Jeg kan snart ikke mere.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jun. 2014
  • Opdateret: 15 dec. 2014
  • Status: Igang
Denne historie er inspireret af Imagine Dragons - Demons.
Historien handler om en dreng, der kæmper imod mørket i sig selv. Samtidig kæmper han imod svigtet fra sin alkoholiker til far, som er fuldstændig ligeglad med ham. Han skubber alle væk, fordi han er bange for at ''dæmonerne'' skader dem. Men en dag møder han en der ikke vil lade sig skræmme væk.

2Likes
0Kommentarer
494Visninger
AA

3. Alt forandre sig.

Jeg ved ikke hvad der sker med mig. Alt har forandret sig efter det. Jeg føler mig som et bedre menneske, og jeg kan ikke mærke dæmonerne mere. Hvor er de blevet af? Har de gemt sig? Kommer de tilbage, eller bliver de væk for evigt? Jeg håbede inderligt at det er det sidste. Mit liv derhjemme var det samme, men livet i skolen var blevet ændret fuldstændig. Jeg glædede mig faktisk til at komme i skole, jeg ville se Freja! Jeg måtte bare se hende hver dag, weekenderne brugte jeg på at sidde og kigge på billeder af hende. Jeg kunne ikke lade vær med at kigge på hende, hun var bare anderledes. Hendes smil havde ændret alt, og jeg var over lykkelig. Og jeg var bare nødt til at snakke med hende og lære hende at kende.

Næste dag var jeg fast besluttet på at, i dag var dagen, hvor jeg endelig skulle åbne munden og snakke med hende. Jeg hoppede ud af vinduet med tasken over skulderen. Håret var sat, tøjet var rent og smilet var pakket frem. Jeg var sikker på at det nok skulle blive en god dag, eller det tænkte jeg... lige indtil jeg stod foran hovedindgangen til skolen. Selvtilliden var væk, jeg kunne ikke, jeg gav op. Jeg stod bare og stirrede på døren, jeg turde ikke gå ind, hvad nu hvis hun synes at jeg er en særling ligesom alle de andre. Klokken ringede, jeg gik stille ind gennem døren. Da jeg kom ind i klassen skyndte jeg mig over på min plads i hjørnet, jeg lagde slet ikke mærke til at Freja havde sat sig lige ved siden af. 

Hun kiggede på mig: ''Hej,,
Jeg vendte mig rundt: ''snakker du til mig,,?
''Ja hvem ellers, der sidder ikke andre her,, hun smilede. 
Jeg blev helt rød i hovedet, hun snakkede til mig, jeg behøvede ikke at gøre noget selv. Men lige da jeg troede at vi skulle igang med en rigtig samtale, kom læren ind af døren...
Timerne gik og på ingen tid var skolen ved at være slut... Og jeg havde ikke haft mulighed for at fortsætte samtalen.

Vi var nået til sidste time, men jeg sad bare på min stol og sagde ingenting. Jeg troede virkelig, at det var dagen, hvor jeg skulle mande mig op og have en rigtig samtale med Freja. Men det blev bare til et sølle dumt spørgsmål ''Snakker du til mig?,, Hun hader mig sikkert, ligesom alle de andre. Jeg er et fjols... Klokken ringede og læren kom ind sammen med resten af klassen. Jeg havde tilbragt mit frikvarter i klassen, fordi det var ret koldt udenfor, og så havde jeg ikke lyst til at stå og kigge på hvordan de andre drenge stod rundt om Freja og snakke med hende... Hvordan kunne de når jeg ikke kunne? Det var en pinsel for mig, hvorfor skulle det være så svært at åbne munden og snakke til en pige...

Jeg sad i mine egne tanker, jeg opdagede slet ikke at timen var begyndt og at læren stod og plaprede løs. Lige pludselig råbte han mit navn igennem klassen, jeg kiggede op, ''Du er sammen med Freja,, Jeg kiggede op på tavlen, det var en projektopgave som vi skulle lave to og to. Læreren kiggede rundt, ''Har alle forstået opgaven?,, Han kiggede rundt, klokken ringede og han forlod klasseværelset, ''Ha' en god dag,, og så var klasseværelset tømt på ingen tid. Den eneste der blev tilbage var Freja. Hun kom over til mig ''Skal vi arbejde hjemme ved mig?,, uden at tænke mig om, rejste jeg mig op og gik efter Freja ud af døren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...