernen, alt andet er allerede dødt og ødelagt.

Jeg får et lille chok, da Riley pludselig tager fat i min arm og trækker mig med hen til en mur. ”Walkers..” hvisker hun, og jeg ved jo med det samme, at hun mener zombierne. Der er nogle her. ”Der er mange, hvis vi er stille, kan vi snige os forbi dem uden at blive opdaget..” siger hun stille, og jeg nikker en smule. Det lyder som en god plan.

Hun lister sig hen bag en bil, og jeg følger stille efter hende. Vi gemmer os bag den, og hun kigger kort op. Jeg kan høre dem hvæse derhenne. Jeg har nogle gange tænkt over, om de mon kan kommunikere med hinanden? For os lyder det jo bare som underlige lyde, men for dem er det måske et sprog? Det lyder måske utrolig dumt, men er det ikke muligt? Det finder man vel kun ud af, hvis man bliver en af dem, en Walker.

Hun peger hen imod en bygning, og jeg kan regne ud, at hun hentyder til, at vi skal derhen. Jeg nikker en smule til det, så hun ved, at jeg forstår hende. Jeg ser så efter hende, da hun har fået rejst sig op og lister hen imod bygningen, og hun kommer sikkert derind uden at blive opdaget.

Jeg bider mig svagt i underlæben, da hun så laver tegn til, at jeg nu skal komme. Jeg er ikke ligefrem tryg ved denne her situation, der er en flok Walkers lige derhenne, de kunne få øje på mig, og så ville jeg være så godt som død, medmindre hun igen hjalp mig, men så kunne hun også bare ende med at blive bidt.

Jeg tager mig dog sammen og rejser mig så stille op. Jeg lister så hen imod bygningen hvor Riley venter, da min fod rammer en dåse, og den triller hen af jorden, hvilket giver en lyd fra sig. Jeg ser hen på gruppen af Walkers, da de kommer med nogle høje hvæs, og jeg kan hurtigt se, at de har opdaget mig.

”Fuck..” mumler jeg og bliver så ret overrasket, da jeg ser Riley løbe hen til mig. Hvad fanden har hun gang i? Hvorfor løber hun ikke bare? Nu vælger hun igen at redde mig. Hun får dræbt en Walker der var tæt på med sin økse og råber så til mig, at jeg skal løbe hen til bygningen. Jeg gør som hun beder mig om, da det nok er den bedste ide. Hun har mere styr på Walkers, end jeg har.

Hun kommer løbende ind til mig i bygningen og lukker hurtigt døren. ”Kom..” siger hun med irritation i stemmen og løber ind i et andet rum. Jeg følger med hende, og hun er ved at kravle ud af et vindue, da jeg kommer derind. Jeg kravler også ud af vinduet, da hun så er kommet ud.

”Du må seriøst se dig bedre for, Benjamin! Jeg har lige reddet din røv igen, hvordan har du lige overlevet så lang tid?” siger hun irriteret, og jeg ser hen på hende. Jeg bliver flov, tænk at jeg ikke en gang kan finde ud af at komme hen til en bygning uden at larme. Jeg havde altså ikke opdaget dåsen, må jeg sige til mit forsvar. ”Jeg skal nok være mere forsigtig..” siger jeg, og bider mig kort i kinden. Hun sukker svagt over mig og begynder så at gå. Jeg følger stille med hende, og her er heldigvis ingen Walkers. De fleste er vel ovre på den anden side af den bygning, vi var i lige før.

Da vi har gået i noget tid, kommer vi til et lille hus som ser en smule gammeldags ud. Jeg ser kort rundt og her er der heller ingen Walkers i syne. Jeg ser hen på Riley, da hun langsomt åbner døren. ”Er der fri bane?” spørger jeg om, og hun ser derind. ”Det ser sådan ud, det finder vi vel ud af..” siger hun og går derind. Jeg følger med hende ind og huset virker gammeldags også indefra.

”Tjek det der rum ud..” siger hun og peger hen imod en dør. Jeg gør som hun beder mig om og åbner stille døren. Da jeg kigger ind, får jeg øje på et køkken. Jeg går langsomt derind og ser rundt. Ingen i syne, hverken Walkers eller overlevende.

Jeg går hen til køleskabet og åbner det for at se ind. Et svagt suk forlader så mine læber, da der ingen mad er. Det havde jeg nu heller ikke regnet med. Jeg kigger i de forskellige skabe, og der er faktisk nogle bønner på dåse, hvilket er en god fangst. Så kunne man også godt lige bruge noget bacon og et eller to spejlæg. Det ville da ikke være dårligt.

”Har du fundet noget?” spørger Riley og kommer ind i køkkenet til mig. ”Mad..” svarer jeg og kasser dåsen hen til hende, som hun griber. Jeg ser hvordan et svagt smil spreder sig på hendes læber, da hun læser hvad det er. Der findes trods alt noget dåsemad, som man hellere vil have end noget andet.

Huset virker okay, vi kan vel overnatte her.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...