Livet er ikke, som det har været

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jun. 2014
  • Opdateret: 20 jun. 2014
  • Status: Igang
Wictoria, hendes kæreste og hendes brødre bliver revet ud nogle værre problemer.

Et oneshot, fra 2 år siden.

Please giv feedback ^^

1Likes
1Kommentarer
82Visninger

1. Det hele

”Livet er ikke, som det har været. Familie, venner og bekendte benægter en. Små 3 personer kan jeg tale med uden at blive skubbet væk. Tvillingerne sover på sofaen der er her, de og så min kæreste er dem jeg taler om. Jeg ved ikke, hvordan jeg er havnet her på dette punkt, hvor jeg er. Kan det være…” jeg kigger op fra bogen, jeg sidder og skriver i og ser Nathan komme ind.

   ”Det er koldt, fryser du ikke?” han tager jakken af og lægger den over mig. ”Du burde altså tage nogle tæpper og putte dig ind i, ellers bliver du bare forkølet igen.”

    Jeg laver et lille mundvigesmil, som jeg har en vane med at gøre, når jeg ikke hører efter og bare sidder i mine andre tanker.

   ”Telefonen i telefonboksen virker ikke, men skal vi ikke håbe på, at nogle har opdaget, at vi er væk?” siger Nathan og kigger over på tvillingerne, da William med en kraftanstrengelse vender sig om. ”Har du overvejet at fortælle dem hvorfor de har fået de skader de har eller…”

   Hans spørgsmål hænger i luften mellem os i et stykke tid før jeg med en meget lille stemme siger: ”har slet ikke tænkt over på noget tidspunkt, at de er indblandet i den her ballade før nu,” kigger ned i bogen, jeg stadig holder, og tænker over hvad mine brødre egentlig er ført ind i.

   William vender sig igen, hans ben, som er fuld af skrammer efter løbeturen gennem skoven, vælter ud over kanten og medfører en stank af blod.

   ”Bliv siddende Wictoria, jeg skal nok ordne det,” han kysser mig blidt på panden og går over til sofaen.

   Jeg tager bogen på skødet og skimter det igennem jeg har skrevet. Jeg streger det sidste, jeg nåede at skrive, før Nathan kom ind, ud. Begynder så at skrive igen.

   ”Nathan er dejlig, at have ved hånden, i sådan en situation som denne. Men det er da også fair nok at han er her, når det er hans brødre der har forvoldt al skaden på os. Jeg kan ikke tydeligt huske hvad der skete, selvom det kun er et par timer siden. Tanken om hvorfor de gjorde det, har ikke strejfet mig før nu. Mig og Nathan sad og så en film, da hans brødre kom hjem. Waldemar og William kom lidt efter for at låne nøgle til lejligheden vi bor i. Nathan og jeg er naboer, så da vi altid er sammen går mine brødre aldrig med nøgle på sig. Jeg havde lige sat mig igen, da jeg hørte et skud og et skrig. Jeg kiggede forskrækket på Nathan. Vi hører William råbe om hjælp hvorefter vi begge fór op af sofaen, ud i entréen og videre ud af døren, hvor vi ser Waldemar ligge med et skudsår i benet,” jeg kigger hen på William og Nathan der sidder og snakker sammen. Selv herfra kan jeg se at William har tårer trillende ned over kinderne.

   Jeg går over til dem og tager Williams hænder mellem mine, smiler vemodigt til ham og siger: ”det skal nok gå alt sammen.”

   ”Der er noget som jeg tror, William gerne vil fortælle dig,” Nathan læner sig over mod mig og hvisker stille: ”Jeg går ud igen og ser om der er nogle telefoner i de andre huse der virker.”

   Jeg nikker stille til ham og vender mig så mod William. ”Der er noget du vil fortælle mig?” det jeg lige sagde skulle have været en konklusion og ikke et spørgsmål, men mit skælvende toneleje, gjorde det til et.

