.

.

3Likes
3Kommentarer
333Visninger
AA

3. Nedstyrtende bygning

Da jeg lå inde på fødestuen og skulle til at føde en ny engel, kom Andy spurtende ind. Selvfølgelig ville han se hans egen datter blive født. Selvom Andy og jeg kun var gode venner, bekymrede han sig selvfølgelig om sin ufødte datter. Datteren vi begge var sikre på ville blive født inden dagen var omme. Lægerne sagde godt nok, at vores lille datter ville blive født med et handicap, men uanset hvad ville jeg ikke have en abort. 16 år var måske ikke den alder man forestillede sig en datter i, men selvfølgelig kunne jeg og Andy varetage hende. Andy var næsten myndig, det vil sige næsten voksen. Hvis alder ikke betød noget, så var han omkring 15 i hovedet. Andy var den klogeste fyr jeg nogensinde havde stødt på. Det var nok også en af grundende til at jeg ved et uheld gik i seng med ham. Selvfølgelig ikke i ædru tilstand, det ville jeg aldrig kunne tillade mig overfor Andys eks, Mila. Hvis jeg kunne gå tilbage i tiden, ville jeg selvfølgelig ikke have gjort det. Det havde ikke været andet end uhøfligt hvis jeg gjorde det overfor hende. Mila var en god, og i den grad smuk pige. Lange ben, langt mørkebrunt hår, smalle brune øjne, perfekt næse (som jeg er tvivl om hun har fået lavet), ja faktisk skulle man tro hun var model. Det kunne hun sikkert også være blevet, hvis det ikke var fordi hun satsede på musikken. Mila var en god sanger, så der lå helt sikkert en masse succes i det, altså hvis man kendte de rette mennesker. Problemet med Mila var bare, at hun var en fattig tøs, der brugte alle sine penge på tøj og sminke – ikke på muligheder for at blive til noget inden for musikkens verden. Ingen sangundervisning, sangskrivnings kursus, intet noget som helst. Hvis ikke det havde været for Andy, var hun helt sikkert endt på herrens mark. 

”Kom jeg for sent?”, spurgte Andy, og bad til gud om, at det var han ikke.

”Nej”, svarede en af lægerne, ”Du kommer faktisk på det perfekte tidspunkt. Jeres baby er godt på vej ud”, svarede hun. Andy var noget af en tøsedreng, men han tog sig alligevel sammen til at se mig i fødsel. Han skar ansigt, da han så hende på vej ud, men han så ikke væk. Han ville være der til det sidste. Det vidste jeg bare. Man kunne altid stole på Andy.

”Du klarer det strålende Heather, bliv ved med det”, heppede han. I al min smerte fik jeg fremtvunget et smil.

 

En halvtime efter, kom vor datter til verden: Belinda. Lige da jeg så hende, kunne jeg mærke at hun var en Belinda. Min Belinda, vores Belinda. Heldigvis var Andy enig, hun var en Belinda. Da Belinda havde været i verden i en time, kom en læge, og tog hende fra mig. Hun kunne fornemme noget underligt over hende. Fem timer senere, kom hun tilbage, og sagde, at det var bedst hvis hun beholdte hende. Hun havde et handicap, der kunne betyde død. Jeg og Andy var fuldkommen ligeglade, vi havde ventet to måneder længere end normalt på at få vores baby, vi ville ikke bare give slip på hende nu. Lægens undskyldning var også at vi var alt for unge til at varetage en lille handicappet unge. Som om vi faldt for den. Belinda var vores, ikke hendes. Vi kunne selvfølgelig godt forstå hvorfor hun ville have hende. Hun var smuk og perfekt, men ikke hendes.

”Vi er beæret over dit tilbud, men jeg tror det er bedst hvis vi beholder hende.”, svarede Andy lægen. Lægen så meget skuffet ud, men rakte Belinda til mig. Jeg kiggede grundigt efter det såkaldte handicap, men jeg kunne ikke se noget, der på nogen måde lignede det.

”Kan du se hendes handicap?”, hviskede jeg til Andy. Andy kiggede nøje efter, men fandt heller ingen spor af handicap. Han rystede på hovedet.

”Hvor lang tid tror du at vi skal være her?”, spurgte jeg Andy. Andy trak på skuldrene.

”Vil du da gerne hjem?”, spurgte han. Jeg tænkte mig om.

”Jeg føler mig bare lidt utryg ved stedet her, hvis du forstår hvad jeg mener. Lægerne prøver at tage vores datter!”, forklarede jeg. Andy nikkede bekræftende.

”Ja, der er sgu lidt skummelt her. Vil du være med til at flygte væk herfra?”, spurgte han, og smilede et skævt smil. Jeg så op på ham, som om, at det ville jeg gerne, jeg rystede så på hovedet.

”Ej, jeg er stadig ret træt. Skal vi ikke bare vente en time, eller sådan noget?”, spurgte jeg. Andy nikkede.

”Jo, lad os gøre det”.


Der var gået flere timer siden mit løfte, og vi var stadig ikke rykket os ud af flækken. Belinda var faldet til ro, med hovedet på mit bryst, og vi kunne ikke nænne at vække hende. Hun var bedårende når hun sov. Pludselig hørte vi et brag. Et brag, som ikke bare var et brag fra noget der blev tabt på gulvet. Det var en… bombe! Alt gik i slowmotion, og inden jeg lukkede øjnene, kunne jeg skimte hele hospitalet styrte sammen. Andy, der ellers var så frygtløs, så nu mere end bange ud. Han prøvede at løbe hen til mig, for at kysse mig farvel, men han nåede det ikke. Han var for tæt på bomben, og frygt blev hans sidste tanke, inden han forsvandt i intetheden. Farvel Andy.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...