Elsk mig ikke

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 jun. 2014
  • Opdateret: 22 jun. 2014
  • Status: Igang

0Likes
0Kommentarer
189Visninger
AA

4. STYRKE.

Da jeg kom hjem, gik jeg direkte hen og fandt mit andet blad i skuffen. Det var gammelt og det havde et mat skær, fra gammelt blod. Jeg klædte mig af og lagde mig fladt på min seng. Kontrol! Tag dig sammen og styr dig selv. Hvad sker der? Du er totalt ude af kontrol. Få styr på dig selv. Er du ved at miste din styrke? Er det det? Du skal være stærk når de kommer. Du skal ikke knække. Er det din styrke der visner? Var? … Var?  Jeg havde allermest lyst til at råbe nej, men det ville bare vise hvor svag jeg er. Jeg ville ikke lade mig styre af mine svage og utilregnelige følelser. Jeg ville vise at jeg var stærk. Jeg lod det kolde stål, prikke i mit maveskind. Jeg lod det dele min hud, dog kun et kort stykke. Jeg lagde min hånd ovenpå, for at mærke det varme blod. I takt med at blodet piplede ud af min krop, ville styrken strømme ind. Jeg blev hurtigt svimmel, trods jeg lå helt stille. Det sidste jeg husker, er at jeg skar såret længere og dybere. Så blev alt mørkt, men jeg fik styrke.

 

