Bjerget der brændt

Kachina er en pige fra en indianerstamme der ligger for foden af et bjerg. En dag fanger to vagter en mand ved navn Arthur. Kachina reder hans liv og det kommer mange til gode, fordi at bjerget som landsbyen ligger for foden af ikke er et bjerg, men en vulkan. Kun ved Arturs hjælp kan de komme væk, men det er svært når åndemageren er i mod. Så folkene i bygen kommer i splid skal de blive eller flygte. Denne novelle er inspireret af sangen I See Fire af Ed Sheeran.

1Likes
0Kommentarer
257Visninger
AA

4. Bjerge der bløder

Jeg pakker mine ting. Der er nu kort tid til daggry. Jeg kan hører, at der er mange oppe. Artur ligger stadig i sengen. Jeg har ladet ham sove lidt længer. Jeg er glad for, at jeg har mødt ham, for hvad nu hvis han har ret, og at bjerget begynder at kaste sten og bløde ild. Jeg vil bare ønske at alle tager med. Jeg går hen til den anden seng, der ligger Shahi. Hun ligger så lille og fin. Lige siden vores mor døde tre sommer siden, har jeg vært nød til at passe på hende. Jeg savner mor hver dag, men siger det aldrig til Shahi. Det ville bare gøre hende ked af det. Også i dag må jeg være stærk og passe på min lille søster.
  Jeg vækker Artur og Shahi ved daggry. Jeg tager min taske på og tager Shahi i hånden. Ude ved pladsen slutter folk sig til os. Vi er en god del af stammen, men jeg syndes stadig vi mangler for mange.

Efter nået tid siger Nahuel:” Lad os gå mod havet.”

Vi kom til havet, da solen står halvt på himlen. Vi er kun få meter fra skibet, da det sker. Jorden begynder at ryste. Jeg vender mig mod bjerget. Jeg ser ild og sten der flyver.

Nahuel råber:” Skynd jer!” Vi løber ombord og sejler hurtigt derfra. Folk begynder at skrige bønder til faderen, men han har forladt os. Jeg ser mod mit hjem med tårer i øjnende. Himlen er fyldt med ild og røg. Jeg kan se bjergets blod strømme ned at siden. Det er et forfærdeligt syn. Jeg knuger Shahi ind til mig. Nahuel kommer og knuger os bække ind til sig.

Da vi er kommet længer væk, rejser Nahuel sig og får folk til at slappe af. Det lykkes ham efter nået tid, og en stilhed kryber over skibet. Jeg ser at Artur står for sig selv ved rælingen. Jeg går der over og ligger en hånd over hans.

Han ser op på mig:” Det gør mig ondt med din stamme. Jeg ville ønske, at de alle havde taget med.”

”I det mindste, kom der mange med. Men jeg sørger også, over mine brødre og søster der ikke kom med.” Han nikker og går.

Jeg ser mod bjerget. ”Oh, fader af bjerget.  Pas på mine brødres og søsters sjæle der nu er dine. ” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...