Love Is Sacrifice

Stærk, tapper og tro beskriver Riley Williams bedst. Hun har været alene i hele 5 år under zombie apokalypsen, og det samme har Benjamin Newton. Til forskel for Riley så er Benjamin ved at være godt træt af ensomheden, så da Riley kommer ridende på den hvide hest og redder ham, lader han hende ikke gå igen. Sammen går de igennem meget, og knytter noget der kunne ligne et bånd, på trods af Rileys fjendtlighed. Men da de begge har hinanden sker et uheld, der får store konsekvenser for den ene af dem. //Vi har valgt mulighed nr. 2 i The Walking Dead konkurrencen//

13Likes
36Kommentarer
1519Visninger
AA

8. Sacrificing

I Benjamins arme føler jeg mig en smule klemt, men det er altså okay. Det er bare følelsen af at have en, og ikke være alene, som er helt ny for mig. Jeg må nok hellere vænne mig til det.

Vi snakkede jo om overlevelse i går. Før kysset. Overlevelse er også det der skal til. Og nu er det virkelig gået op for mig, at knægten ved min sides overlevelse er ligeså vigtig som min egen. Om ikke vigtigere. Benjamin er jo en klog dreng… Jeg tvivler ikke på at han kan udrette noget stort. Måske kan han faktisk komme på en løsning på det her zombie-problem vi nu har. Jeg er sikker på at det er globalt, men mon ikke der en skønne dag vil være en ende på apokalypsen?

Hvorfor har jeg disse tanker lige pludselig? Som om Benjamin har ændret mit synspunkt totalt. Det er latterligt, men jeg kan ikke gøre noget.

Vender mig en smule i drengens arme, og drømmer så om et lysere liv. Et liv jeg ved ikke er mit. Et liv jeg aldrig nogensinde vil få. Det er heller ikke hvad jeg ønsker. De sidste fem år har forandret mig, og jeg kan ikke længere leve indenfor faste rammer. Derfor skræmmer tanken om at leve sammen med Benjamin mig også. Jeg holder selvfølgelig utroligt meget af ham, men det er bare ikke mig. Det er ikke mig som er en andens solstråle, en andens håb, eller kærlighed.

I Benjamins arme stivner jeg nu, da jeg hører en gren knække, og det vækker mig selvfølgelig med det samme. Jeg er altid på vagt, selv når jeg ligger med ham og… putter. Det kan faktisk give mig kvalme at tænke over at jeg lige har puttet med et andet menneske, men så igen husker jeg mig selv på at det bare er Benjamin. Det er okay så. Tror jeg.

Det hele er så utroligt forvirrende, hvis du spørger mig.

