Livet...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jun. 2014
  • Opdateret: 22 jul. 2015
  • Status: Igang
Dette er en sand historie om livet fra en 9 årig piges synsvinkel.
Da hun mister sin mor, kollapser hele hendes verden og hun må nu tage kampen op mod sig selv for leve et liv uden sin mor.
Det er ikke nemt når man føler at man står alene med alle sine tanker.
Er livet værd at leve uden dem vi elsker mest, der er jo så mange muligheder for at gøre en ende på smerten, og ende det samme sted som dem.

Historien er lidt barks, men sådan er livet...

6Likes
0Kommentarer
1238Visninger
AA

2. Sygehuset

Jeg hader sygehuse, det har jeg næsten altid gjort. Luften er så tyk at det er svært at trække vejret, alle væggene har den samme deprimerende hvide farve. Sygeplejersker og læger fare rundt fra det ene lokale til det andet, venteværelserne er fulde af mennesker der venter på at få svar. Gangene er fulde af senge, fordi hospitalet er overfyldt, selvom det er mega stort. Min mor lå på 16 etage, så vi tog elevatoren hele vejen op. Jeg ville ønske der havde været noget musik i elevatoren, noget der kunne få mig til at tænke på noget andet end hvad vi var på vej op til.

Men der var der ikke, så jeg kunne kun tænke på at oppe på 16 etage ventede min mor i hospitalssengen. For mig føltes det som den længste elevator tur nogensinde, det føltes som flere år før vi den nåede helt op. Der var helt stille i elevatoren, det eneste jeg kunne høre var mine egne triste tanker om hvad der ventede mig deroppe. Jeg ville aldrig høre hendes stemme igen, aldrig se hendes smil, aldrig høre hendes latter. Det var først der det rigtig gik op for mig, når vi forlod det rum, ville jeg aldrig komme til at se hende igen. Det ville være allersidste gang, jeg nogensinde ville se hende i mit liv.

Døren gik op og vi gik ud af elevatoren. Vi gik langsomt hen af gangen, jeg gik bagerst, slæbte mine fødder af sted. Hun lå på stue nr. 243, så vi skulle et godt stykke hen og for hvert skridt blev sorgen større. Vi stod nu foran døren til værelset, nu var det nu, ingen vej tilbage. Min far skubbede langsomt døren op, men jeg havde ikke lyst til at gå derind. Jeg kunne ikke lide følelsen af at det kun er hendes krop der ligger i sengen, som er ædt op af kræft, hendes sjæl er for længst væk. Det der gjorde hende til den hun er, det der fik mig til at grine, det der gjorde mig glad når jeg var trist, det hele er væk.

Men efter at have stået i døren i et stykke tid, gik jeg ind. Jeg var nødt til at se hende en sidste gang, jeg ville ikke kunne leve med ikke at have sagt ordentlig farvel.  Al varmen i min krop forsvandt, da jeg gik ind af døren. Luften var tyk og der lugtede mærkeligt. Det var lugten af død, den var i hele rummet og var hele vejen ud på gangen. Midt i rummet var svaret på lugten, for der lå min mor i den lille hospital seng. Det var helt urealistisk, hun var så stille, hun rørte sig slet ikke. Der var ingen tegn på liv overhovedet, hun lå bare der i sengen, med en lille buket blomster i hænderne.

Det var ikke et særlig stort værelse. Der var en sofa, et tv, et lille bord, og så en hospitalsseng. I sofaen lå der en dyne og en pude, det var der min far havde sovet hele ugen. Han havde også fået lidt ondt i ryggen, da det ikke var den mest komfortable sofa, men han sagde at det var det værd. Han var glad for at han havde været der for min mor til det sidste, jeg ville ønske at det havde været mig. Jeg ville gerne have holdt hendes hånd, set i hendes øjne, fortælle hende hvor højt jeg elskede hende en sidste gang inden hun havde lukket øjnene. Men min far ville nok ikke synes det var en god ide.

På bordet lå der en bog og nogle blade. Bogen var helt ny, hun havde kun nået at læse få sider, og der var kun lavet en enkelt krydsord i en af bladene. Hun har altid været glad for at læse og lave krydsord, så det var trist at hun ikke engang havde kræfter til at gøre bogen og bladet færdigt. Hun ville aldrig vide hvordan bogen sluttede, eller hvilke ord hun skulle bruge til de andre krydsord i bladet. Mit hoved kørte rundt, det var helt mærkeligt at stå der. Jeg kunne ikke lade vær med at tænke på alle de små latterlige ting, men de havde jo enlig en betydning, for det var en del af min hverdag som nu var vendt på hovedet.

Det at tænke på at det ville være sidste gang jeg så hende gav mig hovedpine, det måtte ikke være sidste gang. Men jeg kunne ikke gøre noget ved det, det var sådan det var nu, det måtte jeg bare lære at leve med. Selvom jeg ikke havde lyst til det, så var det mit liv nu, jeg måtte klare mig selv. Det gjorde ondt at tænke på, tårerne flød ned af mine kinder. Det er et syn jeg aldrig glemmer, hendes ansigt var smukt selvom det var blegt og gult. Det er et syn der har givet mig ar på sjælen, som nok aldrig vil forsvinde. Vi var der inde i en times tid, da vi alle følte at vi havde sagt ordentlig farvel, gik vi ud på gangen igen.

Jeg havde ikke flere tåre tilbage, jeg havde grædt ud. De lå alle sammen på gulvet, ved siden af sengen, inde ved min mor. Min farmor havde sendt nogle breve til min mor, men de nåede ikke frem i tide, så hun nåede ikke at læse dem. Min far fik brevene a sygeplejersken tidligere på dagen, så han gik ind for at læse dem højt for hende. Han spurgte om vi ville med, men jeg blev på gangen, jeg kunne ikke holde det ud. Nu havde jeg sagt ordentligt farvel, jeg havde grædt ud. Jeg kunne ikke lide at se hende på den måde, jeg ville gerne kunne huske hvordan hun så ud da hun var levende.

Min far fik læst brevene højt, han kom ud med røde øjne, det var lige så hårdt for ham som det var for os. Vi havde mistet vores mor, men han havde mistet sit livs store kærlighed, som var taget fra os alle alt for tideligt. Jeg tænkte på om far kunne finde på at finde en ny kone. Nej, det kunne han ikke finde på. Han elsker mor, det vil han altid gøre, han er heller ikke typen der kunne finde på at date. Jeg ville heller ikke kunne forestille mig min far med en anden, lige gyldig hvor meget jeg ville komme til at savne at have en mor, så vil jeg ikke have en ny.

Vi gik ned af gangen og tog elevatoren ned. Den var ikke lige så slem at være i den her gang, nu var det faktisk dejligt at der ikke var musik. Jeg havde ikke rigtig lyst til at høre på noget lige nu, jeg var træt og mit hoved dynkede. Inden vi kørte hjem tog vi lidt mad i cafeteriet. Det var det længste måltid i hele mit liv, jeg havde bare lyst til at komme hjem, og vi skulle også køre i næsten to timer før vi var hjemme.


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...