Jeg ville ikke åbne mine øjne. Der var fremmede ting overalt på min krop. Luften var også anderledes. Den var tung af andre mennesker nærvær. Den var indelukket og industriel. Det hele var helt forkert! Jeg ville røre ved det nylige cut på min mave, min STYRKE, men jeg kunne ikke flytte mine hænder. De lå spændt fast unaturligt langs min krop. Nej, nej, nej! Jeg åbnede straks mine øjenlåg. Jeg lå på et eneværelse. Det hvide og sterile som skinnede ud af alting, gav mig straks hovedpine. Ud af det lille vindue i siden på døren, kunne jeg se læger, sygeplejesker og fortvivlede familiemedlemmer vimse rundt. Jeg lagde mit hoved tungt ned på puden. Nej, nej, nej. Hvor fanden var jeg endt her? Jeg huskede tilbage, men ingen smerte eller ambulance eller noget kom frem i min hukommelse. Jeg huskede kun, følelsen af styrke der strømmede ind i mig. Så hvorfor lå jeg nu på hospitalet? Pludselig blev døren åbnet og en ung lyshåret sygeplejerske trådte ind med et clipboard i hånden. ”Åh, det er godt at se at du er vågnet,” udbrød hun overrasket med en irriterende stemme. Hun smilede til mig, men det virkede besværet for hende. ”Hvordan har du det?” hun gik helt hen til sengegærdet og kiggede smilende og forventende ned på mig. Jeg kunne tydeligt se de utrolige lange og falske øjenvipper. Jeg så hvordan hendes blik et øjeblik stirrede forfærdet ned på mine fastspændte arme. Det udløste et hurtigt kig ned på clipboardet, hvorefter hun smilede medlidende til mig. ”Er du okay?” Hun blinkede med sine lange øjenvipper. ”Hvad? Nårh.. ja.”   Jeg havde lyst til at slå mig selv. Hvad fanden var det for et svar? ”Godt. Vi har prøvet at få fat i dine forældre, men de tager ikke deres telefon og der er ingen der ved hvor de er.” Hun lød virkelig bekymret. Hun skulle fandme ikke være bekymret for mig, jeg kunne klare mig selv. Jeg havde fået ny vunden styrke!  ”Fortæl mig hvorfor jeg er her,” sagde jeg bare bestemt. Hun så forvirret ud et øjeblik. Jeg kunne se at hun skulle til at spørge om jeg ikke selv kunne huske det, men jeg bed hende af med et hårdt blik. ”Du kom her i går aftes. Du var ikke ved bevidsthed. Du havde et langt sår i maven og en masse ar på arme og ben, deriblandt to nylige sår ved håndledende. De skyndte sig at sy dig sammen, og siden da har du sovet.” Hun holdt en pause, mens hun kiggede undersøgende på mig. Det var som om hun prøvede at se ind i mig. ”Der var også en fyr med. Han så meget bekymret ud. Det var ham der havde fundet dig og ringet efter en ambulance. Han sid…” Jeg afbrød hende: ”Hvad? Hvilken fyr?” ”Jeg kan ikke huske hvad han hedder, men han har siddet og ventet lige siden de kom med dig,” sagde hun blidt. Så blidt og medfølende. Tankerne kørte rundt i hovedet på mig. Det kunne bare ikke passe! ”Hvorfor helvede er jeg spændt fast sådan her? Tror i jeg er sindssyg eller hvad?” fløj det ukontrolleret ud af mig. Hun vippede hovedet og prøvede at smile til mig. ”De har spændt dig fast, fordi de var bange for at du ville vågne op og gøre skade på dig selv.” Jeg forbandede den smatso langt væk. Inden jeg nåede at sige noget, bankede det på døren. Sygeplejersken gik straks hen og åbnede den på klem. Hun stod og hviskede med en eller anden.  Hun kiggede undersøgende hen mod mig, inden hun vendte sig om og nikkede til personen hun snakkede med. ”Din redningsmand vil gerne snakke med dig.” Jeg lavede i panik en grimasse. ”Det er bare et øjeblik,” sagde hun smilende og forsvandt ud af døren. Selvom døren var halv åben, kunne jeg stadig ikke se hvem der stod på den anden side. Jeg hadede at mit hjerte bankede hårdt, da han trådte ind ad døren. ”Hej,” sagde han stille, mens han gik hen imod mig. ”Jeg er ked af det der skete forleden. Jeg ved ikke hvad der skete. Jeg er ked af hvis jeg forskrækkede dig.” Han smilede skævt, men opgav det hurtigt da jeg sendte ham et hårdt blik. Det var nu han skulle forklare. Nu. ”Jeg var bekymret for dig. Du så så ked ud af det. Det var ikke fordi, at, øhm… jeg ville bare… øh. Er du okay?” Han lavede et mærkeligt tegn med hånden, hen imod slangen der gik op i min næse. Han lagde an til at sætte sig på sengekanten, men opdagede så min fastspændte arm. Det ansigtsudtryk han lavede gjorde ondt, rigtigt ondt. ”Jeg bankede på, men der var ingen der svarede.. det, jeg var bare bekymret.. du, du..” Bekymret! Hvad fanden bilder han sig ind? Er du blevet svag? Er du svag?! ”Bekymret!” afbrød jeg ham hårdt. Jeg prøvede krampagtigt at sætte mig op, uden at slippe ham med øjnene. ”Ja, du så så… altså.. Jeg gik rundt om huset og jeg så du lå… du havde, øhm.. der var blod ud over det hele.” Han talte lavere og lavere. Jeg havde ingen kvaler med at han havde set mig nøgen. ”Hvorfor fanden fulgte du efter mig? Var det bare for at udspionere mig? Hvem tror du egentligt du er? Hvad giver dig ret til at blande dig i mit liv?  Var?!” Han trådte forskrækket et skridt tilbage og tog forsvarende sine hænder op. Styr dig dog! Hvad der det du har gang i? Han gør dig blød. Tag dig sammen! ”Jeg er ked af at det gik så skidt forleden. Jeg vil gerne lære dig bedre at kende, du… du er speciel, og… øh, og det kan jeg faktisk godt lide.” Han var kommet helt hen til mig og agede stille min fastspændte arm. Rør mig ikke. Rør. Mig. Ikke. Jeg vendte langsomt mit hoved og stirrede på hans hånd der nærmest kærtegnede min arm. Jeg fik kvalme. ”Rør. Mig. I...” Denne gang kunne jeg ikke holde mig tilbage. Al min ulykke kom strømmende op gennem min hals og brækket væltede ud over ham. Han stod som paralyseret og flyttede sig først da jeg havde tomt min mave udover ham. Han tog langsomt et halv skridt tilbage. Jeg stirrede forfærdet på ham. Inden jeg nåede at styre mig selv udbrød jeg: ”Jeg gider dig kraftedme ikke. Jeg vil ikke se dig nogensinde igen dit klamme svin! Forsvind! ” Sygeplejerskens bekymrede ansigt dukkede op i vinduet i døren. Hun stod også som paralyseret et øjeblik, inden hun handlekraftigt trådte ind. Jeg lå med hovedet så langt ud over sengekanten som muligt, mens sygeplejersken gennede ham ud og begyndte derefter at tørre brækket op. Jeg følte min styrke dryppe ud af min krop,  og ned på gulvet hvor sygeplejersken tørrede det væk sammen med mit bræk. Styrke

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...