De dødes by

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 aug. 2014
  • Opdateret: 7 jun. 2016
  • Status: Færdig
I nattens mulm, og mørke. Når alt bliver anderledes, prøver en gruppe unge mennesker at overleve. Her hedder det ikke, Enhver må klare sig selv, men En for alle, og alle for en.

Damon, Elena, William (Will), Liana, Tammie, Dean og Rossel (Ross) får store problemer hvor det, gælder om at samarbejde.

Men udover at være døden nær, så kommer der lidt Kærlighed ind i billedet.



3Likes
3Kommentarer
1530Visninger
AA

7. 5, Hawk's synsvinkel

Mine øjne er åbne efter mange timer's søvn, for jeg har da sovet har jeg ikke? Jeg kigger rundt i mit værelse, liget af Lidia er væk. Istedet for hendes lig er der en blodpøl, det samme er der på min seng. Jeg kan intet sår se, men jeg ved at der må være et. Jeg skal til at rejse mig da jeg får en følelse af smerte i mit bryst, jeg lægger hånden på brystet, lige hvor hjertet burde banke i sikkerhed bag knoglerne, men både knogler og hjertet er væk. Jeg er i live og alligevel død, og min tørst er større end nogensinde før. Tørsten efter blod løber i mig som mit eget blod, inderst ved jeg det godt, jeg er ikke menneske mere ikke engang en lycan er jeg.

 

Jeg er en zombie, en af dem som tørster efter at smage det varme blod imellem tænderne, men det blod som jeg tørster allermest efter er min egen datters. Elena må kunne redde mig, hun er en klog pige, men hvordan skal jeg finde hende når jeg ikke kan huske hvordan hun ser ud? Hun er en sløret skikkelse for mig, det eneste der er tydeligt er de spidse vinger, dem som viser at hun både er en vampyr og en varulv, at hun er mit og Lidia's afkom, vores førstefødte datter. Jeg må finde hende, inden nogen andre gør det.

 

Vinden er slået om, en duft rammer mine næsebor, mennesker. Elena må være iblandt dem, jeg må beskytte hende, de andre der er ligesom mig har også opfanget duften. Den dejlige duft af menneske, den dejlige duft af frisk kød og blod, som bare venter på at en som mig skal bide og slubre det i sig. Jeg følger efter duften, håbet om at hun er en af dem følger mig. Det er en lille forsamling af mennesker ikke større end syv personer, de er lige uden for byen. De har opdaget mig, de andre zombier er ikke ligeså hurtige som mig, jeg er en lycaner, i livet og i den levende død. Jeg ligner ikke en lycaner, jeg er ikke i den skikkelse, men dens hurtighed har jeg i benene og dens lugtesans gør den ellers gode zombiesans endnu bedre.

 

En lille fed pige på nok 15 år skriger da jeg kommer ned imod hende, mændene der var med hende er flygtet. Der er intet sjovt ved at jage en som står stille, mændene er sjovere de både løber og er stærke. Der er intet ved at spise en pige som ikke kan slå mig,  uden selv at bløde. Mændene har opdaget at jeg er efter dem, de løber hurtigt så jeg har svært ved at følge med, men det gør bare legen sjovere. Jeg råber "løb, løb så hurtigt i kan, for mig smager i som en honningkagemand", men det eneste der kom ud af min mund var en underlig rallen efterfulgt af nogle gurglelyde. Mændene er ved at blive trætte, langt herfra kan jeg høre en pige skrige, endelig er de andre zombier kommet til pigen, jeg håber ikke hun smager godt, for hun er jo slet ikke mør nok.

 

Den blonde mand, som så stærkest ud, var faldet. Jeg sprang over ham, som en femårig over sine julegaver, med lige så stor iver. Det røde blod løb ind af mine mundvige, det smagte godt, dog lidt bittert. Jeg havde kvalme da mine tænder lukkede sig om hans strube, men jeg stønnede fornøjet og kigge opmærksomt omkring mig. De andre mænd var stoppet, gik imod mig med tøvende skridt, med øjnene klistret til liget og til mig.

 

De havde jernrør i hænderne, med solen i ryggen, skæret fra solen blænder mig kort. Da det ikke er så svært at se, er mændene lidt tættere på mig, den sorthårede, knap så stærke mand slår ud efter mig med sit jernrør. De fire tilbageværende mænd, og den døde, lignede en gruppe voldsmænd. Pigen måtte være deres offer, så fed som hun var måtte hun tælle for to, tænk hvis pigen havde været Elena. Elena må ligne sin mor, smukke Lidia, hun bliver aldrig så fed som den pige. Mændene rykkede nærmere og nærmere og jeg stod som forstenet, tanken om at Elena kunne blive offer for den slags fik mig til at stivne. Mit had mod mændene blev større, de skulle dø inden de kunne nå at gøre skade på Elena. Jeg ser rødt, går efter struben med tænderne og hjertet med kløerne, mine negle er blevet utroligt lange i nattens løb.

 

Min vandring fortsætter, mændene ligger på jorden, jeg efterlod deres hals åben så hvis de ikke forbløder bliver de spist. Noget siger mig de var ude for at lede efter noget, eller nogen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...