Love Is Sacrifice

Stærk, tapper og tro beskriver Riley Williams bedst. Hun har været alene i hele 5 år under zombie apokalypsen, og det samme har Benjamin Newton. Til forskel for Riley så er Benjamin ved at være godt træt af ensomheden, så da Riley kommer ridende på den hvide hest og redder ham, lader han hende ikke gå igen. Sammen går de igennem meget, og knytter noget der kunne ligne et bånd, på trods af Rileys fjendtlighed. Men da de begge har hinanden sker et uheld, der får store konsekvenser for den ene af dem. //Vi har valgt mulighed nr. 2 i The Walking Dead konkurrencen//

13Likes
36Kommentarer
1478Visninger
AA

5. Other survivors.


Vi har nu været ved huset i nogle dage og indtil videre går det godt. Vi har da klaret os fint, ingen af os er blevet bidt eller noget, så det er jo godt. Riley er en meget speciel person. Det ene øjeblik er hun irriteret og afvisende, og det næste kan hun være stille og sød. Det er som om hun har flere personligheder. Jeg har overvejet, om hun mon har personlighedsspaltning, men det virker mere som om hun bærer rundt på en facade.

Det er vel forståeligt, vores verden er blevet et helvede, hun vil vel ikke lade folk komme tæt på hende, hvis hun nu skulle miste dem.

Siden hun er alene, har hun vel mistet sin familie, ligesom mig. Det var min mor jeg mistede først, den dag det hele brød sammen. Hun blev bidt ude i haven, imens hun var ved at plante blomster. Vi vidste ikke hvad der foregik dengang, så vi blev jo ved hende, også da hun døde. Så vågnede hun op igen, og hun bed min far.

Jeg havde haft min søster Sophie med mig, da vi så stak af. Vi havde pakket noget mad og opdaget vores nabo – min bedsteven Ryan -, og han var taget med os.

Sophie døde så for tre år siden. Hun var blevet bidt, imens vi havde været ude i en skov. Den var kommet frem fra nogle træer, og hun havde ikke været klar på det, og så havde den bidt hende i halsen. Ryan havde hurtigt nedlagt zombien, men det havde jo været for sent. Min søster var blevet bidt i halsen, der havde ikke været noget at gøre.

Jeg havde holdt hendes hånd i hendes sidste sekunder, og da hun var død, havde Ryan stukket sin kniv ind i hendes baghoved, så hun ikke ville vågne op igen som en Walker. Jeg havde kigget væk, da han havde gjort det, jeg kunne ikke klare at se det.

Ved mindet går der et gys igennem min krop, og jeg bider mig svagt i underlæben. Riley ligger lige nu og sover på sofaen. Om hun sover tungt, ved jeg ikke, men hun har selvfølgelig sin økse i hånden, det overrasker mig ikke. Det er godt nok ikke nat, men hun har brug for noget søvn, så jeg sagde, at hun skulle få noget søvn, og hun gjorde faktisk som jeg bad hende om.

Hvornår er den pige ikke lige på vagt? Selv når hun sover er hun på vagt, og jeg er endda oppe og kan holde øje. Jeg har godt regnet ud, at hun nok ikke ligefrem stoler på mig. Selv nu hvor vi har været i lejren i flere dage sammen, tror jeg stadig, at hun ikke stoler på mig. Hun ser mig vel stadig som en byrde, det er jeg måske også? Jeg er ikke god til at slås, ikke god til at dræbe Walkers. Hvis der kommer Walkers, så tager hun sig af det, imens jeg bliver inden for i huset – inde i sikkerhed.

Jeg rejser mig stille op fra min stol og går ud i køkkenet. Jeg kigger de forskellige skabe igennem, og vi har ikke mere mad. Vi må vel ud og lede efter noget igen. Et svagt suk forlader mine læber, da jeg foretrækker at være herinde. Her føler jeg mig sikker og nu skal vi udenfor igen, ud til alle de Walkers der er.

Jeg ryster svagt på hovedet af mig selv og ser ind imod stuen, hvor Riley ligger inde. Jeg må tage mig sammen og lade være med at være så bange. Riley virker aldrig bange. Når hun ser Walkers, ser hun nærmere bare vred ud, aldrig bange. Jeg har i hvert fald ikke set hende bange før, og det tror jeg heller ikke, at jeg kommer til. Altså, hun virker jo frygtløs. Hun frygter vel ikke de levende døde, som jeg gør, eller så viser hun det bare ikke.

