Livet...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jun. 2014
  • Opdateret: 22 jul. 2015
  • Status: Igang
Dette er en sand historie om livet fra en 9 årig piges synsvinkel.
Da hun mister sin mor, kollapser hele hendes verden og hun må nu tage kampen op mod sig selv for leve et liv uden sin mor.
Det er ikke nemt når man føler at man står alene med alle sine tanker.
Er livet værd at leve uden dem vi elsker mest, der er jo så mange muligheder for at gøre en ende på smerten, og ende det samme sted som dem.

Historien er lidt barks, men sådan er livet...

6Likes
0Kommentarer
1245Visninger
AA

7. Skolestart

Tiden gik og det var nu to uger siden der havde været begravelse. Jeg havde bare lagt hjemme i min seng og diskuteret med mig selv om jeg skulle gøre en ende på det hele, eller om jeg skulle lade vær. Jeg var ved at blive træt af bare og ligge der hele dagen lang. Jeg begyndte at savne at komme ud af huset, min far mente også at min storebror og jeg var ved at komme lige lovlig langt bagud i skolen. Så jeg blev enig med min far og mig selv om at jeg skulle tage i skole næste morgen. Min far ville også gerne have at min storebror kom af sted, men han var ikke klar til det endnu.

Næste morgen vækkede min far mig lige inden han skulle på arbejde, men jeg blev liggende i tyve minutter før jeg kunne tage mig sammen til at trille ud af sengen og få noget morgenmad. Da klokken var 07:45 fandt jeg min cykel frem i garagen og cyklede mod skolen. Den var blevet lidt støvet af at stå, dækket var lidt fladt og bremserne knirkede lidt, men ellers så kørte den fint. På vej til skole begyndte jeg at tænke på hvad folk mon ville sige, hvordan ville de reagere på at jeg ikke længere havde en mor, eller det at jeg ikke havde været i skole i to uger.

Jeg begyndte at tænke på om den mon var en god ide, eller om det var for tideligt at tage i skole igen efter alt hvad der var sket. Måske skulle jeg bare vende om og blive hjemme ved min storebror, som nok ikke ville komme i skole lige foreløbig. Ligesom jeg har han brugt det sidste stykke tid på at ligge i sengen, han havde bare ikke så nemt ved at komme ud af den og komme i skole. Jeg ville nu også meget hellere ligge i sengen, men jeg kunne jo heller ikke blive der for evigt. Så jeg var nødt til at komme af sted, jo længere tid jeg blev hjemme, jo sværere ville det blive at komme af sted igen.

Så selv om jeg ikke havde lyst til det, så cyklede jeg videre mod skolen. Da jeg nåede skolen var der helt tomt selvom klokken snart var 08:00, jeg stillede min cykel og gik mod skolen. Jeg blev mere og mere i tvivl om det var en god ide, jo tættere jeg kom på skolen. Men det var lidt for sent at vende om nu, så jeg fortsatte ind a døren, hen af gangen og ind i fællesområdet foran klasserne. Der var ikke så mange, de fleste sad inde i klasserne. Min bedste veninde Emma så dog hurtigt at jeg var kommet, så hun skyndte sig hen til mig og spurgte hvordan jeg havde det.

Jeg vidste faktisk ikke helt selv hvordan jeg havde det. Jeg havde det ikke godt, for jeg kunne ikke finde ud af hvad der var op og ned, jeg havde en mærkelig følelse i hovedet, det var ikke hovedpine, det var noget andet, men jeg vidste ikke hvad. Jeg havde det enlig heller ikke vildt dårligt, jeg var faktisk glad for at komme lidt ud a huset og få noget frisk luft, men det var stadig mærkeligt at være tilbage. Jeg sagde bare at jeg havde det okay efter omstændighederne, som der ikke rigtig var andre der kendte til, da jeg var den eneste i klassen der havde mistet en forældre.

Og jeg fandt hurtigt ud af hvor lidt de kendte til det, for min klasselære fortalte lidt om hvad der var sket til morgensamling. Hun sagde at det var dejligt at jeg var tilbage igen, at jeg var savnet og at de selvfølgelig var her for mig. Selvom der var så mange der sagde at de var her for mig og at jeg ikke skulle komme igennem det selv, så følte jeg stadig at jeg var alene. Den eneste jeg følte jeg rigtig kunne snakke med om min mor, var min storebror, min far havde så mange andre ting at tænke på, han skulle jo lige pludselig klare alt det huslige selv, lave mad, vaske tøj og holde øje med min storebror og jeg.

Da morgensamlingen var slut kom næsten alle fra klassen hen til mig, men der var ikke nogen af dem der forstod hvad det var jeg skulle igennem. Nogle af dem sagde ting som: min cykel den døde også engang, så var jeg nødt til at få en ny, eller mine forældre er også skilt, så jeg ser heller ikke min mor særlig tit. Jeg blev nærmest bare mere ked af det ved at høre på det. Jeg ville jo ikke bare kunne få en ny mor, jeg kunne få en pap- eller stedmor, men det ville aldrig være det samme som min rigtig mor, desuden så tror jeg heller ikke at min far har lyst til at finde en ny.

Skilsmisse børn, det kan godt være at de ikke ser deres mor så tit, men hun er der jo stadig, de har mulighed for at se hende, jeg har jo ikke mulighed for at se min mor. Hvis de gerne vil snakke med deres mor, så er hun jo ikke længere væk end en telefon opringning, jeg kan ikke bare ringe til min mor, selvom hendes telefon nummer stadig står printet i min hjerne. Problemet med at man ikke snakker med folk mere som man har snakket rigtig meget med, det er at man glemmer lige så langsomt hvordan deres stemme lyder, lige meget hvor mange gange man har hørt den stemme, så vil den forsvinde ud af hukommelsen.

Der vil være mange ting der vil forsvinde ud af min hukommelse om min mor, nu hvor jeg ikke ser hende hver dag mere. Jeg vil glemme hendes stemme, hendes latter, hendes duft, hendes højde og form, det hele. Det pinede mig, jeg havde ikke lyst til at glemme det, men der er jo ikke så meget jeg kan gøre for at huske det. Det vil aldrig blive det samme som da jeg så hende hver dag, jeg var jo vandt til at hun altid var der hjemme det sidste stykke tid. Hvis jeg fik det dårligt i skolen så hentede hun mig, hvis jeg havde glemt min madpakke så kom hun med det osv.

Nu havde jeg kun min far tilbage, som ville få travlt med at arbejde fordi der kun var ham til at forsørge familien. Når han så kom hjem efter en lang dag på arbejde, så skulle han til at lave mad og så skulle han rydde op og det ene og det andet før han kan ligge sig i sofaen i stuen for at se tv-avisen, hvis han overhovedet nåede det, hvorefter han vil falde i søvn og sove indtil han går i seng. Derfor så vi ikke så meget til ham, men han kunne jo ikke gære for det, han var jo nødt til at arbejde så vi kunne få mad på bordet, også selvom det tog ret hårdt på ham.

Skolen føltes meget lang og hård, så de første par dage var jeg der kun i et par timer, men jeg kom efterhånden igennem en hel dag sammen med de andre, selvom det var hårdt. Jeg var kommet et stykke bag ud med lektierne, men lærerne var meget forstående, så det gjorde ikke så meget. Jeg kom hurtigt med i timerne igen, men jeg sagde ikke så meget, da jeg havde meget andet at tænke på end skolen, det blev dog langsomt bedre og bedre med tiden. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...