New Yorks ulykke

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jun. 2014
  • Opdateret: 2 nov. 2014
  • Status: Igang
Historien handler om en pige som er på vej ned til toget men der sker noget uventet, hun bliver helt bange og går helt ud af det.

3Likes
2Kommentarer
409Visninger
AA

2. Noget uventet

(En uge efter)

Det var i mine tanker stadigvæk, det lå bare og ødelagde lidt af mit humør. Kunne bare ikke tro mine egne øjne, at stå der og se på nogle forsvinde fra verden.. Ret scary.

Jeg svor bare at jeg aldrig skulle derned igen, jeg var bange for at der skulle ske det sammen igen eller noget lignende.

Har ikke været tryg ved tanken lige siden. Gi mig råd er ikke det jeg ville have for andre, man har ikke alle personer hele livet.. Så hvis jeg nu skulle miste en som jeg er begyndt at snakke med, kunne jeg ikke bare gøre det og begynde for ny..? Det ville virke underligt og meget ens formet.

"Zzzzz." At tænke på det gjorde mig træt. Lå i min helt egen verden og bare faldt stille til ro.

Nothings gonna happen.

"ANGIE! Åben døren nu"

Døren blev stille åbnet.. Personen greb fat i mig, jeg nåede ikke at se hvem det var inden jeg fik en hånd i hovedet.

"Marline, er det dig? Eller hvad sker der?"

Noget fint stof strejfede min kind, silke.. Det måtte være Marline.

Hånden i ansigtet blev fjernet, kunne ikke rigtig sætte ansigt på personen. Men noget jeg fandt ud af, det var ikke Marline.

"Kan du ikke huske mig? Jeg kan huske dig. Du var hende der blev udspurgt om alt muligt af betjent Peterson."

Jeg sprang op af sofaen og løb hen til køkkendøren. "Hvem er du? Hvad ville du?" Udbrød jeg med en meget selvsikker stemme.

Jeg fik ikke noget svar, der blev stille og jeg begyndte at gå i panik.

Han stod og vippede hovedet til side og hans øjne begyndte at blive et rædsel at kigge i. Mon jeg skulle skrige, eller spørge ham igen og se om jeg kan få svar?

Jeg drejede om på min højre fod og skulle til at gå ud i køkkenet, netop som jeg hører en hviske i mit ører

"Tog, morder, kan du ikke huske det?"

Som sekunder kunne blive til lange timer. Min mund var som syet til, eller rettere lukket til med cement.

Mundlam var jeg i hvert fald.

"Dig" hviskede jeg med den mindste stemme jeg kunne.

En klam klisteret læder handske tog fat om min arm. Hans vejrtrækning blev dybere og hurtigere, som mordere der ville en noget specielt.

Den anden læder handske førte han igennem mit hår og da han nåede midten af håret hev han til.

Jeg begyndte at slå ud efter ham, jeg fik intet ud af det.

"Hvad ville du ha af mig, jeg var et vidne til det du gjorde dit svin."

Tårerne måtte jeg holde inde for at vise at jeg skulle nok klare det.

Han havde intet at gøre, eller jo han kunne dræbe mig. Heldigvis er det ikke sådan at jeg tænker højlydt.

"Din opgave er at benægte alt det du har givet af information til politiet.. Ellers må jeg dræbe dig." Brølede han på en pirrende måde som gjorde mig bange.

Tænkte jeg højt? Eller en daglig ting at sige i hans hverdag. Noget siger mig at det måske ville knibe med at få venner.

Jeg fik hermed en trussel som jeg vidste jeg ikke skulle tvivle på om var rigtigt.

Han holdte mit hår stramt og hev til at jeg endte på gulvet. Han går ud i køkkenet og tog et glas. Hvad mon han ville. Inden jeg nåede at tænke færdig, lå det i tusind stykker ved siden af mig.

"Gør hvad jeg siger Angie, du kan ikke flygte" råbte han i hovedet på mig og lodsede til mit ben.

Han fik øje på noget henne på en reol med smukke guld kanter... Min ring. "Crap!" Ordet sprang ud af min mund med hud og hår.

Han førte langsomt sin klisteret læder handske hen ad reolen og fiskede efter ringen og gik ud af døren med et brag.

You'll never understand until it happens for you

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...