Jeg går ind i stuen igen og ser hen imod Riley. Jeg overvejer, om jeg skal vække hende eller gå ud og lede efter forsyninger alene. Hvis jeg løber ind i en gruppe Walkers derude, er jeg så godt som død, Riley er jo meget bedre med våben, end jeg er. Jeg foretrækker bøger, de kan så bare ikke ligefrem dræbe Walkers. Der er ikke noget farligt ved at læse bøger.

Jeg beslutter mig for ikke at vække Riley, da hun har brug for søvn, og vi kan vente med at finde noget mad til i morgen. Jeg sætter mig hen på stolen igen og retter kort på mine briller. I noget tid sidder jeg bare og tænker, da jeg hører noget larm udenfor. Walkers? Jeg stivner så, da jeg faktisk hører stemmer. Det er helt sikkert ikke Walkers. Andre overlevende?

Jeg prikker stille til Rileys skulder for at vække hende, dog er jeg meget forsigtig, for hun ligger trods alt med øksen i hænderne, jeg vil helst ikke miste mit hoved, bare fordi jeg vækker hende for hurtigt. ”Riley..” hvisker jeg og prikker enndu en gang til hende. Hun sætter sig op med et sæt, og jeg hopper forskrækket lidt væk fra hende. ”Hvad er der?” spørger hun hurtigt om og rejser sig op – stadig med øksen i hånden. ”Jeg hørte stemmer udenfor..” siger jeg stille til hende, og hun ser overrasket på mig. Det er nu heller ikke hver dag man støder på andre overlevende, det sker ret sjældent. Jeg har i hvert fald ikke mødt særlig mange andre overlevende de seneste år.

”Er du sikker eller prøver du at lave en joke nu, Benjamin?” spørger Riley og der er endnu et tegn på, at hun stadig ikke stoler på mig, men det kan hun altså godt, det burde hun. ”Jeg er sikker, jeg hørte stemmer..” svarer jeg, og hun ser lidt tænksomt på mig, inden hun så stille går hen imod døren der fører udenfor.

Jeg får fat i mit bat bare for en sikkerheds skyld og følger stille med hende. Hun ser tilbage på mig med et blik der siger 'vær-stille', og jeg nikker svagt, så hun ved at jeg forstår. Det er faktisk muligt for mig at være stille. Vi kommer hen til døren, og da hun stopper op, stopper jeg også hurtigt op.

Hun åbner stille døren, og jeg skærer kort en grimasse, da den giver lyd fra sig og knirker kortvarigt. De andre overlevende udenfor opdager vel ikke noget – heldigt for os -, for der kommer ikke nogen. Eller så gemmer de sig. Riley får åbnet døren helt, og hun lister derud. Jeg tager bedre fat om mit bat og følger usikkert efter hende. Jeg håber virkelig på at der ikke er nogle Walkers i nærheden.

Jeg peger hen imod den anden side af huset, da jeg kan høre stemmerne derhenne, og hun nikker svagt. Hun kan vel også høre, at de kommer derfra. Vi går stille derhen, og jeg betragter hende lidt. Hun ser ikke bange ud – men det gør hun aldrig, så selvfølgelig heller ikke nu -, hun ser nærmere tænksom og overrasket ud.

Hun sætter en hånd mod min brystkasse, for at få mig til at stoppe op, da hun selv stopper op. Jeg stopper selvfølgelig også op og ser ned på hende. Hun sætter en finger op for sin mund som tegn på, at jeg skal være stille, og jeg nikker svagt som et okay. Jeg er nu godt klar over, at jeg nok skal være stille, så vi ikke bliver opdaget.

Hun kigger stille derhen, og jeg er da nysgerrig efter at se de andre overlevende, dog bliver jeg stående hvor jeg er og forholder mig tavs.

Hun vender sig om imod mig og skal til at hviske noget, da en mand pludselig kommer gående hen til os. ”Så huset er alligevel ikke tomt.. Ser man det, andre overlevende, så er verdenen alligevel ikke fuldkommen fuld af døde endnu..” siger han, og jeg ser hen på ham.

”Hvis i er i live, er den teknisk set heller ikke fuldkommen fuld af døde, selv hvis vi var levende døde..” retter jeg på ham, og han ser ud til at blive vred. Det var måske ikke så smart på mig, jeg har bare en vane med at rette på folk. ”Sagde du noget?” hvæser han, og jeg ryster hurtigt på hovedet.

”Nej.. Sir?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...