Celine i Sicily

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 jun. 2014
  • Opdateret: 22 jun. 2014
  • Status: Færdig
Imens andre drømte om at blive skuespillere og sangere, drømte Celine bare om at leve i Italien. Som 21 årig besluttede hun sig for at opfylde det ønske, og flytte til Sicilien for at studere journalistik. Hun lærte dog ikke kun om journalistik, men også om at leve i nuet, i stedet for at drømme om fremtiden.

0Likes
1Kommentarer
490Visninger
AA

9. Skål for livet

Celine var ude i byen at købe tøj, da weekenden snart var ovre, og hun skulle starte på sit nye studiejob. Tanken om ikke at vaske nogen café igen glædede hende.

Hun mærkede at noget vibrerede i lommen, og tog sin mobil op og svarede.

"Hallo, det er Celine."

"Ciao Celiine!" Hun genkendte straks stemmen; Adriano. "Hvad siger du til det glas ægte italiensk vin?"

"Det kan jeg så bestemt ikke sige nej til."

"Jeg regner med at du har fået nok af mit pizzahjørne, så måske vi bare skulle tage hjem til mig, og så laver jeg mad?"

"Det ville være dejligt!"

Da Adriano havde forklaret hvor det var, skyndte hun sig at betale, og smide poserne ind i bussen og så afsted.

Gaden Adriano boede på, så mindre fin ud. Der var mange der sad ude på trapperne og tiggede. Ikke at der boede mennesker med overskud her, men åbenbart gik politiet ikke så meget op i de mindre fine gader. Et sted måtte de jo også være. Vasketøjet det hang imellem disse huse, var også mindre fint.

Imens Celine gik og tjekkede numre på lejlighederne, hørte hun pludselig en eller anden råbe "hey!" fra skyerne... Det var Adriano der havde åbnet vinduet, for at hun skulle finde vej. "Her!"

Hun smilede, og gik indenfor. Det var den øverste etage.

Adriano stod og lavede mad ved køkkenet, og vinflasken stod på bordet. Celine kiggede lidt på den.

"Ægte italiensk. Det gjorde du godt."

"Ja, ikke?"

Celine kunne ikke lade være med at tænke på hvor egoistisk han lød det meste af tiden. Charmerende eller egoistisk? Han boede i hvert fald ikke sammen med sin "mamma miia!"

"Hvor er dine forældre?"

"Hvor skulle de være?"

"Øh, jeg mener bare om de bor i byen."

"Nah..."

Det lød som om han ikke havde kontakt til dem, så det gad hun ikke blive ved med at spørge om, men det gav hende noget at tænke over.

"Det er bare, at jeg kender dig jo ikke rigtigt."

"Jeg kender hellere ikke dig, men jeg er sikker på at vinen vil bringe historierne frem."

"Jeg kan godt fortælle om mig selv, imens jeg er ædru."

"Så starter du bare. Maden er næsten klar."

"Hvad er det?"

"Pasta. Meget italiensk. Jeg har planer om at få dig til at føle dig så hjemme, at du tror du har boet her hele dit liv. Og så kan du introducere mig for dansk mad."

"Du har store forventninger!"

"Det er bare en mulighed. Skulle du fortælle?"

"Der er ikke meget at fortælle. Jeg er født i Odense, af en mor der hedder Laura og en far der hedder Julian. Jeg har altid boet i Danmark, indtil nu. Jeg har gået i folkeskole og gymnasie i København."

"Det er kun facade. Kan du ikke fortælle mig om dansk politik, din familie, traditioner og dine venner i Danmark?" Sagde Adriano i det han stillede maden på bordet.

Celine satte sig ned. "Øh, well. Min mor er lærer, og min far psykolog. Min far har familie på Færøerne."

"Færøerne?"

"Et øland, der hører til Danmark."

"En af Danmark's øer?"

"Nej, der er er land."

"Åh okay."

"Jeg har ikke meget at sige. Vil du ikke nok? ..."

Adriano satte sig ned, og de begyndte at spise.

"Okay. Jeg er opvokset i Palermo, hvor jeg boede sammen med min mor indtil jeg blev 14 og hun døde. Min far var ret travl, så jeg mistede kontakten til ham. Jeg boede hos min tante og hendes datter, og når jeg blev 18 flyttede jeg ud, og arbejdede på en restaurant. To år siden åbnede jeg mit eget pizzaria. Fem år efter det kom du ind og spiste min mad."

"Haha. Jeg spiste ikke første gang jeg var der."

"Det var stadig samme år!"

"Ja, det er sandt. Maden smager godt. Du har valgt den rette karriere."

"Tusind tak." Han blev meget glad.

"Du havde nu også lidt mere at fortælle."

"Skal vi skåle?"

"Ja... Men for hvad?"

"Øh. Livet."

"Den er typisk, men okay," sagde Celine og så skålede de. De drak efterfølgende lidt af vinen.

"Ooog! Italien er i VM finalen." De skålede igen, og drak.

"Hvem skal de spille imod?"

"Tyskland!"

"Wauw."

Da de var færdige med at spise, satte de sig i sofaen at snakke videre. Adriano snakkede igen om sin drøm om at se landsholdet spille en stor hjemmekamp, og Celine kunne ikke lade være med andet end at grine lidt.

"Jeg har ikke været på stranden en eneste gang imens jeg har været her," sagde Celine. "Jeg bor sgu da på et feriested!"

"Vi tager derhen i morgen."

"Ej."

"Hvis vejret er godt nok!"

"Jeg ved ikke..."

"Du vil have lidt tid?"

"Det er måske lidt dumt."

"Det er vel i orden. Palermo har mange solrige dage!"

"Vi kan gå ud en tur?"

"God idé."

De tog deres overtøj på, og gik ud. Det var mørkt og stille, og selvom det var varmt, kunne man mærke den friske luft rive i. De gik en tur hen imod et torg, hvor en mand sad og spillede flamenco guitar. De satte sig på vejen for at lytte.

"Det er sådan noget du skal fortælle mig," sagde Adriano. "At du kan lide flamenco guitar!"

"Det kan alle."

"Jeg er mere til trommer."

Celine smilede, og eftersom det passede til situationen, kyssede de. De havde nok begge tænkt på om det ville ske, så hvorfor ikke imens de hørte på en mand spille flamenco guitar, imens han sad på kanten af et stille springvand?

"Hvorfor i alverden vil du tage det roligt?" Spurgte Adriano.

"Det er bare noget jeg siger, for at du ikke forventer for meget," svarede Celine.

"Nåh, sådan."

"Finalen er om en uge. Jeg vil gerne se den på La Pizza Sermenterraro!"

"Kom endelig forbi. Jeg serverer dig en gratis måltid, specielt til den italiensk tyske finale."

Hun smilte.

"Følger du mig hjem?" Spurgte hun så.

"Sí."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...