   William nikker og begynder at fortælle med en hvisken: ”det er noget der skete før Waldemar blev skudt.” Han kigger på mig for at se om han skal forsætte. Som svar på det uudtalte spørgsmål, laver jeg en håndbevægelse, som siger ”forsæt bare.”

   ”Det var i første frikvarter i skolen, Nathans brødre kom over for at kræve nogle penge vi havde lånt af dem til et spil. De krævede det dobbelte, men vi havde kun det beløb vi havde lånt fra starten. De sagde at hvis vi ikke havde afleveret dem inden kl. 15.00, kom vi til at fortryde, at vi overhovedet blev født. Når men efter skole skyndte vi os hjem, da vi tydeligt huskede hvordan det var gået en dreng fra vores klasse, da han havde afleveret sine penge for sent. Klokken var 14.59, da vi var inde at hente nøglen fra dig. De stod i entréen og ventede, ham dem ældste stod og prikkede på sit armbånds, som for at sige at vi skulle skynde os. Vi havde lige åbnet døren til lejligheden, da de kom ud og skød Waldemar. Jeg faldt automatisk ned på knæ ved siden af ham for at se hvor kuglen var røget ind. De løb ind i vores hjem og begyndte at smadre det hele. Det var der jeg råbte efter hjælp, hvorefter du og Nathan kom ud,” hans hænder ryster og tårerne triller ned over hans kinder og lander på hans bukseben. Jeg tørrer forsigtigt med mit ærme hans øjne og kinder.

   ”Jeg har først nu tænkt over hvorfor de gjorde det, men hvad var det med ham drengen? Og hvorfor blev vi ført her til?” spørgsmålene til min bror hober sig op i min hjerne, men før jeg når at stille flere kommer Nathan ind med et triumferende smil om læben. Både mig og William hæver et øjenbryn.

   ”Fandt en, jeg fandt faktisk en. Politi og ambulancer er på vej, men jeg kan se at vi lige skal have opklaret noget først ikke sandt?” han sætter sig ned og kigger først på mig, derefter på William.

   ”Ham drengen fra min klasse, blev dræbt samme sted som vi er nu. Stedet her er et mødested for,  hvad kan man kalde dem, nogle som Nathans brødre. Det var også meningen at vi skulle være dræbt her. De har det med at smadre folks hjem først, så derefter at føre dem her ud, som nu. Der er bare det, at nu er de døde for Nathans hånd og vi lever,” William kigger fra mig til Nathan og tilbage igen.

   ”Var ham drengen ikke fra samme opgang som vores?” Nathan kigger på William, men får bare et træk på skuldrene. ”Ved du så hvordan man kommer tilbage til hovedvejen, uden at gå igennem skoven,” han får samme svar.

   William lægger sig ned igen, dog ikke uden et par grimasser.

   ”Jeg går ud og venter på dem, skriv du bare videre” Nathan kysser mig blidt, rækker mig bogen og blyanten og går ud.

   Jeg tygger på viskelæder enden af blyanten før jeg går i gang med at skrive igen.

   ”Politiet er på vej herud, jeg ved ikke hvilken forklaring vi skal komme med. To drenge, lidt over 20, dræbt af deres lillebror, en 14 årig dreng med et skudsår i benet, en anden 14 årig dreng med alt for mange skrammer og rifter og en fortvivlet 18 årig pige, fanget midt i dramaet, sikke en avisoverskrift det kan blive til,” jeg sidder og tænker hvad jeg kan slutte af med, da jeg hører alarmhvinene fra politi og ambulancebilerne. Kigger på William og Waldemar, som ser virkelig syge ud, her hvor de ligger under flere lag tæpper og puder. Til sidst, lige inden folk styrter ind, får jeg krasset ned: ”Men en ting er sikkert: Livet er ikke, som det har været og det bliver aldrig det samme igen.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...