Elsk mig ikke

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 jun. 2014
  • Opdateret: 22 jun. 2014
  • Status: Igang

0Likes
0Kommentarer
192Visninger
AA

5. FOR TÆT.

Dagene gik. Jeg syntes ikke at min lægelige situation ændrede sig. Jeg snakkede kun meget nødigt med de sygeplejesker der var inde ved mig. Jeg lå bare og hadede mig selv. Jeg var blevet til ingenting, på blot en uge. Jeg var fanget. Jeg var svag. Men det værste: jeg var ude af kontrol. Jeg gik rundt hver dag fra den ene væg til den anden. Jeg talte skridt og åndedrag. Jeg regulerede mine skridt og åndedrag. Jeg øvede mig i at sætte mine fødder samme sted hver gang. Jeg øvede mig i at vågne og falde i søvn. De første dage gik det ikke godt. Men jeg blev bedre. Den eneste grund til at jeg kunne falde i søvn med det samme, var at jeg var så træt. Jeg sov ikke. Jeg spiste ikke. Jeg blev svagere og svagere, mens jeg prøvede at bygge min indre styrke op. Hvis ikke jeg var stærk, kunne jeg ikke kontrollere mig selv. Kontrollere min natur. Sygeplejerske blev ved med at være bekymrede, fordi jeg ikke fik det bedre. Jeg var ligeglad med dem. Jeg afskyede dem. En dag kom de for at flytte mig. Der var blevet taget en beslutning om at jeg skulle over på en anden afdeling. De kaldte den Sommerfuglen. Jeg vidste godt det  var en afdeling for psykisk syge. Jeg vidste endnu bedre hvorfor jeg skulle derover. Jeg havde skræmt dem, og de havde fejlbedømt mig. Trods værelset jeg lå på var større, og omgivelserne mere hjemlige, følte jeg mig stadig fanget, mere end før. Selvom de havde prøvet at få det til at ligne et rigtigt hjem, var det slet ikke lykkedes. Der var noget sterilt over stedet. Luften hang tungt indenfor, og selvom der ikke var tremmer for vinduerne, kunne de stadigvæk ikke åbnes.

Anden dag på afdelingen fik jeg mig en stor overraskelse. Der var besøg. Jeg forbandede at mit hjerte slog hårdt, mens det hemmeligt håbede på hvem den besøgende var. Jeg prøvede at sidde afslappet i den store lænestol i stuen, der var mørk trods det stærke sollys udenfor. Døren gik knirkende op og en stor skikkelse trådte ind. ”Hej,” sagde han næsten lydløst. Det var som om rummet blev mindre og mindre, i takt med at han kom tættere og tættere på. Han satte sig i den anden lænestol overfor mig og rykkede så tæt på at vores knæ næsten rørte hinanden. Jeg stirrede ondt ned på hans knæ, der kom meget tæt på. Da jeg kiggede op, smilede han blidt til mig. Der gik et øjeblik, før det gik op for mig at han havde luret mig. Jeg lod mine øjne skanne rummet for udgange. Der var kun døren, men jeg ville aldrig komme derhen nu når han sad så tæt på mig. ”Jeg har savnet dig.” Ordene hang længe i luften. Luften trykkede. Jeg kiggede bare direkte på ham, uden at foretrække en mine. ”Jeg har tit tænkt på dig. Faktisk hver dag.” Han prøvede at mildne mit blik med sit søde, skæve… Nej! Tag dig sammen. Han har intet at gøre her. Få nu lidt selvkontrol!  Jeg rystede kort på hovedet. ”Hvorfor er du her?” Sagde jeg hårdt, så jeg håbede han ville fortryde at han var kommet. ”Jeg ville gerne se dig, snakke med dig, se hvordan du havde det her.” Ja, ja… ”Jeg er altså virkelig ked af det der skete første gang. Jeg ville ikke presse dig. Jeg ved ikke hvad der skete, men jeg er klar på at prøve igen. Jeg vil rigtig gerne tilbringe tid sammen med dig. Jeg…” ”Hvad? Ville du se hvordan jeg havde det her? Her?” Han stoppede brat sin selviske tale. Jeg sad helt stille i den store stol. Han begyndte at køre hånden op og ned ad sin arm, mens han snakkede. ”Ja. Jeg har jo været og besøge dig før. Da du var på den anden afdeling altså.” Hvad?! Selvom han var nervøs, lagde han godt mærke til mit ændrede udtryk. ”Vid… vidste du det ikke?” ”Nej sgu da! Hvornår fanden har du været der?!” Jeg var rasende. Havde han siddet og udspioneret mig, uden at jeg vidste det? ”Jeg, jeg troede at sygeplejerskerne havde fortalt dig det. Jeg har været der hver dag. Eller næsten,” sagde han med en forlegenhed, som om han havde stjålet noget vigtigt. HVAD?! Jeg knyttede mine hænder hårdt, for ikke at komme med et ukontrolleret udbrud. ”Hvornår?” Jeg behøvede ikke at uddybe mit spørgsmål nærmere. ”Når du sov. Jeg kom altid efter skole, mest for ikke at hidse dig op ligesom sidst. Jeg ville ikke forstyrre dig.” Han lød meget forsigtig og usikker. Nu er han på røven. Du har kontrollen! ”Har du siddet og gloet på mig, mens jeg sov?!” Jeg råbte ikke, men jeg kunne se at han tydeligt fornemmede min vrede. Han nikkede bare stille. ”Jeg vil dig bare så gerne,” sagde han og rykkede ind mod mig. Jeg trykkede mig så langt ind i stolens tykke ryglæn som jeg kunne. Han forstod det ikke, men lænede sig bare længere hen imod mig. Nej! For. Tæt. På. Han lagde sin store hånd om mit ansigt og trykkede sine læber hårdt mod mine. Jeg lukkede ikke mine øjne. Det gjorde man kun når man nød det, og dét ville jeg ikke tillade mig selv. Der var noget i min krop der blussede op og brændte ivrigt som om den ville æde en tør skov på få øjeblikke.  Jeg bildte mig selv ind at ilden var min vrede, da han endelig slap mig. ”Det hele skal nok blive okay,” sagde han og agede mig over kinden. Min krop var stiv og ubevægelig. Han lænede sig afslappet tilbage i sin lænestol og smilede fornøjet. Han sad bare og kiggede på mig. Det var som om han åd, nej slugte hver eneste del af min krop med øjnene. ”Gå. Nu.” Mine ord kom som et chok for a ham. ”Hvad?” Han lød som om han lige var vågnet fra en drøm. ”Gå.” Han stirrede overrasket på mig. Da jeg ikke sagde andet, gik det langsomt op for ham at jeg mente hvad jeg sagde. Jeg fulgte ham stift med øjnene, mens han bevægede sig ud af den mørke stue. Det var som om rummet blev større og luften klarere da han var trådt ud. Jeg blev siddende i stolen og øvede mig i ikke at blinke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...