Hospitalsfløjen.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 aug. 2014
  • Opdateret: 15 aug. 2014
  • Status: Igang

1Likes
1Kommentarer
277Visninger

5. 5

”Okay. Jeg lover, at jeg ikke-” Hun afbrød sig selv og startede forfra; ”– jeg lover, at jeg vil gøre mit bedste for ikke at besvime.” Rettede hun sig selv. Det var selvfølgelig ikke noget hun kunne bestemme selv, men det var bestemt ikke en rar oplevelse at besvime, så hun ville gøre sit bedste for at holde den aftalte. Mest for sin egen skyld, men hvis Dominik virkelig kedede sig så meget, så vel også for hans.

Tanken om at rejse sig, og skulle gå ned mod døren i den ene ende af lokalet, var ikke videre tiltrækkende, og hvis hun kunne slippe for det, gjorde hun det. Hun sendte ham et undersøgende blik. Hvis han faktisk havde det virkelig dårligt også, kunne hun ikke være bekendt at lade ham gøre det. Det var trods alt hendes skyld, at de begge lå med smerter. ”Er du sikker? Helt sikker?” Spurgte hun indtrængende. Hvis han endte med at gøre det, og derefter selv besvimede på vejen derned, ville hun virkelig fortryde, at hun havde ladet ham gøre det. Men hun ville heller ikke kunne stoppe ham, hvis han ville. Ikke så dårligt som hun havde det lige nu. Hun sukkede lavt. Hun kunne virkelig godt bruge noget smerstillende. ”Hvis du er sikker på, at du har det okay med det, må du gerne...” Svarede hun og sendte ham et lille smil. Hun håbede virkelig at han ikke løj, når han sagde at han var okay, så han rent faktisk kunne nå derned uden store smerter, og forhåbentligt ville der være en sygeplejerske derinde.

Selvom det ikke ligefrem var noget man selv kunne styre og derfor heller ikke selv planlægge, så virkede aftalen vel lidt åndsvag. Ikke fordi han regnede med at det var ment seriøst, men ingen af dem ønskede vel at det skulle ske igen. ”Aftale. Men kun så længe du ikke besvimer,” svarede han en smule kækt, selvom han ikke havde det alt for godt. Dog blev han ved med at fortælle sig selv, at han havde det fint, så han kunne overbevise Aliannah om det samme.

De havde begge to brug for smertestillende og eftersom hun ikke skulle have lov til at rejse sig, så måtte han jo selv gøre noget. De kunne ikke bare sidde og vente på at nogen kom med det. Dertil gjorde det alt for ondt. Det ødelagde fuldstændig hans evne til at tænke ordentligt, da det hele tiden bankede på indersiden. ”Du slog hovedet hårdere end jeg gjorde. Jeg er okay. Virkelig.” Dominik kiggede ned imod det som Aliannah havde udpeget som kontoret. Dog var han tæt på at lave en grimasse, men han stoppede heldigvis sig selv. Værre var det heller ikke. Han måtte tage sig lidt sammen. ”Skal jeg gå hen og spørge?” Egentlig havde han ikke tænkt sig at acceptere et nej. Dog var det mere for at få bekræftet at han kunne finde en sygeplejerske derinde, hvis han var en smule heldig. Han håbede inderligt at der var noget at finde, selvom han ikke var helt sikker på, hvad han skulle forvente. Der var ingen grund til at rejse sig for tidligt, så hun ville prøve at stoppe ham. Ikke fordi hun havde nogen chance for at gå ham imod, hvis han virkelig satte sig det for.

Hun kneb øjnene let sammen, og gjorde sit bedste for at se forarget ud. ”Søvn er vigtigt!” Hun bed sig i læben og pressede læberne helt sammen, i et forsøg på ikke at begynde at grine, da hun vidste at det ville gøre hendes hovedpine en del værre. ”Men skal vi ikke bare aftale, at vi ikke kommer ud for sådan en situation igen? – Jeg skal nok prøve at lade være med at besvime igen, hvis det kan hjælpe lidt.”

Ali havde været på hospitalsfløjen et par gange, men kun overnattet der én gang før. De andre gange havde ikke været særlig alvorlige, men hun havde været der, og havde også en idé om, hvordan det var indrettet.

Den gang hun havde overnattet der, havde været på hendes 3. år (så vidt hun huskede) efter en flyveulykke. For at det ikke skulle være løgn, var hun også besvimet der. Et lavt ”pff” forlod hendes læber, da han sagde, at hun skulle holde sig i ro. Selvfølgelig havde hun slem hovedpine, men hvis hun gik langsomt, kunne det gå. Benene havde hun vel ikke slået. Hun måtte indrømme over for sig selv, at hun ikke var helt sikker på, at hun kunne gå med den hovedpine hun havde, men gjorde det noget at prøve? ”Har du det godt nok til det?” Spurgte hun. Det ville være rart med noget medicin, til at tage noget af hovedpinen, men hvis han også havde det dårligt, skulle han heller ikke have lov til at rejse sig. Hun havde ikke rigtig lyst til at vente på en sygeplejerske, hvis det endte med at tage lang tid. Hvor ofte blev der mon tjekket op på patienterne?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...