Sætter mig stille op for at se efter hvem det nu end var lige før. Det kunne have været et dyr. Eller en anden overlevende, men dem gider jeg heller ikke. Ikke efter at Benjamin og jeg stødte på de syge kannibaler. Det kan jo sagtens også være en Walker, og hvis det er så må jeg også være forberedt. Til tider kan jeg undervurdere de tingester, men de kan jo faktisk være farlige. Især hvis det er en hel flok. Det løber mig også koldt ned af ryggen, da jeg hører den typiske stønnen. Zombier, det er helt klart dem. Og der er flere, for de lyde de undslipper fylder stedet, og gør så den frodige og idylliske skov forsvinder og bliver til en ødemark. Griber fat i min økse, og rejser mig så helt op. Ser ned på Benjamin, og prøver at ruske i ham, men han er så godt som færdig. Ment i den forstand at han er alt for træt. ”Benjamin, vågn nu for helvede op!” vrisser jeg panisk, men ender så med at træde længere væk fra ham. Jeg har fået tiltrukket en del opmærksomhed fra de levende døde, som nu er på vej herover. For at passe så godt på Benjamin som muligt går jeg dem i møde. Der er 7 stykker, og hvis det ikke var for at jeg måtte være tapper, ville jeg faktisk pisse i bukserne af skræk. 7 zombier kan man ikke selv klare alene. Jeg har gjort det før, men der var jeg også heldig, og havde mange muligheder. Her står jeg i en øde skov, plus jeg har et andet menneske at tænke på. Den knægt som jeg nu holder så meget af, ligger og daser igen, i hans egen lille drømmeverden. ”Benjamin!” prøver jeg at kalde, for nu kan det jo være ligegodt med larmen, de har opdaget mig. Eller os. Svinger med min økse og får nakket en. Jeg gør det hurtigt, for der er ikke tid til at have det sjovt lige nu. Halshugger bagefter en anden så den splittes i to dele. Nu gør den ikke andet end at ligge på jorden, en livløs krop og et afskyeligt hoved, som ikke er nogen trussel. 5 tilbage… De er begyndt at omringe mig, men jeg bevarer roen. ”ARGH!” skriger jeg, og svinger så hårdt jeg kan min økse lige ind i skallen på den zombie foran mig. Men bagved mig griber en anden fat i mig, og river i mit tøj. Det gør ondt, og dens klamme negle borer sig ind i huden på mig, så jeg kommer med et skrig fuld af smerte. Ser hen mod Benjamin for at se om situationen er gået op for ham, og han sidder og gnider sig træt i øjnene. Kan mærke noget fugtigt i mine øjne, men skubber så alle følelserne til side. ”Rend mig!” skriger jeg til de 4 Walkers der nu er omkring mig, og svinger løs med min øks, dog så rammer jeg kun den ene af dem. 3 tilbage… ”Din rådne tøs!” skriger jeg af en anden, og tager fat i hver sin lok af hendes hår på hver sin side af hendes skal og river løs, indtil hendes hoved flækker i to. Der kommer sort, tykt blod rendende ud, men jeg tænker ikke yderligere over det, selvom jeg har fået det udover mig. Der er stadigvæk 2 tilbage, og selvom det er ingenting så er de virkelig tæt på. Jeg prøver at sparke den ene væk, men den anden får så taget i mig. Ser igen hen mod Benjamin, og nu har han rejst sig op. Tårerne springer ud af øjnene på mig, da jeg kan se at han ikke kan hjælpe mig. Han kan være så ynkelig til tider… Hvorfor samlede jeg ham overhovedet op? Hvorfor har jeg selv pålagt mig denne her smerte? For sandheden er at jeg holder utroligt meget af ham. Hans idiotiske ideer er måske ikke så dumme alligevel. Og den måde han kan snakke om bøger på, og alle hans facts er faktisk ret søde. Han øjne er rare og blide, og de får mig altid til at tro. Jeg ved ikke hvad jeg tror på, men et eller andet må der jo være. Han kan være som et mysterium for mig, men det gør ikke spor. Det er sådan han er. Og jeg er ikke et sekund i tvivl om at han er et geni, med et hjerte af guld. Hver gang vi er rendt ind i problemer vil han altid løse dem. Jeg har ikke gjort andet end at tage den lette udvej, som for det meste omhandler at dræbe alt der står i vejen. ”Gå! Red dig selv for pokker!” skriger jeg til ham, og stopper så op med at kæmpe. ”Skrid afsted med dig Benjamin!” jeg må være kold for at få ham til at reagere. Men han bliver bare stående, og nu har han samlet end kæp op fra jorden. Tror han virkelig at han kan slå dem ned med den? Han har ikke mullerne til det. Ser kort hen på de to zombier, som nu har rejst sig op igen, efter at jeg har slået og sparket på dem. Den ene af dem har mistet benet, og den anden mangler hånden. ”Benjamin… Bare gå! Gå, nu! Og jeg mener lige nu!” siger jeg, og tager så fat i de to Walkers. Hører flere lyde bag mig, og det går hurtigt op for mig at en større flok er kommet til. Hvorfor det skal ende sådan her ved jeg ikke. Men rifterne i min ryg og på armene er alt for dybe. Jeg kan ligeså godt give op. Men hvem er jeg lige? Riley! Og Riley hun giver ikke op. Det er nemlig mig som må være stærk her! ”Skrid, Ben! Lad mig være alene. Alene… Jeg vil være alene!” skriger jeg så højt jeg kan, og kort tid efter går en skærende smerte igennem skulderen på mig. Jeg behøves ikke engang at se for at vide at det er en ualmindelig dum Walker der har sat tænderne i mig. Nu er jeg ikke andet end et måltid. Ærligtalt så troede jeg at jeg ville vokse op og blive noget stort. Jeg drømte altid om at blive en helt, en folk ville huske. Men i løbet af de seneste år er jeg blevet en enspænder. Måske vil du kunne huske mig? Eller den kannibal-mand som jeg sparkede røv. Men ellers ingen andre. Det er trist. Men ikke ligeså hjerteskærende som at se det udtryk Benjamin har i ansigtet. Ren og skær rædsels, det er hvad han udstråler. Om det er fordi han er bange, eller fordi han ved at han også er alene igen, ved jeg ikke. ”Fatter du ikke hvad jeg siger, møgunge? Red dig selv, du fortjener bedre, din papegøje…!” bedre end mig, bedre end det her. Han må finde nogen der vil lytte til ham, og nogen ligesom ham.

Falder ned på mine knæ, da jeg bliver væltet omkuld af tre til seks zombier. Jeg ved ikke det nøjagtige antal, men følelsen af lig der ligger sig over mig er kvælende. Men jeg er overaskende nok ikke bange. Jeg er ikke bange for det næste der skal ske. Jeg ved også godt hvorfor… fordi jeg endelig kan se at Benjamin løber. Han løber altså væk, hvilket vil sige at han – forhåbentligt – vil overleve. Og af en eller anden grund så betyder det alt for mig. Som sagt så er hans overlevelse vel vigtigere end min? Det kan godt være at jeg er Riley, men jeg er heller ikke andet end en kynisk, irriterende, oksestærk tøs som kun kan finde ud af at svinge sin økse, og bygge små fælder. Den overlevelse jeg alligevel kæmpede for… har jeg alligevel fejlet i. Og imens jeg ser op i træernes krontoppe så husker jeg på den første gang jeg mødte Benjamin. Dengang jeg reddede ham fra at blive et måltid mad. Dengang tiggede og bad han mig om at tage ham med mig. Nu har jeg tigget og bedt ham om at skride igen. Nogle skæbner er bare mindre end andre. Og det skulle åbenbart ikke være os to som skulle starte en ny gruppe, et nyt liv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...