Hope

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jun. 2014
  • Opdateret: 30 jun. 2015
  • Status: Igang
Alle ved at de skal dø. Det er ikke noget man kan komme af med, det sker bare på den ene eller anden måde. På samme måde ved alle hvad en zombie er; monstre man var skræmt til død af når man var lille. Men da en eksperiment går helt forkerte spreder døden sig som løbeild, overalt går de døde;- i gaderne, i skovene, de kan endda gemme sig i det fjerneste hjørne i ens hus, ventende på at der kommer nyt kød der kan spises og der derefter kan rådne op og blive endnu en af dem, - en af de levende døde. Imens mennesker rådner ude verden er der stadig et lille hold af overlevende der prøver at finde en kur, - ingen af dem ved noget om fysik, det eneste de ved er at verden ikke må være sådan her.

- Sat på pause på grund skriveblokering.

5Likes
11Kommentarer
616Visninger
AA

1. Prolog

Her er koldt. Det er det første jeg tænker på. Jeg står op fra min seng og går hen til det fængsels-lignende vindue... Ja... det er hvad dette her er... et fængsel! Jeg har været fanget her lige siden jeg meldte mig til som forsøgskanin. Hvis bare jeg havde vist hvad jeg gik indtil. Jeg har været fanget her i en måned nu, altid med det samme hver eneste dag; Jeg bliver taget ind i et sterilt rum, får en sprøjte med det samme gule væske hvorefter mændene i kitlerne mumler noget i stil med "Det virkede ikke, vi må ændre på forholdet mellem stofferne". Ja, altid det samme hver dag, aldrig en forbedring, jeg meldte mig til dette her fordi jeg tænkte at livet ikke kunne bliver meget værre, jeg tog tog fejl. Bagefter kommer der altid en kvinde med sjusket blond hår og giver mig endnu en sprøjte - denne gang gennemsigtig, hvorefter jeg vågner op, tilbage i min celle.

Nu kommer der en jeg ikke har set før. Det er en pige, højest 20 år som låser cellen op. "Kom." Hun kaster en hvad der ser ud til at være en bolle over til mig, og giver mig så tegn til at jeg skal komme med. Jeg tager en bid af bollen, hvorefter jeg så følger efter hende ud på gangen. Hun låser hurtigt døren og siger så til mig: "Ved du hvad de laver?" Jeg ryster stille på hovedet og tager så en bid af min bolle. "Godt, det ville også have gjort det her til et helvede for dig." Det er det allerede.

Hun fører mig ind i et stort hvidt rum, minder mig om dem fra hospitalerne: Sterile, lyse og så selvfølgelig er der lugten... den forfærdelige lugt af død. Midt i rummet kan jeg se en seng, en helt flad seng ligesom dem på hospitalerne. Eftersom jeg går længere i rummet får jeg mere og mere kvalme. Ovre i det venstre hjørne kan jeg se en stor rød plet... Jeg håber bare at dette ikke vil blive dagen jeg dør. Jeg kan se 'forskerne' overalt, der er mange flere end normalt... jeg ved ikke hvad der vil ske, men uanset hvad, ved jeg det ikke er godt. Et par af dem komme over og beder mig om at ligge mig ned. Jeg gør som de siger ud af ren og skær frygt. De ser ufattelig glade ud idag, gladere end normalt... Ja... idag er speciel. Nu kommer der endnu en forsker over, jeg gætter på han er chefen, han ser alt for anstændig ud til bare at være en af de andre rotter. Pigen der fulgte mig ind sidder på en stol udenfor, jeg har lyst til råbe, spørge hvorfor de laver eksperimenter. Men før jeg når at sige noget, kommer en af forskerne med en sætning der gør mig så meget gladere. "Så, dette er din sidste sprøjte. Imorgen kan du gå hjem" 

Jeg smiler. "Tak, bare giv mig den og så vil jeg være væk så hurtigt som muligt" Han nikker med et lidt for stort smil på læben. Jeg lader ham gøre det, jeg vil hjem. Jeg føler et lille prik da nålen går ind og en kort smerte da den gule væske kommer ind. Efter er der kun en ømhed som vil gå væk med tiden. 

"Vi vil bare beholde indtil imorgen for at se om der er nogen reaktioner" Jeg nikker og går tilbage til mit værelse. 

I starten var der ingenting, men efter omkring en halv time mærker jeg pludselig en smerte i min arm som aldrig før. Jeg taber den bog jeg sad og læste i og lander på gulvet. Smerten bliver større og større, så stor at jeg nu ikke kan holde det ud. Jeg råber, jeg skriger, men ingen kommer. Jeg kan ikke klare det mere. Alt bliver sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...